Hvad er det for en parallelverden jeg har været i, eller er kommet til? Nyhederne er kommet fra Europa, ængstelsen er kommet fra Europa, frygten er kommet fra Europa. Fra øst mod vest. Og ængstelsen, hvad skyldes den, frygten, hvad skyldes den. Her er ingen masker, her er mennesker, her er solskin, her er ingen sprit, folk bader, står i kø – med lidt større afstand end normalt – der er gaffa på fortovene, linealer som opstriber, hvordan det har stået til. Der er mindre trafik, der er stille, men hvad er der blevet af det hele? Det er rejst mod vest, og jeg er rejst mod øst, jeg har overlappet det hele, eller hoppet over det, som om det var et sjippetov.
*
I Nyhavn er der rart og dejligt, der er næsten ikke nogen og det er som om, at der nu er et passende antal mennesker i byen, en befolkningstæthed som svarer til, hvad byen egentlig er bygget til at huse. Ved Nyhavnsbroen ser en ældre stilladsarbejder til at stilladset er rejst ordentligt, han er solbrændt og rynket, han besigtiger med en vis myndighed – som forbigår hans yngre kollega, som står i bar overkrop og poserer for nogle venner, som sidder nede i en lejebåd – arbejdet. Han har et trist ansigt, bekymret, men han er smuk, han misser med øjnene i solen, tæller efter eller hæfter sig ved noget, imens hans store hænder hænger ned langs siden.
*
Jeg bestiller en cykel på dba. John S hedder sælgeren. Det er en flot sort cykel. Han vil gerne køre den ind til byen. Jeg køber brugte bogkasser og henter dem på Vesterbro. Jeg pakker ud, en kasse eller to om dagen, forundres over, hvad det er som jeg er endt med at eje, en østerskniv, et vandglas med dinosaurer på, et vandglas med en lyserød gris på, et med elefanter, og en kop med Pippi. Gryder og en kagerulle. Virkelig mange tasker fulde af andre tasker. Og mange lagener, men kun to sæt sengelinned. Jeg kan ikke huske hvorfra noget kommer. De sidste par gange, jeg har flyttet, har jeg været den sidste til at flytte ud, så der har været en masse efterladte ting, som jeg er gået ud fra var mine. Men det her glas med den lyserøde gris: har det været en gave? I så fald, fra hvem, og hvornår?
*
To venner fra Sverige kommer på besøg, den ene bor i København, den anden i Malmø, de er kærester og de viser mig en slags politierklæring om deres kæresteforhold, som hun som bor i Malmø skal bruge for at rejse til København. Han som bor i København har underskrevet og erklæret at deres kæresteforhold bl.a. består af fysiske møder og ikke alene skriftlig, tekstlig eller anden digital kommunikation. Det er vildt at mine venner skal erklære noget som helst om noget, som i sidste ende, kun vedgår dem selv.
*
Pasajeros a Indias. Jeg læser om Spanien i sekstenhundrede-tallet og subjekt-konstituering som resultat af registre og biografiske tekster. Det handler om de spanske, som ville rejse til den nye verden, og hvilke dokumenter, de var nødt til at have i orden. Alle mulige instanser og institutioner og venner og familie skulle bekræfte, vidne om, love, at den, som ønskede at rejse, virkelig var den, som vedkommende påstod at være. Segl og underskrifter og dokumenter skulle bekræfte hinanden på kryds og tværs i en slags sekstenhundredetallets catch22. Derudover var det afgørende, at de, som ønskede at rejse var – i kronens mening – gode repræsentanter for kronen. Dvs. af særlig religiøs overbevisning, med en særlig arbejdsetik og moral, at de ikke efterlod sig ansvar og forpligtelser i hjemlandet, at de ville påtage sig ansvaret for at udbygge den nye verden efter den gamles totalt rensede forbillede. Det kom slet ikke på tale, at tillade maurerne eller jøderne adgang til den nye verden.
*
Jeg læser om skibsfart som kulturel teknik, som kolonial teknik, skibe som krigsmaskiner, som fiskerimaskiner, som maskiner, der transporterer varer og ceremonier, kultur. Om skibe som afvigende heterotopier, små arker, verdener bemandede med pirater, og unge endnu ikke voksne mænd, de vanvittige og de kriminelle. Jeg læser om skibe som billeder på rejsen til dødsriget, om skibsfart, som det der er uden for loven, eller i det lovløse, det der har to fundamentalt forskellige eksistenser, til søs og ved kaj.
*
Og om Massim’erne, et urfolk, der med kanoer sejler mellem Trobriandøernes skærgård, atoller og rev øst for Papa Ny Guinea. De lægger fra land fulde af frygt for havets rædsler, især de flyvende hekse: mulukwausi. Der findes mange forskellige typer hekse(yoyova'er) på øerne, og de kan sende en dobbeltgænger ud over havet, en flyvende heks, en mulukwausi, som kan gøre sig usynlig eller tage form af nattefugle eller en ildflue. De lever af døde sømænd og dræber sømænd i knibe, tiltrækkes af nødråb fra nødstedte, de skibbrudte. For at undgå mulukwausi-heksene udføres magiske ritualer, der fremsiges lange riter for øksen som skal bruges til at lave kanoen, til stammen som skal udgøre kanoen og kanoen, når den er bygget. Et ord som går igen er saydidi, som minder om lyden, heksene laver, når de flyver. Alt gøres for at kanoen skal undslippe heksene, at den er hurtig nok, (at den, ligesom heksene, vil) knytte sit græsskørt sammen og flyve!
Rædslerne til søs, de flyvende hekse, skyldes et brodermord. Mokatuboda og Toweyre’i og tre søstre bor på øen Kitava. De er alle født af jorden. Mokatuboda kan bygge flyvende kanoer og, da Toweyre’i tror, at han kan gøre sin storebror kunsten efter, dræber han sin storebror. Men det viser sig hurtigt, at Toweyre’i ikke kan få kanoen til at flyve. Søstrene, ved hvordan, men de er vrede og i stedet for at hjælpe deres bror med at få kanoen til at flyve forvandler de sig selv til flyvende hekse og flyver ud over havene, for at hjemsøge og dræbe sejlere til evig tid. For at undgå de flyvende hekse, må kanobyggeren opsøge en yoyova-heks og få hende til at lave en pagt med de flyvende hekse. Sømændenes skæbner er i heksenes hænder.
*
Jeg får den forventede mail fra Det Danske Institut i Rom. Juli-måneds ophold udskydes også til næste år. Det glæder mig. Så har jeg to sammenhængende måneder. Jeg ville ikke orke at rejse til Rom om en måned, jeg er træt af at rejse, udmattet. Jeg kan slet ikke komme op om morgenen. Mit værelse er mørkere end stuen i Malmø. Det vender anderledes, det vender mod syd, er lidt tilbagetrukket under et udhæng, lyset skyller ikke længere ned i mit ansigt klokken halv-fem om morgenen og vækker mig på den mest lykkelige måde.
*
Der er beskeder, som jeg ikke svarer på. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg udsætter det. At svare dem, tror jeg, ville føles som at afslutte dem. Det er fra Fransisco, fra Udlejeren, Fra Ale og Milli og Celle. Jeg vil gemme dem til senere. Jeg læser et færøsk manuskript færdigt, som jeg har været uger om at læse, og sender 10 sider tætskrevet kritik tilbage og er bange for, at jeg er for hård.
*
Jeg vil aflevere mine filmruller. Jeg er så spændt at se resultatet: marts, april, maj, hele foråret på taget.
*
Det er aften og jeg går en tur. Mine arme og skuldre er stadig ømme. Jeg går ned til Christianshavn og køber mig selv en forsinket flyttepizza, som jeg spiser på en fortrappe.
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar