et essay om sprog og erindring, om nordisk råd og prisen for de sproglige hierarkier, erindringsmæssigt, økonomisk og følelsesmæssigt, om at flytte fra danmark til sverige og hvordan det har ledt til at jeg igen pludselig tænker og taler med mig selv på færøsk.
hvis man vil bestille nummeret, eller se en oversigt over de øvrige gode gode bidragsydere og redaktørernes forord så kan man klikke sig ind her:
https://www.kritiker.nu/nummer68/index.html
at begå sig, blive stille, grine
Vi havde aftalt at mødes klokken 11. Min storebror var stået på toget i Jylland klokken 8 om morgenen. Min mor var stået på det samme tog på Fyn en time senere. Klokken 10 låste jeg mig ud af opgangen i Malmø og gik mod stationen for at tage toget over Øresund.
Jeg krydsede torvet, hvor de sidste boder var i færd med at blive rejst. På bordene blev varerne lagt ud, i de små stålkasser blev byttepengene talt op, og rundt om boderne var de første kunder begyndt at stimle sammen for at vurdere varernes kvalitet: persillebuketterne, kartoflerne, de brunplettede og gule mangoer. Midt på torvet så jeg et barn løbe ind i flokken af duer, som lettede med et samhørigt smæld.
Det var let overskyet, vinden lidt kølig. Det var Kristihimmelfarts-ferie, og min mor, min storebror og jeg havde aftalt at bruge en fridag sammen i København. Jeg kan ikke længere huske, hvornår det sidst kun var os tre. Min mor, min storebror og jeg.
Næste år er det 30 år siden at vi kom til Danmark. Jeg var otte år. Og der er så meget som jeg ikke kan huske. Jeg kan ikke huske at have sagt farvel til mine venner på Færøerne, jeg kan ikke huske at blive krammet eller kysset farvel af min far, jeg kan ikke huske rejsen. Men jeg kan huske at det fra nu af kun var os tre. Vi forlod min far og rejste til Danmark og flyttede ind i min mormors lejlighed i Strib, ved Lillebælt. I de næste par måneder sov vi alle tre i hendes soveværelse, min mormor selv sov på sofaen i stuen.
Da vi bagefter flyttede ind i vores egen lejlighed som lå hundrede meter væk, fik min storebror og jeg de to værelser. Min mor sov i stuen, i en smal seng bag en rød reol.
Fem år senere flyttede jeg tilbage til Færøerne. Denne gang rejste jeg alene. Denne gang husker jeg lidt mere. Jeg ville flytte tilbage, fordi jeg var bange for at noget ville gå tabt. Jeg var nervøs for, hvordan det skulle gå med at tale og skrive færøsk igen i skolen. Og da jeg på en bænk i skolegården i Strib efter skoletid fortalte om min beslutning til min bedste ven, som jeg ikke har set siden, kæmpede jeg for at holde tårerne tilbage.
Jeg husker at jeg fortrød min beslutning inderligt, men jeg turde ikke indrømme det for nogen. Jeg var 13 år og denne gang rejste jeg fra min mor og min storebror. Men jeg rejste også fra min mormor, min kun tre år gamle lillebror, min stedfar, og min fætter som i mellemtiden var flyttet ind hos os, efter at min onkel var havnet i fængsel.
Jeg var 13 år og havde en klar følelse af at nu havde jeg forladt alle som jeg kendte én gang.
De ventede på mig foran Hovedbanen, på Tivolisiden. Min mor og jeg gav hinanden kindkys, som vi plejer at gøre. Min storebror og jeg krammede fast og længe. Vi gik til Sdr. Boulevard og satte os ved en café og bestilte kaffe og varm chokolade. Vi sludrede om, hvilke planer vi havde til sommer. Vi betalte og spadserede mod søerne, imens solen brød igennem. Vi gik forbi Søpavillonen, hvor min mor efter sin fars død ofte stod og kiggede ind ad vinduerne for at se på de fine borde, de hvide duge, de høje skinnende glas. De var fattige. Hendes bror var blevet sendt på børnehjem, og hun blev regelmæssigt sendt ned til Børnenes Kontor efter madkuponer. Vi spadserede op ad Nansensgade, hvor min mor gik i skole, og forbi min gamle lejlighed på Skt. Hans Torv. Vi spadserede og sludrede om løst og fast og pludselig standsede min storebror op og spurgte, sig mig, hvorfor taler vi egentlig dansk? Vi slog over til færøsk, men igen og igen skred samtalen tilbage til dansk.
Sådan har det altid været. Vi taler på færøsk, indtil vi uden at lægge mærke til det, ikke gør det længere. Eller indtil nogen siger et ord på dansk – som når min mor fik øje på en frodig blåregn på Sølvgade, som hun ville have os over for at se nærmere på. Der findes ingen blåregn på Færøerne. Vi kunne ikke tale om den på færøsk.
Min mormor døde forrige december. Kort efter fik jeg nogle ting fra hendes dødsbo. Deriblandt et eksemplar af min sidste bog. Det var meget uventet at stå med lige præcis det eksemplar i hænderne igen. På titelsiden kunne jeg læse dedikationen, som jeg havde skrevet til hende. Det var underligt at læse den, mennesket den var skrevet til eksisterede ikke længere, dedikationen føltes hul. I midten af bogen fandt jeg fem kuverter. De var også adresseret til hende. Jeg åbnede dem og læste brevene, og begyndte at græde, da jeg langsomt indså at de var fra mig. Jeg sendte dem til hende det første år, efter at jeg var rejst fra dem. Jeg må have været 14-15 år. Jeg græd fordi jeg kun sendte hende fem breve. Og fordi jeg i brevene kunne læse om et barn som beroliger og trøster sin mormor. Det er et barn som jeg ikke længere kan huske at jeg var. Barnet forsikrer sin mormor om at jeg trives. I det første brev, fortæller barnet at vi har haft tre færøskdiktater i skolen, og at jeg har fået 6, 7 og 8 i karakter. Vi har også haft en danskdiktat og der fik jeg 13.
I alle brevene skriver barnet, at jeg glæder mig til næste gang vi ses, og ved hver afsked beder barnet min mormor om at kysse min lillebror. Alle brevene er skrevet på et dårligt færøsk, med meget usikre, afprøvende håndskrifter, men med stadigt færre stavefejl.
Måneden efter min mormors begravelse begyndte jeg at digitalisere de 50-60 ruller af negativer som hun gav mig for mange år siden. Jeg tror hun gav mig negativerne, fordi hun gerne ville se dem fremkaldt, før hun skulle dø. Det nåede jeg aldrig. Billederne, som findes på negativerne, er taget af min morfar i 50’erne og 60’erne. Han var dansk marinesoldat. Det var sådan han mødte min mormor på Færøerne, han var udstationeret der og på Grønland. Det var sådan min mormor havnede i Danmark. Hun blev gravid, hun rejste alene med skib til Danmark, gravid med min mor. Senere fulgte min morfar efter. Senere forlod han dem for en anden kvinde, en anden familie.
Kort efter døde han. Min mor var 13 da det skete. De deltog ikke i hans begravelse. Jeg tror hverken de blev spurgt eller følte sig velkomne. Men jeg ved at min mor så annoncen i avisen, og dagen efter begravelsen cyklede hun ud til de ukendtes grav på Bispebjerg kirkegård og fandt ud af hvor han lå, selv om der ikke var nogen gravsten. Hun kunne se hvor der havde været gravet i græsplænen.
Vi fortsatte langs søerne, vi gik forbi kommunehospitalets gamle bygninger, hvor min mormor var sygeplejerske i nogle år. Vi gik til Statens Museum for Kunst for at se en udstilling. Bagefter satte vi os i solen i Kongens Have. Min mor fortalte at hun ikke havde nogen at tale færøsk med efter at hendes mor døde. Min storebror og jeg fortalte, at vi kun talte færøsk med vores far i telefonen. Vi talte om tiden på Færøerne sammen, som jeg indrømmede at jeg ikke kan huske. Min storebror fortalte at de stjal i kiosken og kastede sten på ruderne i de fraflyttede huse. Jeg indrømmede at mit klareste minde fra den tid var søndagene, hvor jeg lå med hovedet i min mors skød og kiggede ud af kirkens vinduer. Og de to tyggegummier, som hun lagde på mine læber, når jeg blev for rastløs. Jeg kom også i tanker om hæftet med guldstjerne-klistermærkerne fra søndagsskolen. Og vandfaldet, som alle skulle kravle op ad. Vandfaldet som alle de voksne havde forbudt os at kravle i.
Vi blev enige om at hvis vi talte oftere sammen, så ville jeg nok komme til at huske mere.
Jeg fortalte hvordan der i Malmö er meget, som minder mig om Færøerne. Folks udseende f.eks., og supermarkedernes sortimentet. Og hvor anderledes det har været at lære mennesker at kende på et andet sprog end dansk. Jeg kom i tanker om at jeg var inviteret til en fødselsdagsmiddag senere samme aften, og bad dem minde mig på at købe en flaske vin, inden jeg tog tilbage. Jeg ville ikke kunne nå i Systemet før lukketid.
Jeg fortalte også om det mærkværdige som er begyndt at ske. Jeg er nemlig begyndt at tale med mig selv på færøsk. Både højt og inde i mig selv. Når jeg forsøger at klemme en stegepande ind i grydeskabet, hvor der ikke er plads, og det hele vælter ud på gulvet, så bander jeg pludselig på færøsk. Heitasta! Jeg irettesætter mig selv. Hvat gert tú? Ikki sjuska so. Det samme sker når jeg står foran mine studerende på mit arbejde i Lund, pludselig står jeg og tæller højt på færøsk.
Det kan jeg også huske, Mammam sagde jeg pludselig meget højt. Da du sad og strikkede, Mamma, du talte altid maskerne på dansk. Og jeg kan huske at jeg tænkte, du kommer fra et helt andet sted end jeg.
Det er snart 20 år siden at jeg flyttede fra Færøerne sidste gang. Siden har jeg for det meste boet i Danmark. Men det er først nu, knap et år efter at jeg flyttede til Malmö, at det færøske sprog er begyndt at dukke op. I min hverdag hører og taler jeg næsten udelukkende svensk. Men jeg skriver stadig på dansk. Alt, jeg har udgivet, er skrevet på dansk. Og jeg kan ikke forestille mig, at det kommer til at forandre sig. Når jeg en sjælden gang har forsøgt at skrive på færøsk har sproget mindet mig om det hjælpeløse sprog, som jeg læste i min mormors breve.
På toget på vej hjem får jeg en besked fra min mor. Hun skriver at hun rigtigt har hygget sig med at gå og føjte med sine drenge. Jeg sender et hjerte tilbage og skriver i lige måde. Vi skriver altid til hinanden på dansk. For at finde de færøske vokaler og ð’et skal man trykke og holde meget længe på de danske vokaler og d’et inden de dukker op, gemt som de er bag ved de danske.
Torvet er rømmet og spulet rent, da jeg igen krydser det. Boderne er borte. Solen står lavt. Og de eneste spor efter markedet er de par måger, hvis skrig forsvinder over tagryggene. Jeg låser mig ind i opgangen og ser efter i postkassen om der er kommet post. Jeg går og venter på oversættelserne af de finske og islandske nominerede til årets Nordisk Råds Litteraturpris. Alle de andre er kommet. Hele året er der kommet breve fra posten, om told der skal betales, før jeg kan afhente de tilsendte bøger. Hele året er jeg gået frem og tilbage over torvet efter post. Jeg har siddet i det færøske udvalg for Nordisk Råds Litteraturpris i to år. Vi er tre i alt og vi begyndte alle samtidig. Vi havde svært ved at vælge hvem der skulle være forperson og besluttede os for en rotationsordning.
I år er det blevet min tur. Jeg skal med til årets stormøde i Reykjavik, hvor årets vinder besluttes. Jeg er meget spændt på at se, hvordan det foregår, og især på hvilket sprog det forventes at vi skal tale. Som forperson er det mig, som får tilsendt de andre landes nominerede værker. Vi diskuterede det på et af vores møder, og besluttede os for, at vi skulle gå udenom Nordisk Råd, og at jeg skulle skrive direkte til alle de nomineredes forlag og spørge om ikke vi alle tre kunne få bøgerne tilsendt. Det ville hjælpe vores arbejde meget, hvis vi alle fik et eksemplar. Kort efter svarede et af forlagene lidt forvirret tilbage. De havde lige fået besked fra Nordisk Råd om at det kun var mig, som skulle få tilsendt bøgerne. Da jeg senere skrev til Nordisk Råd for at høre om det virkelig kunne passe, at de ville begrænse antallet af eksemplarer som blev sendt til udvalgene, fik jeg at vide at det kunne det. Kun det aflønnede udvalgsmedlem skulle have bøgerne. Det var af hensyn til de små forlags økonomier.
Efter korrespondancen med Nordisk Råd ville jeg gerne i kontakt med de andre som sidder i udvalgene for de såkaldte små sprogområder. Dem fra Grønland, Åland, og det samiske sprogområde. Jeg ville høre, om de også kun fik tilsendt et eksemplar. Jeg ville høre, hvordan de var organiserede og hvilke erfaringer de havde gjort sig. Jeg gik ind på Nordisk Råds hjemmeside og fandt en oversigt over bedømmelseskomitéens medlemmer. Til min store overraskelse var der ingen information om nogen af os fra de såkaldte små sprogområder. Vi findes ikke.
I slutningen af januar traf vi vores beslutning om, hvem som skulle nomineres. Vores møder foregår på færøsk og jeg føler mig i reglen nervøs og inkompetent. Jeg har svært ved at tale om litteratur på færøsk, jeg må ofte slå over i dansk. Det sker tilmed at jeg rødmer, hvilket aldrig skulle ske på noget andet sprog. Nogle gange føles det som om, at det er en usikker dreng, som taler gennem mig. Andre gange føler jeg en stor skam, ved at kunne formulere mig bedre på et andet sprog end mit modersmål. Men da den ledsagende motivationstekst skulle skrives var det anderledes. Den skal skrives på et sprog, som det forventes at alle andre kan læse. Vi satte os for at skrive den sammen, og at skrive den på dansk. Jeg skrev og skrev, jeg følte mig dygtig og kompetent, og endte med skrive næsten det hele selv.
I februar informerede vi Nordisk Råd om vores nomination. Straks derefter og i samråd med det nominerede værks forfatter begyndte arbejdet med at finde en oversætter. I år valgte forfatteren at lade sit værk oversætte til svensk. Sidste år valgte forfatteren at lade sit værk blive oversat til dansk. Det er et krav, som stilles alle andre sprog end dansk, norsk og svensk. De skal oversættes, og oversættelsen skal være færdig så den kan nå at blive tilsendt de andre udvalg før 1. juni. Det sætter os i en lidt mærkelig situation. Hvad end vi nominerer, så skal det kunne oversættes på nogle få måneder. Det bliver svært at nominere lange værker. Sidste år nominerede vi en kort digtsamling. I år et lidt længere dobbeltværk. Og i år, tror jeg, at vi nåede grænsen, for hvad vi kan nå at oversætte inden for den givne tidsramme.
Jeg ved ikke om der findes nogen god løsning. Men man kunne måske begynde med at tale om, at det kun er forundt de norske, svenske og danske værker at blive læst på originalsprog. Man kunne lade være med at gøre så stor forskel på sprogene? Alle kunne f.eks. nominere det samme antal værker?
I dag sidder der også hvert forår en række oversættere, som får løn for at arbejde med og udvide norsk, dansk og svensk. Det vil sige at disse sprog vokser. Og samtidig føles det som om at de såkaldte små sprogområder bliver mindre, som om de bliver spist. Hvad ville der ske hvis forfatterne til de norske, danske og svenske nominerede værker fik samme chance. Hvis de også kunne vælge at få deres værker oversat til et valgfrit såkaldt lille sprogområde. Dansk til samisk, norsk til grønlandsk, svensk til færøsk. Vi i de såkaldte små sprogområders udvalg kunne opleve at læse nogle af de andre landes værker på vores egne sprog, og tage stilling til dem derigennem. Og flere i det litterære kredsløb kunne blive aflønnet for at oversætte, for at arbejde og udvide de såkaldte små sprog. De kunne få lov til at vokse. Vi kunne holde op med at kalde dem små.
Jeg låser mig ind i lejligheden i tide til at se solen i det øjeblik den står gennem hele lejligheden – fra mit soveværelses vindue ud mod gården og ud ad stuevinduerne mod gaden. Det er et øjeblik som jeg er blevet så glad for, en af lejlighedens allerbedste kvaliteter. Jeg stiller vinen i køleskabet og åbner køkkenvinduet. Jeg sætter mig i vindueskarmen og ryger en cigaret, imens jeg ser solen gå ned.
Bagefter ringer jeg til min far. Vi taler ofte om det samme. Om vejret, gæs eller får. Om jeg tjener penge på mit skriveri, om jeg kommer hjem til sommer eller ej. Men denne gang fortæller han, at de har danset færøsk dans for et dansk rejseselskab på en søndag formiddag, en helligdag, i nabobygden Elduvík. Han fortæller at de selvfølgelig blev betalt, men han syntes at det var underligt at danse for tilskuere. Han havde en dårlig smag i munden. I løbet af de sidste år, er han blevet mere og mere involveret i turisme-økonomien. Som oftest er det for at fortælle om den færøske kultur, om landskabet, dyrelivet. Hvis turisterne er fra andre steder end Danmark, plejer der at være en tolk, som oversætter hvad min far har at fortælle. Sidst vi talte nævnte han noget af det samme. De var trætte af at blive fotograferet, når de høstede, eller var inde for at fodre gæssene. Han følte sig udstillet, som en del af et cirkus.
Senere på aftenen går jeg til fødselsdagsmiddagen. Det er hos et nyt vennepar. Vi flyttede samtidig fra København til Malmö. Det er sådan vi lærte hinanden at kende, fælles bekendte introducerede os. Jeg har vin med, fødselaren får en stikling og en bog i gave. Han er svensk, kæresten er dansk. Det er intimt og fint, vi er ti-tolv mennesker og jeg føler mig på en måde beæret af at være inviteret. Når lagkagen kommer på bordet, synger vi fødselsdagssangene. Flere gæster er kommet over sundet, så vi er nok til også at synge de danske.
Dagen efter mødes jeg med en god ven på en café. Vi sætter os i den tilhørende have og taler om aftenen. Vi bliver hurtigt enige om at der havde været en dejlig stemning, at det var en sød gruppe. Hun fortæller også, at hun i løbet af aftenen havde betragtet mig. Det havde været skønt at høre mig tale dansk, for jeg grinede højere og talte friere. Min ven er halvt svensk og halvt engelsk, hun har også boet længe i København. Og hun forstår det, tror jeg. At det er dejligt at få sådan noget at vide, men at det også gør en smule ondt at høre. Hun ved hvad det betyder at begå sig mellem sprog. At man til tider bliver mere stille, at man til tider griner mere
Ingen kommentarer:
Send en kommentar