Santa Maria de Ribera, CDMX
Jeg ankom til Mexico i lørdags. De første dage brugte jeg på at gense mine venner og på at lære mine nye bofæller at kende. To kunstnere fra Chile og en som jeg ikke nåede at møde. Hun flyttede ud af huset pludseligt og uden varsel. Der gik to dage, før Emilia fik fat på hende. Hun var blevet frarøvet sin telefon. To mænd havde grebet hende, da hun skulle hæve penge ved en automat. De tvang hende til at hæve alt, hun ejede. På politistationen blev hun fortalt, at Santa Maria de Ribera ikke er et sikkert nabolag. Nogle narcos holder til her, sagde de. Det kan meget vel være, men det er også noget vrøvl. Det som er overgået hende, er et tilfælde, og har intet med nabolaget at gøre. Det kan overgå enhver, men det sker mere sandsynligt i næsten alle andre nabolag end Santa Maria. Det er noget, som man må forvente vil ske en dag. Og når det sker, acceptere det. Endnu er jeg aldrig blevet hverken berøvet eller overfaldet i Mexico.
På mandag flyver jeg til Peru. Jeg skal være afsted i ti dage. I dag har jeg skrevet en e-mail til det amerikanske mineselskab Newmont og spurgt om adgang til Yanacocha-minen. Den ligger i Perus nordlige region, Cajamarca, højt oppe i bjergene. Jeg brugte min officielle universitetsunderskrift fra Lund Universitet, men regner ikke med at få svar. Men det er ikke til at vide med amerikanere. Selverklærede kapitalister vil måske stolt vise deres virksomhed frem for mig.
I dagene, som er gået, har jeg forsøgt at lære mig selv lidt basalt om minedrift, og forsøgt at fatte de økonomiske, politiske og økologiske konsekvenser. Yanacocha-minen er Sydamerikas største. Ejerforholdet i mineselskabet er fordelt mellem et amerikansk selskab, Newmont Mining Company, med base i Colorado, som ejer 51%. Buenaventura, et peruviansk selskab, ejer 44%. De sidste procenter ejes af IFC, et privat investeringsselskab, med base i Washington, som ser dagens lys i 1959. IFCs forældre? Verdensbanken og den Internationale Valutafond (IMF).
Den sværeste del at forstå er guldminedriftens kemiske processer. Især brugen af cyanid og kviksølv. Frem til 70'erne blev guldminedrift anset som rentabel, hvis der var 5/1000 gram for hvert kg. råmalm. Altså fem tusindedele gram for hvert kg udgravet og knust råmalm. Dvs. at der gik 300 tons malm til at udvinde 1 kg guld. I 70'erne begyndte en ny process, hvor den knuste råmalm blev overhældt med en cyanidblanding. Det frigjorde endda mindre bestanddele af guld fra malmen. Med cyanidteknikken blev det rentabelt at udvinde guld i koncentrationer, der var faktor 10 mindre. Dvs. at der siden 70'erne er blevet gravet, knust og opløst 3000 ton malm for hvert kg guld.
I produktionen bruges også kviksølv. Guld binder sig til kviksølv. Når guldet og kviksølvet senere er blevet sorteret fra det øvrige grus, opvarmes det. Kviksølvet fordamper ud i atmosfæren. Guldet bliver liggende tilbage. I storminedrift opsamles kviksølvet og hældes over på tønder, hvorefter de fragtes til deponering.
Jeg pakker let til turen. En lille rygsæk med regnjakke, langt vinterundertøj, en termotrøje, et par lave vandrestøvler, to sæt undertøj, notesbøger og et analogt kamera. Jeg skal være væk i ti dage, men jeg vil ikke have for tung oppakning på min rejse. Jeg skal kunne bevæge mig.
Flyet lander efter planen i Lima klokken 15.00 mandag eftermiddag. Natbussen til Trujillo afgår klokken 23.00. Det giver mig en aften i Lima. Jeg ankommer i Trujillo klokken 07.00 tirsdag morgen. Jeg håber, jeg lykkes med at få en ok nattesøvn ombord på bussen, men det kan man ikke vide. Næste bus videre afgår igen klokken 23.00. Jeg har ikke planlagt noget i Trujillo, men jeg har hele tirsdagen til at finde på noget. Når jeg kommer frem til Cajamarca er klokken 07.00, og det er blevet onsdag. Jeg kunne have valgt at tage flyet fra Lima til Cajamarca, men jeg vil gerne mærke rejsen og afstanden på min egen krop, selvom jeg bruger to døgn på at nå frem. Her må jeg finde et sted at overnatte, og få arrangeret med nogen, så jeg kan blive kørt op til Yanacocha, og til den nærliggende landsby Choropampa. De to steder er hele peru-rejsens formål.
Hvis det lykkes med det samme, kan jeg bruge den resterende tid i Peru på at rejse mod syd, mod Cusco og Puno. Især begravelsestårnene i Sillustani vil jeg gerne se. Hvis det viser sig svært at få adgang til minen, eller bare komme højt nok op i landskabet til at få et glimt af den, og hvis det også viser sig svært at finde en chauffør, som er villig til at køre ud til den kviksølvforgiftede landsby Choropampa, så må jeg væbne mig med tålmodighed og blive længere i Cajamarca. Så må jeg gå glip af det sydlige Peru for nu.
D. 02. juni, 2000, kører en lastbil ud af Yanacocha-minen. Ved middagstid taber den to tønder af laddet på hovedgaden i Choropampa. Over 150 kg kviksølv løber ud af tønderne. Der er historier om grinende børn, som løber rundt i gaderne og leger med det skinnede og flydende sølv. Det er så smukt. Det er levende. De kaster det op i luften og griber det igen. De leger med det og de smører sølvet ud over arme og hænder. Nogen, siges det, drikker det endda. De samler det i tomme sodavandsflasker og gemmer det under sengene på deres soveværelser.
Nogle timer senere begynder resultatet at vise sig. Indbyggerne samles med næseblod, svære hovedpiner, ondt i maven, og voksende udslæt op ad arme og ben. To dage senere ankommer ansatte fra Yanacocha-minen i fuldt beskyttelsesudstyr. De er kommet for at samle kviksølvet op. De betaler indbyggerne for at gøre arbejdet med at bringe sølvet tilbage. De betaler børnene for at lede efter det tabte sølv. De kommer tilbage med hænderne fulde af kviksølv og aflønnes kontant. De ansatte returnerer til minen med 1/3 af de tabte 150 kg.
Senere bliver indbyggerne betalt en lille erstatning, nogle tusind dollars, og betalt sygesikring i de første fem år. Til gengæld underskriver de kontrakter, som i fremtiden forhindrer dem at føre sag mod Yanacocha-minen, herunder selskaberne som udvinder guldet og de tilkyttede underleverandører. Jeg har fundet en artikel, som beskriver, at 85% af indbyggerne i Choropampa var analfabeter på dette tidspunkt. De underskrev kontrakterne ved at afsætte et fingeraftryk med blæk. Erstatningen blev hurtigt opbrugt på hospitalsregninger. Sygeforsikringen dækkede mere eller mindre kun smertestillende medicin. Sygeforsikringen udløb efter fem år.
Siden er følgerne af forgiftningen forværredes. Spontane aborter. Nyfødte med deformiteter. Infertilitet. Kroniske hovedpiner og ledsmerter så stærke, at indbyggerne er ude af stand til at rejse sig fra sengen. Et anden resultat af kviksølveksponering er tab af synet. Indbyggernes syn forværres år for år. De bliver blinde. Et tredje resultat er hukommelsen, som forsvinder. De er begyndt at glemme, hvad deres tragedie skyldes. De kan ikke længere huske, hvad der skete den junidag i 2000.
Men der er snart ikke mere plads på kirkegården til flere grave. I den første periode efter udslippet dør hundrede indbyggere. I de efterfølgende år dør én indbygger med tre-fire måneders mellemrum. Nu dør der tre-fire hver måned. Der er gået mere end tyve år. Landsbyen siges at være så godt som forladt. De fleste huse står tomme. De, som stadig lever og er blevet tilbage, forsøger at holde deres børn indendøre, når solen skinner. Jorden og undergrunden er fuld af kviksølv. Solens stråler frigiver giftige kviksølvdampe, og får børn til at besvime i gaderne.
Jeg har før lovet mig selv ikke at fotografere kirkegårde, men jeg vil bryde mit eget løfte, hvis det lykkes mig at komme til Choropampas kirkegård.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar