Én til skulptur-tekst

Og Glyptoteket. Vinterhaven. Og det lange lyseblå rum bag festsalen, at gå ind mellem de fritstående buster, de romerske drenge, de romerske kvinder, kejserne. Jeg går helt tæt op til statuernes ansigter og studerer dem. Nogen gange bliver jeg nervøs af at gå så tæt på dem. Jeg forveksler dem med virkelige ansigter. Dem de er hugget efter. Det er døde ansigter, sovende ansigter med lukkede øjne, med åbne øjne, hvilende, som hvert øjeblik kan vågne til live, slå øjnene op og se mig, afsløre mig her jeg står; jeg er gået for tæt på et andet menneske, jeg forstyrrer nogen, gravfreden, noget helligt. 

Jeg kan også lide fuldfigur statuerne som er skala 1:1. Jeg forstår ikke skulpturer i skala, jeg forstår ikke hvorfor de står der og hvad det er de vil have mig til at forestille mig større eller mindre. 

Statuerne i 1:1 forsøger jeg at forstå ved at efterligne dem. Hvis øjnene er opspilede spiler jeg mine øjne op. Når blikket er vendt til den ene side efterligner jeg vinklen og forsøger at se for mig, hvad det er jeg bør se på i sådan en vinkel. Er det noget eller nogen i lokalet jeg betragter? Det føles rart at se skråt nedad til højre. Er det nogen som ikke er der, nogen jeg tænker på, savner? 

Når øjenbrynene er løftede, helt symmetrisk, i to lige streger, så løfter jeg mine helt symmetrisk og forsøger at se for mig, hvad der kan få mig til at løfte mine øjenbryn sådan. Og mine øjne åbner sig, fordi jeg løfter øjenbrynene. Pludselig er øjnene det eneste af min krop jeg føler. De er åbne, og har den kildende følelse, som når man ikke har blinket i lang tid. Jeg er en romersk dreng på 10 år og jeg synes det er svært at stå stille så længe. Det er søvndyssende, jeg prøver at snyde mig selv og spiler øjnene op. Hvis jeg kommer til at gabe bliver han sur. Jeg vil egentlig gerne hjem, men jeg er lydig og adlyder kunstneren imens han tegner mig. Jeg står stille og har et løftet blik, og kæmper imod når mit blik gerne vil vandre til siden, mit hoved sænke sig. Jeg har stået så stille som aldrig før imens kunstneren har tegnet mig igen og igen, i den samme stilling igen og igen. Han går rundt om mig og studerer mig, han trækker gardinerne til og fra og justerer lysindfaldet. Han retter på mit hoved, løfter min hage med sin håndryg og siger at jeg skal rette mig op uden at løfte skuldrene op til ørene. Han bliver ved med at rette på mig, rette på lyset, hvornår bliver han færdig.

Når foragt pludselig løber over et ansigt, så pludseligt som kun foragt kan vise sig og forsvinde igen, bliver panden tung og linjen som øjenbrynene tilsammen tegnede knækker i to. En knude kommer til syne lige over næsens begyndelse, og pandens tyngde løber ned igennem ansigtets træk, breder sig ned fra næseryggen til mundvigene og en bred hage. 

Jeg forsøger at gøre det samme. Jeg rynker brynene. Jeg presser læberne sammen. Jeg er en romersk mand fra år 105 efter vores tidsregning. Jeg er en romersk mand i start trediverne, med rynkede bryn under en stor tung pande. Jeg har en knude i panden, jeg har en bred hage, jeg er brysk, mine øjne er ridsede til af en syl. Jeg forsøger at finde ud af hvad jeg burde føle. 

I denne rækkefølge ser jeg på busterne: først ser jeg på øjnene, er de helt hvide og blanke eller er der strøg af stenens marmoreringer som løber over øjnene i mælkede strøg eller har skulptøren påført øjnene pupiller og iris, ridset øjnene til med en syl. Nogen gange tænker jeg at jeg har forstået det. Gudernes øjne er blanke. Menneskenes øjne ridsede til. Men det stemmer ikke alligevel. Helgener, kejsere. Nogle gange er de blanke, nogle gange er de ridsede. Bagefter øjnene ser jeg på øjenkrogene tættest mod næseryggen, er de dybe, er de høje, og så øjenlågene. Alderen i øjenlågene. Er de glatte og unge, er de gamle og foldede og tunge, er det ikke alder men søvn husker jeg sidste gang jeg døsede hen, og tænker på dengang man var barn og døsede af i fuldstændig hengivelse og nogen bar én i seng. 

Er det et smil som trækker fra øjenkrogen om mod tindingen, er det et smil som er ved at forsvinde, er det ved at begynde? Jeg ser på munden og mundvigene, og bevæger mine egne læber, åbner dem, fugter dem, lader tungen trække underlæben blødt ned. Jeg vil kysse nogen, mærke nogens læber. Hvile læberne bare, en underlæbe, en overlæbe, let adskilte. Fugtede.

Én til underlæbe, én til overlæbe, let adskilte. Nu våde.

Jeg ser på hovedet, om det er en smule drejet til siden, om det ser stift frem for sig, om panden er høj, om nakken er bøjet, hvor øjnene i skulpturens øjeblik hviler, på noget som står på gulvet foran skulpturen, i lokalets fjerneste hjørne, måske noget i vindueskarmen, lyset som hviler sig lidt inde i gardinernes bølger. Måske ser skulpturen sit spejlbillede i vinduet, bag skulptøren.