peace lines

    Jeg læser om murene i Belfast, som kaldes for Peace Lines. Og lidt om krigen, striden, freden, også. IRA. Det nye IRA.

    Jeg læser om murmalerier og ser på et billede, der skildrer en legende om to høvdingesønner. På maleriet ligger der midt i forgrunden en afkappet hånd på en grå sten. Bag ved er en stor bugt, hvor der fra højre nærmer sig to skibe. Det bagerste har et sort- og hvidstribet sejl. Det forreste har et rødt- og hvidstribet sejl. I dét forreste ses fire mænd. Lederen står klar til at springe i land. Han har den ene hånd sejrrigt hævet. Den anden mangler. Det er hans hånd som ligger inde på land. Under billedet står det forklaret, at høvdingen lod sine sønner dyste om tronen: den som først kom i land ville arve alt. Og det så længe ud til at båden med det sort- og hvidstribede sejl ville vinde, men sønnen i den tabende båd huggede sin egen hånd af og kastede den ind på land og kom derfor først.

    Jeg forsøger at forstå, hvad der er at lære fra en sådan legende, men kommer til at tænke på et omkvæd i en popsang i stedet for. Just wait 'till next year med John Maus. I’ll cut of all my fingers just to touch you, synger han. Jeg har altid tænkt at det var for at bevise kærligheden til du’et, og hvor meget jeg’et var villig til at gøre for at få du’ets opmærksomhed, hvilken smerte det ville udstå. Nu forstår jeg det mere praktisk. Jeg’et skærer sine fingre af for at kaste dem efter du’et. Sådan vil jeg’et røre ved du’et.