Én til skulptur-tekst

Og Glyptoteket. Vinterhaven. Og det lange lyseblå rum bag festsalen, at gå ind mellem de fritstående buster, de romerske drenge, de romerske kvinder, kejserne. Jeg går helt tæt op til statuernes ansigter og studerer dem. Nogen gange bliver jeg nervøs af at gå så tæt på dem. Jeg forveksler dem med virkelige ansigter. Dem de er hugget efter. Det er døde ansigter, sovende ansigter med lukkede øjne, med åbne øjne, hvilende, som hvert øjeblik kan vågne til live, slå øjnene op og se mig, afsløre mig her jeg står; jeg er gået for tæt på et andet menneske, jeg forstyrrer nogen, gravfreden, noget helligt. 

Jeg kan også lide fuldfigur statuerne som er skala 1:1. Jeg forstår ikke skulpturer i skala, jeg forstår ikke hvorfor de står der og hvad det er de vil have mig til at forestille mig større eller mindre. 

Statuerne i 1:1 forsøger jeg at forstå ved at efterligne dem. Hvis øjnene er opspilede spiler jeg mine øjne op. Når blikket er vendt til den ene side efterligner jeg vinklen og forsøger at se for mig, hvad det er jeg bør se på i sådan en vinkel. Er det noget eller nogen i lokalet jeg betragter? Det føles rart at se skråt nedad til højre. Er det nogen som ikke er der, nogen jeg tænker på, savner? 

Når øjenbrynene er løftede, helt symmetrisk, i to lige streger, så løfter jeg mine helt symmetrisk og forsøger at se for mig, hvad der kan få mig til at løfte mine øjenbryn sådan. Og mine øjne åbner sig, fordi jeg løfter øjenbrynene. Pludselig er øjnene det eneste af min krop jeg føler. De er åbne, og har den kildende følelse, som når man ikke har blinket i lang tid. Jeg er en romersk dreng på 10 år og jeg synes det er svært at stå stille så længe. Det er søvndyssende, jeg prøver at snyde mig selv og spiler øjnene op. Hvis jeg kommer til at gabe bliver han sur. Jeg vil egentlig gerne hjem, men jeg er lydig og adlyder kunstneren imens han tegner mig. Jeg står stille og har et løftet blik, og kæmper imod når mit blik gerne vil vandre til siden, mit hoved sænke sig. Jeg har stået så stille som aldrig før imens kunstneren har tegnet mig igen og igen, i den samme stilling igen og igen. Han går rundt om mig og studerer mig, han trækker gardinerne til og fra og justerer lysindfaldet. Han retter på mit hoved, løfter min hage med sin håndryg og siger at jeg skal rette mig op uden at løfte skuldrene op til ørene. Han bliver ved med at rette på mig, rette på lyset, hvornår bliver han færdig.

Når foragt pludselig løber over et ansigt, så pludseligt som kun foragt kan vise sig og forsvinde igen, bliver panden tung og linjen som øjenbrynene tilsammen tegnede knækker i to. En knude kommer til syne lige over næsens begyndelse, og pandens tyngde løber ned igennem ansigtets træk, breder sig ned fra næseryggen til mundvigene og en bred hage. 

Jeg forsøger at gøre det samme. Jeg rynker brynene. Jeg presser læberne sammen. Jeg er en romersk mand fra år 105 efter vores tidsregning. Jeg er en romersk mand i start trediverne, med rynkede bryn under en stor tung pande. Jeg har en knude i panden, jeg har en bred hage, jeg er brysk, mine øjne er ridsede til af en syl. Jeg forsøger at finde ud af hvad jeg burde føle. 

I denne rækkefølge ser jeg på busterne: først ser jeg på øjnene, er de helt hvide og blanke eller er der strøg af stenens marmoreringer som løber over øjnene i mælkede strøg eller har skulptøren påført øjnene pupiller og iris, ridset øjnene til med en syl. Nogen gange tænker jeg at jeg har forstået det. Gudernes øjne er blanke. Menneskenes øjne ridsede til. Men det stemmer ikke alligevel. Helgener, kejsere. Nogle gange er de blanke, nogle gange er de ridsede. Bagefter øjnene ser jeg på øjenkrogene tættest mod næseryggen, er de dybe, er de høje, og så øjenlågene. Alderen i øjenlågene. Er de glatte og unge, er de gamle og foldede og tunge, er det ikke alder men søvn husker jeg sidste gang jeg døsede hen, og tænker på dengang man var barn og døsede af i fuldstændig hengivelse og nogen bar én i seng. 

Er det et smil som trækker fra øjenkrogen om mod tindingen, er det et smil som er ved at forsvinde, er det ved at begynde? Jeg ser på munden og mundvigene, og bevæger mine egne læber, åbner dem, fugter dem, lader tungen trække underlæben blødt ned. Jeg vil kysse nogen, mærke nogens læber. Hvile læberne bare, en underlæbe, en overlæbe, let adskilte. Fugtede.

Én til underlæbe, én til overlæbe, let adskilte. Nu våde.

Jeg ser på hovedet, om det er en smule drejet til siden, om det ser stift frem for sig, om panden er høj, om nakken er bøjet, hvor øjnene i skulpturens øjeblik hviler, på noget som står på gulvet foran skulpturen, i lokalets fjerneste hjørne, måske noget i vindueskarmen, lyset som hviler sig lidt inde i gardinernes bølger. Måske ser skulpturen sit spejlbillede i vinduet, bag skulptøren. 

Gerda Frömel, skulptur I-IV, en slags læsning

Jeg skrev nogle tekster i februar eller måske var det i marts. Jeg var i New York, og jeg havde ikke skrevet noget i hvad der føltes som en evighed. Jeg kunne slet ikke finde ud af at skrive dér i lejligheden i Green Point. Jeg kunne heller ikke finde ud af at læse i den store smukke læsesal på New York Public Library ved Bryant Park, med de smukke loftsmalerier af en blå blå himmel, da det udenfor begyndte at sne fra en helt grå himmel. Så jeg gik ture.

I lang tid gik jeg bare lange lange ture, jeg tog den lillafarvede subway linje ud til FLushing i Queens og gik ruten tilbage, eller jeg gik ud til Ridgewood og fór vild og tog en taxa tilbage til noget bekendt, eller rundt på Manhattan, op til the Cloisters på Manhattans nordlige spids, og rundt i Brooklyn og ledte efter steder, som var vigtige for mig, dengang jeg boede i New York i 2010 eller blev det i tiden derefter. Jeg ledte lidt efter spøgelser, måske, og ville genopleve minder, smukke og sørgelige. 

Jeg så Noguchi museet, som jeg elsker, jeg besøgte tre vidunderlige kirkegårde: Evergreen kirkegården og Calvary kirkegården og Greenwood kirkegården og det var så smukt at se hvordan gravstenene og gravkamrene og obeliskerne og englene, alle de vidunderlige sten og statuer og statuetter flugtede med Manhattan i baggrunden. Skyskraberne og husene og skor-stenene (!), eller ikke flugtede, mere antog hinandens størrelse, hinandens betydning. Forgrunden og baggrunden blev til én flade i mellemgrundens (East River, som jeg ikke kunne se, fordi den lå skjult bag forgrunden) fravær. Forgrunden løb helt hen til baggrunden. De døde og de levende stod ved siden af hinanden, Frihedsgudinden ude i bugten antog samme størrelse som en lille engel ovenpå en gravsten, en stor obelisk antog samme størrelse som Freedom Tower, og nogle ydmyge grave ved siden af et mausoleum fik mig til at tænke på National September 11 memorial; de store sorte firkantede fodaftryk som står tilbage hvor tvillingetårnene plejede at stå, som støvleaftryk i stivnet mudder, som atter igen fik mig til at tænke på skulpturerne af sko i Budapest - der på kanalkanten, foran Duna-floden, hvor 20.000 jøder i 44-45 blev beordrede til at tage deres sko af før de blev henrettet på den mest praktisk kyniske vis, en kugle hver, ligene væk med Dunas mørke vand. Skoene stod tilbage. Vægten i tårnenes fravær er så voldsom, vægten af skoenes nærvær er så voldsom, og det rindende vand, som løber ind mod vandbadets midte og forsvinder ned i endnu en sort firkant, en uendelig afgrund, og Duna-flodens løb gennem europa, ligene som den har skjult i sin snoende færd, imens den undervejs skifter navn, og ham, Donau, Duna, Dunaj, Дунав, Dunărea.

Gerda Frömel blev født i Tjekkoslovakiet. Hendes familie var en del af det tysktalende mindretal. Efter krigen blev de landsforvist. Det eneste sted de var velkomne var i Tyskland. De bosatte sig i Stuttgart. Efter at have gået på kunstakademi i Stuttgart, og Darmstadt og München fra 1948-52 flytter Gerda Frömel til Irland, så langt væk fra det kontinentale Europa som muligt, antager jeg, med to ordentlige grænser, Den Engelske Kanal, og Den Irske Bugt, med krigens sejrherre mellem sig og nazisterne, helt der yderst, hvor grænser ikke pludselig lukker sig om én eller lukker én ude, i det yderste af Europa, i læ. Her laver hun nogle vidunderlige skulpturer, som jeg ved et tilfælde så på IMMA i 2015 (mener jeg). Og jeg ved ikke hvad der fik mig til at tænke på dem, på hende, imens jeg gik rundt og frøs i New York. Måske var det fordi en god ven og kunstner også var i byen og vi skulle mødes senere for at se Hilma af Klint udstillingen på Guggenheim. Min ven laver også skulpturer, måske var det det. Jeg frøs helt vildt gik nede på Lower East Side, og satte mig ind på bluestockings bogbutikken for at få varmen, en billig kop kaffe, jeg tog computeren op, og en person ved siden af mig begyndte pludselig at græde, og jeg spurgte om hun var ok, og hun svarede, at det var hun, det var en good kind of sad, sagde hun. Hun læste en smuk bog og var blevet berørt.

(Skulptur I)

En aflang urolig grund ujævn og rillet støbt i bronze, op fra hvilken tre forme løfter sig, rejser sig, gror op af grunden, en ujævn skovbund, hvor alt er det samme, hvor alt kan blive til hvad som helst og bliver til tre træer. Tre træer, slanke træer, tre træstammer, og træstammerne bliver til knaster og knopskydninger, ru og ujævnt gror stammerne, årerne løber, ringene lægger sig udenpå hinanden, tiden er i udfoldelsen. Retningsvist, først slankt og præcist, op ad, op ad, op ad, mod solen, solen, solen, luften er frisk. I tre forskellige højder standser de, før de hver for sig aftager og breder sig ud, og slipper igen, de falder nedad, først ud fra stammerne siden ind ad og samler sig, samler sig i kroner, hoveder, paddehatskyernes rædsler er frosne, ru, grønlige og arrede og forbrændte helt fra grunden og op og ned igen er de arrede, irrede, brændt faste. Grunden og stammerne og kronerne er støbte, og i overfladens fordybninger og foldninger løber hvide spor efter støbeformens materiale, af en varm uhyrlighed. Træerne står på række. Det første, og det ældste træ, er det højeste, sådan er det. Det er slankt. Det står adskilt fra de to øvrige. Det er to gange så højt som det næste, og mellemrummet som trækkes mellem det første og det næste er også for langt. Højdeforskellen er for stor. De to andre står tæt på hinanden, som et par. De er kompakte og tætte og tunge de to. Den vandrette afstand og det store tomme mellemrum, som adskiller parret fra det ene, det høje og slanke, gentages i den lodrette forskel. De tegner en afbrudt rytme: 1 – 2 –   – 4.

(Skulptur II)

Det ene stykke ligger på det andet stykke. Det tredje står oprejst ovenpå de to på hinanden liggende stykker. En gullakeret træplade ligger nederst, ovenpå den ligger en mindre og tyndere mørkebrun metalplade. Den er rusten, næsten, måske, noget fra et lastrum, en færge, det er ikke til at se. De to liggende plader løfter sig op fra grunden, som to ulige trappetrin, et højt først, så et lavt, og udgør en flad base af to tilsyneladende tilfældigt fundne stykker. Ovenpå står et meget enkelt og højt hvidt ark. Det ligner i et øjeblik et ark papir da jeg går det i møde. Det er marmor, sten, det står, det kan bære sig og sin egen vægt, det er alabaster, og alabasterstenen står oprejst som en gravsten, her, indenfor, en gravsten, og den krummer mildt ind mod midten, og gravstenens top falder ned i en mildbølgedal. Lidt under den er et aftryk efter en cirkel trykket ind i overfladen. Der er ingen anden inskription på stenen end dette aftryk efter noget rundt. Der er tre stykker og tre bevægelser eller bearbejdninger påført alabasterstenen. Og det er som om at cirklen, dette lille mærke, denne lille milde berøring, den trækker i alt. Bukket ind mod midten kommer fra berøringen, overkantens bølgedal og overfladens kuglerunde aftryk er aftrykket efter en tyngde, en tommelfinger, en stenhård kugle. Månen. Den ligger der som en fordybning i bakkens krumning, som månen i dagslys, diset og mælket på et helt vildt lyseblåt himmelhvælv, som en sky på en høj vinterhimmel, og trækker bølgedalen ned, som en tyngdekraft inde i alabasterstenen. Månen er sunket i havet, månen er trukket bagom bakken og trækker vandstanden med sig, trækker tidevandet tilbage, trækker det ned. Noget er punkteret. Cirklens kant og start er så mild, som en varm kind, et barns pande, kanten er afrundet af månens bevægelse, månen som er i stenen og trækker overfladen ind mod sig, som en navle, en afgrund man står ved, suget i maven.

(Skulptur III)

Det er en flad skive af bronze. Den er kvadratisk, og kvadratet består af fire lige lange sider. Alle henvendelser er ens, alle møder med det udenfor – det hinsides – ligestillet. Kanten indrammer det indenfor. Og vender ryggen mod det udenfor. Bronzeskivens overflade er ujævn. Et udsnit af et hav, et kar, et vandbad. Havet skvulper, lever, det bølger ikke, men ånder, duver. Lykkelige fingre løber i overfladen, en hånd leger, fingrene trækker slyngende baner over vandoverfladen, sporene løber efter, fordybet, render, og løber sammen og forsvinder i en glitrende overflade. Lyset leger, funkler, glitrende, prikker, kilder spejlende en lystfuld sommerdag, det er helt vildt hvordan vandet kan spejle, noget svalligt vand, blåt, rindende, en urolig milde, en omsorg, en blød krop, et dragende dyb. Og langt nede, i et tiltagende dyb, et aftagende lys, når ikke til bunds, en afgrund. Op af overfladen ved tre af skivens fire hjørner rejser tre slanke søjler sig. De er forskellige i højden, men stiger taktvis, og kan inddeles i tredjedele, og tilsammen tegner de tre punkter, som søjlerne udgør, en retvinklet trekant. Søjlen som rejser sig op fra trekantens vinkelrette C-hjørne er den laveste og tykkeste. A-hjørnet er slankt og to-gange så højt som C, og B-hjørnet er ligeså højt som A og C tilsammen. Kvadratens fjerde hjørne er tomt. En menneskelignende silhuet har gjort holdt tæt på kvadratets midte, silhuetten er draget derind, og står sådan, med lige stor afstand til de tre søjler som til kvadratets fjerde hjørne, og jeg kan ikke lade være med at føle for silhuetten, hvor der er antydninger til en krops opdeling i ben og torso og hoved, men ikke mere, en silhuet, en figur, som står alene, uden ansigt og navnløs overfor tre søjler, som under anklage, udenfor trekantens hjørner, men med tomheden bag sig, en rungende stilhed, et fravær, noget tabt, forladt, en byrde, tabt, tabet, det findes. Tabet findes, har jeg lyst til at sige.

(Flere skulpturer, en vuggevise og et mareridt)

Og der er flere høje slanke figurer støbt i bronze, oprejste, slanke figurer, hvor et ansigt træder glat frem, en næseryg, en hage, en hals, og længere nede en talje, en mave, en arm som slipper kroppen og sammen med hoften indrammer en baggrund. Og foran løber en lårlinje over knæet, skinnebenet falder lige ned. Resten er dækket, er ujævnt, rillet og rynket, skjult af det lange løse hår, dækket af et klæde om midjen. Og senere er der flere figurer, kroppe som står oprejst på små lave piedestaler, stager, vaser, søjler, på piedestaler. Rensdyr som græsser, halse som strækker sig, og andre vokser i størrelse, rejser sig fra gulvet og spidser til i bunden og i toppen mod loftet, som tosidede spyd, stål, skarpe, sylespidse. Og månerne. Cirklerne. Kuglerne. De er overalt. Jeg ser månen overalt. De er amuletter, bønner, en forbandelse. Månen trækker tidevandet efter sig, tiden rundt om jorden, datteren fødes og drukner, og månen trækker tidevandet efter sig, rundt og rundt, og moren støber flere skulpturer, hun hælder dem ned i formene og når hun gør dem fri igen, er de stivnede, frosne, tiden står for et øjeblik stille. Tidevandet lægger sig. Noget er reddet i tide. Noget er tabt til havet. En sang uden ende.

Jeg går rundt og rundt, og jeg kan ikke lade være med at tænke på datteren som druknede så lille, og moren selv som druknede så ung, og skulpturerne, hvordan de igen og igen skal drukne, og tørre, drukne og reddes, drukne og leve, op af vandet, op i varmen, omsorgen når datteren bliver tørret af sin mor, som får varmen af sin mor, pakket ind i håndklædet, som en dyreunge, i omfavnelsen, moren som synger for datteren og tørrer datterens hår, datterens ryg, og varmer datteren, og synger, nydelsen i omfavnelsen, i morens omsorg, i vuggevisen som moren synger, og morens sorg når hun står foran en skulptur, når hun åbner forskallingen og ser den og pludselig hører hun vuggevisen igen, som hun plejede at synge for sin datter, når datteren skulle sove, når hun skulle falde til ro, før natten, vuggevisen, datteren synger for moren, datteren bringer trøst til moren og synger: 

Dukka mín er blá

Hestur mín er svartur

Ketta mín er grá

Máni mín er bjartur

Gyllir hvørja á

Og ein summardag

Fara vit at ferðast

Langa leið avstað

Tá skal dukkan berast

Tá er systir glað

Og jeg tænkte igen på vanviddet. Jeg må huske hvor jeg har været. Hvis det først forsvinder, hvis jeg lader drømmene fra i nat forsvinde, da forsvinder jeg også, det hele drukner, alt omkring mig løber sammen.

Dortmund Skive Catch-up

i kursiv

(Disclaimer: datoerne er lidt forkerte, fordi jeg kom til at lave en wordpress-blog først, men den var så ækelt æstetiseret via deres template, og alt mindede om sådan nogle portfolio-hjemmesider, hvor alt er sådan nogle ækle og forfængelig øvelser i komposition)

Det er min fødselsdag i dag. Og det kan være en begyndelse på den her blog, som jeg længe har tænkt på at lave; så nu er den her: I dag er det min fødselsdag. I dag blev jeg 34 år. Og i dag tænkte jeg, at jeg gerne ville skrive til nogen, eller til et sted, ikke tænke så meget på at det skal blive til en bog eller til en sms-besked, bare skrive, og så se, hvor det bærer hen.

Jeg har fået smser fra mine venner i dag, fra mine brødre og min mormor, som har ønsket mig tillykke. Det er så dejligt. Min mor ringede i morges og vækkede mig og ønskede mig tillykke. Hun var morgenfrisk, og kaldte på hunden, og indhalerede røgen kraftigt og hurtigt ned i lungerne mellem alle spørgsmålene, som skulle ud af munden, hun ville så gerne tale, tale med sit barn, med mig, hun ville tale tale tale, hun vil altid tale, tale tale og jeg sagde bare ja, aha, hmm, og det aller mindst mulige. Jeg var for søvnig, og nu synes jeg at det var synd for hende at have så søvnigt et barn, som aldrig vil tale.

Min far ringede også til mig. Det var her til aften, han undskyldte fordi han først ringede så sent. Han var træt efter en dag oppe i fjeldene, han havde hegnet hele dagen, men vejret havde været smukt, han havde arbejdet i bar skjorte, han sagde tillykke, det var bare det han ville sige, så lagde han på, jeg ville ønske vi kunne finde ud af at sige mere til hinanden, men jeg tror vi begge bærer dét ønske, og det er vel også ok.

Da jeg blev døbt fik jeg den her halskæde i dåbsgave fra mine forældre:

På smykket står mit fornavn og min fødseldato i kursiv.

Rúni 

21.09.85

jeg bærer et halssmykke 
med mit navn i kursiv

det bærer jeg hver dag, og jeg ved ikke hvorfor, men det giver mig en meget klar følelse af tryghed.





Og så har jeg fejret dagen med is, og prosecco, og lagkage, og en ristet hotdog også, og delt en bøfsandwich med de her to sweden-cuties:

Engang læste jeg et fejleksemplar af Lars' Kongskilde-bog. Det eksemplar som jeg ejer begynder på side 33 eller side 34, tror jeg, og begynder med "kalibreres osv." og længe troede jeg det var den bedste start på en roman som jeg nogensinde havde læst. Kalibreres osv.

Men så forstod jeg en dag, at min bog var forkert, og der manglede over 30 sider som ledte op til "kalibreres osv.", det var også slutningen på en sætning og ikke begyndelsen på en roman. Siden har jeg læst den rigtige bog, den som begynder på side 1 og det er to meget forskellige bøger.

Så meget for begyndelser og første indlæg, jeg hader kontekstualiseringer, men alligevel kan jeg ikke lade være, hvorfor er det sådan. Er det en indgroet mistillid som har fremavlet det her universitære sproglige forsvar i forskud.

Det er vildt nok. Men jeg har fødselsdag og jeg er forfatter and I'll cry if I want to. Ca., det. Jeg har lyst til at skrive mere direkte; det jeg mener er: jeg skriver dagbog og jeg skriver tekst, som jeg en dag håber bliver til bøger og der er så vildt langt imellem de to, en kæmpe afgrund, hvor jeg er bange for at jeg kan forsvinde ned i, hvis ikke jeg skriver noget andet også.

Jeg fejrer min fødselsdag i Skive. JEg er på et residency-ophold på Krabbesholm Højskole. Jeg bor i en fløj af Pers hus med egen indgang, en lille have, med badeværelse og et lille tekøkken og et soveværelse og et arbejdsværelse med et stort vindue ud til haven. Per ejer to store hyrdehunde, som går derude i haven og kigger ind ad mit store vindue og følger med i om jeg skriver. De hedder Zelma og Louis.

Jeg skal være her i september og oktober, og undervise lidt imens, men også blive færdig med at redigere et manuskript som skal udkomme i januar på Rosinante. Det hedder Bølger over det høje græs, & jeg er meget spændt, og meget nervøs, og jeg glæder, men mest af alt er jeg for tiden spændt: Magter jeg arbejdet, magter teksterne den her bearbejdning. Nogen gange føles det som om at jeg redigerer dem bort, som om jeg sidder med et stykke træ, og før jeg ved af det har jeg snittet og slebet det bort til støv. En god ven, og forfatter som jeg ser op til, sagde til mig for nogle uger siden, i forhold til det med at redigere, at det var vigtigt at huske på hvem man skrev til eller hvad man skrev til eller for når teksten blev skrevet. At hver tekst har en slags skytsengel, eller også, så er teksten en skytsengel for nogen. Det synes jeg var en meget smuk tanke, teksten som skytsengel, som en trøst og nogen gange som beskyttelse eller som et forsvar, det prøver jeg at huske på nu. Jeg har indtil 10. oktober, så skal jeg sende manuskriptet ind - i færdigredigeret udgave - til forlaget.

Men nu er Rosinante blevet spist af Gyldendal, og jeg ved ikke helt hvad det betyder endnu, for bogen, det betyder helt sikkert fyringer for en masse mennesker. Jeg har fået en beroligende mail fra min redaktør, Louise, som skriver at hun stadig skal være min redaktør. JEg har en underskrevet kontrakt, og jeg har fået en foreløbig udgivelsesdato fra salgsafdelingen som hedder d. 10. januar. MEN Rosinante ligesom alle andre firmaer og cvr-kasteller har den mulighed som mennesker ikke har, de kan forsvinde, sige pist-væk. Gå konkurs, på sådan en brætspils-agtig måde, og lade en masse mennesker i stikken på en meget alvorlig og virkelig måde. Lidt ligesom at en arbejdsgiver, som feks. Furesø Kommune gjorde i sommers, kan skrive og kræve for megen udbetalt løn tilbage, på samme måde kan Rosinante, eller Gyldendal, kræve forskuddet tilbage, som om det ikke er penge, som jeg har brugt allerede. De kan kræve det, og hvis de kræver det længe nok, og jeg ikke lytter, så inddriver nogen det vel for dem, SKAT måske. På samme job havde jeg en kollega, som ikke turde kræve at få løn efter sin anciennitet, fordi hun var bange for at gøre sig bemærket. Hun kæmper sig igennem de sidste år før pensionsalderen på samme løn-niveau, som jeg var på så længe jeg orkede det arbejde, jeg havde ingen erfaring og var nyansat, hun havde et helt livs erfaring, og den havde bragt hende dertil, ikke at turde kræve, sin ret, sin løn, noget som helst. 

Der var mange dejlige mennesker på det job, og jeg bliver til stadighed overrasket af hvad det kræver af mennesker at have de her jobs, arbejdets regelmæssighed, ømheden, trætheden og smerten i kroppen og leddene efter at have ligget en hel dag på knæ og luget, eller stået en hel dag med en buskrydder og komme bort i hundelorte som sprøjter op i fjæset, eller at gå med motorbøren, eller trillebøren, eller at sidde i gravemaskinens støj en hel dag. Hvad er det vi kræver af hinanden? Et helt livs slid, og fem ugers årlig ferie. Jeg forstår det ikke. Og jeg nærer den dybeste respekt for de kollegaer, som jeg ikke engang klarede at se i øjnene da jeg fortalte at jeg havde sagt op igen. Jeg orkede jobbet som kommunal gartner i to måneder. Jeg fik et arbejdslegat fra kunstfonden som gjorde at jeg havde råd til at stoppe igen. Og klare mig igennem sommeren uden anden indtægt, og helt hen til efteråret hvor jeg er kommet op til Skive og Krabbesholm Højskole. Her bor jeg gratis, spiser gratis, og får 10K for en uges gæstelærer-undervisning.

Hele højskolen er i går og i dag taget af sted på deres studieture til Milano og Venedig, så skolen er helt rømmet og tyst, og det er magisk, for der er også dis, skoven er uhyggelig mørk, og lydene kvæles af disen, rågerne sidder skjult i mørket og disen, det er slet ikke til at forstå at de sidder der, når solen er gået ned. Hele skoven er fyldt med dem, de letter om morgenen og sætter sig igen når det skumrer. Om natten er de helt stille, skoven er et stort sovende og dødsensstille mørke, og nede på alleen er lyset fra lygtepæle levende, det hænger i disen, blafrende, som slør. Og måske derfor, tænkte jeg at den første tekst jeg skulle poste skulle være en kirkegårds-tekst, som jeg læste op til morgensamlingen i riddersalen i går:


Jeg er tilbage og går på Poppelalléen i Assistens. Vinden breder grenene ud fra stammen, og får dem til at ligne fjerpenne. Bladene rasler, nogle skyer driver hurtigt forbi, men der er vindstille, og solen skinner, og tegner skrå skygger hen over stien. Et rødt egern pibler op ad den døde bøg, som er helt sølv i lyset. Kronen er savet af. Egernet kommer til syne og løfter sit hoved og ser til en side og så den anden.

Sommeren er snart slut og ingenting er sket. Den er passeret som en montage i en film, i et smukt skær, en enkel lykke, en tid som bare driver forbi, og som på én og samme tid forbinder noget ved at springe let henover det. Jeg driver rundt i byen uden at vide hvor jeg vil hen. Jeg kigger alle dem jeg passerer på gaden i øjnene og leder efter en særlig form for øjenkontakt. Jeg håber på at se en genkendelse, måske et mirakel. Nogen som siger til mig, det er dig jeg har ventet på.

Jeg kan lide Assistens, og at gå forbi gravene og se på gravsten, og alle de forskellige gravsteder: Jeg går forbi en af de indhegnede og kravlegårdslignende grave, hvor lågen står halvåben. Et efeutæppe dækker hele graven og gror ud på stien. Der er ingen gravsten. Jeg går langs halvmurens gravtavler og sengegærdelignende forsætninger, hvor det ikke er tydeligt om de døde ligger begravet under den tørre græsplæne foran halvmuren eller om deres urner er muret inde i muren, bag gravtavlen. Jeg går ned ad en sti i skygge og forbi tre høje og våde gravsten, hvor et næsten neongrønt mos gror frem i revnerne og inskriptionerne. De står også uden en tydeligt markeret grav. De står der bare, uden at henvende sig noget særligt til nogen særlig. Jeg ser på formationerne af liggende og blankpolerede sorte gravsten. Jeg ser efter nye blomster og blomsterkranse, og de efterladte.
Er der nogen som er her for at besøge en særlig grav?
Er der nogen som sørger?
Er der en nykastet grav, en nyligt død?

Der er nogen som drikker øl ved siden af et par væltede cykler. Der er nogen som ligger og læser på et tæppe, og nogen som solbader i en lysning, og i skyggen under en ask ligger en baby på maven i bar ble mellem to forældre.

Nogle gange lægger jeg mærke til lyden af byen, nogle biler, et fly, men det hele virker meget fjernt. Jeg går forbi nogle tætte og mørke buske og buskadser. Og forbi tre grove og ikke-tilhuggede sten, hvor der er fæstnet hvide marmor plader, som skal ligne papyrusruller. De ruller op fra neden, som en papirdug, og giver et uhyggeligt indtryk af at være lavet inden de skulle bruges. De har ligget sammenrullet længe, og nu vil de ikke lade være med at rulle sig op.

Et lille blond og krøllet barn standser foran mig, bukker sig ned og samler et gult blad op med hånden og udbryder ”Te, te!” Det kigger på mig og jeg ser, jeg ser, og siger ”Ja, te!” Jeg smiler til forældrene som er standset med den tomme klapvogn lidt bagved. Vi siger ingenting, men deler et lille øjeblik, deres barn som lige har lært at gå og endnu ikke lært at udtale s. Barnet retter sig op og går vaklende videre med løftede arme, som en linedanser der efter hvert nyt skridt må genvinde balancen. En pantsamler med cykelkurven fuld, og flere fyldte poser på hver side af styret springer elegant af cyklen ved skraldespanden ved siden af mig. Jeg vil ikke kigge, når han åbner låget, for at se om der er flasker blandt skraldet. Så cykler han indover plænen bag mig, og et par minutter går før han igen kommer ud fra træerne på stien halvtreds meter længere henne. 

Ud af ingenting kommer en grinende pige løbende hen til en hund, som også er kommet ud af ingenting og står lige foran mig. Pigen spørger ejeren ”Må jeg ae den? Jeg elsker hunde!” Det er en førerhund, en labrador, i refleksvest. Pigens bedstemor kommer bagefter med en cykel med barnesæde. Den blinde står og smiler ud i luften, med sine blindestav, i min retning, og jeg er ret sikker på at han ved at jeg sidder der. Pigen løber legende og grinende rundt og hunden vil gerne lege med; den stikker sin våde snude op i pigens ansigt, som begynder at grine mere. Bedstemoren forsøger at berolige barnebarnet, jeg kan høre hende sige ”ik’ så vildt, ik’ så vildt.” Pigen løber legende og grinende rundt, og der sker ikke noget. ”Hvor gammel er den?” griner hun. Og den blinde som står uden at bevæge sig siger at den er tre år. ”Jeg er fire!” råber pigen. Hun griner stolt og tager begge hænder op om hundens hoved og aer den og ser ind i dens øjne. Hunden slikker hende i ansigtet, og så griner hun igen og løber i skjul bag bedstemorens ben. Bedstemoren vil ikke optage mere af mandens tid, og ønsker ham en god aften. Pigen som allerede løber videre hen ad stien råber – uden at vende sig om – ”God aften!” Hun løber hen og sætter sig på hug foran en af de gravløse gravsten, og spørger ”Hvem ligger her?” Bedstemoren læser navnet for pigen, uden at jeg kan høre det og sådan fortsætter de ned ad stien.