Forsinkelser XV

Taskerne – jeg har fire af dem; en rygsæk, en mulepose, og to rejsetasker, og har slæbt på dem i, hvad der føles som et år nu, uafbrudt – er alle sorte, ligesom de sko jeg er i, og strømperne, bukserne, t-shirten og blusen jeg har på også er det. Det er næsten for meget med alt det sorte, jeg ligner én, som bringer dårligt nyt. De er også tunge og det spænder i nakken allerede, da jeg passerer Babel. Jeg sætter dem fra mig foran en Bingo-hal og holder en pause. Jeg sveder allerede. Dagen bliver lang, tror jeg, og sej. Da jeg kommer ned til Triangeln Station, har jeg tid til at tage en cigaret inden toget afgår.

*

Jeg er spændt på, hvad der venter mig i Kastrup. Hvad myndighederne vil kræve af mig, vil de spørge om dokumentation, vil det give mig problemer, at jeg har været i Malmö i de sidste ni dage. Vil de sige, at det skulle være præcis fjorten dages karantæne, skulle den afholdes i Danmark? Det er kun gået ni dage siden jeg landede i Kastrup og tog direkte til Malmö. Jeg har ikke været i karantæne. Mon de har oplysninger på mig? Hvor jeg har været? Hvornår?

*

Der er ingen masker i toget. I Kastrup står jeg i den forkerte kø, og bliver af en hjemmeværnsmand peget til køen for de danske pas. Paskontrollen er et par simple trækonstruktioner, der er rejst på perronen, med lidt afskærmning af plexiglas og to soldater som studerer passene, som om de er blevet delt nogle dårlige hænder i et spil kort. Lufthavnsterminalen er tom. Der er ingen åbne indcheckningsskranke, der er ingen flyrejsende, kun os, der kommer fra Sverige og som skal med metroen ind til byen. Til mit held, er der penge på mit rejsekort.  

*

Jeg står af ved Amagercenteret og overvejer et øjeblik at tage en taxa hen til biludlejningen, men der er kun tre kilometer, og der er ingen taxaer at se. At ringe efter én, vil jeg ikke. Det er alligevel at gøre et for stort nummer ud af det. Jeg går ned ad Prags Boulevard. Jeg holder en rygepause på en hævet rist, hvor man formentligt kan få varmen om vinteren, hvis man ikke har nogen at sove hos. Der er fluer og varmt, solen skinner og der er ingen mennesker at se. Der er stille, ikke en lyd faktisk, og i stilheden står Øresundskollegiets tårne, en række brutalistiske forbjerge, tyste og hårde, et skarpt og kantet landskab af beton og glas. Jeg overbeviser mig selv om, at tårnene selvfølgelig er fulde af beboere, det er bare et tilfælde at ikke et vindue står åbent, at der er så stille, at der ikke er noget som helst tegn på liv. Men  følelsen jeg går med er den modsatte, at alle tårnene er tomme, urovækkende og rungende tomme. 

*

Det er mandag, den første juni. Det er i dag, at jeg flytter ind på Refshaleøen. Det føles som en søndag, eller som første januar, men solen skinner, det er sommer og varmt, sommerens officielle start og ingen mennesker.

*

Sveden løber ned af mig, da jeg når frem til biludlejningen. Papirerne bliver underskrevet, tanken er næsten tom, den skal også afleveres sådan, der er en postkasse, hvor jeg kan smide nøglen, hvis jeg kommer tilbage efter lukketid, det er altsammen fint. Da jeg har sat taskerne ind i bagagerummet på flyttevognen og sat mig ind bag rattet, bliver jeg slået af en meget stærk følelse af frihed: jeg fryder mig over ikke at skulle bære taskerne mere, jeg smækker døren i, sætte mig bedre til rette, drejer lidt på rattet, drejer nøglen om, slapper af i ryggen, i armene og hænderne, som er ømme og trætte af de tasker og så: triller jeg ud fra parkeringspladsen, lægger mig ud på vejen, vænner mig til pedalerne, kører ned til den første og den bedste tankstation, tanker for hundrede kroner, og kører ud til Refshaleøen. Man kan ikke køre forkert dertil, der er kun en vej! Hvilken frihed! Hvilken ny begyndelse, jeg har foran mig. Hvilken frihed det er at kunne leje sig en bil og køre ud til, hvad der skal blive mit nye hjem.

*

Zeno, Claudia, Viggo og Marie. Det hedder mine nye bofæller. De viser mig rundt, viser mig mit værelse, kontoret, taler lidt om nogle hylder, som en forhenværende bofælle måske vil hente, men som jeg kan bruge så længe. Og haven, to høner går frit omkring, de lægger æg, fortæller de, ikke så mange, men de er fælles. En af bofællerne ser til nogle bede ved siden af drivhuset, en anden sidder i stuen og læser avis med meget rank ryg, en tredje rækker mig en nøgle. En spørger om jeg får brug for hjælp med noget. Men det går fint, jeg må videre, vi ses senere. 

*

Jeg går ud i bilen igen og kører ned langs Kløvermarken, kører ned til KUA og over Langebro, og føler en stor glæde ved at kunne finde vej – jeg kender byen godt, og kan hele tiden huske mere, alle byens bestanddele, som man ikke tænker på, dæmrer for mig, træder frem foran mig, Blox, det lort, Knippelsbro, den smukkeste af alle de københavnske broer, en ny bro lige nedenfor Langebro, på nordsiden, hvornår er den bygget? hvornår har den stået færdig? den minder om kyssebroen, den fede dæmning, men den nye er slankere og fri for det provinsielle farvede glas, og det er godt, og den sorte diamant er der også, det synkende bras, og så Glyptoteket! på den ene side, og Tivoli også og så Rådhuspladsen på den anden side, fri, endelig, for de grønne metrovægge, og siden ud af Åboulevarden, Ørstedparken passerer, søerne flankerer, Sankt Jørgen og Peblinge? eller Sortedam? Nej, Peblinge! og videre ud mod Falkonér Allé eller er det Jagtvej her? Ja, måske og så inden buen, hvor byen virkelig bliver by, trafikken rigtig byagtig, hævede baner, som slynger sig rundt om hjørnerne, ind mod Borups Plads, Fakta, og op ad Lundtoftegade. Og ved den sidste blok, før Dragon City’s running sushi og Netto, der holder jeg.

*

Jeg ringer på i nummer en-og-firs. Mårten lukker mig ind. Han er pakket og klar, men går en sidste runde og imens tager jeg en cigaret ude på svalegangen. Der er duelorte over det hele, det lugter af lune duer og duelort. Et s-tog kører ind i gabet på Nørrebro station, en hvid røg står op af den hvide skorsten, det nye højhus er stadig kun noget ved, når det er nat eller uvejr, dvs. når det er usynligt eller uklart.

*

Sengen, som jeg kan overtage, passer ikke ind i elevatoren, så vi bærer nogle tasker og kasser, som jeg har haft stående, ned først, det er det sidste han har tilbage, han er flyttet til Malmö, jeg flytter til København, det passer perfekt, vi overlapper og jeg mangler en seng og han har en tilovers, som vi bærer ned igennem trappeopgangen. Vi sætter den fra os, puster og hiver efter vejret og trækker lidt i t-shirtsene som klæber til ryggen, eller det klør måske bare lidt.

*

Vi går ned til La Banchina og spiser frokost, vi bestiller en hel fisk hver, vi tager et glas vin til, vi fejrer og vejret er godt, folk bader, solbader, springer i vandet og kommer våde og skinnende op på land igen som sæler. Vi taler om, hvordan det vil være for mig at bo her igen, om at falde til, om nye begyndelser. 

*

Klokken er tre, da jeg sætter ham af ved Hovedbanen og kører ud til Pelican Self-storage for at genoptage min indflytning. Min nøglebrik duer, og jeg overrasker mig selv, jeg kan huske mit opbevaringsrums nummer. Det er nummer totusind-og-enogtyve. Men det er en frygtelig skuffelse at åbne døren og se, hvad det er, som jeg er endt med at eje: tolv flyttekasser, i hvertfald fire af hvilke er sammensunkne og maste, et natbord, en hulens masse tasker, en taburet, et skakbræt.

*

Fire gange, eller fem gange, måske seks gange – tiden og repetitionerne forsvinder i opbevaringshallen, der er ingen spor af tid, ingen ure, ingen vinduer, kun døre, uendeligt mange grønmalede døre – fylder jeg kasser på vognen, går ned ad de trange labyrintiske gange, går ind i elevatoren på anden sal og ud igen på stueetagen og ud af skydedørene, jeg låser bilen op og flytter kasserne ind i bilen, jeg låser bilen og så tilbage, åbner med nøglebrikken skydedørene, kommer med nøglebrikken ind i elevatoren, op igen til anden sal, først til højre, for enden til venstre, fjerde dør på venstre hånd, dørnummer totusind-og-enogtyve, låse op og gentage det.

*

Det er en let indflytning. Ingen trapper. Ingen møbler, stort set. Jeg stiller kasserne ind på kontoret. Jeg finder sengetøj og dyner i en taske, jeg skruer benene fast på sengen, jeg reder op, og lader det meste vente til ugen der kommer.

*

Det er midnat og mørkt, da jeg parkerer flyttebilen. Gaden er mørk. Det er ikke til at se, hvor jeg skal gå hen med nøglen. Jeg leder efter en kasse, jeg leder efter en brevsprække, jeg ærgrer mig om at jeg ikke bad medarbejderen vise mig, hvor jeg skulle putte nøglen, hvorfor var jeg så uopmærksom. Pludselig er der gået tyve minutter med at gå og lede på en sløv måde. Jeg hanker op i mig selv. Det kan ikke være så svært. Jeg kan ikke være den første. Jeg kan ikke blive ved sådan her. Så jeg lægger nøglen ind i benzindækslet og går derfra og lover mig selv at jeg skal ringe til dem, så snart de åbner, og fortælle dem hvor nøglen ligger gemt.

*

Forsinkelser XVI

Hvad er det for en parallelverden jeg har været i, eller er kommet til? Nyhederne er kommet fra Europa, ængstelsen er kommet fra Europa, frygten er kommet fra Europa. Fra øst mod vest. Og ængstelsen, hvad skyldes den, frygten, hvad skyldes den. Her er ingen masker, her er mennesker, her er solskin, her er ingen sprit, folk bader, står i kø – med lidt større afstand end normalt – der er gaffa på fortovene, linealer som opstriber, hvordan det har stået til. Der er mindre trafik, der er stille, men hvad er der blevet af det hele? Det er rejst mod vest, og jeg er rejst mod øst, jeg har overlappet det hele, eller hoppet over det, som om det var et sjippetov.

*

I Nyhavn er der rart og dejligt, der er næsten ikke nogen og det er som om, at der nu er et passende antal mennesker i byen, en befolkningstæthed som svarer til, hvad byen egentlig er bygget til at huse. Ved Nyhavnsbroen ser en ældre stilladsarbejder til at stilladset er rejst ordentligt, han er solbrændt og rynket, han besigtiger med en vis myndighed – som forbigår hans yngre kollega, som står i bar overkrop og poserer for nogle venner, som sidder nede i en lejebåd – arbejdet. Han har et trist ansigt, bekymret, men han er smuk, han misser med øjnene i solen, tæller efter eller hæfter sig ved noget, imens hans store hænder hænger ned langs siden. 

*

Jeg bestiller en cykel på dba. John S hedder sælgeren. Det er en flot sort cykel. Han vil gerne køre den ind til byen. Jeg køber brugte bogkasser og henter dem på Vesterbro. Jeg pakker ud, en kasse eller to om dagen, forundres over, hvad det er som jeg er endt med at eje, en østerskniv, et vandglas med dinosaurer på, et vandglas med en lyserød gris på, et med elefanter, og en kop med Pippi. Gryder og en kagerulle. Virkelig mange tasker fulde af andre tasker. Og mange lagener, men kun to sæt sengelinned. Jeg kan ikke huske hvorfra noget kommer. De sidste par gange, jeg har flyttet, har jeg været den sidste til at flytte ud, så der har været en masse efterladte ting, som jeg er gået ud fra var mine. Men det her glas med den lyserøde gris: har det været en gave? I så fald, fra hvem, og hvornår?

*

To venner fra Sverige kommer på besøg, den ene bor i København, den anden i Malmø, de er kærester og de viser mig en slags politierklæring om deres kæresteforhold, som hun som bor i Malmø skal bruge for at rejse til København. Han som bor i København har underskrevet og erklæret at deres kæresteforhold bl.a. består af fysiske møder og ikke alene skriftlig, tekstlig eller anden digital kommunikation. Det er vildt at mine venner skal erklære noget som helst om noget, som i sidste ende, kun vedgår dem selv. 

*

Pasajeros a Indias. Jeg læser om Spanien i sekstenhundrede-tallet og subjekt-konstituering som resultat af registre og biografiske tekster. Det handler om de spanske, som ville rejse til den nye verden, og hvilke dokumenter, de var nødt til at have i orden. Alle mulige instanser og institutioner og venner og familie skulle bekræfte, vidne om, love, at den, som ønskede at rejse, virkelig var den, som vedkommende påstod at være. Segl og underskrifter og dokumenter skulle bekræfte hinanden på kryds og tværs i en slags sekstenhundredetallets catch22. Derudover var det afgørende, at de, som ønskede at rejse var – i kronens mening – gode repræsentanter for kronen. Dvs. af særlig religiøs overbevisning, med en særlig arbejdsetik og moral, at de ikke efterlod sig ansvar og forpligtelser i hjemlandet, at de ville påtage sig ansvaret for at udbygge den nye verden efter den gamles totalt rensede forbillede. Det kom slet ikke på tale, at tillade maurerne eller jøderne adgang til den nye verden.

*

Jeg læser om skibsfart som kulturel teknik, som kolonial teknik, skibe som krigsmaskiner, som fiskerimaskiner, som maskiner, der transporterer varer og ceremonier, kultur. Om skibe som afvigende heterotopier, små arker, verdener bemandede med pirater, og unge endnu ikke voksne mænd, de vanvittige og de kriminelle. Jeg læser om skibe som billeder på rejsen til dødsriget, om skibsfart, som det der er uden for loven, eller i det lovløse, det der har to fundamentalt forskellige eksistenser, til søs og ved kaj. 

*

Og om Massim’erne, et urfolk, der med kanoer sejler mellem Trobriandøernes skærgård, atoller og rev øst for Papa Ny Guinea. De lægger fra land fulde af frygt for havets rædsler, især de flyvende hekse: mulukwausi. Der findes mange forskellige typer hekse(yoyova'er) på øerne, og de kan sende en dobbeltgænger ud over havet, en flyvende heks, en mulukwausi, som kan gøre sig usynlig eller tage form af nattefugle eller en ildflue. De lever af døde sømænd og dræber sømænd i knibe, tiltrækkes af nødråb fra nødstedte, de skibbrudte. For at undgå mulukwausi-heksene udføres magiske ritualer, der fremsiges lange riter for øksen som skal bruges til at lave kanoen, til stammen som skal udgøre kanoen og kanoen, når den er bygget. Et ord som går igen er saydidi, som minder om lyden, heksene laver, når de flyver. Alt gøres for at kanoen skal undslippe heksene, at den er hurtig nok, (at den, ligesom heksene, vil) knytte sit græsskørt sammen og flyve! 

Rædslerne til søs, de flyvende hekse, skyldes et brodermord. Mokatuboda og Toweyre’i og tre søstre bor på øen Kitava. De er alle født af jorden. Mokatuboda kan bygge flyvende kanoer og, da Toweyre’i tror, at han kan gøre sin storebror kunsten efter, dræber han sin storebror. Men det viser sig hurtigt, at Toweyre’i ikke kan få kanoen til at flyve. Søstrene, ved hvordan, men de er vrede og i stedet for at hjælpe deres bror med at få kanoen til at flyve forvandler de sig selv til flyvende hekse og flyver ud over havene, for at hjemsøge og dræbe sejlere til evig tid. For at undgå de flyvende hekse, må kanobyggeren opsøge en yoyova-heks og få hende til at lave en pagt med de flyvende hekse. Sømændenes skæbner er i heksenes hænder.

*

Jeg får den forventede mail fra Det Danske Institut i Rom. Juli-måneds ophold udskydes også til næste år. Det glæder mig. Så har jeg to sammenhængende måneder. Jeg ville ikke orke at rejse til Rom om en måned, jeg er træt af at rejse, udmattet. Jeg kan slet ikke komme op om morgenen. Mit værelse er mørkere end stuen i Malmø. Det vender anderledes, det vender mod syd, er lidt tilbagetrukket under et udhæng, lyset skyller ikke længere ned i mit ansigt klokken halv-fem om morgenen og vækker mig på den mest lykkelige måde.

*

Der er beskeder, som jeg ikke svarer på. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg udsætter det. At svare dem, tror jeg, ville føles som at afslutte dem. Det er fra Fransisco, fra Udlejeren, Fra Ale og Milli og Celle. Jeg vil gemme dem til senere. Jeg læser et færøsk manuskript færdigt, som jeg har været uger om at læse, og sender 10 sider tætskrevet kritik tilbage og er bange for, at jeg er for hård. 

*

Jeg vil aflevere mine filmruller. Jeg er så spændt at se resultatet: marts, april, maj, hele foråret på taget.

*

Det er aften og jeg går en tur. Mine arme og skuldre er stadig ømme. Jeg går ned til Christianshavn og køber mig selv en forsinket flyttepizza, som jeg spiser på en fortrappe.

*