Guldfeber og Choropampas nadver

Receptionisten ringer og fortæller at min chauffør er kommet. Han er, som forventet, kommet for tidligt. Klokken er kun kvart i ni. Det er lørdag d. syttende december. Om en uge er det juleaften. 

En række misteltener er kommet op under natten. Foran hver evig eneste dør –  jeg tror ikke de har været åbnede i ugevis – hænger der en mistelten. Jeg har stadig til gode at høre den mindste lyd undslippe de sorte gab mellem gulvfliserne og de alt for korte dørblade. Når jeg ser nyheder inde på mit værelse skruer jeg helt ned for lyden. Jeg synes det er ubehageligt at vide, at alle lyde udgår fra mig. Og at de alle for lov til at forblive ubesvarede, de ebber ud uimodsagt.

Da jeg kommer ned ad trappen, står min chauffør i en stille samtale med receptionisten. Også her er der kommet misteltener og flere blinkende lyskæder op på væggene og under loftet siden igår. "Buenas dias," siger han lavmælt og retter sig op. "Buenas dias," svarer jeg. "¿Y hoy... nos vamos a Choropampa?" spørger han. "Si, Choropampa hoy, si" svarer jeg. Jeg smiler til receptionisten og siger "nos vemos," idet vi går.

Vi følger 8'eren ud af byen, mod syd og siden gradvist mod vest, som al anden trafik, der skal ned fra Andesbjergene og ud mod kysten. Ud til Trujillo. Og senere langs kysten mod Lima. Turen til Choropampa vil vare næsten to timer. Efter et kvarter begynder regnen. Det står ned. Vandet skyller forbi os i vejsiden. Han tænder for viskerne. Foran os trækker en lastbil et orange mudder efter sig. Min chauffør og jeg sidder tavse omsluttet af denne lyd af silende regn. Han i egne tanker og koncentreret om sin kørsel. Og jeg lidt fjern på bagsædet, med blikket rettet ud på Cajamarcas aftagende virksomhed.

På vejens øvre side; indkørsler ind i vældige stenbrud i bjergsiden og lastbiler i færd med at blive læsset af gravkøer. 

Oppe i ladene; arbejdsmænd i orange mudder til livet i færd med at dække lasten til med pressenninger, som om det var børn, de puttede. 

Mellem de spredte stenbrud; stenhuggere, rørlæggere, udlejning af maskiner til anlægsarbejde, en losseplads, i et vejsving en mand der stiller slanke, afbarkede træstammer ind mod en hær af allerede opretstående træstammer. 

På vejens nedre side; små blikskure, vinduesløse gasbetonshuse, en vejside-bod, løse hunde, høns, en pattegris, og nogen som ser op på de mørke skyer og stiller en kost fra sig, børn med spande og nu og da i de sorte døråbninger et ældre menneske som kommer sløret, skyggeagtigt til syne, for at betragte nedbøren, og vil jeg tro, den ro, den lader alting gennemvæde med. 

Bag husene, nede i dalens opdyrkede jord; foroverbøjede kroppe i røde og hvide bluser. 

Er det kartofler, som de sætter ned, spørger jeg. Han ser op i bakspejlet, blinker med øjnene som en træt kat. "Mais," svarer han. "Mais," gentager jeg. "¿De verdad, es Mais?"

Uden at jeg har lagt mærke til det, har vi passeret højdepasset og er begyndt at køre ned ad. De sidste orange og sandede spor af Cajamarca forsvandt med ordet Mais. Alt omkring os er imidlertid blevet blåligt, diset. Regnen er holdt op. Trafikken er mindsket. Og vi kører ind i det ene sving efter det andet ned gennem et blødt og blådiset landskab. De samme fjerlignende dampe stiger også her op fra skovbunden, op af den nåleskovsdyne, som denne del af Andesbjergene er dækket af.

Det ene langtrukne slalomsving tager det næste. Den våde asfalt forsvinder ind under bilens mave. Agavekaktussernes blade vokser og skærer sig rundt om nye zink-autoværn. Der er ingen afkørsler. De blå bjerge er uendelige, og forsvinder ud i horisonten, hvor det er umuligt at forestille sig at noget nogensinde skulle kunne slutte. At bjergene nogensinde skal flade ud, at der skal findes en slags bund, en dal, et sted, hvor terrænnets stejle fald stilner af. Efter en halv times nedkørsel, spørger han, om vi skal holde ind til siden. Han har fået øje på en vejside-kirkegård foran os. "Si, por fa," siger jeg. 

Han holder ind til siden og slukker bilen. Vi står ud og omsluttes af en utrolig fred. Bildørenes hule klonk sluges af de uendelige nåletræer, som stiger og falder til alle sider som et skrånende hav. Vi går hen til kirkegårdens indgang. To ens engle-statuetter, lidt gråligt patinerede og mossede, står med løftet hånd på hver sin side af en sort port. Den er aflåst, en kæde holdes sammen af en rusten hængelås på størrelse med en næve. Vi stiller os foran porten og kigger ind. Gruset knaser under vores sko. Han trækker vejret dybt. "Muchas gracias," siger jeg uden at tage blikket fra nogle tilgroede grave, og forsøger at forklare, hvor meget jeg holder af at besøge kirkegårde, når jeg er ude at rejse. Han nikker. Jeg er i tvivl, om jeg har sagt det før. Om jeg allerede har talt rigeligt om mine lugares melancólicos, mine melankolske pladser, på et dårligt spansk. Jeg er glad og taknemmelig for at vi holder pause her. At han godt vidste, at det her var et sted for mig. 

Stenene står med ryggen til porten. Navne og årstal på de døde vender ud mod landskabet, og skjult for os og alle andre uvedkommende, som kommer forbi. Der er vindstille. Freden er uvirkelig, indtil suset fra en bil kommer rullende mod os oppefra. Jeg vender mig om at ser en hvid lastbil komme ned mod os. Chaufføren løfter langsomt hånden fra rattet til hilsen, og fortrækker ikke en mine da jeg kaster med nakken. Den sprøde, lidt kolde lyd af de mange dæk mod asfalten bevæger sig gennem svinget giver mig gåsehud. 

Jeg træder et par skridt tilbage og tænder en smøg. Min chauffør står og betragter bjergene. Vi bliver enige om at de er overvældende. Jeg byder ham en smøg og rækker ham lighteren, men han misforstår. Han tror at jeg også vil tænde den for ham. Og så må man jo. Jeg forsøger flere gange uden held. Sådan står vi lidt uden at få ild i hans smøg. Jeg smiler undskyldende. Han kommer til at le. Jeg prøver igen, men kommer til at tænke på, at han måske kun ryger for min skyld. At han ikke har villet sige nej, ikke har turdet. Måske er det i virkeligheden bare en ekstra ydmygelse for ham at skulle stå med smøgen og stritte og vente på at jeg skal få den tændt. Som om det skulle skjule det faktum, at jeg har hyret ham for dagen. Jeg giver op og rækker ham lighteren. Han tænder den i første forsøg og rækker mig lighteren tilbage. Han tager et par betænksomme skridt og tager heldigvis også et par meget dybe og øvede og ligesom lettede indhaleringer. Imens han stirrer ned i jorden, puster han langsomt røgen ud af næsen. Jeg går også lidt frem og tilbage. En ny lastbil nærmer sig med det samme sus, som sendes i forvejen. Da den har passeret, sætter vi os ind og kører videre. 

Landskabets fald mildner. Vi forlader den tætte skov. Vejens mange svinge bliver færre. Smalle marker og lodder løber op og ned fra spredte huse. Vi kører ind i San Juan, en lille landsby fuld af farver. En frodig græsgrøn lysning i det blå hav. Huse i stærke farver, skilte, reklamegavle, mennesker i vejkanten, planter i potter langs murene, bønder i den røde bluse og den høje hvide cowboyhat, mødre med små børn i slynger, arbejdsmænd i beskidte bukser og kasket, børn i syntetiske fodbold-trøjer, som tålmodigt venter på at vi har passeret, så de igen kan løbe ud på vejen og genoptage deres leg. 

Vi nærmer os langsomt Choropampa. Det er efterhånden halvanden time siden, vi forlod Cajamarca. Den lille gennemfarts-landsby kunne ligge efter det næste sving, bag næste bakke, i skjul bag næste lille højdedrag. Jeg ser mere og mere ud af forruden. Fokuserer på vejens tilstand. Vurderer dens bredde. Bemærker dens sving. Deres skarphed. Om man kan skære dem af. Om man ville. Og tænker på, hvor hurtigt mon man vil tage dem, hvis man sad bag rattet i en lastbil med åbent lad. Jeg kigger på min chaufførs ben, for at se hvordan han trykker og slipper speederen, og kobler i og ud og bremser, om hvor ofte han undervurderer svingene, eller overvurderer sig selv, og må bremse hårdt op. Jeg bliver nødt til at tage fra med armen mod sædet foran mig. 

Hvor meget skal der til for at en tønde med kviksølv kommer ud af balance? Skal der bare et enkelt sving til og så vælter den. Eller er det mange små sving, som får den til at vugge? Er det en akkumulation af en uendelig række små rystelser, bump, vejsving, accelerationer og opbremsninger, helt fra Yanacocha-minen og hertil, som sætter det flydende indhold i bevægelse. Bølger, som før eller siden får tønderne til at tippe over. Stod tønderne og vuggede her, hvor vi nu kører. Indholdet skvulpede måske fra side til side allerede, ved den bakke, vi lige har lagt bag os, og på den følgende korte flade strækning faldt tønderne måske til ro. Men sølvet indeni er så levende og let. Det er sat i bevægelse, det bølger, den allermindste ujævnhed foran os får tøndernes vuggen til at genopstå. De vugger frem og tilbage, de vugger og vælter.

Lastbilerne er i årevis kommet rundt i det knappe højresving, der leder ind i Choropampas hovedgade - den karakteristisk lange, lige hovedgade, som synker sammen på midten, som et sjippetov, der det svirpende rammer asfalten. Før eller siden ville det gå galt. Før eller siden ville indbyggere få lov til at se, hvad der gemte sig i en af de tusindvis af lastbiler, som hvert år passerer gennem deres landsby. De har passeret siden i starten af halvfemserne. Da vi kommer rundt i svinget, og jeg ser hovedgadens grå løber, og lader øjnene følge den mod, hvad der ligner en pludselig kant, en plankes afslutning, slår det mig. Tønderne med de hundrede og en-og-halvtreds kilo kviksølv, som faldt af lastbilens åbne lad d. 02. juni, 2000, kan umuligt være de eneste. De kan hverken være de eneste eller de første tønder, som er faldet af. Der må være flere, mange flere. 

I fugleflugt er der 35 kilometer fra Minera Yanacocha til Choropampa. I en personbil tager det knap tre timer. Med bil er der 100 kilometer bjergvej som skal tilbagelægges. Og vejen falder med næsten tusind meter fra minen ned til Cajamarca. Derfra stiger og falder den to gange mere med tusind meter, før den når frem til Choropampa. Der er hundredevis af sving, der er hundredevis af bump og huller i vejen, hundredevis af overhalinger og opbremsninger. Hver dag. I mere end tredive år. Kviksølvet som falder af i Choropampa i 2000 kan ikke være det eneste, som er faldet af. Det kan være det eneste, som er opdaget, og som er blevet offentligt kendt, men det er ikke det eneste.

Choropampa ligner enhver anden sydamerikansk gennemfarts-landsby med 7-800 indbyggere. På hovedgaden ligger, i hver sin ende, to købmænd. På midten ligger en kiosk og en enkel restaurant, som serverer hønsesuppe og ris med bønner til frokost. En smal grusvej leder op til to huse, en asfalteret vej leder forbi en mekaniker og en bliklade ned til en lavereliggende gade, som løber parallelt med hovedgaden. Min chauffør ser op i bakspejlet og spørger mig, hvad vi skal gøre. Jeg beder ham om at bare køre gennem. Vi følger hovedgadens 4-500 meters lige strækning. Et par biler står parkerede i vejsiden. Nogle mænd sidder uden for restauranten. Op af de lave huse rager armeringsjernenes forvredne fingre. På de skæve elmaster strækkes en guirlande af sorte kabler. En motorcykel stopper for enden af hovedgaden,  for at vende rundt og drøne tilbage i samme retning. 

Vi parkerer på en sidevej lige før Choropampas afslutning. Han slukker motoren og spørger om ikke vi skal stå ud og gå lidt, se os omkring. Vi står ud i et klægt mudder. Der er fugtigt og lunt. På den anden side af hovedvejen kommer lave kvinder til syne i husenes døråbningerne. På en lille plet græs går meget små kyllinger rundt mellem et jævnt lag skrald og tomme plasticflasker. Oppe fra hovedgaden kommer en hvid lastbil kørende med en meget lav last, det hele svøbt i hvide pressenninger. Vi spadserer ind ad muddervejen. Vi standser hos en kvinde, der sidder på hug i vejkanten og skyller sit vasketøj under en  vandhane. Vi hilser. Jeg spørger om det er ok, at jeg fotograferer hende. Hun ler lidt og nikker. I døren ind til huset bag hende kommer en pige i pyjamas til syne. Hun bliver genert af synet af mig og løber over til sin mor. Hun kaster sig om hendes hals. Vi ler. Datteren skjuler sit ansigt i morens hår. Jeg rækker hånden til afsked og går videre. 

Jeg tænder to smøger og rækker min chauffør den ene. Vi går og ryger, går og ser os om, ser os for. Vi træder over vandpytter, træder uden om det alt for våde mudder. Vi går forbi fem mænd, som lige er blevet færdige med at tømme et lad for tømmer ind på en byggegrund. Nu læner de sig mod ladet. Jeg nikker til hilsen, de nikker tilbage. Vi går forbi et par fraflyttede huse, nogle nedrivningsgrunde, et par havarerede biler. Vi går langsomt og lidt tøvende. Imens vokser vores sko af mudderet, de bliver større, de bliver tungere. Der er ikke rigtig noget at se. Vejen leder ikke til noget. Der er mange huse, og der er få mennesker. På vej tilbage til bilen bliver vi enige, om at der er meget stille. Han spørger kvinden i vejkanten hvordan vi kommer til kirkegården. De ældre kvinder står stadig i døråbningerne og kigger i vores retning. Jeg skraber mudderet af mine sko mod en sten og sætter mig ind. Det samme gør min chauffør. Vi holder tilbage for endnu en hvid lastbil, med et lavt lad, alting svøbt i hvide pressenninger,  som kommer ned fra hovedgaden. 

Vi følger instruktionerne op mod hovedgaden. Vi drejer ind til venstre op ad en stejl, smal grusvej. Bagefter tager vi første vej til højre. Den er knoldet og med dybe huller og render, vi tager i, det skraber under undervognen. En endnu stejlere grusvej leder op til venstre. Vi fortsætter ligeud og standser foran et hus, hvor tre voksne står og taler og to ti-årige piger ser på. Han slukker bilen og ruller vinduet ned for at spørge om vej. De peger på den stejle grusvej bag os. Vi skal længere op. Han drejer nøglen om og skal til at bakke, da de kalder på os med viftende arme. En pige kommer løbende i bare fødder med en stav i hånden. Hun går rundt om bilen. Kyllingerne er løbet ind under os. Vi var ved at køre dem over. Hun får dem jaget bort fra bilen og dækkene, og driver 8-9 bittesmå kyllinger, som vi havde overset, i sikkerhed tilbage mod huset. Min chauffør rækker hånden ud af vinduet og vinker. Så bakker han hundrede meter tilbage og parkerer ind til en halvmur. Vi står ud. Igen træder vi ned i det her mudder. Vi går op ad den stejle grusvej. Grus og sten æltes ind i vores mudrede sko, som bliver tungere og tungere. Det er fugtigt og trykkende. Jeg holder vejret gennem sværme af myg, sværme af fluer, som hænger over karrygule hundelorte. En rød hund kommer hen til os, og følger os op til kirkegården, som ligger for enden af vejen. Den løber hen til en industrilignende stålport, hvor den løfter bagbenet.

Vi går hen til porten. Stiller os på hver sin side af den lidt våde grus, hvor hunden har markeret sig. Også her er porten aflåst. Vi ryger en smøg, imens vi kigger ind gennem gitteret. Jeg puster røgen ind ad de rhombeformede mønstre. Kirkegården er grå og brun og uden nogen videre beplantning. Den er indhegnet med stålpæle og et tre-fire meter højt gitter, som foroven er sikret med amerikansk pigtråd. Inden for porten står et lille hvidt kapel. Det går meget langsomt op for mig, at kun en fjerdedel af kirkegårdens areal er i brug, de øvrige tre-fjerdedele er nyanlagte. 

Den må være udvidet for nyligt, udvidet til fire gange sin oprindelige størrelse. Jeg presser ansigtet ind mod gitteret, og kigger på gravene. De er grove og går i et med gangene mellem dem, som en nypløjet mark. Gravene ligger alle i kirkegårdens øverste hjørne, tættest på os. Dér ligger de tæt på rad og række. Hver grav er en aflang bunke grus og sten. Kors af sammenbundne pinde er sat ned i bunkernes øvre ende. Navne og årstal er skrevet på med tusch, med farve, men jeg kan ikke skelne et eneste navn. 

I en af renderne går tre kalkuner og napper til det tørre ukrudt, som stedvist er lykkedes at gro op af gruset. Resten af kirkegården er tom men nyanlagt. Den nye del omkranses af en ny murstensmur. Muren er rejst i standardiserede fag, som ikke følger terrænets bløde linjer, men forvandler dem til trin. Den minder ikke om noget murarbejde, jeg før har set. Ikke her i Choropampa. Ikke i hele Cajamarca. 

Min chauffør går langs gitteret og tager nogen gange i det og ryster det, for at se om der er hul, så vi kan komme ind. Imens tager jeg mit kamera frem og fotograferer det lille kapel. Den bemærkelsesværdigt nye mur længst væk. Den røde hund, som lunter op ad grusvejen, videre op i bakkerne. Indhegningens voldsomhed. Pigtrådene. De simple grave og de sammenrebede kors. 

Jeg fotograferer kirkegården gennem gitteret. Jeg fotograferer de tætte grave opadtil. Alle de aflange grusbunker, under hvilke de fleste af de forgiftede må ligge begravet. Jeg går ned i knæ og fotograferer de gurglende og pludrende kalkuner, som går og pikker efter føde mellem gravene. Jeg rejser mig og træder et par skridt tilbage og lader øjnene løbe op ad bjergsiden og op i de tunge skyer. Jeg vender mig om for at fotografere ned ad, ud over dalen. Jeg fotograferer en telefonmast, som står i vejsiden. Jeg går hen til den og springer over på dens betonfundament. Jeg spejder ud over Choropampas sølvfarvede bliktage under os og den blåligt frodige dal bag ved, længere nede. I hvilket hus mon ejeren af kalkunerne bor? Skal de slagtes og sælges inden jul? Skal en af kalkunerne beholdes, spises? Hvem skal spise kalkunerne, og indoptage det samme kviksølv, som allerede har forårsaget alle disse grave, hele udvidelsen af kirkegården?

Kviksølv fryser ved -39 grader celsius. Det fordamper ved 40 plusgrader. Det betegnes som et dynamisk grundstof. Det kan være fast og flydende, det kan fordampe og blive til luft. Det cirkulerer i atmosfæren og i undergrunden. Den engelske variant quicksilver, den tyske variant quecksilber, den franske variant vif-argent, den italienske variant argenta viva leder alle etymologisk tilbage til tungmetallets levende karakter, dets liv, dets omskiftelighed og forandringskraft. I astrologien knyttes kviksølv til Merkur, planeten nærmest solen. Den mindste af solsystemets planeter, som for det meste er skjult af solens stråler, overstrålet af dens lys, er derfor kun synlig under skumring og dæmring. 

I den romerske mytologi er Merkur gud for købmænd og tyve, for handel. I den græske mytologi knyttes Merkur til Hermes. Hermes er de rejsendes og de handlendes beskytter, han er gudernes budbringer og videregav nyheder mellem de døde og de levende. 

Minera Yanacocha havde i 1994 ifølge Newmonts egne opgørelser en bi-produktion af kviksølv på 3.639 kg. Året efter er tallet steget til 13.394 kg. I 1999 33.266 kg. For år 2000 forventes produktionen af kviksølv at blive 48.000 kg. Herefter slutter opgørelserne. De slutter med en prognose. Samme år, som de 151 kg kviksølv falder af lastbilens lad i Choropampa, slutter Newmont med at offentliggøre tallene for Minera Yanacochas bi-produktion af kviksølv. I de 23 år, der er gået siden ulykken, er tallene blevet holdt tilbage.

Jeg har fotograferet nok. Vi går tilbage til vores parkerede bil. Før vi sætter os ind i bilen igen, sparker og skraber og træder vi mudderet af vores sko, så godt som vi nu kan. Min chauffør spørger mig om det er ok, at vi standser ved en købmand på vej hjem. Han har lovet sin kone at købe en ost. Vi standser ved hovedgadens afslutning. Han løber ind til en købmand i vejsvinget. Jeg står ud og fotograferer gaden, den bemærkelsesværdige lige gade, som synker sammen på midten. For enden af gaden er motorcyklen kommet tilbage. Manden står overskrævs på den og kigger i min retning, tror jeg. Min chauffør vender tilbage med osten i en plasticpose, som han lægger i bagagerummet. Vi sætter os ind. Min chauffør tænder for radioen. Der er fodbold, det er VM. Han spørger om det er i orden. Ja, ja, selvfølgelig, svarer jeg. Det er kampen om bronzen, fortæller han. Han har sat penge på Marokko. Han spørger om jeg også oddser, om jeg kan li' fodbold. Jeg ryster på hovedet, jeg siger ja. Kroatien vinder, min chauffør taber sit væddemål.

Da vi halvanden time senere stopper foran hotellet, spørger han, om jeg vil køres nogen steder hen i morgen. Jeg ryster på hovedet, og siger, nej, det var vist det. Jeg rækker ham betalingen og siger tak. Muchas, muchas gracias, siger jeg, tanto por hoy y ayer. Tusind, tusind tak, både for i dag og i går. Significa mucho para mí haber visto la mina y el pueblo. Det betyder meget for mig at have set minen og landsbyen. Han smiler. Jeg spørger, hvad han skal nu, om han skal hjem. Nej, han skal arbejde, svarer han. Hvad med i morgen, har du ikke fri i morgen? Nej, han skal arbejde.

Om aftenen går jeg ud. Jeg har været i bad, jeg dufter af sæbe, jeg har røde kinder og mit hår er vådt og redt. Jeg har besluttet mig for at fejre, være selskabelig, falde i snak med nogen. Jeg sætter mig ind på en tom bar, ved et lille bord med to stole. Jeg bestiller en øl. Der bliver stillet en halvliters flaske og et vandglas foran mig. Der kommer flere gæster til. Jeg drikker et glas, men al min glæde og selskabelighed rinder af mig med én gang. Jeg kan ikke. Jeg betaler, jeg går hjem.

Næste morgen er jeg fortabt. Jeg vågner og kan ikke bevæge mig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal stå op, hvorfor. Rejsen er forbi. Hvad gør jeg nu? Hvor længe skal jeg blive? Hvad gør jeg? 

To timer passerer i denne velkendte, lammende håbløshed, før jeg lykkes med at stå op og tage tøj på. Jeg går ud for at spise en sen morgenmad. Klokken er tolv. Det er middag. Jeg finder en billig restaurant, et ledigt bord på et ulige gulv, en sammentømret stol med en hård, fremadbøjet ryg klemt inde mellem en søjle og køleskabet. Jeg bestiller dagens ret og en øl. Dagens ret er ceviche, de serverer ikke øl, fortæller de. Jeg tror, de er religiøse, familien, som driver restauranten. Jeg bestiller en flaske vand i stedet. Over døren ud til pladsen, hvor sælgerene står med opslåede parasoller og øser skåren vandmelon op i plasticposer, hænger flimrekassen. De viser VM-finalen, Frankrig mod Argentina, uden lyd. En ældre kvinde i forklæde kommer ud fra baglokalet med en blå plastictallerken og sætter den foran mig. Krabbe- og blæksprutteceviche, kikærter, hjertesalat. Det er enkelt og fantastisk. Jeg spiser imens kampen bliver spændende, den går i forlængelse. Jeg går ud for at ryge en cigaret. Jeg går ind igen, for at se at nogen har taget mit bord, min tallerken er borte. Jeg sætter mig ved et nyt bord, bestiller en kop kaffe for at se afslutningen. Argentina vinder.

Jeg bliver siddende for at se ceremonien, der foregår i Qatar. De argentinske spillerne går op på podiet. En efter en får de hængt guldmedaljerne om halsen. De holder medaljerne frem for sig og smiler, øjnene funkler. Når først én har sat medaljen mellem tænderne og bidt i den, gør alle det. Når først én har fået øje på pokalen på piedestalen, da det er gået op for ham, at det er den – det er sådan guldpokalen ser ud i virkeligheden – ændrer han sin rute, han drejer af og går hen til pokalen, bukker sig forover og kysser den på hovedet. På kloden af guld. Når først én har gjort det, gør alle det. De kysser alle trofæet.