Det er søndag. Det føles som sommeren er ovre nu. Jeg er flyttet fra Refshaleøen. Jeg er flyttet fra København. Jeg er flyttet til Malmö. Det er meget trist at tænke på hvor god og dygtig jeg er blevet til at rejse fra steder og mennesker.
Det føles lidt som om noget er afsluttet, men uden at noget nyt er begyndt.
En ven sagde, lidt imponeret, at det virkelig var lykkedes mig at blive til en satellit. Gud hvor trist. Kan I forestille jer noget mere ensomt end en satellit i evig orbit ude i rummet?
Nå, men jeg har ikke skrevet herinde i snart et år. Jeg ved ikke hvad der skete. Jeg blev ulykkelig. Noget vil jeg ikke skrive om, noget kan jeg ikke. Og jeg blev også rigtig, rigtig træt. Jeg har været rigtig træt i meget lang tid; jeg fik et arbejde i Lund sidste år og begyndte at pendle. På toget, på øresundsbroen, i metroen og på bussen faldt jeg i søvn og vågnede igen. Hele tiden. En milliard gange faldt jeg i søvn og vågnede igen og jeg blev en milliard dage ældre på et helt normalt år.
Sådan har det føltes at arbejde i et år – at blive gammel lynhurtigt.
Min mormor døde også sidste år, og jeg tror jeg må skrive om det for at fatte det. Det er måske derfor jeg har sat mig ned for at skrive for første gang i hvad der føles som en evighed.
I mange år har jeg ellers været besat af døden og tiden og kirkegårde, men min mormors egen død kunne jeg ikke skrive om på samme måde. Det har taget mig tid. Måske skal jeg skrive mere udførligt om det senere. Men nu vil jeg i hvertfald skrive dette: Omma døde i december, og vi var der allesammen, hele familien, og jeg har aldrig været mere stolt af os. Vi var så gode til at tage os af hinanden, vi var så gode til at trøste hinanden, og at tage os af Omma.
Vi fik opkaldet om formiddagen og ved aftensmadstid var vi alle ankommet. Hun lå og trak vejret og sugede os allesammen til sig. Hendes brystkasse løftede sig og sank. Vi satte os hos hende på skift. Holdt hendes hånd. Vi trak os tilbage til sofahjørnet. Vi bestilte pizza. Vi spiste pizza til lyden af hendes åndedræt, som fyldte det hele. Lyden af hendes åndedræt. Duften af pizza. Duften af hendes fede cremer. Vi var der allesammen. Hendes børn, børnebørn og børnebørns børn. Vi var kede af det, og blev slugt af vores egen sorg. Og så var vi pludselig til stede igen, vi drak kaffe, te, sodavand og øl, vi stillede os uden for døren og røg og snakkede, vi drak Unterberg-kyllinger, skålede for hende, og røg mange cigaretter og delte minder og grinede. Nogen slog en upassende prut og vi grinede igen, og krammede hinanden. Vi begyndte at græde. Og begyndte at le. Vi så hendes ansigt, som begyndt at spidse til, og min mor sagde, at det var sådan det skete; deres ansigter spidser til før de dør. Sådan talte hun med erfaring om dødens tilspidsning.
Vi havde svært ved at gå fra hende, men vi kunne ikke alle blive der over natten, Mamma blev og Heðin blev, Ommas børn blev. Vi andre tog hjem. Sov på sofaer og madrasser og hvorend der var plads. Min storebror kørte hjem til Esbjerg. Klokken 05 fik vi opkaldet. Omma var død. Vi samledes alle på hendes stue en halv eller hel time senere. Åndedrættet var borte. Lyden af Ommas vejrtrækningen var væk. Min mor og min onkel var udmattede og trøstede os andre. Nogen hentede rundstykker. Nogen satte kaffen over. Vi spiste morgenmad rundt om hende. I den stilhed, som vi vænnede os til. Vi fandt telefonerne frem fra lommerne og scrollede lidt, så lagde vi telefonerne fra os igen, gik hen til en anden og lagde armene om hinanden, i kram og små ømme skulderklem.
Det er svært at fatte, at et menneske ikke trækker vejret. Jeg syntes hele tiden at jeg kunne se hendes mave og brystkasse bevæge sig, som aftenen før. Brystkassen stige og synke sammen, stige og synke sammen. Men det var mit eget åndedræt som fik mit hoved og mine øjne til at bevæge sig og jeg forvekslede det hele.
Men så falder ti-øren, hun ER død. Og vi tog os af den døde. Vi vaskede hende, vi klædte hende pænt på, vi var hos hende imens hun blev kold, ordnede håret, vi skiftedes til at holde hende i hånden, som stivnede, vi skiftedes til at holde hendes øjenlåg lukkede, da de hele tiden ville åbne sig. Vi forsøgte med mønten men uden held. Pludselig kommer vi alle til at le af hele situation, for jeg står med en finger presset mod hendes ene kolde øjenlåg som om det var en dørklokke. Og så kommer bedemanden med kisten, og vi løfter hende ned i kisten, vi tager under hendes skuldre og fødder og lægger hende ned. Og inden låget blev lagt på, lagde vi ting og sager ned i kisten, som vi troede hun ville have med, breve og børnetegninger og fotografier og et hendes yndlingssjal og noget pynt og nips, en fjollet mus fra søstrene grene, malede sten og sten med huller i, som hun altid samlede på stranden. Og da nogens stemme knækkede midt i en sætning, så var der en anden, som kunne sige dét ord. Og vi sagde også farvel én og én, alene, vi gik alle ud af stuen, og gik siden ind én efter én for at sige farvel privat. Jeg tog hendes hånd og sagde, åh Omma, hvor var du dog en god Omma, og hvor var du dog vigtig for mig, jeg elskede dig virkelig højt og det gjorde vi allesammen, det er jeg sikker på, en efter en sagde vi det som vi måtte sige nu det var sidste gang vi kunne gøre det med hende tilstede. Låget blev lagt på, og så sang vi hende ud af stuen, på færøsk manér, vi sang hende ud, sang en salme, og bar hende med fødderne først ud af døren og hen mod parkeringspladsen, hvor rustvognen ventede. Det støvregnede. Vejret var gråt.
Vi kørte ud fra parkeringspladsen, fulgte efter rustvognen, som kørte først, vi andre fulgte efter. Vi satte vinduesviskerne til, blinkede ud på landevejen, den ene og så den næste. Men så, pludselig, var der andre biler, en forbipasserende trafik, som ikke forstod det. De havde ikke set, hvad vi var og ville være; et ubrudt ligfølge, familiens lille karavane af biler.
Vi rystede på hovedet, inde i de kolde biler, og var irriterede. Bilerne duggede til. Vi skruede ned for radioen, vi rullede ruderne ned, og tændte blæserne. Da vi kort efter nåede sognegården var harmen borte. Vi kunne se rustvognen køre langsomt op ad kirkegårdens bakke, op mod kapellet. Vi parkerede og steg ud og spadserede derop. Gruset skurrede og knasede under vores sko. Uden for kapellet løftede vi kisten ud af bilen, og bar den ind i kapellets tunge grottekulde og satte den der; kisten i midten af det mørke rum, inde i den hvide kistes mørke; Ommas kolde krop. Der blev tændt stearinlys og det lugtede sod. Vi stod der lidt, spredt rundt om kisten, som vi havde siddet rundt i hendes stue. Vi lagde hænderne på kistelåget og gik siden derfra, udmattede og tavse, og jeg var så stolt, jeg følte en utrolig stolthed af min familie, for vi havde taget så godt hånd om det hele sammen, det var utroligt.
