Forsinkelser XVIII

Jeg har tømmermænd og sidder i solen og sveder. Jeg læser og smører mig ind. Hunden ligger og troner i græsset som en mæt løve. Jeg løber nogle ærinder, jeg handler ind, bader, laver mad, jeg laver hele tiden mad, sætter i opvaskemaskinen og tager ud af opvaskemaskinen, spiser frokost i timevis, virker det til, måltiderne fylder så meget, jeg træner og tager et bad, jeg sætter mig ud i haven for at læse, for at få sol, jeg bliver skoldet, jeg smører mig ind og sveder. Mine dage: et glas vand, som jeg ligger og svulmer op i, som en rød vingummibamse.

*

Jeg lægger bøgerne, som jeg læser, rundt omkring i huset, i køkkenet, i stuen, i sofaen, og prøver at rode lidt med vilje. Jeg synes her er for ordentligt og prøver at falde til. Huset er meget stille efter klokken ti, vi spiser aftensmad sporadisk og ude af sync med hinanden, vi taler om løst og fast, vi spørger ind til hinandens dage, når vores måltider overlapper hinandens. Men uden at der gives tegn til det, afsluttes samtalerne meget pludseligt og folk forsvinder ind på deres værelser. 

*

Jeg har løbet alle mine ærinder i sidste uge, jeg har pakket ud, jeg har arrangeret bøgerne i hylderne, afleveret glemte bøger på bibliotekerne, meldt min flytning, alt er gjort nu, det praktiske, men jeg aner ikke hvad jeg skal tage mig til, hvor skal jeg tage hen, hvem skal jeg se? Jeg går en tur rundt på Refshaleøen, står på en mole og kigger over på byen, Marmorkirken og stilladset som er rejst ved siden af, som ligner en bizar støttekonstruktion, som dem hvorfra rumraketter affyres, jeg cykler ud til Teaterøen, ender i en blindgyde og vender om, jeg stiller cyklen og går en tur ud til vindmøllerne og forbi lystfiskerne, om aftenen cykler jeg ned på Christianshavn og tager en øl og ryger en cigaret på bar og forsøger at koncentrere mig om rollen.

*

Jeg modtager endelig en mail fra Biskops Arnö: jeg er blevet optaget til distancekurset. Det glæder mig helt vildt, jeg ville ikke ane hvad jeg lavede her, hvis ikke jeg var kommet ind. Nu ved jeg i hvertfald hvornår efteråret vil begynde. Hvor vidunderligt og fortryllende det er, det hele, at have en have, at gå ned og bade, at træne og læse, at komme i form.

*

Ræven står ude i haven og kigger på mig. Hønerne klukker og flakser hysterisk inde i buret. Den er større end jeg havde regnet med. Og det falder på plads, de har talt om Ræven, på sådan en måde, som man taler om Månen. Dét er Ræven. Der er ikke flere. Den er stor og uimponeret og kigger på mig, sænker hovedet lidt og lunter så forbi buret og de oprømte høns. 

*

Hvor pinligt det er at være til! Eller hvilken pine? Jeg har skrevet til alle og enhver, eller dem, som jeg tror der er i byen, men der er ingen svar. De fleste er flyttet væk, imens jeg har været borte. Jeg bør svare på en mail fra en ven i Norge, men det virker ikke lige så aktuelt nu, hvor jeg er tættere på Norge. Mindre akut. To venner er taget til Island med en ornitolog. De skulle tælle fugle i en uge, slappe af i en uge. De andre er vist i Sverige. Jeg bestiller en ny øl på en ny bar, hvor jeg endnu ikke er stødt på nogen som jeg kender, da en gammel ven sætter sig ved siden af mig. Jeg er lykkelig for at han er der, men jeg skammer mig, fordi jeg kunne aldrig finde på at skrive til ham. Vi er drevet bort fra hinanden i årevis. Bevidst og ubevidst. Vi taler om hvor længe siden det er, vi forsøger at indhente det forsømte, vi aftaler ikke at vi skal ses igen snart, vi tager afsked, uden at sige at der ikke må gå så længe igen til næste gang. Vi tager afsked, og jeg overvejer, om vi mon tænker det samme.

*

Jeg tror jeg har været deprimeret eller også bare udmattet. Måske bare trist. Mine jerntabletter virker ikke, men hele dage går med en følelse af at jeg har en tablet, sådan øverst i halsen, som om jeg ikke har slugt den ordentligt. Jeg læser nyheder hele tiden, jeg følger tallene som blusser op, tømmer batteriet på telefonen før middagstid og lader den op mindst to gange om dagen. Om eftermiddagen cykler jeg til Fælledparken, jeg skal testes, jeg stiller mig i køen for gående, en hjemmeværnsmand skælder en kvinde ud, som vil tage et billede, det er forbudt, se, der er skilte over det hele, se, både her og dér, han er irriterende og prædikende, overfuser hende, og hun skammer sig. Køen rykker fremad, med store mellemrum, og siden der ikke er nogen som kommer i bil, som skal testes, bliver jeg af en dragtklædt mand vinket ind i bilteltet. De scanner mit sygesikringskort, jeg rækker tungen ud – og bliver overrasket over at jeg skal række tunge – jeg siger ah, der skrabes i mandlerne og drøblen og det er kort og ubehageligt og så puttes vatpinden i en glasbeholder, som minder om dem vaniliestænger er i, de siger at resultatet vil komme om et par dage.

*

Min lillebror kommer på besøg, vi sætter os i haven og snakker, det er så dejligt at det endelig er lykkes. Vi drikker kaffe og spiser kage fra bageriet på den anden side af vejen. Han er ved at være færdig med sin film, som de har optaget i Hareskoven. Han er i tvivl om resultatet, men jeg tror han er glad for, at resultatet også er en slags masketab, han kan genkende sine mønstre. Jeg fortæller at det var derude, at jeg arbejdede som gartner sidste forår, og da valgene skulle afholdes, opstillede valgbokse og tog dem ned igen.

*

Det er en mærkværdig by fuld af ansigter, som jeg kan genkende, men ikke husker hvorfra eller hvorfor. Jeg cykler og cykler og har vænnet mig til, at styret og forhjulet trækker lidt til højre, men jeg kan ikke vænne mig til alle de her ansigter, alle de her bekendtskaber, venners venner, særlige ansigter fra et særligt nabolag, personer fra medierne, eller personer fra tidligere jobs, skoler. Jeg er fanget i en konstant følelse af at være uhøflig, af ikke at hilse, standse op og udrede vores bekendtskab, sig mig; kender vi ikke hinanden? – at undgå nogen med vilje.

*

Jeg cykler hjemad i mørke. Det er midnat og alle barer bliver lukket og byen fyldes af skrig og skrål, fuldstændig ublu ungdom. Det er charmerende og skræmmende på én gang. Det stilner af efter Nyhavn, tyste cyklister suser ned ad kyssebroens stejle bue, grupper af mennesker går hviskende af sted. Oven på operaens tag hviler en rødt oplyst røg og hvide projektører skyder kegler op i natten, en rest af en slags begivenhed, som måske lige er sluttet. Forbrændingen og skorstenens rødt blinkende lamper, de store gamle industribygninger, hallerne og de gamle militæranlæg, skibene, vindmøllerne, det er meget dramatisk at cykle mod det her landskab, i mørke, helt tyst, om natten. Det bliver spændende at se hvordan her er om vinteren, hvor tykt mørket bliver, hvor hård vinden mon vil være, hvor langt der vil føles ind til byen.

*

Jeg modtager en besked fra en ven i Malmö. Hun skriver tak for postkortet, og skriver at det virker til at være længe siden at jeg sendte det. Det blev sendt i december, inden jeg rejste tilbage til danmark i januar, og var tænkt som et julekort. Selvfølgelig har posten også været påvirket af foråret. Der har været få fly, som har fløjet over Atlanterhavet. Men hvor skørt og vildt, at det har taget et halvt år for postkortet at nå frem. Dem, som jeg sendte til Norge, kom frem i marts og april, tror jeg. Det samme med dem som skulle til Danmark. Det til Færøerne ved jeg ikke om er kommet frem endnu. Jeg sendte postkortene før juleaften, jeg rejste fra Mexico til Danmark i januar, jeg rejste tilbage til Mexico i februar, og kom tilbage til Danmark for en måned siden. Og postkortene når stadig frem. Gad vide hvor de har været i al den tid? Har de ligget gemt og glemt inde i Palacio Postal oppe ved Bellas Artes så længe?

*

Der er mistede opkald på min telefon, jeg ringer forgæves tilbage og efterlader mistede opkald på andres telefoner. Hos venner, mine brødre, min lillebror udsætter vores aftale. Der går dage sådan, vi får ikke fat på hinanden, det hele udsættes, vi aftaler at forsøge igen morgen, glemmer det, forsøger i overmorgen, starter forfra. Hvor pinligt, det er at leve, hvor svært det er at få fat på hinanden.

*