Guldfeber og ingen udveje

Cajamarca

Det er torsdag og der er ingen åbne veje ud af byen, næsten ingen mennesker i gaderne og på de tomme veje løber hundene frit. De allerfleste butikker er lukkede. 

Jeg er stået tidligt op for at fotografere. Men meget hurtigt føles det som jeg allerede har vandret ned ad og op ad samtlige af byens gader. Når jeg nærmer mig de mere uformelle bebyggelser, er der altid en mand, som henvender sig og spørger, om han kan hjælpe. De tror alle jeg er faret vild. 

Hvad bør jeg egentlig gøre. Skal jeg bare blive og håbe på at vejene åbner. Burde jeg være mere nervøs? Jeg har på tv'et i hotelværelset set flere lufthavne blive stormet. Burde jeg sætte mig på det første og det bedste fly herfra? Cajamarca lufthavn kan ikke være den sværeste at indtage. Den ligger helt åbent, kun omringet af et lavt hegn ud til de tilstødende græsnings- og landbrugslodder. Og byen er velstående - lidt af rigdommen som udgraves i minen lander i byen - men den resterende og mere fattige region ser ingenting til denne velstand. Minen og byen er omringet af fattigere Castillo-støtter.

I 1532 var Cajamarca omringet af, hvad der anslås at være, 80.000 inka-soldater. De havde slået lejr i det omgivende højland, efter en længerevarende tronfølgestrid mellem Atahualpa og hans halvbror, Huáscar. Huáscar var den retsmæssige tronfølger til deres far Huayna Capac. Atahualpa havde lige vundet striden, som havde stået på siden farens død i 1527. Huáscar var taget til fange i Cusco. Atahualpa og hans hær var på vej mod syd, men havde slået sig ned i Cajamarca, for at tage imod Pizarro. Byens indbyggere havde stort set alle rømmet byen for at give plads til Atahualpa og ca. 7-8000 af hans soldater, deriblandt de mest højtrangerede generaler. Efter månedsvis af forhandlinger og brevkorrespondancer kom Pizarro og hans til sammenligning beskedne hær på 180 soldater ind til byen. Hvad der efterfølgende skete, er ikke til at fatte. Det som fremgår af tekster varierer, forskellige fornærmelser; forskellige ritualer og høfligheder, som afvises, en hellig drik, som Pizarro væmmes ved og spytter på jorden, en bibel, som Atahualpa ligeledes smider fra sig. Uanset giver det anledning til at Pizarros hær angriber. Og da massakren i Cajamarca, som den senere er blevet kaldt, var overstået, var 7-8000 inkaer myrdet, mange af dem ubevæbnede, de 80.000 soldater i højlandet flygtet og Atahualpa tilfangetaget. Ikke én af Pizarros soldater døde. De havde krudt, geværer og heste - intet af hvilket inkaerne havde - men hvordan 180 soldater besejrer 7-8.000 soldater og jager yderligere 80.000 på flugt, forstår jeg ikke.

Kort fra Plaza de Armas, som jeg tror er den samme centrale plads, som bliver beskrevet i historien om Cajamarcas massakre, blev Atahualpa efterfølgende holdt fange. Huset, som i dag er en arkæologisk seværdighed, kaldes for El Cuarto Del Rescato. Rescato betyder løsesum. Det er her Atahualpa forsøgte at købe sig fri. Han lovede Pizarro guld i bytte for sin egen frihed. Han lovede så meget guld at hele huset skulle blive fyldt, og to nabohuse skulle fyldes med sølv. Han holdt sit løfte, og fik guld og sølv fragtet fra hele riget til Cajamarca. Guldet blev smeltet om til spanske pesos. Samlet blev det til 1.326.539 pesos. Det vil i dag svare til ca 3,5 milliarder Dkr. Dertil kom sølvet. Pizarro lod ikke Atahualpa gå. I august 1533 blev han henrettet, og med hans henrettelse faldt Inka-riget fra hinanden. For snart femhundrede år siden var dette en rentabel forretning.

På hotellet siger de, at det måske bliver bedre i weekenden, eller efter weekenden. Men jeg frygter at chancen for, at nogen vil køre mig til Yanacocha-minen bliver stadig mindre. Jeg antager at minen er svært bevogtet nu, at de frygter at demonstranter skal nærme sig minen og forsøge at forhindre eller nedlægge driften. Og Choropampa? De blev glemt og ignoreret af Cajamarca. Kviksølvet og forgiftningen, prisen for byens velstand var til at leve med, så længe Choropampas indbyggere blev gjort tavse. Ulykken tog hånd om sig selv. Kviksølvet ødelagde ofrenes hukommelse, deres syn, og deres førlighed. Og i over tyve år er de døde. Jeg er bange for, at det også kan være en af grundene til, at ingen vil køre mig dertil. De vil ikke blive mindet om Choropampas lidelser. De vil leve i deres glemsel, for det er jo, som bekendt, letteste sådan. 

Newmont bruger meget spalteplads på deres hjemmeside på at beskrive, hvor mange der er i arbejde pga dem. De skriver om hvor mange penge der er blevet brugt på at genoprette skader på miljø og natur. Problemet er vel i sagens natur, at hele deres virksomhed er en endeløs og uoprettelige ødelæggelse af landskab og mennesker. Ikke kun i selve minedriften, udhulningen af landskabet, ødelæggelsen af åer og vandløb; men mere grundlæggende, hvad guldet gør og bliver ved med at gøre. Hvad er man villig til at ofre. Hvordan kan driften forblive rentabel. Det kan altid presses yderligere. Inden cyanidteknikken gik der 300 ton malm for hvert kg guld. Efter cyanidteknikken 3000 ton malm for hvert kg guld. Og vi kan være sikre på at der kommer en ny teknik, som også vil gøre det rentabelt at knuse 30000 ton malm for et kg guld. Det er kun et spørgsmål om tid, tid og efterspørgsel.

Demonstranterne går efter infrastrukturen og økonomien. 250 km af hovedtransportåren, Panamericana Sur, blev i dag tilbageerobret af militæret, så at transport af madvarer igen kan nå Lima. Det privatejede tog som fragter turister til Machu Picchu holder stadig stille. I kampene som virker til at være mest voldsomme i og omkring lufthavne omkom 8 demonstranter, og flere end 50 kom svært tilskade. Det sker overalt i landet. Dina Boluarte refererede tidligere på ugen til Den skinnende sti. Politikere, som jeg antager er højreorienterede, har travlt med at kalde demonstranternes blokader for terrorisme. En demonstrant bliver interviewet i en vejside. Hun holder et skilt foran brystet: no somos terroristas, bedyrer hun. Med militæret i gaderne, tror jeg, det er vigtigt for myndighederne, at kalde demonstranterne for terrorister. Så kan dødsfaldene let retfærdiggøres. Det er også risikoen, som demonstranterne løber, når de går efter infrastruktur. Det er statens privilegie at kalde den, der ødelægger statens ejendom, for terrorist. Når staten ødelægger befolkningens ejendom og forringer deres livsvilkår findes der et andet og mere økonomisk sprogbrug. Da er der tale om fornuft, om nødvendighed. 

I dag udløb den første uges varetægtsfængsling af Castillo. Anklageren forsøgte og lykkedes at få Castillo fængslet i 18 måneder. Dommeren vurderede at der var en høj risiko for at Castillo ville forsøge at flygte ud af landet. Castillo bad demonstranterne om at gå mod fængslet, hvor han bliver holdt.

Jeg tror jeg har misforstået noget i løbet af ugen. Da Castillo blev anholdt og ført til politistationen, var han på vej til den mexikanske ambassade for at søge asyl. Det var hans egne vagter, som vendte om og kørte mod fængslet. Han blev ikke, som jeg troede, ført direkt ud af præsidentboligen. Mexico, Venezuela, Argentina og Bolivia anerkender ikke Boluarte, som præsident. De støtter stadig Castillo og fastholder, ligesom demonstranterne, at han er blevet ulovligt fjernet fra magten. USA og EU var hurtige til at anerkende Boluarte som den retsmæssige præsident. Meget hurtige. Perus ambassadører i de ovennævnte fire lande blev i dag hjemkaldt. 

I løbet af eftermiddagen åbner flere butikker. Der er flere mennesker igen. Ikke ligesom igår eller i forgårs. Men dog. Jeg forsøger igen i hotellets reception og spørger om de kan finde mig en bil, som vil køre mig til minen. Hun svarer det samme, som hun svarede igår. Det er for farligt, vejene er lukkede. Måske i morgen, spørger jeg. Måske i morgen, svarer hun. Jeg er allerede begyndt at holde af vores små samtaler. Jeg må måske forlænge mit ophold i et par dage, forklarer jeg. Og hun nikker. Der er masser af plads, hotellet er så godt som tomt. 

Jeg går til Plaza de Armas og spørger taxa-chaufførerne om de vil køre mig. Jeg tilbyder 30 soles i timen. Måske det kan blive til 120 soles for at fragte mig til minen og tilbage med stop undervejs og pauser til at fotografere og notere og tegne. Det samme med landsbyen, jeg tilbyder det samme. En god dagsløn. Men de svarer alle det samme. De kan ikke. Det er for farligt. Jeg går til et turiststed, som har åbnet igen. De arrangerer guidede ture. Også her ryster de på hovedet. Jeg må forsøge igen i morgen. 

Resten af dagen går jeg omkring i gaderne, som igen ser ud til at fyldes med handlende og sælgende. Kun markederne er lukkede og jeg tror det alene skyldes forsamlingsforbuddet. Jeg går rundt i gaderne med computere, gaderne med print-butikker, med garvede skind, med kartoffelsække, med kyllingekød, med højtalere, med skinnende joggingtøj, guldsmedene, og mejeriprodukterne, og så den ene gade, den uden butiksfacader, i den gade hvor der hviler en anderledes håbløs stilhed. Det er gaden hvor de fattige bønder sidder. De som normalt kommer ind til byen med morgengryet, i et lad med en bylt på ryggen. Hvordan se er kommer i dag, forstår jeg ikke. Måske har de overnattet på gaden. Alle er de i den høje hvide cowboy-hat og de udtrådte sandaler. De er i en lang mørkblå uldnederdel, og i strikkede ofte røde eller lyserøde cardigans uden på en hvid undertrøje. Nogle af dem har et barn i en slynge om kroppen. De sidder på fortovet langs murene, med sænkede hoveder og foran dem ligger deres varer i en sirligt arrangeret orden. De sælger mos og grankogler, indtil solen er gået ned og de må dække sig med tæpper for at holde varmen. Foran dem ligger de flotteste grankogler, som de har kunnet finde på jorden. Den grønneste mos som de har kunnet skrabe af stammer og sten. Det er en meget stille gade. De sidder der blot med deres håbløse og fjerne blikke. Én er så hærget af grå stær, at jeg tvivler på at hun ser mig passere, men så, lige pludselig ser hun op på mig med en forskræmt grimasse. Hun klemmer øjnene hårdt sammen. De blege og blågrønne pletter dækker næsten helt begge hendes øjne. Men jeg kan ane hendes pupiller bag, en grå tone, som bevæger sig inde under.

Også på hotellet pynter de til jul. Ikke med mos og grankogler, men med blinkede lys. Også på Plaza de Armas er der pyntet op. Mellem pladsens palmer står rensdyr af plastic og blinker, en stor rød julemand, og små krybbespil doneret af lokale erhvervsdrivende og firmaer. Ford har en kasse med en gavesløjfe foroven. Inde i kassen blinker det blå Ford-skilt. En dækproducent har stablet en lille pyramide af dæk og sprayet dem grønne, og en endda mindre og sprayet dem hvide. Et juletræ og en snemand. Og så støder jeg på Newmont! Et krybbespil i blå grottelignende papmache, en jomfrumaria som står med jesus i sin favn. Og foran står skiltet. Med blå bogstaver på en hvid baggrund, og neden under står Yanacocha. Og der jeg står, slår det mig, at det meget vel kan blive det nærmeste jeg kommer på minen. Det her latterlige krybbespil, som børn og forældre lader sig fotografere foran, er måske al den mine, jeg lykkes med at se.