Forsinkelser XIV

I morgen tager jeg til København. I dag er sidste dag i Malmö. En uge er gået på Skt. Knuds, i Handverkaregatan, Malmö. Tiden flyver fra mig, men jeg holder stædigt fast i min døgnrytme, og bilder mig ind, at det vil bremse tidens gang bare en lille smule. Eller ikke tiden, men en form for samhørighed. At jeg kan blive ved med at være så tæt på det, som er Mexico, som muligt. Nu er jeg kun forskudt en smule. Kun det, som kom imellem på rejsen. Når jeg tilpasser mig rytmerne her, tilføjes endnu en forskydning, og afstanden vil vokse igen. 

*

Jeg står op senest klokken fem om morgenen efter at have ligget vågen i en halv times tid eller mere. Jeg vågner af lyset, som er så hvidt. Af solen, som står op så tidligt. Af lyset, der står ind ad de høje og rene vinduer og fylder lejligheden med lys og fred. Her er ikke en lyd. Det er utroligt så stille der er. Og det er unødvendigt med et vækkeur, når der ikke er andre lyde. Jeg havde glemt, hvordan det er at vågne af lyset, når det lysner. Ikke af lyde, sirener og fly, ikke af varme og beskidt sengetøj, ikke af insekter, af en urolig søvn. Bare lys. Det er så mildt. Da jeg slår øjnene op, har kroppen været vågen  længe.

*

Min døgnrytme forbinder mig med Mexico. Så længe jeg opretholder min døgnrytme, forbliver noget ubrudt, jeg er der stadig, der på bajio tre-og-halvtreds, på taget med Lay og Celestial og Nicholas og Rochí, under skyerne, på bunden af søen, når det regner, når flyene runder masten og ligner hvaler og hajer. Jeg lægger mig og falder i søvn før ti – det er eftermiddag, måske spiser de, regnen er ikke begyndt endnu – jeg vågner og står op med solen – og det er tidlig aften, klokken er ikke mere end ti, de står i køkkenet og laver noget enkelt til natmad, tortillabrød med oaxacena-ost, måske med lidt salsa, celle spiller guitar for nico, nico sidder og kigger og ler og bliver imponeret og forsøger at efterligne grebene, som celle tager, ud i luften. Det har jeg gjort den sidste uge, det har jeg gjort siden den først nat her – forestillet mig dagene på taget parallelt med mine dage her. Jeg har ikke jetlag. Jeg er ovenud glad for den her rytme, for hvordan den forbinder os. 

*

I en uge har jeg siddet ved køkkenbordet og læst og skrevet i mere end en time, når jeg har hørt vækkeuret lyde inde fra soveværelset og min ven er stået op, for at tage et bad inden hun går på arbejde. Hun kommer søvndrukken ud i stuen, hun gnider søvnen ud af øjnene, og smiler af mig og min lidt barnlige stolthed over igen at være stået op så tidligt og så længe før hun. Vi drikker kaffe sammen. Jeg går med hende ned i gården for at ryge, når hun skal på arbejde på hospitalet. Vi krammer farvel og så går hun og jeg går op i hendes lejlighed igen. Jeg sætter musik på og går i gang med at træne. Imens jeg udfører træningsrutinen, som jeg har taget med mig fra taget, forestiller jeg mig de andre og at vi gør det sammen. Nico, som står foran mig, smiler lidt skælmsk, holder hænderne sammen og bukker sig og hilser. Siger, vale, og vi andre gør det samme og smiler af alvoren, som vi lægger for dagen. En halv time senere tager jeg et brusebad, uden at skulle tænke på om alt det varme vand kan slippe op. Og vandtrykket! Det bare fortsætter, vandet! Det er uendeligt her, varmen og vandet. Og hvor blødt og varmt der er, og freden! Her er ikke en lyd.

*

Jeg har bestilt en lejebil til i morgen, som jeg skal afhente ved Kløvermarken klokken ni, og jeg har skrevet til dem i huset at jeg kan være der klokken ti. Og senere, ved ellevetiden, har jeg aftalt at være hos min ven oppe ved Lundtoftegade, hvor jeg kan overtage hans seng. Fordi han flytter fra København til Malmö, og jeg til København fra Malmö, passer det hele så godt. Jeg pakker mine tasker for at se om det hele kan være der, det kan det.

*

En lille uro og en lille spænding om i morgen sidder i mig hele dagen, det er en frisk start. Jeg er spændt på at se København igen, jeg er spændt på at se, hvordan jeg skal bo, dem jeg skal bo med, hvordan det bliver at være nærmere mine venner igen – falder vi sømløst tilbage i vores fortrolighed? Har noget væsentligt ændret sig? Jeg er fuld af spørgsmål og forventning, i morgen er det mandag og det er den første juni. Sommer. 

*

Foråret er ovre, og det er allerede ti dage siden, at Nico kørte mig til lufthavnen i lejebilen. Vi efterlod Lay på fortovet. Jeg vendte mig og betragtede ham ud af sideruden, hvori han blev mindre og mindre, imens Nico kørte ned til Viaducto. Lay så ked ud af det. Og jeg tænkte på det triste i hans holdning og hans insisteren på at følge os med øjnene og ikke vende sig om og gå. Han stirrede og stod lidt sammenbidt, og øjnene skinnede uroligt. Han forsøgte ikke at græde, tror jeg. Han holdt minen, for min skyld, tror jeg. Og jeg tænkte på at han er vokset op på boardingschools, og at han nok før har kigget længe efter biler, som er kørt fra ham. At han før har anlagt en særlig upårørt mine. Han har før forsøgt at se modig ud og stærk, om ikke for sig selv eller dem i bilen, så for ikke at se svag ud foran sine boardingschool klassekammerater, og det til ingen verdens nytte.

*

Og ni dage siden jeg landede i Kastrup iført maske og gik igennem de rømmede haller og igennem myndighedernes opfordringer, som lød fra højtalerne, om at gå i isolation i fjorten dage. Jeg gik ned på perronen og tog toget til Malmö, og stod af ved Triangeln og derfra gik jeg hen til hospitalet, hvor min ven arbejder, for at få nøglen til lejligheden på Skt. Knuds. Det var først der, efter gåturen fra stationen til hospitalet, at jeg lagde mærke til, at der ikke var andre som gik med maske. 

*

Forsinkelser XV

Taskerne – jeg har fire af dem; en rygsæk, en mulepose, og to rejsetasker, og har slæbt på dem i, hvad der føles som et år nu, uafbrudt – er alle sorte, ligesom de sko jeg er i, og strømperne, bukserne, t-shirten og blusen jeg har på også er det. Det er næsten for meget med alt det sorte, jeg ligner én, som bringer dårligt nyt. De er også tunge og det spænder i nakken allerede, da jeg passerer Babel. Jeg sætter dem fra mig foran en Bingo-hal og holder en pause. Jeg sveder allerede. Dagen bliver lang, tror jeg, og sej. Da jeg kommer ned til Triangeln Station, har jeg tid til at tage en cigaret inden toget afgår.

*

Jeg er spændt på, hvad der venter mig i Kastrup. Hvad myndighederne vil kræve af mig, vil de spørge om dokumentation, vil det give mig problemer, at jeg har været i Malmö i de sidste ni dage. Vil de sige, at det skulle være præcis fjorten dages karantæne, skulle den afholdes i Danmark? Det er kun gået ni dage siden jeg landede i Kastrup og tog direkte til Malmö. Jeg har ikke været i karantæne. Mon de har oplysninger på mig? Hvor jeg har været? Hvornår?

*

Der er ingen masker i toget. I Kastrup står jeg i den forkerte kø, og bliver af en hjemmeværnsmand peget til køen for de danske pas. Paskontrollen er et par simple trækonstruktioner, der er rejst på perronen, med lidt afskærmning af plexiglas og to soldater som studerer passene, som om de er blevet delt nogle dårlige hænder i et spil kort. Lufthavnsterminalen er tom. Der er ingen åbne indcheckningsskranke, der er ingen flyrejsende, kun os, der kommer fra Sverige og som skal med metroen ind til byen. Til mit held, er der penge på mit rejsekort.  

*

Jeg står af ved Amagercenteret og overvejer et øjeblik at tage en taxa hen til biludlejningen, men der er kun tre kilometer, og der er ingen taxaer at se. At ringe efter én, vil jeg ikke. Det er alligevel at gøre et for stort nummer ud af det. Jeg går ned ad Prags Boulevard. Jeg holder en rygepause på en hævet rist, hvor man formentligt kan få varmen om vinteren, hvis man ikke har nogen at sove hos. Der er fluer og varmt, solen skinner og der er ingen mennesker at se. Der er stille, ikke en lyd faktisk, og i stilheden står Øresundskollegiets tårne, en række brutalistiske forbjerge, tyste og hårde, et skarpt og kantet landskab af beton og glas. Jeg overbeviser mig selv om, at tårnene selvfølgelig er fulde af beboere, det er bare et tilfælde at ikke et vindue står åbent, at der er så stille, at der ikke er noget som helst tegn på liv. Men  følelsen jeg går med er den modsatte, at alle tårnene er tomme, urovækkende og rungende tomme. 

*

Det er mandag, den første juni. Det er i dag, at jeg flytter ind på Refshaleøen. Det føles som en søndag, eller som første januar, men solen skinner, det er sommer og varmt, sommerens officielle start og ingen mennesker.

*

Sveden løber ned af mig, da jeg når frem til biludlejningen. Papirerne bliver underskrevet, tanken er næsten tom, den skal også afleveres sådan, der er en postkasse, hvor jeg kan smide nøglen, hvis jeg kommer tilbage efter lukketid, det er altsammen fint. Da jeg har sat taskerne ind i bagagerummet på flyttevognen og sat mig ind bag rattet, bliver jeg slået af en meget stærk følelse af frihed: jeg fryder mig over ikke at skulle bære taskerne mere, jeg smækker døren i, sætte mig bedre til rette, drejer lidt på rattet, drejer nøglen om, slapper af i ryggen, i armene og hænderne, som er ømme og trætte af de tasker og så: triller jeg ud fra parkeringspladsen, lægger mig ud på vejen, vænner mig til pedalerne, kører ned til den første og den bedste tankstation, tanker for hundrede kroner, og kører ud til Refshaleøen. Man kan ikke køre forkert dertil, der er kun en vej! Hvilken frihed! Hvilken ny begyndelse, jeg har foran mig. Hvilken frihed det er at kunne leje sig en bil og køre ud til, hvad der skal blive mit nye hjem.

*

Zeno, Claudia, Viggo og Marie. Det hedder mine nye bofæller. De viser mig rundt, viser mig mit værelse, kontoret, taler lidt om nogle hylder, som en forhenværende bofælle måske vil hente, men som jeg kan bruge så længe. Og haven, to høner går frit omkring, de lægger æg, fortæller de, ikke så mange, men de er fælles. En af bofællerne ser til nogle bede ved siden af drivhuset, en anden sidder i stuen og læser avis med meget rank ryg, en tredje rækker mig en nøgle. En spørger om jeg får brug for hjælp med noget. Men det går fint, jeg må videre, vi ses senere. 

*

Jeg går ud i bilen igen og kører ned langs Kløvermarken, kører ned til KUA og over Langebro, og føler en stor glæde ved at kunne finde vej – jeg kender byen godt, og kan hele tiden huske mere, alle byens bestanddele, som man ikke tænker på, dæmrer for mig, træder frem foran mig, Blox, det lort, Knippelsbro, den smukkeste af alle de københavnske broer, en ny bro lige nedenfor Langebro, på nordsiden, hvornår er den bygget? hvornår har den stået færdig? den minder om kyssebroen, den fede dæmning, men den nye er slankere og fri for det provinsielle farvede glas, og det er godt, og den sorte diamant er der også, det synkende bras, og så Glyptoteket! på den ene side, og Tivoli også og så Rådhuspladsen på den anden side, fri, endelig, for de grønne metrovægge, og siden ud af Åboulevarden, Ørstedparken passerer, søerne flankerer, Sankt Jørgen og Peblinge? eller Sortedam? Nej, Peblinge! og videre ud mod Falkonér Allé eller er det Jagtvej her? Ja, måske og så inden buen, hvor byen virkelig bliver by, trafikken rigtig byagtig, hævede baner, som slynger sig rundt om hjørnerne, ind mod Borups Plads, Fakta, og op ad Lundtoftegade. Og ved den sidste blok, før Dragon City’s running sushi og Netto, der holder jeg.

*

Jeg ringer på i nummer en-og-firs. Mårten lukker mig ind. Han er pakket og klar, men går en sidste runde og imens tager jeg en cigaret ude på svalegangen. Der er duelorte over det hele, det lugter af lune duer og duelort. Et s-tog kører ind i gabet på Nørrebro station, en hvid røg står op af den hvide skorsten, det nye højhus er stadig kun noget ved, når det er nat eller uvejr, dvs. når det er usynligt eller uklart.

*

Sengen, som jeg kan overtage, passer ikke ind i elevatoren, så vi bærer nogle tasker og kasser, som jeg har haft stående, ned først, det er det sidste han har tilbage, han er flyttet til Malmö, jeg flytter til København, det passer perfekt, vi overlapper og jeg mangler en seng og han har en tilovers, som vi bærer ned igennem trappeopgangen. Vi sætter den fra os, puster og hiver efter vejret og trækker lidt i t-shirtsene som klæber til ryggen, eller det klør måske bare lidt.

*

Vi går ned til La Banchina og spiser frokost, vi bestiller en hel fisk hver, vi tager et glas vin til, vi fejrer og vejret er godt, folk bader, solbader, springer i vandet og kommer våde og skinnende op på land igen som sæler. Vi taler om, hvordan det vil være for mig at bo her igen, om at falde til, om nye begyndelser. 

*

Klokken er tre, da jeg sætter ham af ved Hovedbanen og kører ud til Pelican Self-storage for at genoptage min indflytning. Min nøglebrik duer, og jeg overrasker mig selv, jeg kan huske mit opbevaringsrums nummer. Det er nummer totusind-og-enogtyve. Men det er en frygtelig skuffelse at åbne døren og se, hvad det er, som jeg er endt med at eje: tolv flyttekasser, i hvertfald fire af hvilke er sammensunkne og maste, et natbord, en hulens masse tasker, en taburet, et skakbræt.

*

Fire gange, eller fem gange, måske seks gange – tiden og repetitionerne forsvinder i opbevaringshallen, der er ingen spor af tid, ingen ure, ingen vinduer, kun døre, uendeligt mange grønmalede døre – fylder jeg kasser på vognen, går ned ad de trange labyrintiske gange, går ind i elevatoren på anden sal og ud igen på stueetagen og ud af skydedørene, jeg låser bilen op og flytter kasserne ind i bilen, jeg låser bilen og så tilbage, åbner med nøglebrikken skydedørene, kommer med nøglebrikken ind i elevatoren, op igen til anden sal, først til højre, for enden til venstre, fjerde dør på venstre hånd, dørnummer totusind-og-enogtyve, låse op og gentage det.

*

Det er en let indflytning. Ingen trapper. Ingen møbler, stort set. Jeg stiller kasserne ind på kontoret. Jeg finder sengetøj og dyner i en taske, jeg skruer benene fast på sengen, jeg reder op, og lader det meste vente til ugen der kommer.

*

Det er midnat og mørkt, da jeg parkerer flyttebilen. Gaden er mørk. Det er ikke til at se, hvor jeg skal gå hen med nøglen. Jeg leder efter en kasse, jeg leder efter en brevsprække, jeg ærgrer mig om at jeg ikke bad medarbejderen vise mig, hvor jeg skulle putte nøglen, hvorfor var jeg så uopmærksom. Pludselig er der gået tyve minutter med at gå og lede på en sløv måde. Jeg hanker op i mig selv. Det kan ikke være så svært. Jeg kan ikke være den første. Jeg kan ikke blive ved sådan her. Så jeg lægger nøglen ind i benzindækslet og går derfra og lover mig selv at jeg skal ringe til dem, så snart de åbner, og fortælle dem hvor nøglen ligger gemt.

*

Forsinkelser XVI

Hvad er det for en parallelverden jeg har været i, eller er kommet til? Nyhederne er kommet fra Europa, ængstelsen er kommet fra Europa, frygten er kommet fra Europa. Fra øst mod vest. Og ængstelsen, hvad skyldes den, frygten, hvad skyldes den. Her er ingen masker, her er mennesker, her er solskin, her er ingen sprit, folk bader, står i kø – med lidt større afstand end normalt – der er gaffa på fortovene, linealer som opstriber, hvordan det har stået til. Der er mindre trafik, der er stille, men hvad er der blevet af det hele? Det er rejst mod vest, og jeg er rejst mod øst, jeg har overlappet det hele, eller hoppet over det, som om det var et sjippetov.

*

I Nyhavn er der rart og dejligt, der er næsten ikke nogen og det er som om, at der nu er et passende antal mennesker i byen, en befolkningstæthed som svarer til, hvad byen egentlig er bygget til at huse. Ved Nyhavnsbroen ser en ældre stilladsarbejder til at stilladset er rejst ordentligt, han er solbrændt og rynket, han besigtiger med en vis myndighed – som forbigår hans yngre kollega, som står i bar overkrop og poserer for nogle venner, som sidder nede i en lejebåd – arbejdet. Han har et trist ansigt, bekymret, men han er smuk, han misser med øjnene i solen, tæller efter eller hæfter sig ved noget, imens hans store hænder hænger ned langs siden. 

*

Jeg bestiller en cykel på dba. John S hedder sælgeren. Det er en flot sort cykel. Han vil gerne køre den ind til byen. Jeg køber brugte bogkasser og henter dem på Vesterbro. Jeg pakker ud, en kasse eller to om dagen, forundres over, hvad det er som jeg er endt med at eje, en østerskniv, et vandglas med dinosaurer på, et vandglas med en lyserød gris på, et med elefanter, og en kop med Pippi. Gryder og en kagerulle. Virkelig mange tasker fulde af andre tasker. Og mange lagener, men kun to sæt sengelinned. Jeg kan ikke huske hvorfra noget kommer. De sidste par gange, jeg har flyttet, har jeg været den sidste til at flytte ud, så der har været en masse efterladte ting, som jeg er gået ud fra var mine. Men det her glas med den lyserøde gris: har det været en gave? I så fald, fra hvem, og hvornår?

*

To venner fra Sverige kommer på besøg, den ene bor i København, den anden i Malmø, de er kærester og de viser mig en slags politierklæring om deres kæresteforhold, som hun som bor i Malmø skal bruge for at rejse til København. Han som bor i København har underskrevet og erklæret at deres kæresteforhold bl.a. består af fysiske møder og ikke alene skriftlig, tekstlig eller anden digital kommunikation. Det er vildt at mine venner skal erklære noget som helst om noget, som i sidste ende, kun vedgår dem selv. 

*

Pasajeros a Indias. Jeg læser om Spanien i sekstenhundrede-tallet og subjekt-konstituering som resultat af registre og biografiske tekster. Det handler om de spanske, som ville rejse til den nye verden, og hvilke dokumenter, de var nødt til at have i orden. Alle mulige instanser og institutioner og venner og familie skulle bekræfte, vidne om, love, at den, som ønskede at rejse, virkelig var den, som vedkommende påstod at være. Segl og underskrifter og dokumenter skulle bekræfte hinanden på kryds og tværs i en slags sekstenhundredetallets catch22. Derudover var det afgørende, at de, som ønskede at rejse var – i kronens mening – gode repræsentanter for kronen. Dvs. af særlig religiøs overbevisning, med en særlig arbejdsetik og moral, at de ikke efterlod sig ansvar og forpligtelser i hjemlandet, at de ville påtage sig ansvaret for at udbygge den nye verden efter den gamles totalt rensede forbillede. Det kom slet ikke på tale, at tillade maurerne eller jøderne adgang til den nye verden.

*

Jeg læser om skibsfart som kulturel teknik, som kolonial teknik, skibe som krigsmaskiner, som fiskerimaskiner, som maskiner, der transporterer varer og ceremonier, kultur. Om skibe som afvigende heterotopier, små arker, verdener bemandede med pirater, og unge endnu ikke voksne mænd, de vanvittige og de kriminelle. Jeg læser om skibe som billeder på rejsen til dødsriget, om skibsfart, som det der er uden for loven, eller i det lovløse, det der har to fundamentalt forskellige eksistenser, til søs og ved kaj. 

*

Og om Massim’erne, et urfolk, der med kanoer sejler mellem Trobriandøernes skærgård, atoller og rev øst for Papa Ny Guinea. De lægger fra land fulde af frygt for havets rædsler, især de flyvende hekse: mulukwausi. Der findes mange forskellige typer hekse(yoyova'er) på øerne, og de kan sende en dobbeltgænger ud over havet, en flyvende heks, en mulukwausi, som kan gøre sig usynlig eller tage form af nattefugle eller en ildflue. De lever af døde sømænd og dræber sømænd i knibe, tiltrækkes af nødråb fra nødstedte, de skibbrudte. For at undgå mulukwausi-heksene udføres magiske ritualer, der fremsiges lange riter for øksen som skal bruges til at lave kanoen, til stammen som skal udgøre kanoen og kanoen, når den er bygget. Et ord som går igen er saydidi, som minder om lyden, heksene laver, når de flyver. Alt gøres for at kanoen skal undslippe heksene, at den er hurtig nok, (at den, ligesom heksene, vil) knytte sit græsskørt sammen og flyve! 

Rædslerne til søs, de flyvende hekse, skyldes et brodermord. Mokatuboda og Toweyre’i og tre søstre bor på øen Kitava. De er alle født af jorden. Mokatuboda kan bygge flyvende kanoer og, da Toweyre’i tror, at han kan gøre sin storebror kunsten efter, dræber han sin storebror. Men det viser sig hurtigt, at Toweyre’i ikke kan få kanoen til at flyve. Søstrene, ved hvordan, men de er vrede og i stedet for at hjælpe deres bror med at få kanoen til at flyve forvandler de sig selv til flyvende hekse og flyver ud over havene, for at hjemsøge og dræbe sejlere til evig tid. For at undgå de flyvende hekse, må kanobyggeren opsøge en yoyova-heks og få hende til at lave en pagt med de flyvende hekse. Sømændenes skæbner er i heksenes hænder.

*

Jeg får den forventede mail fra Det Danske Institut i Rom. Juli-måneds ophold udskydes også til næste år. Det glæder mig. Så har jeg to sammenhængende måneder. Jeg ville ikke orke at rejse til Rom om en måned, jeg er træt af at rejse, udmattet. Jeg kan slet ikke komme op om morgenen. Mit værelse er mørkere end stuen i Malmø. Det vender anderledes, det vender mod syd, er lidt tilbagetrukket under et udhæng, lyset skyller ikke længere ned i mit ansigt klokken halv-fem om morgenen og vækker mig på den mest lykkelige måde.

*

Der er beskeder, som jeg ikke svarer på. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg udsætter det. At svare dem, tror jeg, ville føles som at afslutte dem. Det er fra Fransisco, fra Udlejeren, Fra Ale og Milli og Celle. Jeg vil gemme dem til senere. Jeg læser et færøsk manuskript færdigt, som jeg har været uger om at læse, og sender 10 sider tætskrevet kritik tilbage og er bange for, at jeg er for hård. 

*

Jeg vil aflevere mine filmruller. Jeg er så spændt at se resultatet: marts, april, maj, hele foråret på taget.

*

Det er aften og jeg går en tur. Mine arme og skuldre er stadig ømme. Jeg går ned til Christianshavn og køber mig selv en forsinket flyttepizza, som jeg spiser på en fortrappe.

*

Forsinkelser XVII

Lay sender en optagelse tilbage. Den er filmet ud af vinduet fra deres værelse. Imellem grene og blade kan jeg se ned på fortovet, et par parkerede biler ude på vejen og på fortovet, omringet af spredte spisende gæster på de lave plastictaburetter, madstanden. De er tilbage! Lay skriver, at de vågnede ved duften af tortilla, af huarache, af majsmel og kød, at han tænkte, wait a second, no way, they’re back!

*

Fra haven kan jeg se skurvognene – jeg tror der udelukkende bor østeuropæiske håndværkere i dem. De andre i huset siger at de snart skal tages ned. De spekulerer på, hvad der skal bygges, når Skurbyen er borte. Til den anden side kan jeg se en kontorbygning. Om aftenen går solen ned bag ved den, lyset falder etage for etage, står igennem vinduerne. Det ligner at der inde i bygningen ingen gulve eller etager er, kun den nedadgående sol, en slags enorm elevator af guld. Når det er blevet mørkt og trafikken er stilnet af, kan man høre busserne lade op, den summende elektriske lyd overdøves af dørene som går op og i, og en enkelt eller to pling-lyde fra rejsekortene. 

*

Lay skriver, at det er ligesom i Los Palotes. Jeg har sendt dem en lille optagelse af haven, hønerne som går omkring i græsset, drivhuset og bedene, den lidt kluntede men charmerende udbygning fra bryggerset, som er V’s værelse. De to italienere bor i garagen. Mit værelse og kontor er i værelsesfløjen, hvor også M har værelse. Vi bor i hvert vores hjørne af huset, det første af tre gule rækkehuse i dårlig stand, med skæve havelåger og -stakitter og vinduesrammer, som trænger til at blive malet. 

*

Jeg ser på priserne for en envejsbillet til Mexico. Det koster mindre end en måneds husleje her. Min husleje på Bajío 53 er en femtedel af min husleje her på Refshalevej 190. Jeg siger til mig selv, at jeg bør stole på min beslutning om at vende tilbage.

*

Det er her jeg skal bo. Alle lejemålene har udløb om tre år. Og det er måske ok. Tre år ud i fremtiden er meget længere end jeg kan se. Jeg venter på svar fra Biskops Arnö og skal vente længere. Det skriver de i en mail, ansøgerne kan forvente svar i kommende uge. Jeg læser mine ansøgningstekster igen. Jeg læser følgebrevet igen. Jeg synes det er rigtig godt. Igår syntes jeg at det var noget værre vås. Dagen inden endnu værre. Jeg stoler ikke på mig selv og glæder mig til at høre om jeg er kommet ind. 

Spørgsmålene, som jeg stiller mig selv, er:

    – Hvad i alverden skal jeg lave her(hvis ikke jeg kommer ind)?

    – Var det en fejl at vende tilbage?

*

Jeg lover mig selv, at jeg ikke skal gå og opsøge de samme spøgelser, de samme steder og rutiner, ikke falde tilbage i de samme gamle mønstre: kirkegårdene, museerne, statuerne, de samme barer, falde for de samme mennesker. Det er en ny start, og det er herligt at ankomme til byen fra en anden side. Jeg har ikke prøvet havnebussen endnu, jeg gemmer den til en dag, hvor jeg har brug for at genfortrylle byen.

*

Refshaleøen er et sted for spekulation. Man kan se mønstrene gentage sig alle vegne: et bageri, en tegnestue, en fotograf, en musikfestival, en madfestival – det er altsammen led i at forberede omgivelserne til investorernes fantasi og senere deres grådighed: se hvor mange mennesker som allerede er her! Se alle kvadratmetre som allerede er her! Tænk på alle de kvadratmetre, som er mulige at tilføje!! Jeg har boet på et tag hele foråret, været omringet af trækroner og en uendelighed af andre tage og tagterrasser til alle sider, de her øer oppe i luften. Nu bor jeg på en forhenværende industrihavn, det er altsammen beton og grus, moler, gamle bygninger, det gamle skibsværft, men i haven forsvinder det altsammen. Det er en grøn ø, lukket inde af buske og træer og rækværk. 

*

Jeg har fået vand i ørene, og kan ikke få det ud. I et par dage går jeg med en vuggende følelse, som om jeg sidder på tømmerflåde eller ligger og flyder i havnen. Hver indånding trækker mig lidt til venstre og lidt ned ad, hver udånding tilbage på plads. I badet leger jeg med vandtrykket og forsøger at ramme den helt rigtige mængde vand, så at hvirvlen hele tiden er lige ved at trække sin spiral ned i afløbet, men aldrig bliver klar og tydelig. Den ligger ligesom og dæmrer, i det lave vand, som er lidt for højt for den at blive til i. 

*

Jeg tager cyklen ind til byen, cykler ud til en antikvar i Norvest og køber en masse bøger, cykler forbi en ven, hvor jeg har haft postadresse og henter et par bøger, som jeg har fået tilsendt der, jeg cykler ind forbi forlaget og henter en masse bøger, hvor er det dejligt, hvor er det skønt at cykle rundt og fylde bøger i sin rygsæk. Det er eftermiddag og varmt, og det sidste som jeg skal inden, jeg vil vende næsen mod Refshaleøen er at hente mine fotografier, men noget er gået galt. Filmrullerne var tomme og jeg får halvdelen af pengene tilbage. Negativerne skal jeg betale for uanset. Hvad er der sket, og hvad er der blevet af mine billeder? Har jeg opbevaret filmene forkert, har de været tæt på noget magnetisk, er der sket noget på rejsen, i hvilken taske lå de, kan lufttryk og højde påvirke ikke-fremkaldte film, de er forsvundet, pist-væk, blevet til luft? Er det kameraet eller bare jeg, som har gjort noget åndsvagt? Hvilken skuffelse. Jeg kan kun huske billederne af Kit og Patricia og Xochi på altanen og slangen af flyttefolk, som kom slæbende hen til bilen med flyttekasserne, en madras, standerlamper. Jeg slår det hen, sådan noget sker, øv hvor er det ærgerligt, men sådan noget sker. Jeg vælger ikke at tænke mere på det, jeg tænker på alle bøgerne jeg skal læse, jeg har en hel sommer foran mig med bare at læse, at bade, og de siger godt vejr.

*

Nu har jeg en cykel, det var det sidste. Jeg er færdig med at pakke ud, at flytte ind, jeg har smidt alt muligt ragelse ud, arrangeret bøgerne, købt hylder og bogkasser, det hele er ok, så jeg tager min nye cykel ud på sin første tur. Jeg cykler ned til Christianshavn og tager en øl på et værtshus, og stirrer ud i luften og ryger og drikker. Bagefter går jeg forbi et hus, hvor to venner engang boede. Den ene, ved jeg, er flyttet tilbage til London for flere år siden, vi sagde aldrig farvel, jeg fik det at vide fra en anden ven. Jeg går hen til døren og kigger på dørklokken. Og jo, her bor stadig én som jeg kender. Jeg sætter mig ved baren på den anden side af gaden, på en udendørs plads og drikker en til. Imens overhører jeg nogen tale om deres arbejdspladser ude på lufthavnen, flyafgange og hjælpepakker, de regner med snart at vende tilbage. 

*

John viser sig at være en venlig mand. Han er solbrændt som en pensionist, og har allerede taget cyklen ned fra stativet, da jeg kommer ud af døren. Han synes det er morsomt at gå og reparere cykler, det er godt at have noget at nørkle med, siger han. Han er kommet helt fra Næstved, et par timer forsinket, og jeg havde tænkt mig at virke irritabel, forsøge at få et afslag i prisen, men cyklen er flot og god, robust, og han har en fin sydsjællandsk accent og ser fornøjet på cyklen(sit arbejde). Jeg cykler i en lille cirkel og kan ikke sætte en finger på noget. Så, her er pengene, det var det, vi aftale, ikke, det vil jeg gerne give, den er sgu flot. 

*

Italienerne spørger om jeg vil med ned at bade. De springer hurtigt i. Jeg bliver stående ved kanten, siger at jeg aldrig rigtig er blevet god til at bade. Jeg må lære mig at synes om det. Jeg står på kanten, går nogle skridt tilbage, og tænker, at det bør ikke være noget at tænke over, det er så enkelt, det er sikkert koldt, men det bliver hurtigt dejligt, det er bare at springe i, hvorfor trække det ud, hvad er der egentlig at overveje. Vandet er mørkt. Jeg ved ikke hvor dybt der er. 

*

Jeg tænker på historier, som min mor har fortalt mig, fra da hun lå indlagt en sommer, da hun var 13-14 år. Der kom så mange unge drenge, så mange unge mænd, solbrune og flotte, men lamme, fordi de var sprunget i vandet uden at vide, hvor dybt der var. De var blevet lamme, de var stødt mod grunden med hovedet først, nakken, ryggen, nerverne, de var bristet, revet over, knækket og nu var de lamme. Så smukke og så unge. På et skilt står der, at der er otte meter dybt. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der kan jo være noget, skiltet kan være misvisende, jeg kan ikke se det. Det er jo vanvid at springe med hoved først ned i noget ugennemsigtigt. 

*

De råber, come on, it’s not that cold. Jeg går frem, og så tilbage, øver et slags tilløb, og springer så. Det er frygtelig koldt, men det er kun vand, intet andet, jeg svømmer hikstende og stakåndet, indtil jeg bliver nogenlunde følelsesløs. Da jeg kommer op er der vin, vi drikker et glas og ryger, solen går ned eller rejser mod vest, over byen, Langelinje og Kastellet og Gefionspringvandet og hvad det altsammen hedder. 

*

Forsinkelser XVIII

Jeg har tømmermænd og sidder i solen og sveder. Jeg læser og smører mig ind. Hunden ligger og troner i græsset som en mæt løve. Jeg løber nogle ærinder, jeg handler ind, bader, laver mad, jeg laver hele tiden mad, sætter i opvaskemaskinen og tager ud af opvaskemaskinen, spiser frokost i timevis, virker det til, måltiderne fylder så meget, jeg træner og tager et bad, jeg sætter mig ud i haven for at læse, for at få sol, jeg bliver skoldet, jeg smører mig ind og sveder. Mine dage: et glas vand, som jeg ligger og svulmer op i, som en rød vingummibamse.

*

Jeg lægger bøgerne, som jeg læser, rundt omkring i huset, i køkkenet, i stuen, i sofaen, og prøver at rode lidt med vilje. Jeg synes her er for ordentligt og prøver at falde til. Huset er meget stille efter klokken ti, vi spiser aftensmad sporadisk og ude af sync med hinanden, vi taler om løst og fast, vi spørger ind til hinandens dage, når vores måltider overlapper hinandens. Men uden at der gives tegn til det, afsluttes samtalerne meget pludseligt og folk forsvinder ind på deres værelser. 

*

Jeg har løbet alle mine ærinder i sidste uge, jeg har pakket ud, jeg har arrangeret bøgerne i hylderne, afleveret glemte bøger på bibliotekerne, meldt min flytning, alt er gjort nu, det praktiske, men jeg aner ikke hvad jeg skal tage mig til, hvor skal jeg tage hen, hvem skal jeg se? Jeg går en tur rundt på Refshaleøen, står på en mole og kigger over på byen, Marmorkirken og stilladset som er rejst ved siden af, som ligner en bizar støttekonstruktion, som dem hvorfra rumraketter affyres, jeg cykler ud til Teaterøen, ender i en blindgyde og vender om, jeg stiller cyklen og går en tur ud til vindmøllerne og forbi lystfiskerne, om aftenen cykler jeg ned på Christianshavn og tager en øl og ryger en cigaret på bar og forsøger at koncentrere mig om rollen.

*

Jeg modtager endelig en mail fra Biskops Arnö: jeg er blevet optaget til distancekurset. Det glæder mig helt vildt, jeg ville ikke ane hvad jeg lavede her, hvis ikke jeg var kommet ind. Nu ved jeg i hvertfald hvornår efteråret vil begynde. Hvor vidunderligt og fortryllende det er, det hele, at have en have, at gå ned og bade, at træne og læse, at komme i form.

*

Ræven står ude i haven og kigger på mig. Hønerne klukker og flakser hysterisk inde i buret. Den er større end jeg havde regnet med. Og det falder på plads, de har talt om Ræven, på sådan en måde, som man taler om Månen. Dét er Ræven. Der er ikke flere. Den er stor og uimponeret og kigger på mig, sænker hovedet lidt og lunter så forbi buret og de oprømte høns. 

*

Hvor pinligt det er at være til! Eller hvilken pine? Jeg har skrevet til alle og enhver, eller dem, som jeg tror der er i byen, men der er ingen svar. De fleste er flyttet væk, imens jeg har været borte. Jeg bør svare på en mail fra en ven i Norge, men det virker ikke lige så aktuelt nu, hvor jeg er tættere på Norge. Mindre akut. To venner er taget til Island med en ornitolog. De skulle tælle fugle i en uge, slappe af i en uge. De andre er vist i Sverige. Jeg bestiller en ny øl på en ny bar, hvor jeg endnu ikke er stødt på nogen som jeg kender, da en gammel ven sætter sig ved siden af mig. Jeg er lykkelig for at han er der, men jeg skammer mig, fordi jeg kunne aldrig finde på at skrive til ham. Vi er drevet bort fra hinanden i årevis. Bevidst og ubevidst. Vi taler om hvor længe siden det er, vi forsøger at indhente det forsømte, vi aftaler ikke at vi skal ses igen snart, vi tager afsked, uden at sige at der ikke må gå så længe igen til næste gang. Vi tager afsked, og jeg overvejer, om vi mon tænker det samme.

*

Jeg tror jeg har været deprimeret eller også bare udmattet. Måske bare trist. Mine jerntabletter virker ikke, men hele dage går med en følelse af at jeg har en tablet, sådan øverst i halsen, som om jeg ikke har slugt den ordentligt. Jeg læser nyheder hele tiden, jeg følger tallene som blusser op, tømmer batteriet på telefonen før middagstid og lader den op mindst to gange om dagen. Om eftermiddagen cykler jeg til Fælledparken, jeg skal testes, jeg stiller mig i køen for gående, en hjemmeværnsmand skælder en kvinde ud, som vil tage et billede, det er forbudt, se, der er skilte over det hele, se, både her og dér, han er irriterende og prædikende, overfuser hende, og hun skammer sig. Køen rykker fremad, med store mellemrum, og siden der ikke er nogen som kommer i bil, som skal testes, bliver jeg af en dragtklædt mand vinket ind i bilteltet. De scanner mit sygesikringskort, jeg rækker tungen ud – og bliver overrasket over at jeg skal række tunge – jeg siger ah, der skrabes i mandlerne og drøblen og det er kort og ubehageligt og så puttes vatpinden i en glasbeholder, som minder om dem vaniliestænger er i, de siger at resultatet vil komme om et par dage.

*

Min lillebror kommer på besøg, vi sætter os i haven og snakker, det er så dejligt at det endelig er lykkes. Vi drikker kaffe og spiser kage fra bageriet på den anden side af vejen. Han er ved at være færdig med sin film, som de har optaget i Hareskoven. Han er i tvivl om resultatet, men jeg tror han er glad for, at resultatet også er en slags masketab, han kan genkende sine mønstre. Jeg fortæller at det var derude, at jeg arbejdede som gartner sidste forår, og da valgene skulle afholdes, opstillede valgbokse og tog dem ned igen.

*

Det er en mærkværdig by fuld af ansigter, som jeg kan genkende, men ikke husker hvorfra eller hvorfor. Jeg cykler og cykler og har vænnet mig til, at styret og forhjulet trækker lidt til højre, men jeg kan ikke vænne mig til alle de her ansigter, alle de her bekendtskaber, venners venner, særlige ansigter fra et særligt nabolag, personer fra medierne, eller personer fra tidligere jobs, skoler. Jeg er fanget i en konstant følelse af at være uhøflig, af ikke at hilse, standse op og udrede vores bekendtskab, sig mig; kender vi ikke hinanden? – at undgå nogen med vilje.

*

Jeg cykler hjemad i mørke. Det er midnat og alle barer bliver lukket og byen fyldes af skrig og skrål, fuldstændig ublu ungdom. Det er charmerende og skræmmende på én gang. Det stilner af efter Nyhavn, tyste cyklister suser ned ad kyssebroens stejle bue, grupper af mennesker går hviskende af sted. Oven på operaens tag hviler en rødt oplyst røg og hvide projektører skyder kegler op i natten, en rest af en slags begivenhed, som måske lige er sluttet. Forbrændingen og skorstenens rødt blinkende lamper, de store gamle industribygninger, hallerne og de gamle militæranlæg, skibene, vindmøllerne, det er meget dramatisk at cykle mod det her landskab, i mørke, helt tyst, om natten. Det bliver spændende at se hvordan her er om vinteren, hvor tykt mørket bliver, hvor hård vinden mon vil være, hvor langt der vil føles ind til byen.

*

Jeg modtager en besked fra en ven i Malmö. Hun skriver tak for postkortet, og skriver at det virker til at være længe siden at jeg sendte det. Det blev sendt i december, inden jeg rejste tilbage til danmark i januar, og var tænkt som et julekort. Selvfølgelig har posten også været påvirket af foråret. Der har været få fly, som har fløjet over Atlanterhavet. Men hvor skørt og vildt, at det har taget et halvt år for postkortet at nå frem. Dem, som jeg sendte til Norge, kom frem i marts og april, tror jeg. Det samme med dem som skulle til Danmark. Det til Færøerne ved jeg ikke om er kommet frem endnu. Jeg sendte postkortene før juleaften, jeg rejste fra Mexico til Danmark i januar, jeg rejste tilbage til Mexico i februar, og kom tilbage til Danmark for en måned siden. Og postkortene når stadig frem. Gad vide hvor de har været i al den tid? Har de ligget gemt og glemt inde i Palacio Postal oppe ved Bellas Artes så længe?

*

Der er mistede opkald på min telefon, jeg ringer forgæves tilbage og efterlader mistede opkald på andres telefoner. Hos venner, mine brødre, min lillebror udsætter vores aftale. Der går dage sådan, vi får ikke fat på hinanden, det hele udsættes, vi aftaler at forsøge igen morgen, glemmer det, forsøger i overmorgen, starter forfra. Hvor pinligt, det er at leve, hvor svært det er at få fat på hinanden.

*