*
Jeg står op senest klokken fem om morgenen efter at have ligget vågen i en halv times tid eller mere. Jeg vågner af lyset, som er så hvidt. Af solen, som står op så tidligt. Af lyset, der står ind ad de høje og rene vinduer og fylder lejligheden med lys og fred. Her er ikke en lyd. Det er utroligt så stille der er. Og det er unødvendigt med et vækkeur, når der ikke er andre lyde. Jeg havde glemt, hvordan det er at vågne af lyset, når det lysner. Ikke af lyde, sirener og fly, ikke af varme og beskidt sengetøj, ikke af insekter, af en urolig søvn. Bare lys. Det er så mildt. Da jeg slår øjnene op, har kroppen været vågen længe.
*
Min døgnrytme forbinder mig med Mexico. Så længe jeg opretholder min døgnrytme, forbliver noget ubrudt, jeg er der stadig, der på bajio tre-og-halvtreds, på taget med Lay og Celestial og Nicholas og Rochí, under skyerne, på bunden af søen, når det regner, når flyene runder masten og ligner hvaler og hajer. Jeg lægger mig og falder i søvn før ti – det er eftermiddag, måske spiser de, regnen er ikke begyndt endnu – jeg vågner og står op med solen – og det er tidlig aften, klokken er ikke mere end ti, de står i køkkenet og laver noget enkelt til natmad, tortillabrød med oaxacena-ost, måske med lidt salsa, celle spiller guitar for nico, nico sidder og kigger og ler og bliver imponeret og forsøger at efterligne grebene, som celle tager, ud i luften. Det har jeg gjort den sidste uge, det har jeg gjort siden den først nat her – forestillet mig dagene på taget parallelt med mine dage her. Jeg har ikke jetlag. Jeg er ovenud glad for den her rytme, for hvordan den forbinder os.
*
I en uge har jeg siddet ved køkkenbordet og læst og skrevet i mere end en time, når jeg har hørt vækkeuret lyde inde fra soveværelset og min ven er stået op, for at tage et bad inden hun går på arbejde. Hun kommer søvndrukken ud i stuen, hun gnider søvnen ud af øjnene, og smiler af mig og min lidt barnlige stolthed over igen at være stået op så tidligt og så længe før hun. Vi drikker kaffe sammen. Jeg går med hende ned i gården for at ryge, når hun skal på arbejde på hospitalet. Vi krammer farvel og så går hun og jeg går op i hendes lejlighed igen. Jeg sætter musik på og går i gang med at træne. Imens jeg udfører træningsrutinen, som jeg har taget med mig fra taget, forestiller jeg mig de andre og at vi gør det sammen. Nico, som står foran mig, smiler lidt skælmsk, holder hænderne sammen og bukker sig og hilser. Siger, vale, og vi andre gør det samme og smiler af alvoren, som vi lægger for dagen. En halv time senere tager jeg et brusebad, uden at skulle tænke på om alt det varme vand kan slippe op. Og vandtrykket! Det bare fortsætter, vandet! Det er uendeligt her, varmen og vandet. Og hvor blødt og varmt der er, og freden! Her er ikke en lyd.
*
Jeg har bestilt en lejebil til i morgen, som jeg skal afhente ved Kløvermarken klokken ni, og jeg har skrevet til dem i huset at jeg kan være der klokken ti. Og senere, ved ellevetiden, har jeg aftalt at være hos min ven oppe ved Lundtoftegade, hvor jeg kan overtage hans seng. Fordi han flytter fra København til Malmö, og jeg til København fra Malmö, passer det hele så godt. Jeg pakker mine tasker for at se om det hele kan være der, det kan det.
*
En lille uro og en lille spænding om i morgen sidder i mig hele dagen, det er en frisk start. Jeg er spændt på at se København igen, jeg er spændt på at se, hvordan jeg skal bo, dem jeg skal bo med, hvordan det bliver at være nærmere mine venner igen – falder vi sømløst tilbage i vores fortrolighed? Har noget væsentligt ændret sig? Jeg er fuld af spørgsmål og forventning, i morgen er det mandag og det er den første juni. Sommer.
*
Foråret er ovre, og det er allerede ti dage siden, at Nico kørte mig til lufthavnen i lejebilen. Vi efterlod Lay på fortovet. Jeg vendte mig og betragtede ham ud af sideruden, hvori han blev mindre og mindre, imens Nico kørte ned til Viaducto. Lay så ked ud af det. Og jeg tænkte på det triste i hans holdning og hans insisteren på at følge os med øjnene og ikke vende sig om og gå. Han stirrede og stod lidt sammenbidt, og øjnene skinnede uroligt. Han forsøgte ikke at græde, tror jeg. Han holdt minen, for min skyld, tror jeg. Og jeg tænkte på at han er vokset op på boardingschools, og at han nok før har kigget længe efter biler, som er kørt fra ham. At han før har anlagt en særlig upårørt mine. Han har før forsøgt at se modig ud og stærk, om ikke for sig selv eller dem i bilen, så for ikke at se svag ud foran sine boardingschool klassekammerater, og det til ingen verdens nytte.
*
Og ni dage siden jeg landede i Kastrup iført maske og gik igennem de rømmede haller og igennem myndighedernes opfordringer, som lød fra højtalerne, om at gå i isolation i fjorten dage. Jeg gik ned på perronen og tog toget til Malmö, og stod af ved Triangeln og derfra gik jeg hen til hospitalet, hvor min ven arbejder, for at få nøglen til lejligheden på Skt. Knuds. Det var først der, efter gåturen fra stationen til hospitalet, at jeg lagde mærke til, at der ikke var andre som gik med maske.
*
