Forsinkelser XIX

De står tydeligt frem for mig igen, deres ansigter, deres grin, livet på taget, dansen og skænderierne, de døsige dage, de smukke solnedgange.

*

Mellemtid og mellemgrund

Jeg sidder igen og overvejer, hvordan oplægget skal struktureres. Det er d. fem-og-tyvende juni, det er bagende varmt på Bang, sved perler ned af ryggen, ned ad halsen, jeg nyser og går på toilettet for at puste næse, og der kommer blod med. Jeg har mærket det hele morgenen, men undladt at tænke på det, min venstre næsebor er tæt, jeg puster mere og der kommer mere blod ud, røde tråde i et ellers vådt gennemsigtigt snot. Jeg troede at det skulle være ovre nu. Det er længe siden.

*

Jeg tænker på afstanden til Mexico igen og hvordan retningerne er så paradoksale: afstanden forøges, pludselig er den borte igen, og uden at man ved det, så er den der igen. Hvad er der sket de sidste to måneder: jeg holdt op med at skrive. Jeg beslutter mig for at skrive tilbage. Kronologi og linearitet interesserer mig. Jeg er interesseret i nærvær og fravær, afstande og intimitet. 

*

Jeg læser det, som jeg skrev, det om at mellemgrunden er en bro, den anden dag, og er meget tilfreds med det. Jeg tror der er noget dér. Og det om symmetri, det som min kollega fortalte, at det var æstetik for de dovne. I så fald vil jeg være doven. Jeg vil vende det her om, og skrive mig tilbage, bevidst forvirre mig selv tidsligt undervejs, med hvad der er læsningens retning og hvad der er retningen for det at skrive, at skrive frem og huske tilbage.

*

Når jeg hører folk bruge begrebet lysår om tid, bliver jeg urimeligt sur, og tænker: folk er idioter, allesammen er idioter, et lysår er en metrisk afstand, det er ikke en tidsenhed. Nu er jeg måske i gang med noget tilsvarende. Jeg skriver fra i morgen om i går, jeg vil forsøge at gå tilbage, at skrive det frem, være et barn, som vaklende lærer at gå. Jeg skriver en bro, som er et forsøg på at rejse tilbage i tid, for at lukke afgrunden som er opstået uden at jeg har set den opstå. Jeg er meget tilfreds med at jeg skrev en spejlingsscene i forgårs, et spejlbillede, hvor jeg ikke kunne genkende mig selv. Der hvor symmetrien begynder, men hvor spejlbilledet ikke er helt det samme.

*

En dansk forfatter udtaler sig i en avis, at når man lægger en bog fra sig, før den er færdig, så er det som at afbryde nogen, som er midt i at tale. Jeg tænker på hvad det er sker, når jeg holder op med at skrive. En anden dansk forfatter udtaler sig i en radioudsendelse, at det jævne ikke er godt nok. Det skal sitre. Der skal være vulkaner i mellemgulvet. En anden dansk forfatter sidder en aften i tv-studiet og fortæller om hans ophold på et meditationskursus i Sverige – en slags meditationens ironman, ti dage med total stilhed, ingen snak, ingen samtale, ingen tegngivning på nogen som helst vis. Den danske forfatter er i studiet for at berette om den bog, som han efterfølgende har skrevet(!). Jeg bliver irritabel, men ved ikke om det er jalousi eller selvretfærdighed. Men denne by, der er så meget støj, så mange udtalelser, så meget usammenhængende vås og positionering, så meget som jeg har savnet, men måske løj jeg for mig selv, da jeg sagde at det var for let at leve et sted, hvor jeg ikke forstod sproget, der blev talt: at det var derfor, at jeg ville tilbage hertil, at det er nødvendigt at være omgivet af det samme sprog, som man skriver på.

*

Karl kommer forbi Bang. Han har været ude i solen hele dagen, badet, slappet af, nydt sin dag. Han har ikke vagt, men bemærker planterne som hænger i vindueskarmen, siger Oj! og henter vand for at vande dem. Vi taler om løst og fast, at jeg har fået svar om, at jeg ikke har corona, om altanerne i hans lejlighed, generalforsamling og en beslutning om at de ikke må benytte altanerne efter ni om aftenen på grund af støj, vi griner og ryster på hovedet, ingen aner hvad fanden de har gang i, vi taler om sommerhusplaner, Gotland, Stockholm, hvordan sommeren skal bruges bedst. 

*

Jeg cykler ad Istedgade ned til Halmtorvet, jeg cykler forbi DGI-byen til Nationalmuseet, trasker forbi Thorvaldsens og jeg drejer af før Børsen, cykler ned forbi Nationalbanken, bestiger kyssebroen, glædes over brisen, som er så salt, og som lægger sig over sveden – ti-tyve-tredive både er at se, goboats, og store luxusbåde, musik og champagne, bryggerne er spættede til med solbadende fulde, alle er tyve år i den her by, alle er så så unge og alle har penge og båd  – ved den næste bro får jeg støv i øjnene, det står op fra arbejdet i Papirøen. Papirøen er egentlig borte. I øens sted er der nu et hul ned i kanalen, en stålindhegnet firkant hvor maskiner er i færd med at udgrave og planere. Det ser besynderligt ud, dette hul ned i kanalen, og minder mig om World Trade Center 9/11 memorial, de to fodaftryk efter tårnene, hvor vandet falder ned i de her to firkantede og dybe huller og driver ind mod et sort hul i midten. Det er så dramatisk. Der er klippet et firkantet hul i vandet. Kort efter passerer en gul cykel mig, det er min lillebror, han er i cykelhjelm, det glæder mig, at han er begyndt at bruge cykelhjelm, jeg vender mig på cyklen og vinker og kalder Thomas! Men han har hverken set eller hørt mig. 

*