Lima - Cajamarca
I løbet af natten vandaliseres højesteretten. Næste morgen erklæres undtagelsestilstand i byerne Abancay, Andahuaylas, Chincheros, Grau, Cotabambas, Antabamba, og Aymaraes, alle beliggende i Apurimac-regionen, som grænser op til Cusco. Jeg tager min rygsæk med mig og går ned for at spise den inkluderede morgenmad. En tyk og sur kaffe drypper fra en termokande ned i en tilstænket dyb tallerken. Måltidet består af hvidt tørt brød og portionspakker med smør og syltetøj. Jeg spiser og tager hurtigt videre.
Ved lufthavnen er der ekstra sikkerhedsbemanding. Bevæbnede styrker står på række og ser til at alle bliver kontrolleret i dørene. Ca. halvdelen af de forventede afgange er aflyst. “Cancelado” blinker det med gule bogstaver ud for Puno, Cusco, Andahuaylas. Arequipa tilføjes. Jeg glæder mig over min beslutning om at rejse til Cajamarca. Jeg sætter mig på gulvet og læner mig op ad glasfacaden og venter på at se Cajamarcas navn dukke op på departureskærmen. Forhåbentligt ledsaget af “confirmad.”
Cajamarca ligger i højdelandet, i den nordvestlige del af de peruvianske andesbjerge, i 2700 meters højde. Det er som om at flyet aldrig retter sig ud, det stiger og stiger uafbrudt, opad. I en time flyver vi op ad og i blinde før skydækket begynder at åbne sig. Blågrønne bjerge flakker forbi i åbningerne. Vi passerer guldbrune delta-floder som glimter i solen. Grønne strøg ledsager og vokser op fra landskabets fordybninger. Bække. Åer. Furer. Små landsteder, skure med bliktag, og opdyrkede lodder dækker skråningerne. Der, det bliver for stejlt til at noget kan gro, begynder det farveløse. Orange grusveje slynger sig skinnende gennem landskabet som elkabler.
Landingsbanen er kort og bumpet. Til den ene side står drivhuse, lette strukturer tildækkede med hvide presenninger. Til den anden den lave lufthavnsbygning. Jeg tager rygsækken over skulderen og går tværs over landingsbanen og direkte ud på parkeringspladsen. Jeg afværger ti taxachauffører som står og tager imod. Jeg sætter mig på en bænk og ryger en smøg i solen. Jeg føler en enorm lettelse ved at være kommet frem. Bagefter finder jeg hoteladressen frem og går hen til den chauffør, som gør mindst væsen af sig.
Børn med stave i hånden løber rundt om græssende køer på en indeklemt lille grund, støvede bygninger med knuste ruder og armeringsjern som stikker op af halvfærdige fundamenter, huse hvor den næste etage lader vente på sig, grusveje som løber ud i indhegninger og grønne bakker, autoværksteder, automekanikere som ligger på gaden med hovedet inde under karrosseriet, det passerer hurtigt, trafikken bliver hurtigt værre, vejene smallere og strækningerne som vi når at tilbagelægge inden trafikken igen går i stå, kortere.
Jeg står af på Plaza de Armas. En firkantet plads, hvorfra byplanens rudenet udspringer. En halvcirkel af højdedrag omringer mod nord. Mod syd falder det dal-lignende plateau mildt. Skyerne er tunge og kommer drivende ind fra vest, rullende ud fra højdedragene. Luften er anderledes og frisk. Gaderne løber op ad skråningerne, hvor rudenettet går i stykker. Blottede murstenshuse stiger mere og mere kaotisk op ad skråningen og begynder at ligne favelaer i den øverste rand. Pladsen er flankeret af to katedraler. På vejene er trafikken gået i stå. Gennembankede pickups, store nye firhjulstrækkere og motorcykler står i tomgang og holder på hornene tilsølet af et størknet hvidt mudder.
Hele dagen går jeg på må og få rundt i gaderne. Ind i et madmarked, med de sædvanlige madboder, slagterne i den ene side, den varme mad, siden grøntsager og frugt. Jeg går gennem overdækkede arkader med boder som udelukkende sælger tæpper, tasker, tekstiler. Ned ad hele gader hvor jeg kun kan få øje på butikker som sælger computere og it-tilbehør. Andre gader med møbler; smalle dybe lokaler er helt fyldte af sofaer, på en plads står nytømrede reoler. I andre gader hviler den tunge lugt af råt kyllingekød, langs murene sidder kvinder med børn og sælger bønner, ost, slik, som de øser op i små klare plasticposer. Hver gang jeg når frem til et vejkryds, løber mine øjne med vejene op ad bakkerne, ud mod bjergene som hæver sig over det hele med deres blådisede og smukke ro. Jeg ser så meget frem mod at se landskabet som gemmer sig bag dem. Jeg går op til en kirke på et højdedrag og kan se byen oppe fra; de lange lige gaders åbningerne i den tætte by, de uendelige bliktag der fortsætter så langt øjet rækker mod syd, nogle katedraler, en kuppel, en hal midt i det hele, mod vest og mod nord: byens afslutning, de sandede murstenshuse, der er steget så meget de kan op ad terrænet.
Næste morgen går jeg direkte til Plaza de Armas. Jeg spørger den første chauffør om han vil køre mig nord til Yanacocha minen. Han siger, det er farligt. “Es peligroso, amigo, muy peligroso.” Jeg går til den næste taxa, men han siger det samme. Det er farligt. Han råber til en anden chauffør, som står længere henne, og får det bekræftet. Vejene er lukkede. Hvad så med Choropampa, spørger jeg. Vil du køre mig til Choropampa? Han gentager landsbyens navn. Jeg viser ham mit kort og peger på Choropampas beliggenhed sydvest for Cajamarca. Han ryster på hovedet. Vejene er også lukkede der.
Tilbage på hotellet beder jeg receptionisten om at finde nogen som vil køre mig til enten Yanacocha minen eller Choropampa. Hun ringer rundt, men fortæller, at det ikke kan lade sig gøre. Jeg forstår ikke så godt, men jeg forstår ordene peligroso, machetes, cerrados. En anden ansat forklarer mig at alle veje ind og ud af byen er lukkede. Hvad så med turistseværdighederne, begravelseskamrene, som ligger lige på den anden side af lufthavnen. Nej, det hele er lukket. Alle veje ud af byen. Han fortæller at undtagelsestilstanden nu er udvidet til at gælde hele landet i de næste tredive dage. Imorgen lukkes også alting i byen. I nyhederne ser jeg at der vil træffes afgørelse om Castillos videre fængsel imorgen. Undtagelsestilstanden må være for at kunne undgå eventuelle eskalationer.
Castillo kommer her fra Cajamarca-regionen. Han er født 80-100 km nord for Cajamarca-by, på den anden side af Yanacocha-minen. Han blev valgt til præsident for halvandet år siden med slagordet ikke flere fattige folk i et rigt land. I den tiårige periode mellem 2005-2014 udvinder de i minen hvert år mellem 31,25 og knap 100 tons guld. De sidste 10 år har jeg ikke kunnet finde nogle tal for. Men den er stadig aktiv, den udvides stadig, det må stadig være rentabelt. Noget af velstanden havner i Cajamarca by, det meste forsvinder fra regionen. De bønder, som ikke allerede er blevet nødt til at sælge deres jord fra til minen, og som stadig findes i det omkringliggende højland presses ud. Åer og bække forstyrres, kilder ødelægges. Minedriften bruger meget vand, det knuste malm, gruset, efter at det er opløst yderligere med cyanidblanding, skylles, og meget ledes bagefter tilsigtet eller utilsigtet ud i vandløbene.
Demonstranterne lammer landets infrastruktur. De går efter hovedvejene, den panamerikanske motorvej, de har stormet fem lufthavne, de marcherer i Lima centrum, de vælter hegn ind på landingsbaner og sætter ild til dæk. Politiet svarer igen. Militæret genindtaget lufthavnen i Cusco. Rejsende sidder fanget i lufthavnsterminale. Turistattraktionerne i Cusco og Puno ved Titicaca-søen lukkes. Machu Picchu lukkes. Ministeren for turisme begræder de tabte indtægter, og den uoprettelige skade, som landets ry lider. Præsident Dina Boluarte lover at fremskynde valget for at komme demonstranterne i møde. En tidligere minister i Castillos nu forhenværende regeringen siger, at “lo que se buscan es la liberación de Pedro Castillo.” De kræver Castillos løsladelse. De ser hans fængsling som en koordineret indsats fra det politiske establissement. De har forsøgt at ødelægge Castillo lige siden han blev valgt ind. De kræver nyvalg. Dina Boluarte lover at se på forfatningen og se om valget kan fremskyndes yderligere, måske allerede ved udgangen af 2023. Hun tilføjer “No podemos poner en riesgo la vida de compriotas.” Vi kan ikke risikere vores landsmænds liv. Hun refererer til terroren i 80’erne og 90’erne. Peru kan ikke igen flyde med blod. For demonstranterne må det kun bekræfte deres kamp. I det nuværende økonomiske system er det netop underklassens liv som sagtens kan risikeres, som sagtens kan tilsidesættes for den økonomiske middel- og overklasse. Deres blod flyder måske ikke i gaderne. Deres død er langsom og usynlig. Indtil videre er 6 demonstranter døde. FN anslår samtidig at over halvdelen af Perus befolkning - 16,6 millioner - har vanskeligt ved at få nok mad at spise. 20 procent af disse 16,6 millioner er i akut fødevarenød, de sulter. Det selvom, eller måske netop pga. Perus flotte rangering på diverse økonomiske lister. Enorm velstand sker gennem enorm fattigdom. Ingen minister begræder bøndernes deres daglige sult.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar