i kursiv

(Disclaimer: datoerne er lidt forkerte, fordi jeg kom til at lave en wordpress-blog først, men den var så ækelt æstetiseret via deres template, og alt mindede om sådan nogle portfolio-hjemmesider, hvor alt er sådan nogle ækle og forfængelig øvelser i komposition)

Det er min fødselsdag i dag. Og det kan være en begyndelse på den her blog, som jeg længe har tænkt på at lave; så nu er den her: I dag er det min fødselsdag. I dag blev jeg 34 år. Og i dag tænkte jeg, at jeg gerne ville skrive til nogen, eller til et sted, ikke tænke så meget på at det skal blive til en bog eller til en sms-besked, bare skrive, og så se, hvor det bærer hen.

Jeg har fået smser fra mine venner i dag, fra mine brødre og min mormor, som har ønsket mig tillykke. Det er så dejligt. Min mor ringede i morges og vækkede mig og ønskede mig tillykke. Hun var morgenfrisk, og kaldte på hunden, og indhalerede røgen kraftigt og hurtigt ned i lungerne mellem alle spørgsmålene, som skulle ud af munden, hun ville så gerne tale, tale med sit barn, med mig, hun ville tale tale tale, hun vil altid tale, tale tale og jeg sagde bare ja, aha, hmm, og det aller mindst mulige. Jeg var for søvnig, og nu synes jeg at det var synd for hende at have så søvnigt et barn, som aldrig vil tale.

Min far ringede også til mig. Det var her til aften, han undskyldte fordi han først ringede så sent. Han var træt efter en dag oppe i fjeldene, han havde hegnet hele dagen, men vejret havde været smukt, han havde arbejdet i bar skjorte, han sagde tillykke, det var bare det han ville sige, så lagde han på, jeg ville ønske vi kunne finde ud af at sige mere til hinanden, men jeg tror vi begge bærer dét ønske, og det er vel også ok.

Da jeg blev døbt fik jeg den her halskæde i dåbsgave fra mine forældre:

På smykket står mit fornavn og min fødseldato i kursiv.

Rúni 

21.09.85

jeg bærer et halssmykke 
med mit navn i kursiv

det bærer jeg hver dag, og jeg ved ikke hvorfor, men det giver mig en meget klar følelse af tryghed.





Og så har jeg fejret dagen med is, og prosecco, og lagkage, og en ristet hotdog også, og delt en bøfsandwich med de her to sweden-cuties:

Engang læste jeg et fejleksemplar af Lars' Kongskilde-bog. Det eksemplar som jeg ejer begynder på side 33 eller side 34, tror jeg, og begynder med "kalibreres osv." og længe troede jeg det var den bedste start på en roman som jeg nogensinde havde læst. Kalibreres osv.

Men så forstod jeg en dag, at min bog var forkert, og der manglede over 30 sider som ledte op til "kalibreres osv.", det var også slutningen på en sætning og ikke begyndelsen på en roman. Siden har jeg læst den rigtige bog, den som begynder på side 1 og det er to meget forskellige bøger.

Så meget for begyndelser og første indlæg, jeg hader kontekstualiseringer, men alligevel kan jeg ikke lade være, hvorfor er det sådan. Er det en indgroet mistillid som har fremavlet det her universitære sproglige forsvar i forskud.

Det er vildt nok. Men jeg har fødselsdag og jeg er forfatter and I'll cry if I want to. Ca., det. Jeg har lyst til at skrive mere direkte; det jeg mener er: jeg skriver dagbog og jeg skriver tekst, som jeg en dag håber bliver til bøger og der er så vildt langt imellem de to, en kæmpe afgrund, hvor jeg er bange for at jeg kan forsvinde ned i, hvis ikke jeg skriver noget andet også.

Jeg fejrer min fødselsdag i Skive. JEg er på et residency-ophold på Krabbesholm Højskole. Jeg bor i en fløj af Pers hus med egen indgang, en lille have, med badeværelse og et lille tekøkken og et soveværelse og et arbejdsværelse med et stort vindue ud til haven. Per ejer to store hyrdehunde, som går derude i haven og kigger ind ad mit store vindue og følger med i om jeg skriver. De hedder Zelma og Louis.

Jeg skal være her i september og oktober, og undervise lidt imens, men også blive færdig med at redigere et manuskript som skal udkomme i januar på Rosinante. Det hedder Bølger over det høje græs, & jeg er meget spændt, og meget nervøs, og jeg glæder, men mest af alt er jeg for tiden spændt: Magter jeg arbejdet, magter teksterne den her bearbejdning. Nogen gange føles det som om at jeg redigerer dem bort, som om jeg sidder med et stykke træ, og før jeg ved af det har jeg snittet og slebet det bort til støv. En god ven, og forfatter som jeg ser op til, sagde til mig for nogle uger siden, i forhold til det med at redigere, at det var vigtigt at huske på hvem man skrev til eller hvad man skrev til eller for når teksten blev skrevet. At hver tekst har en slags skytsengel, eller også, så er teksten en skytsengel for nogen. Det synes jeg var en meget smuk tanke, teksten som skytsengel, som en trøst og nogen gange som beskyttelse eller som et forsvar, det prøver jeg at huske på nu. Jeg har indtil 10. oktober, så skal jeg sende manuskriptet ind - i færdigredigeret udgave - til forlaget.

Men nu er Rosinante blevet spist af Gyldendal, og jeg ved ikke helt hvad det betyder endnu, for bogen, det betyder helt sikkert fyringer for en masse mennesker. Jeg har fået en beroligende mail fra min redaktør, Louise, som skriver at hun stadig skal være min redaktør. JEg har en underskrevet kontrakt, og jeg har fået en foreløbig udgivelsesdato fra salgsafdelingen som hedder d. 10. januar. MEN Rosinante ligesom alle andre firmaer og cvr-kasteller har den mulighed som mennesker ikke har, de kan forsvinde, sige pist-væk. Gå konkurs, på sådan en brætspils-agtig måde, og lade en masse mennesker i stikken på en meget alvorlig og virkelig måde. Lidt ligesom at en arbejdsgiver, som feks. Furesø Kommune gjorde i sommers, kan skrive og kræve for megen udbetalt løn tilbage, på samme måde kan Rosinante, eller Gyldendal, kræve forskuddet tilbage, som om det ikke er penge, som jeg har brugt allerede. De kan kræve det, og hvis de kræver det længe nok, og jeg ikke lytter, så inddriver nogen det vel for dem, SKAT måske. På samme job havde jeg en kollega, som ikke turde kræve at få løn efter sin anciennitet, fordi hun var bange for at gøre sig bemærket. Hun kæmper sig igennem de sidste år før pensionsalderen på samme løn-niveau, som jeg var på så længe jeg orkede det arbejde, jeg havde ingen erfaring og var nyansat, hun havde et helt livs erfaring, og den havde bragt hende dertil, ikke at turde kræve, sin ret, sin løn, noget som helst. 

Der var mange dejlige mennesker på det job, og jeg bliver til stadighed overrasket af hvad det kræver af mennesker at have de her jobs, arbejdets regelmæssighed, ømheden, trætheden og smerten i kroppen og leddene efter at have ligget en hel dag på knæ og luget, eller stået en hel dag med en buskrydder og komme bort i hundelorte som sprøjter op i fjæset, eller at gå med motorbøren, eller trillebøren, eller at sidde i gravemaskinens støj en hel dag. Hvad er det vi kræver af hinanden? Et helt livs slid, og fem ugers årlig ferie. Jeg forstår det ikke. Og jeg nærer den dybeste respekt for de kollegaer, som jeg ikke engang klarede at se i øjnene da jeg fortalte at jeg havde sagt op igen. Jeg orkede jobbet som kommunal gartner i to måneder. Jeg fik et arbejdslegat fra kunstfonden som gjorde at jeg havde råd til at stoppe igen. Og klare mig igennem sommeren uden anden indtægt, og helt hen til efteråret hvor jeg er kommet op til Skive og Krabbesholm Højskole. Her bor jeg gratis, spiser gratis, og får 10K for en uges gæstelærer-undervisning.

Hele højskolen er i går og i dag taget af sted på deres studieture til Milano og Venedig, så skolen er helt rømmet og tyst, og det er magisk, for der er også dis, skoven er uhyggelig mørk, og lydene kvæles af disen, rågerne sidder skjult i mørket og disen, det er slet ikke til at forstå at de sidder der, når solen er gået ned. Hele skoven er fyldt med dem, de letter om morgenen og sætter sig igen når det skumrer. Om natten er de helt stille, skoven er et stort sovende og dødsensstille mørke, og nede på alleen er lyset fra lygtepæle levende, det hænger i disen, blafrende, som slør. Og måske derfor, tænkte jeg at den første tekst jeg skulle poste skulle være en kirkegårds-tekst, som jeg læste op til morgensamlingen i riddersalen i går:


Jeg er tilbage og går på Poppelalléen i Assistens. Vinden breder grenene ud fra stammen, og får dem til at ligne fjerpenne. Bladene rasler, nogle skyer driver hurtigt forbi, men der er vindstille, og solen skinner, og tegner skrå skygger hen over stien. Et rødt egern pibler op ad den døde bøg, som er helt sølv i lyset. Kronen er savet af. Egernet kommer til syne og løfter sit hoved og ser til en side og så den anden.

Sommeren er snart slut og ingenting er sket. Den er passeret som en montage i en film, i et smukt skær, en enkel lykke, en tid som bare driver forbi, og som på én og samme tid forbinder noget ved at springe let henover det. Jeg driver rundt i byen uden at vide hvor jeg vil hen. Jeg kigger alle dem jeg passerer på gaden i øjnene og leder efter en særlig form for øjenkontakt. Jeg håber på at se en genkendelse, måske et mirakel. Nogen som siger til mig, det er dig jeg har ventet på.

Jeg kan lide Assistens, og at gå forbi gravene og se på gravsten, og alle de forskellige gravsteder: Jeg går forbi en af de indhegnede og kravlegårdslignende grave, hvor lågen står halvåben. Et efeutæppe dækker hele graven og gror ud på stien. Der er ingen gravsten. Jeg går langs halvmurens gravtavler og sengegærdelignende forsætninger, hvor det ikke er tydeligt om de døde ligger begravet under den tørre græsplæne foran halvmuren eller om deres urner er muret inde i muren, bag gravtavlen. Jeg går ned ad en sti i skygge og forbi tre høje og våde gravsten, hvor et næsten neongrønt mos gror frem i revnerne og inskriptionerne. De står også uden en tydeligt markeret grav. De står der bare, uden at henvende sig noget særligt til nogen særlig. Jeg ser på formationerne af liggende og blankpolerede sorte gravsten. Jeg ser efter nye blomster og blomsterkranse, og de efterladte.
Er der nogen som er her for at besøge en særlig grav?
Er der nogen som sørger?
Er der en nykastet grav, en nyligt død?

Der er nogen som drikker øl ved siden af et par væltede cykler. Der er nogen som ligger og læser på et tæppe, og nogen som solbader i en lysning, og i skyggen under en ask ligger en baby på maven i bar ble mellem to forældre.

Nogle gange lægger jeg mærke til lyden af byen, nogle biler, et fly, men det hele virker meget fjernt. Jeg går forbi nogle tætte og mørke buske og buskadser. Og forbi tre grove og ikke-tilhuggede sten, hvor der er fæstnet hvide marmor plader, som skal ligne papyrusruller. De ruller op fra neden, som en papirdug, og giver et uhyggeligt indtryk af at være lavet inden de skulle bruges. De har ligget sammenrullet længe, og nu vil de ikke lade være med at rulle sig op.

Et lille blond og krøllet barn standser foran mig, bukker sig ned og samler et gult blad op med hånden og udbryder ”Te, te!” Det kigger på mig og jeg ser, jeg ser, og siger ”Ja, te!” Jeg smiler til forældrene som er standset med den tomme klapvogn lidt bagved. Vi siger ingenting, men deler et lille øjeblik, deres barn som lige har lært at gå og endnu ikke lært at udtale s. Barnet retter sig op og går vaklende videre med løftede arme, som en linedanser der efter hvert nyt skridt må genvinde balancen. En pantsamler med cykelkurven fuld, og flere fyldte poser på hver side af styret springer elegant af cyklen ved skraldespanden ved siden af mig. Jeg vil ikke kigge, når han åbner låget, for at se om der er flasker blandt skraldet. Så cykler han indover plænen bag mig, og et par minutter går før han igen kommer ud fra træerne på stien halvtreds meter længere henne. 

Ud af ingenting kommer en grinende pige løbende hen til en hund, som også er kommet ud af ingenting og står lige foran mig. Pigen spørger ejeren ”Må jeg ae den? Jeg elsker hunde!” Det er en førerhund, en labrador, i refleksvest. Pigens bedstemor kommer bagefter med en cykel med barnesæde. Den blinde står og smiler ud i luften, med sine blindestav, i min retning, og jeg er ret sikker på at han ved at jeg sidder der. Pigen løber legende og grinende rundt og hunden vil gerne lege med; den stikker sin våde snude op i pigens ansigt, som begynder at grine mere. Bedstemoren forsøger at berolige barnebarnet, jeg kan høre hende sige ”ik’ så vildt, ik’ så vildt.” Pigen løber legende og grinende rundt, og der sker ikke noget. ”Hvor gammel er den?” griner hun. Og den blinde som står uden at bevæge sig siger at den er tre år. ”Jeg er fire!” råber pigen. Hun griner stolt og tager begge hænder op om hundens hoved og aer den og ser ind i dens øjne. Hunden slikker hende i ansigtet, og så griner hun igen og løber i skjul bag bedstemorens ben. Bedstemoren vil ikke optage mere af mandens tid, og ønsker ham en god aften. Pigen som allerede løber videre hen ad stien råber – uden at vende sig om – ”God aften!” Hun løber hen og sætter sig på hug foran en af de gravløse gravsten, og spørger ”Hvem ligger her?” Bedstemoren læser navnet for pigen, uden at jeg kan høre det og sådan fortsætter de ned ad stien.