I store dele af landet udvider Dina Boluarte undtagelsestilstanden med udgangsforbud. Flere vejblokader er, af militæret, løftet. Mere end 250 kilometer af Panamericana Sur er igen åbnet.
Fra militærhelikoptere kastes tåregas ned over demonstranter, som igen har taget sig ind i lufthavnen i Ayacucho. På landjorden bevæger militærstyrker sig nærmere. Usynligt for demonstranterne - blændede af tåregassen og som grådkvalte kæmper for at kunne trække vejret - åbner de ild. Dødstallene stiger. Flere end 22 er nu døde. Flere af dem er under 18 år, umyndige børn. I nyhederne vises klip, som demonstranter har optaget med deres telefoner. Man ser kampklædte soldater trække fra et hushjørne til et andet, imens der gives dækning og skydes. De tørre skud høres næsten ikke. To demonstranterne falder om som kludedukker. Skrigene, gråden, råbene fra dem, som nåede at flygte, og nu står og filmer, er hjerteskærende og fortvivlede. De trygler soldaterne om at stoppe.
To ministre fratræder sine stillinger i protest mod præsident Dina Boluarte. Undtagelsestilstanden og indsættelsen af militæret, statens magt- og voldsanvendelse, beskrives af stadig flere som ude af proportioner med situationen. I Limas gader råbes der "Dina! Morder!"
På opfordring af Castillo kommer flere og flere til Lima for at deltage i demonstrationerne. Fra nord, fra syd, fra øst. De oprindelige fra Amazonas, som bliver ignoreret af regeringen og kongressen, og som fra et hold bliver stadig mere presset af skovrydningen, og fra et andet af smuglere og narkoøkonomien, De fattigere bønder fra Andesregionen, gadesælgerne som hver morgen rejser ind til Lima, alle dem, som intet har set til Perus stigende indtægter især fra minedrift. Det var Castillos valgløfte. En mere retfærdig og vidtrækkende omfordeling af pengene. Det jagede en skræk i højrefløjen. De udenlandske investorer ville forsvinde ud af landet, sagde de. Det ville ruinere Peru.
Dina Boluarte lægger forslaget om forfatningsændring, som vil gøre det muligt at fremskynde valget til slutningen af 2023, for kongressen. Kongressen forkaster det. Det er ikke engang tæt på at blive vedtaget. Kongressen vil ikke gå med på dette ene af demonstranternes krav. Flere kongresmedlemmer gentager, at demonstranterne begår terror, når de blokerer veje og lammer kritisk infrastruktur. Hidtil har de blokeret veje, formået at standse flytrafikken, der er sat ild til politistationer og domstole, og de er gået efter særlige dele af medierne, udsat tv-kanaler og mediehuse for vandalisme. Demonstranterne svarer igen, kongressen er korrupt, råber de, dens medlemmer er rotter. Imens er de pårørende begyndt at begrave deres børn, søskende, kærester og elskede. Sorgen og gråden udvikler sig hurtigt til nye kampråb.
I Cajamarca ses intet af dette. Vejene er åbne, hverdagen er normal, på Plaza de Armas flokkes igen børnefamilier. Fædre i korte bankblå dynejakker og sminkede og parfumerede mødre i åbne lange frakker spadserer rundt mellem julepynten. Børnene løber og leger ta' fat. Og ude i randen, på halvmure og på trappetrin, deres ældre søskende, som sidder og kysser med deres kærester.
For anden gang indløser jeg billet til Cuarto del Rescata. Huset, hvor Atahualpa blev holdt fange i ca. 9 mdr., før han blev stillet for en til lejligheden oprettet domstol, og dømt til døden. Huset har i dag intet tag, men beskyttes mod solens ubønhørlighed og de mange daglige byger af en stor pressenning. Huset er knap tolv gange syv meter og lidt over tre meter højt. Væggene er af lagte og perfekt tilhuggede sten uden brug af mørtel. I to af de smukke og lidt rosa stenmure er der døråbninger.
En væsentlig årsag, i hvertfald i de dokumenter, som findes fra retssagen og domsfældelsen, til at Atahualpa dømmes til døden, er, at han under sit fangeskab, sendte ordrer til Cusco om at lade sin halvbror Huáscar likvidere. Det siges, at Atahualpa, der på dette tidspunkt stadig nærede et håb om at komme ud af Cuarto del Rescata i live, lod sin bror myrde, fordi Atahualpa regnede med at Pizarro ville spille brødrene ud mod hinanden. Hvis Huáscar blev dræbt, så ville Pizarro ikke kunne indsætte Huáscar som overhovedet for det nye spanske rige. Huáscar, som kort forinden havde tabt den årelange borgerkrig med Atahualpa, ville sandsynligvis indlade sig på flere af Pizarros krav, for at genvinde tronen, selvom den nu kun ville være symbolsk.
Jeg sidder igen på Plaza de Armas, da skumringen kommer rullende ned fra højlandet og trækker sit blå slør med sig ned mod byen. Lidt åndsfraværende sidder jeg og stirrer mod nord, og mod de bjerge bag hvilke minen ligger, og spiser mine to snickers-barer til aftensmad. Jeg glemte alt om at dele dem med min chauffør. Op af de skovklædte, blånende bjerge, stiger spredte strøg af hvid damp, som fjer ud en gigantisk dyne. Jeg kommer i tanker om en rejse for fem år siden. Det er blevet sent. Det er stjerneklart og lunt. Vi er blevet smidt ud af en bar i Oaxaca. Vi er – tror jeg nok – fem. Vi er fulde og vi har skændtes – mest for sjov – og leet og diskuteret og hamret nævnerne i bordet i et par timer. På skift har vi lænet os ind over bordpladen med vores argumenter og knyttede næver over hovedet og trukket os resigneret tilbage med et jo-joo og jamen du har da så eviiig ret. Vi slentrer fulde ned ad en tom gade badet i fuldmånens hvide lys. Jeg lader min håndflade kærtegne en virkelig lang stenmur, bag ved hvilken cikaderne summer. Langt væk høres en gøende hund, og pludselig bryder Jeppe ud i sang. Med sin lyse, hæse stemme, fuld af en ældgammel længsel, begynder han at synge en dansk vise. Flere gange er det tæt på at stemmen knækker. Flere gange tror jeg, at han ikke orker at fortsætte. Nu brister han i gråd, tænker jeg. Nu bør jeg gå over til ham og lægge en arm om ham. Nu bør jeg tage ham under armen, og støtte ham, for han bærer på en sorg, for stor og for tung til at kunne bære den alene. Men han bryder ikke ud i gråd. Det er blot en lille pause. Et vers som er slut. Et omkvæd som skal til at begynde. Han trækker vejret dybt ned i lungerne og det er som om hans øjne, som skinner så klart i månelyset, skal til at løbe over. Men så synger han videre. Ingen tårer fældes. Jeg slipper ikke muren med min hånd og han stopper ikke før han er færdig. Han kan hele visen udenad og med blanke øjne synger han den til ende. En meget smuk vise, som jeg i dag ikke længere husker mere af end denne ene strofe "Gid alle de bjerge de var af guld."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar