Jeg bruger dagen alene. Jeg går rundt i en filmmontage. I stedet for musik er det solen som lægger sig over billederne, af byen. Den lægger sine farvetoner overalt og komprimerer dagen til farver.
Dagen er orange.
En forenklet dag, som allerede imens den pågår, er et vidunderligt minde.
Noget set i et lykkeligt lys.
Jeg kommer til at huske den her dag, for sine farver, tænker jeg og går rundt inde et minde.
Jeg træder ind i et et hvidt lys. Jeg kan se, hvordan dagen vil udarte sig, farverne griber forud, de løber og jeg følger efter, solen flimrer hvidt oven på kølerne på de få biler, som ikke er kørt ude foran lejligheden. Blinklysene i vejkrydset.
Solen er en hvid sut stukket i munden på den babyblå himmel.
En emaljeret tallerken på et smukt tapet.
Drengene har orangefarvet hår. På de firkantede skoletasker er der firkantede orange reflekser, som bryder det orange i flere og flere og stadig mindre orange.
Det hvide lys bliver et orange lys bliver et glødende og tiltagende rødligt lys og siden, senere, et aftagende lys fra en nedadgående sol, til sidst ulmende ned i skjul bag tagryggene og de mange skorstens sorte.
Den er en projektor med et krads hvidt lys, som kaster min skygge foran mig i en uhyggelig langtrukken silhuet på vej ud blandt bilerne på den tættrafikerede vej, piskende og lydløst slår skyggen ned på dem, de blanke farver, skinnede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar