Kun en lille viskende lyd her og der af nogen som skraverer. Et ark som vendes. Det er et godt tegn. Eleverne sidder spredt, er fordybede, hver for sig.
Vi låner kirken på tirsdage. De tegner helt anderledes her; foran alteret, i koret, i trapperne. Vi låner også lidt af kirkens sakrale stemning. Eleverne tegner på en særlig ophøjet måde. Den dæmpede belysning og kirkens tykke mure; kirken gør det halve af mit arbejde. De kigger op fra tegningen, når de kan mærke at jeg står over dem. Så smiler jeg uden at tage blikket væk fra deres tegning og siger noget opmuntrende. Og tilføjer så, lidt højere og ud i rummet, noget som gælder dem alle, som f.eks.:
— Tænk på tegneretningen, hvad løfter sig, hvad falder.
— Tegn bevægelserne i rummet. Murene rejser sig. Buerne buer. Tegn som I ser, hvordan blikket vandrer, løftes og falder.
— Og loftets hvælv, det falder ned over os, som et væv, et klæde, gør det ikke, som noget draperet.
— Eller hvordan ser I det? Det er det vi er interesserede i, jeres læsning. Rejser loftet sig? Løfter det sig langsomt og støt, er det et kraftfuldt spring, en gradvis lettelse?
Et par øjne stirrer stift ud i luften. Jeg kan ikke huske, hvad hun hedder, men hun gider ikke mere. Jeg går hen til hende inden hun ved det og siger hvad så, hvordan går det, på en meget gearet måde. Hun himler med øjnene og smiler, men jeg tror, hun er glad for, at jeg pludselig er helt ude af takt med stemningen, klodset som en rigtig lærer, genkendelig og uskyldig.
— Det er noget lort, siger hun.
— Vås! siger jeg. Det har virkelig løftet sig.
Jeg gør den fejl, som jeg ikke vil have de selv gør når de tegner. Jeg hvisker det sidste, og blikket bliver skulende. Det hviskede lød hult, hemmeligt, ikke som noget løft og ikke som noget som kunne tåle at det ragede op i stilheden, brød den og lod andre høre det.
Jeg går en runde og taler ud i luften, giver en pep-talk.
— Træk noget mere op end noget andet.
— Husk at tænk i tider, i vægt.
— Hvad er flygtigt, hvad er tungt?
— Hvad er hurtigt, hvad er langsomt.
— Det som aldrig flytter sig er umuligt at viske ud, selv hvis I forsøger. Stolene, bænkene, møblementet, det som kan flyttes, er mere flygtigt, i præcisionen, i hvor godt spidset blyanten er, i hårdheden, og så det levende, jer selv, jeres tasker og jakker, antyd det kun, I er her kun kort, jeres aftryk på rummet er kun noget flygtigt.
— Diamonds are forever, ikke? Husker I den, er I for unge? Men I forstår hvad jeg mener. Stenene varer evigt, møblerne udskiftes efter nogle årtier, og vi, vi er her kun nogle timer en gang i ugen.
— Brug forskellige blyanter, forskellige streger, hvad er en 6B hvad er en HB, en 8H.
— Giv dem personlighed, hvis det er nødvendigt, temperament. En vred streg, en mild streg, en usikker.
— Mæt tegning, tegn lagene ovenpå hinanden, forgrunden oveni mellemgrunden oveni baggrunden, lad indsatsen vise sig ved koncentrationen af kul, af det overlejrede, det på-hinanden-liggende.
— Gulvet! Gør det tungt. Det er grunden, jorden, det som bærer jeres tegninger, som skal bære hele verden. Lad loftet flyve, lette.
De har hørt det tusind gange nu. Jeg er blevet god til at gentage mig selv uden at det overhoved føles pinligt. Jeg er efterhånden blevet dygtig til mit arbejde.
