gamle skygger

Jeg sidder i en trendy hjørnecafé. Det er et højt industrielt lokale af beton. Store blanke rør løber oppe under loftet og høje støbejernsvinduer gaber ud mod vejen. Der er udelukkende langborde og bænke, og meget usmart at sidde for sig selv og læse i en guidebog, men jeg prøver at gøre det med autoritet: 

    Jeg læser og bladrer, som om jeg er døv. 

    Jeg rynker på brynene, drikker min kaffe uden at tage blikket bort fra siderne. 

    Jeg forsøger mig med et utilfreds støn og læner mig tilbage, og strækker benene ind under bordet. 

    Jeg tager hånden op til panden, og læser og ser opgivende ud. 

    Så bukker jeg mig ind over bogen igen, med begge albuerne på bordet, med knoerne mod mine kinder og tænker på drømmene og stederne fra i nat og sidder tilbage med en aftaget følelse af noget genkendeligt. 

Jeg forsøger at stykke det sammen igen. 

    Sporvognen.

    Tværs over en stor plads.

    En stor grå bygning passerer forbi, skyggerne er sorte og gamle.

    Sporene løber i en vidstrakt bue og falder samtidig med, ned til en lavere plads. 

    Dagslyset som pludselig er borte, det orange lys i mørket og en anonym mand.

    Jeg vil gerne have det til at passe med Bruxelles.

    En bue som løber fra Parc til Palais til Royale til Petit Sablon.

    Sporvognen som drejer af foran Palais de Justice’s enorme gab, en plads af sten, dønningerne som forplanter sig ud i pladsen, sten, den grå bygning af sten, et bjerg, alt er sten, en labyrint af mørke huler og gange og trapper.

    Jeg ser på et kort af Bruxelles på telefonen og kan ikke få det til at stemme. Jeg googler Palais de Justice, og ser på billeder af den enorme bygning og læser at den er rejst ovenpå Mont aux potences. Jeg forstår ikke fransk. På flamsk bliver det til Galgenberg. Jeg behøver ikke at oversætte, hvad Galgenberg betyder. Og så forstår jeg hvad der ligger i retsbygningens monstrøsitet. Voldsmonopolet. Magtanvendelsen. Og jeg forstår arkitekturen og hvordan den forsøger at overgå galgerne på en billedlig måde, galgerne som den har erstattet, og de hængte i dem, de sprællende, de inden den nært forestående død stadig mere sprællevende. Tovværket som giver sig og vrider, og lyden fragtes ned fra bakken, ned til byen, pladserne, lyden af galgen som strammes knirkende til des mere de hængte kæmper mod den, sparker vildt ud i luften, og vægten som forøges i svingninger, før de igen taber styrke, og kroppene som hænger bomstille, før lyden af tovene lægger sig.