Guldfeber og blokader

Lima

Det er et råt nabolag i umiddelbar nærhed til lufthavnen. Hotellet er en direkte forlængelse af det landskab, som jeg kunne se under indflyvningen. Tyve forankrede tomme containerskibe og olietankere ude i bugten, på kysten et afpillet udtjent skibsskrog, alting sandet og beige. En enorm flok fugle lettede under os, som en ætsende syre, der steg piblende op fra en ødelagt undergrund. Senere endeløse rækker af ensfarvede importerede biler bag mure og pigtråd. Røg der steg op fra nogen der brændte affald af, men blev hængende i luften som et klæde. Jeg har altid tænkt på, hvem der kan finde på at overnatte på hoteller, der findes sådanne steder. Til alle sider så gråt, støvet, sandet og beige. Gøende hunde, som man ikke kan se. Tudende biler rundt om hjørnet. Blinkende julepærer med hvinende batteridrevne jingles. Støvede, rømmede veje. Skrald. Ingen vejsideboder, som lyser op. Ikke en hjemløs fattig i sigte. Slidte og grove bygninger i en og to etager, af beton, af billig gasbeton og blottede mursten, og klattede fuger.  Pigtråd, som en glimtende sølvrand over det hele. Det bløde orange lys fra de høje lygtepæle, som fordufter foran det skarpe hvide lys, hvis man kommer for tæt på en port. Lys som er sat op for at vække ubehag, for at blænde og afvise: ikke byde indenfor. 

Hotelpersonalet har frarådet mig at gå ud. En ansat løb ud for at købe min aftensmad for mig, selvom biksen var lige rundt om hjørnet. Han pegede på mig, og syntes at det var åbenlyst for enhver at se, at jeg ville komme i problemer. Jeg sidder i sengen på mit luskede hotelværelse på det lurvede hotel, som blev løsningen for i nat. Varmen er trykkende. På badeværelset er der et stort hul i væggen ud til gangen. I etagen over mig kører en vaskemaskine. Fra luftskakten, som vinduet åbner ud i, stiger lyden fra et tændt fjernsyn, hotelkøkkenets opvask og råb. Jeg prøver at få et overblik over situationen, men en alarm går i gang. Den hyler og hyler og hyler. Tre hyl og så en lille pause. Jeg hører ingen reaktion ude på gangen. Eller fra luftskakten. Jeg aner ikke hvad jeg bør gøre og bliver siddende. Håber nogen vil tage sig af det. Overvejer kort om det kan være jordskælv eller brand. Beslutter mig for at det ville føles anderledes, hvis det var andet end en teknisk fejl. Flere hunde ville gø. Sådan bliver det ved i ti minutter.

Mine planer faldt fra hinanden, så snart jeg gav taxachaufføren navnet på busterminalen. “Terrapuerto del norte, por favor,” fik jeg fremstammet. “No, no, no”, rystede han på hovedet. “No es possible, caballero”. Protesterne har udviklet sig. Vejene mod nord er blokerede. Trujillo kan ikke nås med bus, som det ser ud nu, forklarede han mig og spurgte, hvordan jeg vil betale. Han tog imod dollars. Amerikanske dollars og peruvianske soles. Euros også. Argentinske penge ville han ikke have, de havde ingen værdi, lo han, imens han i luften tegnede en streg som startede over hans hoved og sluttede nede ved gearstangen, som han hev og sled i, hver gang han kilede sig ind mellem bilerne i den anden bane. Jeg havde soles i kontanter, og skulle ikke til Trujillo, sagde jeg. Det var bare en mellemstation på vejen til Cajamarca. Det var Cajamarca, som var min egentlige destination. Han kunne ikke forstå, hvad jeg ville der. Jeg fortalte jeg var forfatter og at der var en mine, som jeg gerne ville besøge. “Hay una minera allí,  Minera Yanacocha.” Han synes hellere jeg burde rejse mod syd, Cusco, Machu Picchu. Hvis der blev tid til overs, lovede jeg. 

Imens han ringede til flere busselskaber for at høre, hvordan situationen var i Cajamarca, pegede han de venezuelanske prostituerede ud for mig. De var unge. “Niñas,” sagde jeg. “Veintidos, veintitres,” påstod han. Nok nærmere femten, fjorten. Langs de smalle hotellers blege pastelfacader stod de fordelt med tilpas afstand i deres korte skørter og mavebluser. De kastede på skift håret til siden da vi passerede. Hotelværelserne blev lejet ud på timebasis. Han spurgte, om jeg havde kone og børn. Jeg rystede på hovedet. Jeg spurgte om han havde. Han var fraskilt. Han havde tre børn. Den ældste læste til ingeniør i Brasilien. De andre fortalte han ikke om. I stedet talte han om Lima. Han hadede byen. Varmen. Trafikken. Den altid udeblivende regn. I Cajamarca regnede det altid. I Lima, aldrig. Af de 14 millioner indbyggere var 1 af dem fra Venezuela. Immigranter. Han kom endelig igennem til et busselskab. En mand blev sat på medhør. I Cajamarca var der også blokader. Han turde ikke sige, hvor længe det ville fortsætte sådan. Imens jeg forsøgte at lægge en ny plan, talte min chauffør videre om de prostituerede, hvor smukke især de columbianske prostituerede var. Han slap rattet for at vise brysternes størrelse, og hofterne. Det lod til at han syntes jeg burde købe mig en i aften, genoverveje og i det mindste udsætte mine planer om at rejse mod nord. Jeg orkede ikke tale mere om prostituerede og bad ham køre mig til det nærmeste hotel. Han parkerede foran en afskallet port. Han forsikrede mig at det var godt og sikkert. Under navnet “El Príncipe” hang tre støvede stjerner. Han sagde, at jeg skulle passe på, når det blev mørkt. Der var ikke mere politi i byen, de var alle sendt ud af byen for at kvæle protesterne. 

I sidste uge blev den peruvianske præsident, Pedro Castillo, afsat. Forinden havde han på landsdækkende fjernsyn annonceret at han havde i sinde at opløse og sende kongressen hjem. Et par timer senere var kongressen kommet ham i forkøbet. De stemte ham fra magten. Senere blev han for rullende kameraer ført ud af præsidentvillaen og ind i en bil. Han blev kørt til en militærbase i udkanten af Lima. Han er nu fængslet og afventer sin straf. Anklagerne lyder på “rebelión y conspiración.” Demonstranterne kræver ham løsladt, de kræver at der bliver udskrevet valg. De anerkender ikke den nytiltrådte præsident. Den forhenværende vice-præsident Dina Boluarte, landets nu første kvindelige præsident.

Jeg tænder for fladskærmen og finder en nyhedskanal. Der er billeder af en lufthavn, som er stormet af demonstranter. Dele af lufttrafikken er stadig lammet. Kampklædt politi går i en tæt formation ned ad en landingsbane. En flanke demonstranter sender en byge af kasteskyts ned over dem. I Lima har der også været protester. En TV-kanal har fået vinduer knuste på deres bygning. Ved en af demonstrationerne bliver en journalist, der er færd med at rapportere hjem til studiet, overfaldet. I et andet klip væltes en bil tilhørende en tv-kanal om på siden af ti mænd til stor jubel. Politiet bruger tåregas til at oplæse demonstranterne. Der er et klip af en tilfangetagen politibetjent eller sikkerhedsvagt, som bliver ført bort af demonstranter. I den sydlige del af landet er vejene til Cusco og Puno blokeret. Der er sat ild til bilhjul. Røgen vælder op i et sort giftigt slør. Situationen er den samme i Trujillo og Cajamarca. Ingen chance at komme dertil langs vejene. Busserne kører ikke. Der er fire døde i de sidste dages protester. Seksten-tyve tilskadekomne. En af de døde er et barn. En præst beder demonstranterne om at gå hjem. “No mas violencia, no mas muertes”.