Forsinkelser XX

Det er d. tre-og-tyvende juni, det er Skt Hans aften, min fars fødselsdag. Klokken er lige blevet ni. De andre er taget hjemmefra og jeg sidder ude i haven, på en stol som jeg har placeret midt på græsplænen. Nogle bier kravler i nogle hvide blomsterhoveder. Græsset er højt og trænger til at blive slået. Jeg er den sidst tilkomne, så jeg vil lade nogle af de andre om at træffe den beslutning. Hønerne klukker i indhegningen. Jeg bør lukke dem ud nu, og give dem vand, som Marie mindede mig om. Det er min fars fødselsdag tænker jeg igen, og nu når tanken mig rigtigt. Jeg skriver til ham og ønsker ham tillykke, at jeg helt havde glemt det igår, da vi talte i telefonen. Han svarer usædvanlig hurtigt, takk fyri tað góði. Hvem skulle have troet at det var muligt at skrive en bog og komme tættere på sin familie.

*

På vandhanen hænger en seddel, hvor der med blå sprittusch står, at vi ikke har noget vand, men at der er fyldte vandflasker i køleskabet til kaffen. På nettet læser jeg, at nogle rør er sprunget læk på Christianshavn, nede ved Knippelsbro. De kan ikke sige, hvornår skaderne vil være udredt. Jeg tager en flaske vand i køleskabet og går ud til hønsene, lukker dem ud og hælder vand i deres vandbeholder. Jeg kaster dem et par håndfulde foder og hønsene piler efter det, der det lander. Den ene bliver kaldt Houdini, men hedder vist noget andet. Den anden kan jeg ikke huske hvad hedder. Houdini er rød. Den anden er sort og askegrå. De har været fire, men ræven har taget to af dem.

*

En time mere går med at læse i solen, som virkelig bager på mine skuldre og arme. Strålerne stikker og jeg smører mig ind i solcreme og vender mig for at se på mit spejlbillede i stuevinduet. Jeg vrider mig lidt, drejer overkroppen til den ene og til den anden side, læner mig forover og tilbage mod stoleryggen, imens solen lægger sig glinsende over mine muskler i slyngende baner, strøg. Jeg løfter armene over hovedet, og er glad for hvad jeg ser. Jeg er blevet smuk og stærk. Mine arme er store og stærke, mine skulderblade er fulde af muskuløse buler, mine mavemuskler er stærke og markerede. Jeg kan næsten ikke genkende mig selv. 

*

Jeg læser Sagans Bonjour Tristesse, om farens affærer som smuldrer i solen, saltvandet og sandet i Céciles hænder, på hendes læber, stakkels Cyril, stakkels Anne. Den er vidunderlig. Klokken ti rejser jeg mig for at træne i en halv time. Jeg ruller måtten ud i stuen, sætter musik på og begynder mine øvelser. Jeg hører Bad Bunny og J Balvin. Balvin udtalt Balbin. Jeg hører en masse regatton, og lidt folkemusik, imens jeg laver hele rutinen, en blanding af yoga og strækøvelser, af kung-fu, af standardøvelser fra skolens idrætstimer, i bare boksershorts. Bagefter ruller jeg måtten sammen og gemmer den under sengen på værelset. I skabet inde på kontoret tager jeg et rent håndklæde, på toilettet skifter jeg til badeshorts, så går jeg ned til havnebadet, smider t-shirten og går hen til kanten, og jeg tænker mig ikke længe om, der er ingenting at vurdere, før jeg springer i med hovedet først. Det er koldere end i går, men det er skønt. Jeg svømmer fire baner bryst og to crawl og så er jeg udmattet. Da jeg lukker mig ind i huset igen er vandet kommet tilbage.

*

De andre tager på arbejde hver dag mellem halv-ni og ni, og så er jeg alene i huset, og for at tiden ikke mere skal løbe ud mellem fingrene på mig, har jeg lavet mig et skema, som jeg følger og som jeg er meget tilfreds med. Klokken syv ringer vækkeuret. Fra syv til otte spiser jeg morgenmad, drikker kaffe, ryger min første cigaret, som jeg glæder mig ustyrligt til, jeg bladrer i avisen, men må ikke se på telefonen. Fra otte til ti skal jeg skrive eller læse. Fra ti til elleve skal jeg træne og eller bade og tage et brusebad, klæde mig på til dagen, sådanne ting. Fra elleve til tolv skal jeg læse. Fra tolv til et spiser jeg frokost, læser avis, tjekker mails, læser nyheder på nettet, spiller skak på min telefon. Fra et til tre læser eller skriver jeg, men nu ude i byen et sted, på cafeer eller i parker eller når de igen åbner for andet end ind- og udlån, bibliotekerne. Fra tre til fem løber jeg ærinder, handler ind, har lidt mere fri. Klokken seks spiser jeg aftensmad. Mellem syv og otte bader jeg igen eller for første gang – da er der ikke længere så mange mennesker i havnebadet, og solen står flot og lavt lige ind i renden mellem betonmolerne, hvor havnebadet ligger. 

*

Jeg har læst som en gal i mange dage: Sagan, Larsson, Lispector, Brøgger, Frost, Myles, Boyer, Celan, Hassan, Hødnebø, og Hødnebøs gendigtning af Dickinsson Skitne lille hjerte. Jeg læser i endnu en time, og tænker på form. Jeg er imponeret af formen i Sagan’s Bonjour Tristesse og Lispector’s Stjernens Time, af alt det jeg læser, jeg er imponeret og inspireret. Det er som om de er skrevet i et klarsyn, men fra et sted, hvor tiden som er gået er blevet kondenseret til noget konkret, en slags tydelig erfaring lægger sig over enhver sætning, ethvert ord, billede. Sagan og Lispector skriver i datid, de har en klar og tydelig fortæller, som beretter. Jeg skriver i nutid, og føler at jeg famler, er nærsynet, skriver midt i erfaringen, er som et barn der lærer at gå, hver sætning er som hvert skridt barnet tager, jeg vakler og genfinder balancen overrasket over at der bliver ved med at være fast grund under fødderne.

*

En kollega hviskede en gang til mig – så at eleven, hvis projekt vi lige havde diskuteret (og som jeg havde elsket) ikke skulle høre det – at hun havde i sin tid haft en professor som havde sagt, at symmetri var æstetik for de dovne. Jeg synes det var et latterligt synspunkt, men jeg vidste slet ikke hvor jeg skulle begynde.

*

Klokken et cykler jeg til Vesterbro for at sætte mig på Bang. Hende den amerikanske, som lige er blevet skilt og som nu har sit styr med sin danske opholdstilladelse, sidder i trappen og hilser på mig, på en lidt usikker måde. Bagefter, da hun står bag bardisken og tager imod min bestilling, er usikkerheden borte. Hun spørger om ikke jeg er Karls ven. I’ve forgotten your name, siger hun. Jeg siger Rúni, og hun siger sit, men jeg glemmer det med det samme. 

*

Mytologi og sagn. (Theseus og Ariadne, Sælekvinden, Tangtrolden)

Erindring og hukommelse. (Uddrag og scener fra bogen – det er vigtigt at være konkret nogengange)

Perception og et billedes opbygning. (B. Siegert, centralperspektivet, kulturelle teknikker)

Landskab og økonomi. (Navigation og kolonialisme – rejseprosa?)

Jeg sidder og skriver stikord ned og prøver at strukturere et oplæg, som jeg er blevet bedt om at holde på Kunsten i Aalborg i forbindelse med en udstillingsåbning med titlen Landskaber eller Landscapes. Jeg skal læse op fra Bølger over det høje græs, og bagefter tale om hvilken rolle landskabet spiller i bogen. Jeg vil gerne genfortælle sagnet om Sælekvinden i sin helhed. Jeg vil gerne tale om hukommelse og erindring som knyttet til landskabet, farens hukommelse er strøet omkring i hans omgivelser, men også sorg, glæde, hele følelsesspektret er der også. Landskabet og faren indgår i en økologi, de plejer hinanden, giver og tager fra hinanden uden at man kan adskille dem sådan. 

Mest af alt vil jeg tale om mellemgrunden, som næsten ikke er til at finde i det færøske landskab. I dramatiske geografier, som den færøske, man står så alene foran naturen, den forbliver så stor hele tiden. Mellemgrunden er en bro, som gør det muligt at forbinde forgrunden til baggrunden. Man kan gå fra forgrunden og ud til baggrunden. Tænk på japansk havekunst, det lille landskab, det lille bjerg, det fine sand som er revet i smukke mønstre, foran dine fødder, og mod horisonten, eller mod himlen, bjerget, det store landskab. Uden mellemgrunden bliver afstanden til omgivelserne en afgrund.

Jeg tilføjer i mine noter, at mellemstore og store byer er ren og skær mellemgrund uden at vide helt, hvad jeg mener. Jeg trives i hvertfald bedst i byer, måske er der noget med det sociale som findes inde i mellemgrunden, på den bro, som jeg forstår den som.

*

Når man først hiver en forklaringsmodel frem som er tredelt, så er det let at kludre det hele til med andre tredelte forklaringsmodeller. Jeg prøver at minde mig selv om, at stenbruddene var afgørende i bogen, at de er de- eller irregulerede områder af landskabet. At det handler om forskellige deltagelser i landskabet, et episk landskab, en patetisk stemmen, bønderne og fiskerne, maskiner og kapital, at det også er et spørgsmål om alder, om idealisering og romantisering, heroisering, pastoraler, Lebbeus Wood’s Free Spaces i Berlin osv. Det bliver klart for mig, at jeg bliver nødt til at være mere præcis, oplægget inklusiv oplæsning er sat til at vare en time.

*

Op ad Danneskiold Samsøes Allé bliver cyklisterne og de gående til en mængde, eller en folkevandring. København er på udflugt. Køen til Noma er uendelig. I voldene laves der yoga på surfbræt. Fra en af husbådene spiller Black Sabbaths Paranoid, en tømmerflåde med bar og tilbud om kolde gintonics ser ud til snart at kæntre af alle de badende som hviler på tømmerflådens kant, imens de venter på at slukke deres tørst. Bjarke Ingels kommer løbende i sort joggingtøj, svedende og gumpetung, som en midaldrende familiefar. Biler gasser op, ladcykler skærer ind over, højtalere, ringeklokker, busser, løbehjul, solbrune blonde piger, stærke tatoverede drenge. Hele København er på vej ud på Refshaleøens streetfood, skatepark, havnebade, bungy jump, bouldering, forbrændingens klatrevæg, sneløjpen (!). Hvilket tivoli! Hvilket cirkus! Hvilket vanvid jeg er flyttet tilbage til.

*

Zeno og Clau står og friterer auberginerne, som har ligget i salt hele natten, da jeg kommer ind i køkkenet. Det er til i morgen, vi har fællesspisning en gang hver anden uge. Jeg går ud i haven, vender stolen rundt og sætter mig i solen. Jeg har ikke mærket min telefon vibrere, men der er tre-og-halvtreds nye beskeder i whatsapp-gruppen. Den sidste er fra Nico: Yo no escuché una puta alarma. Jeg svarer med et hjerte, griner jajaja, og imens jeg scroller op igennem samtalen, går det langsomt op for mig, at alarma ikke er et vækkeur, eller nogen som har ringet på døren, der er slet ingen dørklokke på Bajio 53, det går op for mig at det er jordskælvs-alarma. Den uhyggelige skurrende alarm, som jeg husker så godt fra den ene gang, jeg har hørt den! Jeg scroller op og ned i deres samtale, Rochi, Celle, Nico, de skriver med hinanden, jeg forstår næsten ingenting: Fue re fuerte eh, noget med gulvet, piso, noget med vertigo, loca, horrible, men så er der en, som jeg forstår, Todos bien, si yo tambien. Alt er godt, ja, også mig. Jeg skriver og spørger om der har været jordskælv. Nico svarer, ja, huset dansede Rock’n’Roll her til morgen. 

*

Vi skriver frem og tilbage i en time. Jeg har savnet dem så frygteligt, det er en måned siden ca. at jeg rejste fra dem, at Nico kørte mig til lufthavnen i lejebilen, og jeg gik rundt i den næsten fuldstændig rømmede lufthavn med maske på. På en måned er de forsvundet –  måske endda i to, jeg begyndte at fjerne mig, sive bort længe før min afrejsedato, i forberedelser og forestillinger om det som skulle ske, når jeg vendte tilbage – de er aftaget i kraft, deres ansigter, deres grin, fortonet sig bort til det her abstrakte savn. Rochi skriver at hun og Emi er flyttet ind i deres nye lejlighed. Jeg sender billeder af det gule rækkehus, af hønsene, haven. Jeg skriver at jeg savner dem. Celle svarer at de savner mig. Rochi siger at hun skriver på sin roman, at deres nye lejlighed er god at skrive i. Hun spørger om det er godt at skrive i mit nye hjem. Jeg lyver og siger ja, selv om jeg ikke har skrevet siden jeg flyttede ind. 

*

Det er Skt. Hans aften. Jeg ved ikke om der er bål nogen steder, men naboen holder fest. De andre vil ned at bade ved Lynetten, få frituren af sig, og fordi at der altid er færre mennesker dér. Jeg ryster på hovedet, men er glad for at de spørger. Jeg vil vente lidt og så gå ned til havnebadet i stedet. Det har jeg vænnet mig til. Jeg går først, når de er tilbage. Jeg springer i og svømmer et par baner. Jeg tørrer mig og sætter mig i den lave sol og ryger en cigaret. 

Spørgsmålene har ændret sig utrolig meget. Afstanden til Mexico er forsvundet med jordskælvet. Jeg kan ikke forstå hvad der er sket på de sidste par måneder. 

Jeg kan slet ikke formulere spørgsmålene. Jeg er bange for dem og hvilke konsekvenser de kan have. I stedet for gentager jeg de samme gamle spørgsmål, dem jeg stillede mig selv for næsten fire måneder siden:

    Hvad er vigtigt at bruge tiden på. 

    Hvilke mennesker kan jeg ikke leve uden,    

    hvem ønsker jeg tæt på mig, hvem er det    

    bedst at jeg har lidt afstand til?

*