Guldfeber og La Minera Yanacocha

Cajamarca – Yanacocha

Hun ved allerede, hvad jeg vil spørge om, da jeg kommer ned ad trappen. Hun smiler og har taget telefonen op til øret, inden jeg har nået hen til skranken. Jeg spørger, om det er anderledes i dag, er vejene åbnede? Tror du, jeg kan komme til minen? Hun beder mig smilende vente. Hun skal ringe og forhøre sig.

Jeg går udenfor, krydser vejen, hvor trafikken igen er gået i stå. Jeg læner mig op ad muren og tænder en smøg og tænker, at måske kommer det alligevel til at ske? Jeg ser på bilerne foran mig, hører alle hornene, alle dem der gasser op, råbene fra sælgerne i de nærliggende gader. Så går det op for mig. Jeg smider smøgen og skynder mig mod Plaza de Armas. Alt er åbent. Butikkerne, markederne. På vejene må de små trehjulede mototaxier igen vige for de større firhjulede fartøjer. Vejene er åbne, tænker jeg, de er åbne, de må være åbne. Ved den første taxi, jeg henvender mig til, er svaret, ja, det vil han da. "¿Yanacocha, la minera?" "¡Si, si, la minera!" Jeg spørger, hvor meget det vil koste. 150 soles, svarer han og lader blikket vandre lidt uinteresseret ud ad ruden. Han har en sideskilning og sådanne aflange brilleglas, som får mig til helt umiddelbart at stole på ham. Vi aftaler, at tage af sted om en time. Jeg må spise morgenmad inden, hente mit kamera. Forberede mig. Jeg stikker ind om en butik og køber to flasker vand og to snickers, som jeg i en pludselig indskydelse tænker, at min chauffør og jeg kan dele, når vi er kommet frem. En lille picknick. Vi kan sidde på bilens køler, og spise vores chokoladebarer og se på minen og lade os imponere. Henne på hotellet fortæller receptionisten mig, at vejene er åbne. Jeg takker for hjælpen og forklarer, at jeg allerede har fundet en taxi.

Tre kvarter senere ringer telefonen på natbordet. Jeg sidder på sengekanten med min rygsæk på gulvet foran mig; i rygsækken har jeg mit kamera, en ekstra film, en regnjakke, vand og chokoladebarer. Jeg er allerede i sko og jakke, har penge i kontanter. Jeg er klar. Det er receptionisten, som er i røret. Hun fortæller, at taxaen er kommet. 

Tunge, tætte skyer hænger oppe over bjergene mod nord, den vej vi skal. På undersiden og i det mest fortættede er de cigaretrøgsblå. Vi kører ad N3, den eneste vej, som leder ud af byen i nordlig retning, den eneste som leder op i bjergene, op til minen, Yanacocha. Den ligger kun halvtreds kilometer fra byen, men det tager halvanden time at køre dertil, fortæller min chauffør mig. Han har været der før.

Trafikken hakker sig langsomt sin vej ud af byen. Vi går i stå i en sammenfletning. Solen bager og lægger sit låg over den smalle gade. Trafikosen kan ikke lette. En metallisk duft af filede koblinger flyver gennem luften som små koncentrerede og skarpe tråde. Vi passerer en byggeplads' støj og vesteklædte mænd, holder stille på en bro over en tørlagt å, bugnende af ukrudt og skrald. Vi passerer en stor mur og børn i ens joggingsæt, dybblå med en rød og en hvid stribe ned ad ærmer og bukseben. Vi standser foran en port ind til, hvad der må være skolegården. Flere børn i de samme joggingtøj. Farverne synes så klart definerede. Selv i forbifarten så definitive blandt alt det ellers så sandede, så sammenhængende, rosa. Trafikken stopper igen op. I ladet på en blegrød pickup foran os står en næsten selvlysende orange kalv. 

Endelig løsner trafikken op. Byen aftager. Bebyggelsen bliver mere spredt, tilfældig. På vejens nedre side opdyrkede grønne felter, gartnerier, hvide pressenninger, store ensartede arealer, på vejens øvre side, stadig flere huse, men med stadig større afstand til deres nabo, omringede af uklare rande, skel, skrald. Og overalt går løse høns, haner, nyudklækkede kyllinger. I vejkanten lunter løse hunde målrettet og lydløst af sted. Foran en garage ligger en meget, meget lang og grå orne på siden.

Enkle huse, vejsideboder, mekanikere, tankstationer, små skure følger tro vejens bane ind gennem dalens folder. I et skarpt sving begynder opstigningen mod de sørgmodigtblå skyer. Så snart vi er kommet ud af svinget træder min chauffør speederen i bund, og vi bliver presset tilbage i sæderne. Han lægger sig helt tæt bag en blå lastbil, og må sænke hastigheden. Han trækker ud i modkørende bane, men med det samme kommer en sort jeep susende tæt forbi. Han trækker os over i vores bane, men med det samme ud igen; halvvejs ud i modkørende bane. Og da der ingen modkørende ses før næste sving, overhaler han. Hver gang der er en åbning, overhaler vi: de små trehjulede mototaxis, busser, pickups, jeeps og vældige amerikansk-producerde lastbiler. Og i den modkørende bane kommer de samme biler susende mod os. Mototaxis, busser, pickups, jeeps, de store lastbiler, men der stænkede til af et betongråt mudder. I vejsiden står og går mennesker, bønder med den høje cowboyhat og med en bylt på ryggen, og ranke drenge i bankblå jakkesæt, med en rygsæk højt oppe på ryggen, på vej i skole. 

Senere, da vi er nået op i regnvejret, står de i ly under udhæng, i døråbninger og karme, i facadernes forskellige små indhak. Det står ned. I vejkantens brede rende fosser det med vand. Stedvis er vandmængderne for store, åer skyller tværs over vejen og tager mudder og sten med sig, som min chauffør forsøger at styre os gennem uden at sænke hastigheden. Der går et koldt gonk op gennem karrosseriet, da han rammer en aflang gærfarvet sten på størrelse med et brød. 

Landskabet bliver på vej op, under nedbøren, stadig blødere. Bjergsiderne bliver grønnere. I vejkanten breder der sig et mosset tæppe. Op og ned ad skråningerne er der høje uldne siv blandt figenkaktussernes grønne ansigtshav og agave-kaktussens buketter af de stålblå blade. Lyset er blevet hvidt, tåget. Sigtbarheden er pludselig lav. I skråningerne er der flere nåletræer, der vandrer ned i den tunge tåge, høje og slanke med deres nedadhængende, slappe grene, helt tunge af regnen. Og stadig er der hele tiden dyr at se i vejsiden, kalve med et løst reb om et bagben, en pattegris, også med reb om et bagben, kalkuner, meget små kyllinger, de luntende hunde, kalve og køer.

Efter en times tid er vi kommet op. Vejen flader ud. Landskabet åbner sig til alle sider. Skyerne ligger højere. Det er tørvejr. Skråningernes foldninger, og beplantningens frodighed er erstattet af et mildt bølgende græs- og mosklædt landskab. Vejen er blevet bredere, asfalten helt blød og nylagt, banestriberne stærke og gule, kantstenene skarpe. Vi er knap 3000 meter over havets overflade, men alligevel er der hist og her, i nedsænkede skåle i terrænet, klynger af nåletræer. Ellers er det blot dette bare og ensartede landskab, der breder sig til alle sider. Gulligt og mosgrønt, stribet af grå bælter af sten, grus og udtørrede åer. Bakketop efter bakketop, ingen tinde, ingen dramatik andet end selve monotonien, udstrækningen, vedholdenheden. Ingen bebyggelse. Ingen anden trafik. Kun denne fantastiske vej, som stiger og falder, forsvinder og dukker op igen ude i horisonten, bag bakkerne, bakkerne som bliver ved og ved og ved.

Langsomt går det op for mig, at bakkerne som ligger foran os, er identiske. De har intet af den sære variation, som alt naturligt har i sig. Intet gror på dem, deres ydre er glat og goldt. Bakkerne er ikke bakker. Det er minens knuste malm, som er lagt sådan. Sirligt arrangeret i enorme, fladt terrasserede bunker. Vi følger vejen. Til venstre stiger endnu en enorm pyramide, perfekt ordnet og arrangeret, i otte-ti systematiske lag, som hver sagtens kan være ti eller tyve meter. Bagefter et indhegnet anlæg, stål og ledninger, kabler og master. Ude i horisonten en ny lav pyramide, tildækket af noget sæbegrønt, en pressenning. Vi kører uden at sige noget. Minen fortsætter med at folde sig ud omkring os. Jeg ved ikke hvor jeg skal se hen. Øjet kan ligesom ikke fæstne sig ved noget. Det er for stort, for enormt, for monotont. Langs med vejen løber tre meter høje hegn med ståltråd foroven, som jeg ikke ved hvornår begyndte. Nu og da står der hvide master med kameraer. 

Vi holder ind til siden og jeg stiger ud. Der er en svag brise, men ikke en lyd. Kun noget knasende under mine fødder, da jeg går hen til vejkantens høje betonkant. Jeg hopper over en grøft og op på en lille vold og spejder ud over landskabet, som endnu ikke er blevet endevendt, gravet op og knust. Milde bølgende mosklædte græssletter. Men der er intet levende at se. 

Vi kører videre, ledes rundt om endnu en enorm flad lagdelt kage af knust malm. Det er sådan 3000 ton knust malm for hvert kg guld ser ud. Det er, hvad en mine, der på nogle år har produceret 100 tons guld, efterlader sig. Det er svimlende, umuligt at fatte. Igen kører vi videre. Vejen fortsætter, tilsyneladende uden at lede til noget, igennem minens malmlandskaber. 

Endelig når vi en afkørsel. Foran en sænket bom står en lyseblå parkeret bus bag en ambulance, i kø til at komme ind til næste kø. Det er en slags sikkerhedskontrol. Vi standser bag den bagerste bus, lidt på afstand.  Jeg står ud i, hvad der ligner et lands grænsezone. Jeg går hen til bussen, som viser sig at være tom. Også ambulancen er tom. Jeg går tøvende hen til ruderne og kigger ind, bange for at der pludselig skal være et menneske, som springer frem fra skjul. Men der er ingen. Jeg går hen til bommen. Hundrede meter længere henne holder fire-fem andre busser og tre hvide pickups i kø foran en stor jernport. Alt er hegnet af i tre-fire meters højde, med pigtråd foroven. Der er bemærkelsesværdigt stille. Og stadig intet levende. Fra porten leder en vej op gennem malmbakkerne. Langt, langt borte kan jeg skimte en hvid fabriksbygning, som ikke er til at bestemme størrelsen på, og en røgsøjle som står op i skyerne. Jeg tager nogle fotografier, men jeg ved det er umuligt. Afstanden til bygningen er for stor. Den vil højst blive en uanseelig hvid prik i det golde grå landskab. Jeg går tilbage til bilen. Vi bakker ud på hovedvejen og fortsætter lidt endnu. 

Vi holder ind ved en rasteplads. Jeg går hen til en elmast for at tisse. Bagefter byder jeg min chauffør på en smøg. Imens vi står i tavshed og ryger og betragter det golde landskab, som ingen ende vil tage, kan vi høre en fjerne sirene begynde. Han bemærker det, spørger om jeg kan høre den. Ja, svarer jeg. Vi ved ikke, hvad det betyder. "Es un lugar muy, muy triste," konstaterer jeg. Han nikker. "O un paisaje, un paisaje muy triste." siger jeg, nok mest for mig selv. Jeg tager kameraet frem og forsøger at fotografere igen. Det lugter lidt af svovl. Stadig er der ikke et eneste tegn på liv. Intet bevæger sig. Kun duften af svovl, som kommer i bølger. Og så den fjerne sirene, som ligesom svovlen kommer med brisen i bølger. "Es gigante," siger jeg. Han nikker igen og tilføjer, at det kun er starten, som vi ser. Yanacocha-minen er i omfang tre gange så stor som Cajamarca city. Cajamarca har knapt 300.000 indbyggere. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, så jeg sukker. 

Jeg antager at befolkningstætheden i Cajamarca og København er ca. den samme. Minen har altså omtrentligt den samme størrelse som København. 

Vi bliver stående lidt endnu. Jeg forsøger igen at fotografere det, men det kan ikke lade sig gøre. Den er alt for omfattende. Han spørger om han skal fotografere mig. Jeg ryster på hovedet, siger "soy un poco timido," og ler lidt undskyldende. Han spørger, om vi skal vende hjem ad. Jeg har ingen grund til at blive. 

På vejen tilbage standser vi nu og da, mest på foranledning af min chauffør. Han sænker hastigheden og peger på flere malmpyramider, som vi nu kan se fra modsatte side. ¡Mira, mira! siger han og trækker ind til siden. Jeg tror, han er bange for, at jeg er skuffet over ikke at være kommet rigtigt ind i minen. At jeg skulle synes at turen har været spild af tid. Jeg springer ud og fotograferer lidt som af pligt. Men jeg ved at det ikke bliver til gode fotografier. Omfanget og alvoren er ikke noget som kan fanges med et kamera. Det skal ikke og vil ikke gøres til billeder. Det er en erkendelse.

Da vi holder foran mit hotel, spørger jeg om han vil køre mig til Choropampa i morgen. Det vil han. Vi aftaler at han skal hente mig klokken ni. Vi aftaler 250 soles i pris.