Det er i dag at jeg skal afsted. Det er det første, jeg tænker, da jeg vågner og slukker vækkeuret som om det er en myg, jeg rammer i første hug. Jeg er klarvågen og rejsen sidder allerede i mig allerede som et helt utroligt fokus.
*
Et særligt lys ligger over alting. Stedet her betyder noget for mig. Alt er pakket og klar. Et rent sæt tøj ligger parat på bordet. Jeg tager sengetøjet af. Lagenet også. Madrassen er møgbeskidt og hullet. Xochi havde gnavet i madrassens midte, før jeg kom. Det er tre måneder siden at jeg dækkede hullerne og den plettede og fedtede madras med mit medbragte lagen. Jeg kan have det hele i mine fire tasker – to sorte rejsetasker, og to rygsække. Det er lidt trist, hvor let det er at pakke. Notre Dame lader jeg hænge til den næste som flytter ind, hvis Udlejeren og Frank kan blive enige om at der skal komme nye.
*
Jeg kan ikke udstå den præcision, som kommer over mig, de dage, hvor jeg skal rejse med fly. Jeg bliver en slags søvngænger, en meget praktisk anlagt og meget målrettet søvngænger, som gør alt til tiden, eller egentlig, i alt for god tid. Jeg står op til tiden, jeg sover aldrig over mig, jeg har altid pakket, endda testpakket aftenen forinden, jeg har ryddet op, fejet, sørget for at jeg ved hvor nøglerne ligger, tjekket mails femhundrede gange for at se om flyselskabet har ændret noget, om flyet er udsat, om det er aflyst, om noget kan gå galt, jeg har skrevet til alle ambassaderne på min vej hjem, jeg skal for alt i verden ikke forlade lufthavnene på mine mellemlandinger, skriver de allesammen, jeg har tjekket netbanken, jeg har pesos i kontanter, jeg har dollars i kontanter, dækning på kortet, alt batteridrevet er opladet. Intet kan gå galt.
*
Jeg tager håndklædet fra knagen og går tværs over taget. De andre er ikke stået op. Solen er på vej op. Det er lørdag morgen. Jeg åbner for gassen og trykker på knappen et par gange, før gnisten fanger gassen og varmepumpen starter med sit antændte sug. Jeg hænger mit håndklæde over muren og kigger ned i gårdhaven, og prøver at huske det her, suge det hele til mig en sidste gang: morgenen, solen, taget før de andre er stået op, at smide håndklædet over halvmuren, som vil varme det til jeg kommer våd ud af toilettet. Nede i bunden af gårdrummet lyder det af rindende vand. Underboens hunde ligger på svalegangen, den i bleen rejser sig og snuser til en kaktus. Døren står åben ind til lejligheden, hvor søstrene bor, dem der altid vasker. Jeg går ind i toilettet, tænder for lyset, ser mig selv i spejlet, og mit nyklippede grydehår. Celle er blevet god til at klippe mig, min frisure ligner et nyt stykke tøj, som ikke er gået til. Der er ikke skyllet ned, kummen er fuld af mørkt pis, men natten har været kold, så der lugter ikke. Den overskårne vanddunk er fuld af brugt sammenfoldet og misfarvet toiletpapir. Jeg skyller ned og lukker døren og slår jernlåsen for. Stenen, som vi har lagt over afløbet, for at holde kakerlakkerne ude om natten, skubber jeg til side, før jeg tænder for vandet.
*
Der er tre timer til, at vi skal køre til lufthavnen, da jeg har spist og ikke har mere at gøre her. De andre står op, som om det var en helt normal dag. Celle spørger, hvornår jeg skal afsted. Om tre timer, svarer jeg. Already? spørger hun og ser ked ud af det og som om det kommer lidt bag på hende. Vi taler om turen, vi kom hjem fra igår. Det var dejligt, at vi nåede den. At vi kom ud af byen, før jeg skulle tilbage. Vi taler ikke så meget, som jeg havde ønsket mig. Det er svært at begynde samtaler, der er ingen tråde at tage op. Det er en trist dag. Tiden går hurtigt. Det uundgåelige ligger imellem os nu. Eller det ufravigelige. Jeg forstår ikke hvorfor jeg betragter flyrejser med sådan en alvor.
*
Sidst jeg rejste herfra var i januar, næstsidst var i februar året før, og tredjesidste gang var i april året før igen. Jeg er rejst herfra ofte. Da jeg landede i kastrup i januar og gik fra gaten, kunne jeg næsten ikke holde tårerne tilbage. Jeg var rejst fra Mexico i utide. Jeg havde gjort noget forkert. Det var alvorligt. Det var en fejl. Jeg kunne ikke slippe tanken, følelsen, at jeg havde gjort noget frygtelig forkert, som jeg ikke ville kunne rette op på.
*
Januar og februar: Jeg kørte frem og tilbage mellem København og Malmø og tog færgen til Æreskøbing, for at undervise, tog toget til Skive for at besøge venner og gamle kollegaer på højskolen, tog bussen op til Oslo for at besøge en ven. Jeg boede hos venner, her og der, og bar mine tasker fra den ene ende af landet til den anden, og stod på perronerne hele tiden, og frøs i trækket på perronerne, og blev øm i skuldrene af at bære mine tasker hele tiden. Fra Svendborg station til færgelejet. Fra Skive station ned til højskolen. Fra Triangeln til den anden side af Folkets Park. Fra Galleriet op til jeg ved ikke hvor, Torshov, tror jeg. Fra Nørrebro Station til Lundtoftegade. Det er det, som sker, når man rejser eller når man ikke har et sted at bo, men er afhængig af sine venner. Man bærer hele tiden tasker, og man får hovedpine af det.
*
Jeg kunne låne en lejlighed i Malmö i en måned. Min ven var i Afrika. En ven kom forbi. Vi mødtes på Martins, tæt på Möllan, drak kaffe og spiste semla. Han sagde, at det lød som om at det at være hjemme igen var den faktiske eksil. Jeg kiggede på min netbank, der var knap titusind. Der var en måned til min bog skulle udkomme. Jeg skrev til Frank og spurgte om der var plads, hvis jeg kom tilbage i slutningen af Februar. Jeg tjekkede billetpriser. Jeg havde ikke råd til at finde en lejlighed i København. Jeg havde ikke en chance i København for titusind kroner. Titusind ville få mig tilbage til Mexico, det ville tilmed dække de første par måneders husleje. Frank svarede, sagde at det var super, men at huslejen var steget. Jeg købte billetten og aflyste mine undervisningsforpligtelser, og skuffede min ven som havde skaffet mig arbejdet. Bogen udkom, jeg holdt en reception, venner kom fra Sverige og Norge, det var fantastisk, jeg gik hjem om natten med min favn fuld af blomster, jeg sov på en oppustelig madras hos en ven på Vesterbro og lod blomsterne stå som gave. Et par dage senere rejste jeg hertil. Nu skal jeg igen rejse herfra.
*
Vi har stadig bilen, Nico vil køre mig til lufthavnen. Jeg krammer Celle farvel. Lay følger os ned på fortovet, han virker overdrevet hjælpsom. Nico forsøger at løfte stemningen, han taler og ler. Lay og jeg krammer farvel imens Nico smider affald fra igår ud, emballage fra mcd, imens. Bilen skal afleveres senere i dag. Vi sætter os ind. Vi kører afsted. Vi efterlader Lay på fortovskanten, hvor han står med en hånd løftet. Hans øjne funkler. Han ser vred ud og ked ud af det. Han forsøger at smile tappert. Nico fræser afsted, vi taler om hvor dejligt det har været, og at vi snart ses igen, vi forsøger at ignorere chancen for at det ikke kommer til at ske er overraskende stor. Der er så mange som jeg har tænkt det om, og som jeg aldrig har set igen. Jeg har lovet mig selv at det ikke skal ske med nico, celle og lay, med rochi og milli. Vi tager afsked i parkeringskælderen, vi ler og krammer hinanden, så fræser han afsted.
*
I lufthavnen er der næsten ingen mennesker. De få, som er, går med stor afstand til hinanden, vi er alle maskerede. Lufthavnens rum er frygteligt lange og store, få stemmer og lyde ekkoer igennem de rømmede sale. På flyet til Canada har jeg en række for mig selv, plus at både rækken bag mig og den foran mig er ledig, sådan fortsætter det vist, vi er alle omringet af enorme bufferzoner.
*
I Canada er vi tre mennesker, som skal overnatte i lufthavnen – der er toogtyve timer til vores fly til europa. På skærmene over kommende departures er der kun tre departures. Mit fly til tyskland om toogtyve timer, og to andre om femten og nitten timer. De lukker lufthavnen ned, men inden personalet går hjem giver de os madrasser, som vi kan sove på. Vi må ikke forlade lufthavnen, hvis vi gør, får vi ikke lov til at komme ind igen. Vi skal gå i selvbetalt isolation. Vi holder os på afstand af hinanden, vandrer rundt hver for os i den enorme lufthavnen rømmede sale, lukkede taxfree-butikker, restauranter, barer. Men alle skiltene lyser videre, jeg kan høre fuglekvidder, der er fugle som flyver højt oppe under tagene, måske er de her altid? Måske overdøves de i alle verdens lufthavne af al støjen, af alle de rejsende som aldrig løfter blikkene. Ved restaurantbordene står fastlåste ipads og reklamerer for menuen hele natten.
*
Toogtyve timer er ingenting, når man som jeg ventede i syv år på at komme væk. Jeg er ufattelig tålmodig. Jeg kan vente forevigt og går i en slags mentalt koma. Jeg lægger mig og ser op i loftet, ser de små spurve flyve rundt oppe under bjælkerne, jeg falder i søvn, og vågner, falder i søvn og vågner, jeg forsøger ikke at tænke en eneste tanke, udelukkende stirre ind i mine øjenlåg og lade mig falde ind i det mørke som åbner sig på bagsiden af mine øjenlåg. Der går ti-tolv timer sådan. Så bliver det morgen, solen står op, det lave lys bevæger sig ind igennem de store glaspartier, stryger ind over gulvene, sammen med de få lufthavnsansatte som stadig møder ind på arbejde til de tre afgange.
*
På flyet til tyskland er vi syv-otte mennesker. Det tager tolv timer, som jeg bruger i samme koma-lignende dvaletilstand. Jeg ankommer bedøvet til Tyskland, hvor der er en kaotisk stemning. Personalet pisker os alle igennem provisoriske sikkerhedskontroller og labyrintgange. Der er pludselig indført nye regler for nogen, ingen stor håndbagage er tilladt mere, siger en tysk sikkerhedskontrollør til en mand med en stor rullekuffert. Han får besked på at den skal tjekkes ind. Manden med rullekufferten fortæller at han er i transit, og han kan ikke tjekke den ind, alt er lukket. Den tyske sikkerhedskontrollør bliver ved med at sige, at han ikke må tage sin rullekuffert med igennem sikkerhedstjekket. Så må han efterlade den. Så siger en anden, at det må han ikke iflg. lufthavnsreglerne. Det er som om at flyselskabene og lufthavnene har indført nye regler over natten, imens vi har været i transit. Jeg ved ikke hvordan det ender med manden med rullekufferten, han fik at vide at han skulle tjekke den ind, han sagde at han ikke kunne, der var ingen steder at tjekke den ind, han kunne heller ikke efterlade den, alt var forbudt for ham pludselig.
*
Flyet til københavn er proppet, hvert sæde er i brug, næsten udelukkende mænd i hvide skjorter, med skuldertasker, og laptops, handelsrejsende danske mænd. I Kastrup er der en stemme i højtaleren, som siger, at alle nyankomne bør lade sig isolere. Jeg havde regnet med at nogen ville kræve det af mig. At et menneske ville forhindre mig i at gå ud i ankomsthallen, før jeg havde berettet hvorhenne jeg ville isolere mig. Men der er ingenting. Færre mennesker, næsten ingen mennesker, og så højtalerannonceringen, om at vi skal isolere os. Jeg indløser billet til toget og går ned på perronen, hvor lange og langsomme køer leder op til nogle hurtigt sammentømrede skranke, hvor maskeklædte soldater sidder bag et plexiglas og tjekker vores pas, som skal over sundet. Jeg står af ved Triangeln, går op af södra utgång og endelig – jeg har været i et lukket aircondition–kredsløb i over tredive timer, næsten fyrre, er jeg bange for – ud i en luft, som er frisk, naturlig, en brise som er behagelig og nydelsesfuld. Jeg går mod hospitalet, hvor min ven arbejder. Det er forår, luften er en helt anden, der er en friskhed i alting, bladene på træerne er friske og saftige, alle menneskene, også de kittelklædte mennesker, som jeg møder på vej hen til min hospitalet, ser bekymringsløse ud, næsten sorgløse ud.
*
