Jeg har skrevet et rejseminde om flere forskellige rejser, rejser som jeg har foretaget for mange år siden og rejser som jeg har foretaget for nyligt og rejser som jeg snart skal på. Det handler om alt det som står i kø, det som venter på at ske, og det som går i ring. Monumenterne og tragedierne, og katastroferne og krigene, om historien og tiden som går og gentager sig. Og rejsernes gentagelse. Rastløsheden. Eksileringen. Eskaleringen. Jeg rejser til Málaga og Madrid. Jeg rejser til Sevilla og Cordoba. Jeg rejser til New York. Jeg går i koloniale fodspor. Jeg går i litterære fodspor. Jeg går i historiens fodspor. I forsøget på at optrevle det som går forud, i forsøget på at kunne forudse det, som hele tiden sker. Krigen er brudt ud. Krigen føres hele tiden. Krigen var i gang i lang tid inden vi kunne høre og se bombernes eksplosioner. Jeg rejser til Helvede, Dantes Helvedeslandskab, lidt nord for Firenze. Jeg rejser til Manhattan og går i Wall Streets ramme kulde. I Madrid ser jeg på monumenter og pludseligt og helt uforvarende går det op for mig, at jeg er begyndt at gå i mine egne fodspor, at gå i ring. Jeg rejser til Rom, og går ned gennem Borghese parken i en bagende varme og bliver bestjålet. Det eneste tyven stjæler er mit dåbssmykke, den genstand jeg har ejet i længst tid, dåbssmykket, som jeg fik af min mor og min far. Jeg planlægger mine kommende rejser, læser i mine notater, læser op på kommende ture til Peru og til Trinidad. Jeg går og sulter mig, og længes efter at se en tyrefægtning, og se volden med mine egne øjne, længes efter at besøge tjæresøen på Trinidad, og det landskab som omringer den store guldmine i Cajamarca: El Dorado.
Essayet kan læses her:
https://rodhvit.wordpress.com/2022/05/25/rejseminder-2022/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar