peace lines

    Jeg læser om murene i Belfast, som kaldes for Peace Lines. Og lidt om krigen, striden, freden, også. IRA. Det nye IRA.

    Jeg læser om murmalerier og ser på et billede, der skildrer en legende om to høvdingesønner. På maleriet ligger der midt i forgrunden en afkappet hånd på en grå sten. Bag ved er en stor bugt, hvor der fra højre nærmer sig to skibe. Det bagerste har et sort- og hvidstribet sejl. Det forreste har et rødt- og hvidstribet sejl. I dét forreste ses fire mænd. Lederen står klar til at springe i land. Han har den ene hånd sejrrigt hævet. Den anden mangler. Det er hans hånd som ligger inde på land. Under billedet står det forklaret, at høvdingen lod sine sønner dyste om tronen: den som først kom i land ville arve alt. Og det så længe ud til at båden med det sort- og hvidstribede sejl ville vinde, men sønnen i den tabende båd huggede sin egen hånd af og kastede den ind på land og kom derfor først.

    Jeg forsøger at forstå, hvad der er at lære fra en sådan legende, men kommer til at tænke på et omkvæd i en popsang i stedet for. Just wait 'till next year med John Maus. I’ll cut of all my fingers just to touch you, synger han. Jeg har altid tænkt at det var for at bevise kærligheden til du’et, og hvor meget jeg’et var villig til at gøre for at få du’ets opmærksomhed, hvilken smerte det ville udstå. Nu forstår jeg det mere praktisk. Jeg’et skærer sine fingre af for at kaste dem efter du’et. Sådan vil jeg’et røre ved du’et.

gamle skygger

Jeg sidder i en trendy hjørnecafé. Det er et højt industrielt lokale af beton. Store blanke rør løber oppe under loftet og høje støbejernsvinduer gaber ud mod vejen. Der er udelukkende langborde og bænke, og meget usmart at sidde for sig selv og læse i en guidebog, men jeg prøver at gøre det med autoritet: 

    Jeg læser og bladrer, som om jeg er døv. 

    Jeg rynker på brynene, drikker min kaffe uden at tage blikket bort fra siderne. 

    Jeg forsøger mig med et utilfreds støn og læner mig tilbage, og strækker benene ind under bordet. 

    Jeg tager hånden op til panden, og læser og ser opgivende ud. 

    Så bukker jeg mig ind over bogen igen, med begge albuerne på bordet, med knoerne mod mine kinder og tænker på drømmene og stederne fra i nat og sidder tilbage med en aftaget følelse af noget genkendeligt. 

Jeg forsøger at stykke det sammen igen. 

    Sporvognen.

    Tværs over en stor plads.

    En stor grå bygning passerer forbi, skyggerne er sorte og gamle.

    Sporene løber i en vidstrakt bue og falder samtidig med, ned til en lavere plads. 

    Dagslyset som pludselig er borte, det orange lys i mørket og en anonym mand.

    Jeg vil gerne have det til at passe med Bruxelles.

    En bue som løber fra Parc til Palais til Royale til Petit Sablon.

    Sporvognen som drejer af foran Palais de Justice’s enorme gab, en plads af sten, dønningerne som forplanter sig ud i pladsen, sten, den grå bygning af sten, et bjerg, alt er sten, en labyrint af mørke huler og gange og trapper.

    Jeg ser på et kort af Bruxelles på telefonen og kan ikke få det til at stemme. Jeg googler Palais de Justice, og ser på billeder af den enorme bygning og læser at den er rejst ovenpå Mont aux potences. Jeg forstår ikke fransk. På flamsk bliver det til Galgenberg. Jeg behøver ikke at oversætte, hvad Galgenberg betyder. Og så forstår jeg hvad der ligger i retsbygningens monstrøsitet. Voldsmonopolet. Magtanvendelsen. Og jeg forstår arkitekturen og hvordan den forsøger at overgå galgerne på en billedlig måde, galgerne som den har erstattet, og de hængte i dem, de sprællende, de inden den nært forestående død stadig mere sprællevende. Tovværket som giver sig og vrider, og lyden fragtes ned fra bakken, ned til byen, pladserne, lyden af galgen som strammes knirkende til des mere de hængte kæmper mod den, sparker vildt ud i luften, og vægten som forøges i svingninger, før de igen taber styrke, og kroppene som hænger bomstille, før lyden af tovene lægger sig.

udenfor Uggla

nico og jeg - xilitla & san luis potosi & los palotes

(unavngivet)

Jeg bruger dagen alene. Jeg går rundt i en filmmontage. I stedet for musik er det solen som lægger sig over billederne, af byen. Den lægger sine farvetoner overalt og komprimerer dagen til farver. 

    Dagen er orange. 

    En forenklet dag, som allerede imens den pågår, er et vidunderligt minde. 

    Noget set i et lykkeligt lys. 

    Jeg kommer til at huske den her dag, for sine farver, tænker jeg og går rundt inde et minde. 

    Jeg træder ind i et et hvidt lys. Jeg kan se, hvordan dagen vil udarte sig, farverne griber forud, de løber og jeg følger efter, solen flimrer hvidt oven på kølerne på de få biler, som ikke er kørt ude foran lejligheden. Blinklysene i vejkrydset.

    Solen er en hvid sut stukket i munden på den babyblå himmel.

    En emaljeret tallerken på et smukt tapet. 

    Drengene har orangefarvet hår. På de firkantede skoletasker er der firkantede orange reflekser, som bryder det orange i flere og flere og stadig mindre orange.

    Det hvide lys bliver et orange lys bliver et glødende og tiltagende rødligt lys og siden, senere, et aftagende lys fra en nedadgående sol, til sidst ulmende ned i skjul bag tagryggene og de mange skorstens sorte. 

    Den er en projektor med et krads hvidt lys, som kaster min skygge foran mig i en uhyggelig langtrukken silhuet på vej ud blandt bilerne på den tættrafikerede vej, piskende og lydløst slår skyggen ned på dem, de blanke farver, skinnede. 

det er en lille skam, at solen skal blive en planetær størrelse igen, allerede, så kort tid efter at solen var en skøn lille kugle som kunne gemme sig i dit hår. 

Som jeg læser det, så er digtet ‘befolket’ med digter-jeg’et og digter-jeg’ets mor.