Forsinkelser XVII

Lay sender en optagelse tilbage. Den er filmet ud af vinduet fra deres værelse. Imellem grene og blade kan jeg se ned på fortovet, et par parkerede biler ude på vejen og på fortovet, omringet af spredte spisende gæster på de lave plastictaburetter, madstanden. De er tilbage! Lay skriver, at de vågnede ved duften af tortilla, af huarache, af majsmel og kød, at han tænkte, wait a second, no way, they’re back!

*

Fra haven kan jeg se skurvognene – jeg tror der udelukkende bor østeuropæiske håndværkere i dem. De andre i huset siger at de snart skal tages ned. De spekulerer på, hvad der skal bygges, når Skurbyen er borte. Til den anden side kan jeg se en kontorbygning. Om aftenen går solen ned bag ved den, lyset falder etage for etage, står igennem vinduerne. Det ligner at der inde i bygningen ingen gulve eller etager er, kun den nedadgående sol, en slags enorm elevator af guld. Når det er blevet mørkt og trafikken er stilnet af, kan man høre busserne lade op, den summende elektriske lyd overdøves af dørene som går op og i, og en enkelt eller to pling-lyde fra rejsekortene. 

*

Lay skriver, at det er ligesom i Los Palotes. Jeg har sendt dem en lille optagelse af haven, hønerne som går omkring i græsset, drivhuset og bedene, den lidt kluntede men charmerende udbygning fra bryggerset, som er V’s værelse. De to italienere bor i garagen. Mit værelse og kontor er i værelsesfløjen, hvor også M har værelse. Vi bor i hvert vores hjørne af huset, det første af tre gule rækkehuse i dårlig stand, med skæve havelåger og -stakitter og vinduesrammer, som trænger til at blive malet. 

*

Jeg ser på priserne for en envejsbillet til Mexico. Det koster mindre end en måneds husleje her. Min husleje på Bajío 53 er en femtedel af min husleje her på Refshalevej 190. Jeg siger til mig selv, at jeg bør stole på min beslutning om at vende tilbage.

*

Det er her jeg skal bo. Alle lejemålene har udløb om tre år. Og det er måske ok. Tre år ud i fremtiden er meget længere end jeg kan se. Jeg venter på svar fra Biskops Arnö og skal vente længere. Det skriver de i en mail, ansøgerne kan forvente svar i kommende uge. Jeg læser mine ansøgningstekster igen. Jeg læser følgebrevet igen. Jeg synes det er rigtig godt. Igår syntes jeg at det var noget værre vås. Dagen inden endnu værre. Jeg stoler ikke på mig selv og glæder mig til at høre om jeg er kommet ind. 

Spørgsmålene, som jeg stiller mig selv, er:

    – Hvad i alverden skal jeg lave her(hvis ikke jeg kommer ind)?

    – Var det en fejl at vende tilbage?

*

Jeg lover mig selv, at jeg ikke skal gå og opsøge de samme spøgelser, de samme steder og rutiner, ikke falde tilbage i de samme gamle mønstre: kirkegårdene, museerne, statuerne, de samme barer, falde for de samme mennesker. Det er en ny start, og det er herligt at ankomme til byen fra en anden side. Jeg har ikke prøvet havnebussen endnu, jeg gemmer den til en dag, hvor jeg har brug for at genfortrylle byen.

*

Refshaleøen er et sted for spekulation. Man kan se mønstrene gentage sig alle vegne: et bageri, en tegnestue, en fotograf, en musikfestival, en madfestival – det er altsammen led i at forberede omgivelserne til investorernes fantasi og senere deres grådighed: se hvor mange mennesker som allerede er her! Se alle kvadratmetre som allerede er her! Tænk på alle de kvadratmetre, som er mulige at tilføje!! Jeg har boet på et tag hele foråret, været omringet af trækroner og en uendelighed af andre tage og tagterrasser til alle sider, de her øer oppe i luften. Nu bor jeg på en forhenværende industrihavn, det er altsammen beton og grus, moler, gamle bygninger, det gamle skibsværft, men i haven forsvinder det altsammen. Det er en grøn ø, lukket inde af buske og træer og rækværk. 

*

Jeg har fået vand i ørene, og kan ikke få det ud. I et par dage går jeg med en vuggende følelse, som om jeg sidder på tømmerflåde eller ligger og flyder i havnen. Hver indånding trækker mig lidt til venstre og lidt ned ad, hver udånding tilbage på plads. I badet leger jeg med vandtrykket og forsøger at ramme den helt rigtige mængde vand, så at hvirvlen hele tiden er lige ved at trække sin spiral ned i afløbet, men aldrig bliver klar og tydelig. Den ligger ligesom og dæmrer, i det lave vand, som er lidt for højt for den at blive til i. 

*

Jeg tager cyklen ind til byen, cykler ud til en antikvar i Norvest og køber en masse bøger, cykler forbi en ven, hvor jeg har haft postadresse og henter et par bøger, som jeg har fået tilsendt der, jeg cykler ind forbi forlaget og henter en masse bøger, hvor er det dejligt, hvor er det skønt at cykle rundt og fylde bøger i sin rygsæk. Det er eftermiddag og varmt, og det sidste som jeg skal inden, jeg vil vende næsen mod Refshaleøen er at hente mine fotografier, men noget er gået galt. Filmrullerne var tomme og jeg får halvdelen af pengene tilbage. Negativerne skal jeg betale for uanset. Hvad er der sket, og hvad er der blevet af mine billeder? Har jeg opbevaret filmene forkert, har de været tæt på noget magnetisk, er der sket noget på rejsen, i hvilken taske lå de, kan lufttryk og højde påvirke ikke-fremkaldte film, de er forsvundet, pist-væk, blevet til luft? Er det kameraet eller bare jeg, som har gjort noget åndsvagt? Hvilken skuffelse. Jeg kan kun huske billederne af Kit og Patricia og Xochi på altanen og slangen af flyttefolk, som kom slæbende hen til bilen med flyttekasserne, en madras, standerlamper. Jeg slår det hen, sådan noget sker, øv hvor er det ærgerligt, men sådan noget sker. Jeg vælger ikke at tænke mere på det, jeg tænker på alle bøgerne jeg skal læse, jeg har en hel sommer foran mig med bare at læse, at bade, og de siger godt vejr.

*

Nu har jeg en cykel, det var det sidste. Jeg er færdig med at pakke ud, at flytte ind, jeg har smidt alt muligt ragelse ud, arrangeret bøgerne, købt hylder og bogkasser, det hele er ok, så jeg tager min nye cykel ud på sin første tur. Jeg cykler ned til Christianshavn og tager en øl på et værtshus, og stirrer ud i luften og ryger og drikker. Bagefter går jeg forbi et hus, hvor to venner engang boede. Den ene, ved jeg, er flyttet tilbage til London for flere år siden, vi sagde aldrig farvel, jeg fik det at vide fra en anden ven. Jeg går hen til døren og kigger på dørklokken. Og jo, her bor stadig én som jeg kender. Jeg sætter mig ved baren på den anden side af gaden, på en udendørs plads og drikker en til. Imens overhører jeg nogen tale om deres arbejdspladser ude på lufthavnen, flyafgange og hjælpepakker, de regner med snart at vende tilbage. 

*

John viser sig at være en venlig mand. Han er solbrændt som en pensionist, og har allerede taget cyklen ned fra stativet, da jeg kommer ud af døren. Han synes det er morsomt at gå og reparere cykler, det er godt at have noget at nørkle med, siger han. Han er kommet helt fra Næstved, et par timer forsinket, og jeg havde tænkt mig at virke irritabel, forsøge at få et afslag i prisen, men cyklen er flot og god, robust, og han har en fin sydsjællandsk accent og ser fornøjet på cyklen(sit arbejde). Jeg cykler i en lille cirkel og kan ikke sætte en finger på noget. Så, her er pengene, det var det, vi aftale, ikke, det vil jeg gerne give, den er sgu flot. 

*

Italienerne spørger om jeg vil med ned at bade. De springer hurtigt i. Jeg bliver stående ved kanten, siger at jeg aldrig rigtig er blevet god til at bade. Jeg må lære mig at synes om det. Jeg står på kanten, går nogle skridt tilbage, og tænker, at det bør ikke være noget at tænke over, det er så enkelt, det er sikkert koldt, men det bliver hurtigt dejligt, det er bare at springe i, hvorfor trække det ud, hvad er der egentlig at overveje. Vandet er mørkt. Jeg ved ikke hvor dybt der er. 

*

Jeg tænker på historier, som min mor har fortalt mig, fra da hun lå indlagt en sommer, da hun var 13-14 år. Der kom så mange unge drenge, så mange unge mænd, solbrune og flotte, men lamme, fordi de var sprunget i vandet uden at vide, hvor dybt der var. De var blevet lamme, de var stødt mod grunden med hovedet først, nakken, ryggen, nerverne, de var bristet, revet over, knækket og nu var de lamme. Så smukke og så unge. På et skilt står der, at der er otte meter dybt. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der kan jo være noget, skiltet kan være misvisende, jeg kan ikke se det. Det er jo vanvid at springe med hoved først ned i noget ugennemsigtigt. 

*

De råber, come on, it’s not that cold. Jeg går frem, og så tilbage, øver et slags tilløb, og springer så. Det er frygtelig koldt, men det er kun vand, intet andet, jeg svømmer hikstende og stakåndet, indtil jeg bliver nogenlunde følelsesløs. Da jeg kommer op er der vin, vi drikker et glas og ryger, solen går ned eller rejser mod vest, over byen, Langelinje og Kastellet og Gefionspringvandet og hvad det altsammen hedder. 

*

Forsinkelser XVIII

Jeg har tømmermænd og sidder i solen og sveder. Jeg læser og smører mig ind. Hunden ligger og troner i græsset som en mæt løve. Jeg løber nogle ærinder, jeg handler ind, bader, laver mad, jeg laver hele tiden mad, sætter i opvaskemaskinen og tager ud af opvaskemaskinen, spiser frokost i timevis, virker det til, måltiderne fylder så meget, jeg træner og tager et bad, jeg sætter mig ud i haven for at læse, for at få sol, jeg bliver skoldet, jeg smører mig ind og sveder. Mine dage: et glas vand, som jeg ligger og svulmer op i, som en rød vingummibamse.

*

Jeg lægger bøgerne, som jeg læser, rundt omkring i huset, i køkkenet, i stuen, i sofaen, og prøver at rode lidt med vilje. Jeg synes her er for ordentligt og prøver at falde til. Huset er meget stille efter klokken ti, vi spiser aftensmad sporadisk og ude af sync med hinanden, vi taler om løst og fast, vi spørger ind til hinandens dage, når vores måltider overlapper hinandens. Men uden at der gives tegn til det, afsluttes samtalerne meget pludseligt og folk forsvinder ind på deres værelser. 

*

Jeg har løbet alle mine ærinder i sidste uge, jeg har pakket ud, jeg har arrangeret bøgerne i hylderne, afleveret glemte bøger på bibliotekerne, meldt min flytning, alt er gjort nu, det praktiske, men jeg aner ikke hvad jeg skal tage mig til, hvor skal jeg tage hen, hvem skal jeg se? Jeg går en tur rundt på Refshaleøen, står på en mole og kigger over på byen, Marmorkirken og stilladset som er rejst ved siden af, som ligner en bizar støttekonstruktion, som dem hvorfra rumraketter affyres, jeg cykler ud til Teaterøen, ender i en blindgyde og vender om, jeg stiller cyklen og går en tur ud til vindmøllerne og forbi lystfiskerne, om aftenen cykler jeg ned på Christianshavn og tager en øl og ryger en cigaret på bar og forsøger at koncentrere mig om rollen.

*

Jeg modtager endelig en mail fra Biskops Arnö: jeg er blevet optaget til distancekurset. Det glæder mig helt vildt, jeg ville ikke ane hvad jeg lavede her, hvis ikke jeg var kommet ind. Nu ved jeg i hvertfald hvornår efteråret vil begynde. Hvor vidunderligt og fortryllende det er, det hele, at have en have, at gå ned og bade, at træne og læse, at komme i form.

*

Ræven står ude i haven og kigger på mig. Hønerne klukker og flakser hysterisk inde i buret. Den er større end jeg havde regnet med. Og det falder på plads, de har talt om Ræven, på sådan en måde, som man taler om Månen. Dét er Ræven. Der er ikke flere. Den er stor og uimponeret og kigger på mig, sænker hovedet lidt og lunter så forbi buret og de oprømte høns. 

*

Hvor pinligt det er at være til! Eller hvilken pine? Jeg har skrevet til alle og enhver, eller dem, som jeg tror der er i byen, men der er ingen svar. De fleste er flyttet væk, imens jeg har været borte. Jeg bør svare på en mail fra en ven i Norge, men det virker ikke lige så aktuelt nu, hvor jeg er tættere på Norge. Mindre akut. To venner er taget til Island med en ornitolog. De skulle tælle fugle i en uge, slappe af i en uge. De andre er vist i Sverige. Jeg bestiller en ny øl på en ny bar, hvor jeg endnu ikke er stødt på nogen som jeg kender, da en gammel ven sætter sig ved siden af mig. Jeg er lykkelig for at han er der, men jeg skammer mig, fordi jeg kunne aldrig finde på at skrive til ham. Vi er drevet bort fra hinanden i årevis. Bevidst og ubevidst. Vi taler om hvor længe siden det er, vi forsøger at indhente det forsømte, vi aftaler ikke at vi skal ses igen snart, vi tager afsked, uden at sige at der ikke må gå så længe igen til næste gang. Vi tager afsked, og jeg overvejer, om vi mon tænker det samme.

*

Jeg tror jeg har været deprimeret eller også bare udmattet. Måske bare trist. Mine jerntabletter virker ikke, men hele dage går med en følelse af at jeg har en tablet, sådan øverst i halsen, som om jeg ikke har slugt den ordentligt. Jeg læser nyheder hele tiden, jeg følger tallene som blusser op, tømmer batteriet på telefonen før middagstid og lader den op mindst to gange om dagen. Om eftermiddagen cykler jeg til Fælledparken, jeg skal testes, jeg stiller mig i køen for gående, en hjemmeværnsmand skælder en kvinde ud, som vil tage et billede, det er forbudt, se, der er skilte over det hele, se, både her og dér, han er irriterende og prædikende, overfuser hende, og hun skammer sig. Køen rykker fremad, med store mellemrum, og siden der ikke er nogen som kommer i bil, som skal testes, bliver jeg af en dragtklædt mand vinket ind i bilteltet. De scanner mit sygesikringskort, jeg rækker tungen ud – og bliver overrasket over at jeg skal række tunge – jeg siger ah, der skrabes i mandlerne og drøblen og det er kort og ubehageligt og så puttes vatpinden i en glasbeholder, som minder om dem vaniliestænger er i, de siger at resultatet vil komme om et par dage.

*

Min lillebror kommer på besøg, vi sætter os i haven og snakker, det er så dejligt at det endelig er lykkes. Vi drikker kaffe og spiser kage fra bageriet på den anden side af vejen. Han er ved at være færdig med sin film, som de har optaget i Hareskoven. Han er i tvivl om resultatet, men jeg tror han er glad for, at resultatet også er en slags masketab, han kan genkende sine mønstre. Jeg fortæller at det var derude, at jeg arbejdede som gartner sidste forår, og da valgene skulle afholdes, opstillede valgbokse og tog dem ned igen.

*

Det er en mærkværdig by fuld af ansigter, som jeg kan genkende, men ikke husker hvorfra eller hvorfor. Jeg cykler og cykler og har vænnet mig til, at styret og forhjulet trækker lidt til højre, men jeg kan ikke vænne mig til alle de her ansigter, alle de her bekendtskaber, venners venner, særlige ansigter fra et særligt nabolag, personer fra medierne, eller personer fra tidligere jobs, skoler. Jeg er fanget i en konstant følelse af at være uhøflig, af ikke at hilse, standse op og udrede vores bekendtskab, sig mig; kender vi ikke hinanden? – at undgå nogen med vilje.

*

Jeg cykler hjemad i mørke. Det er midnat og alle barer bliver lukket og byen fyldes af skrig og skrål, fuldstændig ublu ungdom. Det er charmerende og skræmmende på én gang. Det stilner af efter Nyhavn, tyste cyklister suser ned ad kyssebroens stejle bue, grupper af mennesker går hviskende af sted. Oven på operaens tag hviler en rødt oplyst røg og hvide projektører skyder kegler op i natten, en rest af en slags begivenhed, som måske lige er sluttet. Forbrændingen og skorstenens rødt blinkende lamper, de store gamle industribygninger, hallerne og de gamle militæranlæg, skibene, vindmøllerne, det er meget dramatisk at cykle mod det her landskab, i mørke, helt tyst, om natten. Det bliver spændende at se hvordan her er om vinteren, hvor tykt mørket bliver, hvor hård vinden mon vil være, hvor langt der vil føles ind til byen.

*

Jeg modtager en besked fra en ven i Malmö. Hun skriver tak for postkortet, og skriver at det virker til at være længe siden at jeg sendte det. Det blev sendt i december, inden jeg rejste tilbage til danmark i januar, og var tænkt som et julekort. Selvfølgelig har posten også været påvirket af foråret. Der har været få fly, som har fløjet over Atlanterhavet. Men hvor skørt og vildt, at det har taget et halvt år for postkortet at nå frem. Dem, som jeg sendte til Norge, kom frem i marts og april, tror jeg. Det samme med dem som skulle til Danmark. Det til Færøerne ved jeg ikke om er kommet frem endnu. Jeg sendte postkortene før juleaften, jeg rejste fra Mexico til Danmark i januar, jeg rejste tilbage til Mexico i februar, og kom tilbage til Danmark for en måned siden. Og postkortene når stadig frem. Gad vide hvor de har været i al den tid? Har de ligget gemt og glemt inde i Palacio Postal oppe ved Bellas Artes så længe?

*

Der er mistede opkald på min telefon, jeg ringer forgæves tilbage og efterlader mistede opkald på andres telefoner. Hos venner, mine brødre, min lillebror udsætter vores aftale. Der går dage sådan, vi får ikke fat på hinanden, det hele udsættes, vi aftaler at forsøge igen morgen, glemmer det, forsøger i overmorgen, starter forfra. Hvor pinligt, det er at leve, hvor svært det er at få fat på hinanden.

*

Forsinkelser XIX

De står tydeligt frem for mig igen, deres ansigter, deres grin, livet på taget, dansen og skænderierne, de døsige dage, de smukke solnedgange.

*

Mellemtid og mellemgrund

Jeg sidder igen og overvejer, hvordan oplægget skal struktureres. Det er d. fem-og-tyvende juni, det er bagende varmt på Bang, sved perler ned af ryggen, ned ad halsen, jeg nyser og går på toilettet for at puste næse, og der kommer blod med. Jeg har mærket det hele morgenen, men undladt at tænke på det, min venstre næsebor er tæt, jeg puster mere og der kommer mere blod ud, røde tråde i et ellers vådt gennemsigtigt snot. Jeg troede at det skulle være ovre nu. Det er længe siden.

*

Jeg tænker på afstanden til Mexico igen og hvordan retningerne er så paradoksale: afstanden forøges, pludselig er den borte igen, og uden at man ved det, så er den der igen. Hvad er der sket de sidste to måneder: jeg holdt op med at skrive. Jeg beslutter mig for at skrive tilbage. Kronologi og linearitet interesserer mig. Jeg er interesseret i nærvær og fravær, afstande og intimitet. 

*

Jeg læser det, som jeg skrev, det om at mellemgrunden er en bro, den anden dag, og er meget tilfreds med det. Jeg tror der er noget dér. Og det om symmetri, det som min kollega fortalte, at det var æstetik for de dovne. I så fald vil jeg være doven. Jeg vil vende det her om, og skrive mig tilbage, bevidst forvirre mig selv tidsligt undervejs, med hvad der er læsningens retning og hvad der er retningen for det at skrive, at skrive frem og huske tilbage.

*

Når jeg hører folk bruge begrebet lysår om tid, bliver jeg urimeligt sur, og tænker: folk er idioter, allesammen er idioter, et lysår er en metrisk afstand, det er ikke en tidsenhed. Nu er jeg måske i gang med noget tilsvarende. Jeg skriver fra i morgen om i går, jeg vil forsøge at gå tilbage, at skrive det frem, være et barn, som vaklende lærer at gå. Jeg skriver en bro, som er et forsøg på at rejse tilbage i tid, for at lukke afgrunden som er opstået uden at jeg har set den opstå. Jeg er meget tilfreds med at jeg skrev en spejlingsscene i forgårs, et spejlbillede, hvor jeg ikke kunne genkende mig selv. Der hvor symmetrien begynder, men hvor spejlbilledet ikke er helt det samme.

*

En dansk forfatter udtaler sig i en avis, at når man lægger en bog fra sig, før den er færdig, så er det som at afbryde nogen, som er midt i at tale. Jeg tænker på hvad det er sker, når jeg holder op med at skrive. En anden dansk forfatter udtaler sig i en radioudsendelse, at det jævne ikke er godt nok. Det skal sitre. Der skal være vulkaner i mellemgulvet. En anden dansk forfatter sidder en aften i tv-studiet og fortæller om hans ophold på et meditationskursus i Sverige – en slags meditationens ironman, ti dage med total stilhed, ingen snak, ingen samtale, ingen tegngivning på nogen som helst vis. Den danske forfatter er i studiet for at berette om den bog, som han efterfølgende har skrevet(!). Jeg bliver irritabel, men ved ikke om det er jalousi eller selvretfærdighed. Men denne by, der er så meget støj, så mange udtalelser, så meget usammenhængende vås og positionering, så meget som jeg har savnet, men måske løj jeg for mig selv, da jeg sagde at det var for let at leve et sted, hvor jeg ikke forstod sproget, der blev talt: at det var derfor, at jeg ville tilbage hertil, at det er nødvendigt at være omgivet af det samme sprog, som man skriver på.

*

Karl kommer forbi Bang. Han har været ude i solen hele dagen, badet, slappet af, nydt sin dag. Han har ikke vagt, men bemærker planterne som hænger i vindueskarmen, siger Oj! og henter vand for at vande dem. Vi taler om løst og fast, at jeg har fået svar om, at jeg ikke har corona, om altanerne i hans lejlighed, generalforsamling og en beslutning om at de ikke må benytte altanerne efter ni om aftenen på grund af støj, vi griner og ryster på hovedet, ingen aner hvad fanden de har gang i, vi taler om sommerhusplaner, Gotland, Stockholm, hvordan sommeren skal bruges bedst. 

*

Jeg cykler ad Istedgade ned til Halmtorvet, jeg cykler forbi DGI-byen til Nationalmuseet, trasker forbi Thorvaldsens og jeg drejer af før Børsen, cykler ned forbi Nationalbanken, bestiger kyssebroen, glædes over brisen, som er så salt, og som lægger sig over sveden – ti-tyve-tredive både er at se, goboats, og store luxusbåde, musik og champagne, bryggerne er spættede til med solbadende fulde, alle er tyve år i den her by, alle er så så unge og alle har penge og båd  – ved den næste bro får jeg støv i øjnene, det står op fra arbejdet i Papirøen. Papirøen er egentlig borte. I øens sted er der nu et hul ned i kanalen, en stålindhegnet firkant hvor maskiner er i færd med at udgrave og planere. Det ser besynderligt ud, dette hul ned i kanalen, og minder mig om World Trade Center 9/11 memorial, de to fodaftryk efter tårnene, hvor vandet falder ned i de her to firkantede og dybe huller og driver ind mod et sort hul i midten. Det er så dramatisk. Der er klippet et firkantet hul i vandet. Kort efter passerer en gul cykel mig, det er min lillebror, han er i cykelhjelm, det glæder mig, at han er begyndt at bruge cykelhjelm, jeg vender mig på cyklen og vinker og kalder Thomas! Men han har hverken set eller hørt mig. 

*

Forsinkelser XX

Det er d. tre-og-tyvende juni, det er Skt Hans aften, min fars fødselsdag. Klokken er lige blevet ni. De andre er taget hjemmefra og jeg sidder ude i haven, på en stol som jeg har placeret midt på græsplænen. Nogle bier kravler i nogle hvide blomsterhoveder. Græsset er højt og trænger til at blive slået. Jeg er den sidst tilkomne, så jeg vil lade nogle af de andre om at træffe den beslutning. Hønerne klukker i indhegningen. Jeg bør lukke dem ud nu, og give dem vand, som Marie mindede mig om. Det er min fars fødselsdag tænker jeg igen, og nu når tanken mig rigtigt. Jeg skriver til ham og ønsker ham tillykke, at jeg helt havde glemt det igår, da vi talte i telefonen. Han svarer usædvanlig hurtigt, takk fyri tað góði. Hvem skulle have troet at det var muligt at skrive en bog og komme tættere på sin familie.

*

På vandhanen hænger en seddel, hvor der med blå sprittusch står, at vi ikke har noget vand, men at der er fyldte vandflasker i køleskabet til kaffen. På nettet læser jeg, at nogle rør er sprunget læk på Christianshavn, nede ved Knippelsbro. De kan ikke sige, hvornår skaderne vil være udredt. Jeg tager en flaske vand i køleskabet og går ud til hønsene, lukker dem ud og hælder vand i deres vandbeholder. Jeg kaster dem et par håndfulde foder og hønsene piler efter det, der det lander. Den ene bliver kaldt Houdini, men hedder vist noget andet. Den anden kan jeg ikke huske hvad hedder. Houdini er rød. Den anden er sort og askegrå. De har været fire, men ræven har taget to af dem.

*

En time mere går med at læse i solen, som virkelig bager på mine skuldre og arme. Strålerne stikker og jeg smører mig ind i solcreme og vender mig for at se på mit spejlbillede i stuevinduet. Jeg vrider mig lidt, drejer overkroppen til den ene og til den anden side, læner mig forover og tilbage mod stoleryggen, imens solen lægger sig glinsende over mine muskler i slyngende baner, strøg. Jeg løfter armene over hovedet, og er glad for hvad jeg ser. Jeg er blevet smuk og stærk. Mine arme er store og stærke, mine skulderblade er fulde af muskuløse buler, mine mavemuskler er stærke og markerede. Jeg kan næsten ikke genkende mig selv. 

*

Jeg læser Sagans Bonjour Tristesse, om farens affærer som smuldrer i solen, saltvandet og sandet i Céciles hænder, på hendes læber, stakkels Cyril, stakkels Anne. Den er vidunderlig. Klokken ti rejser jeg mig for at træne i en halv time. Jeg ruller måtten ud i stuen, sætter musik på og begynder mine øvelser. Jeg hører Bad Bunny og J Balvin. Balvin udtalt Balbin. Jeg hører en masse regatton, og lidt folkemusik, imens jeg laver hele rutinen, en blanding af yoga og strækøvelser, af kung-fu, af standardøvelser fra skolens idrætstimer, i bare boksershorts. Bagefter ruller jeg måtten sammen og gemmer den under sengen på værelset. I skabet inde på kontoret tager jeg et rent håndklæde, på toilettet skifter jeg til badeshorts, så går jeg ned til havnebadet, smider t-shirten og går hen til kanten, og jeg tænker mig ikke længe om, der er ingenting at vurdere, før jeg springer i med hovedet først. Det er koldere end i går, men det er skønt. Jeg svømmer fire baner bryst og to crawl og så er jeg udmattet. Da jeg lukker mig ind i huset igen er vandet kommet tilbage.

*

De andre tager på arbejde hver dag mellem halv-ni og ni, og så er jeg alene i huset, og for at tiden ikke mere skal løbe ud mellem fingrene på mig, har jeg lavet mig et skema, som jeg følger og som jeg er meget tilfreds med. Klokken syv ringer vækkeuret. Fra syv til otte spiser jeg morgenmad, drikker kaffe, ryger min første cigaret, som jeg glæder mig ustyrligt til, jeg bladrer i avisen, men må ikke se på telefonen. Fra otte til ti skal jeg skrive eller læse. Fra ti til elleve skal jeg træne og eller bade og tage et brusebad, klæde mig på til dagen, sådanne ting. Fra elleve til tolv skal jeg læse. Fra tolv til et spiser jeg frokost, læser avis, tjekker mails, læser nyheder på nettet, spiller skak på min telefon. Fra et til tre læser eller skriver jeg, men nu ude i byen et sted, på cafeer eller i parker eller når de igen åbner for andet end ind- og udlån, bibliotekerne. Fra tre til fem løber jeg ærinder, handler ind, har lidt mere fri. Klokken seks spiser jeg aftensmad. Mellem syv og otte bader jeg igen eller for første gang – da er der ikke længere så mange mennesker i havnebadet, og solen står flot og lavt lige ind i renden mellem betonmolerne, hvor havnebadet ligger. 

*

Jeg har læst som en gal i mange dage: Sagan, Larsson, Lispector, Brøgger, Frost, Myles, Boyer, Celan, Hassan, Hødnebø, og Hødnebøs gendigtning af Dickinsson Skitne lille hjerte. Jeg læser i endnu en time, og tænker på form. Jeg er imponeret af formen i Sagan’s Bonjour Tristesse og Lispector’s Stjernens Time, af alt det jeg læser, jeg er imponeret og inspireret. Det er som om de er skrevet i et klarsyn, men fra et sted, hvor tiden som er gået er blevet kondenseret til noget konkret, en slags tydelig erfaring lægger sig over enhver sætning, ethvert ord, billede. Sagan og Lispector skriver i datid, de har en klar og tydelig fortæller, som beretter. Jeg skriver i nutid, og føler at jeg famler, er nærsynet, skriver midt i erfaringen, er som et barn der lærer at gå, hver sætning er som hvert skridt barnet tager, jeg vakler og genfinder balancen overrasket over at der bliver ved med at være fast grund under fødderne.

*

En kollega hviskede en gang til mig – så at eleven, hvis projekt vi lige havde diskuteret (og som jeg havde elsket) ikke skulle høre det – at hun havde i sin tid haft en professor som havde sagt, at symmetri var æstetik for de dovne. Jeg synes det var et latterligt synspunkt, men jeg vidste slet ikke hvor jeg skulle begynde.

*

Klokken et cykler jeg til Vesterbro for at sætte mig på Bang. Hende den amerikanske, som lige er blevet skilt og som nu har sit styr med sin danske opholdstilladelse, sidder i trappen og hilser på mig, på en lidt usikker måde. Bagefter, da hun står bag bardisken og tager imod min bestilling, er usikkerheden borte. Hun spørger om ikke jeg er Karls ven. I’ve forgotten your name, siger hun. Jeg siger Rúni, og hun siger sit, men jeg glemmer det med det samme. 

*

Mytologi og sagn. (Theseus og Ariadne, Sælekvinden, Tangtrolden)

Erindring og hukommelse. (Uddrag og scener fra bogen – det er vigtigt at være konkret nogengange)

Perception og et billedes opbygning. (B. Siegert, centralperspektivet, kulturelle teknikker)

Landskab og økonomi. (Navigation og kolonialisme – rejseprosa?)

Jeg sidder og skriver stikord ned og prøver at strukturere et oplæg, som jeg er blevet bedt om at holde på Kunsten i Aalborg i forbindelse med en udstillingsåbning med titlen Landskaber eller Landscapes. Jeg skal læse op fra Bølger over det høje græs, og bagefter tale om hvilken rolle landskabet spiller i bogen. Jeg vil gerne genfortælle sagnet om Sælekvinden i sin helhed. Jeg vil gerne tale om hukommelse og erindring som knyttet til landskabet, farens hukommelse er strøet omkring i hans omgivelser, men også sorg, glæde, hele følelsesspektret er der også. Landskabet og faren indgår i en økologi, de plejer hinanden, giver og tager fra hinanden uden at man kan adskille dem sådan. 

Mest af alt vil jeg tale om mellemgrunden, som næsten ikke er til at finde i det færøske landskab. I dramatiske geografier, som den færøske, man står så alene foran naturen, den forbliver så stor hele tiden. Mellemgrunden er en bro, som gør det muligt at forbinde forgrunden til baggrunden. Man kan gå fra forgrunden og ud til baggrunden. Tænk på japansk havekunst, det lille landskab, det lille bjerg, det fine sand som er revet i smukke mønstre, foran dine fødder, og mod horisonten, eller mod himlen, bjerget, det store landskab. Uden mellemgrunden bliver afstanden til omgivelserne en afgrund.

Jeg tilføjer i mine noter, at mellemstore og store byer er ren og skær mellemgrund uden at vide helt, hvad jeg mener. Jeg trives i hvertfald bedst i byer, måske er der noget med det sociale som findes inde i mellemgrunden, på den bro, som jeg forstår den som.

*

Når man først hiver en forklaringsmodel frem som er tredelt, så er det let at kludre det hele til med andre tredelte forklaringsmodeller. Jeg prøver at minde mig selv om, at stenbruddene var afgørende i bogen, at de er de- eller irregulerede områder af landskabet. At det handler om forskellige deltagelser i landskabet, et episk landskab, en patetisk stemmen, bønderne og fiskerne, maskiner og kapital, at det også er et spørgsmål om alder, om idealisering og romantisering, heroisering, pastoraler, Lebbeus Wood’s Free Spaces i Berlin osv. Det bliver klart for mig, at jeg bliver nødt til at være mere præcis, oplægget inklusiv oplæsning er sat til at vare en time.

*

Op ad Danneskiold Samsøes Allé bliver cyklisterne og de gående til en mængde, eller en folkevandring. København er på udflugt. Køen til Noma er uendelig. I voldene laves der yoga på surfbræt. Fra en af husbådene spiller Black Sabbaths Paranoid, en tømmerflåde med bar og tilbud om kolde gintonics ser ud til snart at kæntre af alle de badende som hviler på tømmerflådens kant, imens de venter på at slukke deres tørst. Bjarke Ingels kommer løbende i sort joggingtøj, svedende og gumpetung, som en midaldrende familiefar. Biler gasser op, ladcykler skærer ind over, højtalere, ringeklokker, busser, løbehjul, solbrune blonde piger, stærke tatoverede drenge. Hele København er på vej ud på Refshaleøens streetfood, skatepark, havnebade, bungy jump, bouldering, forbrændingens klatrevæg, sneløjpen (!). Hvilket tivoli! Hvilket cirkus! Hvilket vanvid jeg er flyttet tilbage til.

*

Zeno og Clau står og friterer auberginerne, som har ligget i salt hele natten, da jeg kommer ind i køkkenet. Det er til i morgen, vi har fællesspisning en gang hver anden uge. Jeg går ud i haven, vender stolen rundt og sætter mig i solen. Jeg har ikke mærket min telefon vibrere, men der er tre-og-halvtreds nye beskeder i whatsapp-gruppen. Den sidste er fra Nico: Yo no escuché una puta alarma. Jeg svarer med et hjerte, griner jajaja, og imens jeg scroller op igennem samtalen, går det langsomt op for mig, at alarma ikke er et vækkeur, eller nogen som har ringet på døren, der er slet ingen dørklokke på Bajio 53, det går op for mig at det er jordskælvs-alarma. Den uhyggelige skurrende alarm, som jeg husker så godt fra den ene gang, jeg har hørt den! Jeg scroller op og ned i deres samtale, Rochi, Celle, Nico, de skriver med hinanden, jeg forstår næsten ingenting: Fue re fuerte eh, noget med gulvet, piso, noget med vertigo, loca, horrible, men så er der en, som jeg forstår, Todos bien, si yo tambien. Alt er godt, ja, også mig. Jeg skriver og spørger om der har været jordskælv. Nico svarer, ja, huset dansede Rock’n’Roll her til morgen. 

*

Vi skriver frem og tilbage i en time. Jeg har savnet dem så frygteligt, det er en måned siden ca. at jeg rejste fra dem, at Nico kørte mig til lufthavnen i lejebilen, og jeg gik rundt i den næsten fuldstændig rømmede lufthavn med maske på. På en måned er de forsvundet –  måske endda i to, jeg begyndte at fjerne mig, sive bort længe før min afrejsedato, i forberedelser og forestillinger om det som skulle ske, når jeg vendte tilbage – de er aftaget i kraft, deres ansigter, deres grin, fortonet sig bort til det her abstrakte savn. Rochi skriver at hun og Emi er flyttet ind i deres nye lejlighed. Jeg sender billeder af det gule rækkehus, af hønsene, haven. Jeg skriver at jeg savner dem. Celle svarer at de savner mig. Rochi siger at hun skriver på sin roman, at deres nye lejlighed er god at skrive i. Hun spørger om det er godt at skrive i mit nye hjem. Jeg lyver og siger ja, selv om jeg ikke har skrevet siden jeg flyttede ind. 

*

Det er Skt. Hans aften. Jeg ved ikke om der er bål nogen steder, men naboen holder fest. De andre vil ned at bade ved Lynetten, få frituren af sig, og fordi at der altid er færre mennesker dér. Jeg ryster på hovedet, men er glad for at de spørger. Jeg vil vente lidt og så gå ned til havnebadet i stedet. Det har jeg vænnet mig til. Jeg går først, når de er tilbage. Jeg springer i og svømmer et par baner. Jeg tørrer mig og sætter mig i den lave sol og ryger en cigaret. 

Spørgsmålene har ændret sig utrolig meget. Afstanden til Mexico er forsvundet med jordskælvet. Jeg kan ikke forstå hvad der er sket på de sidste par måneder. 

Jeg kan slet ikke formulere spørgsmålene. Jeg er bange for dem og hvilke konsekvenser de kan have. I stedet for gentager jeg de samme gamle spørgsmål, dem jeg stillede mig selv for næsten fire måneder siden:

    Hvad er vigtigt at bruge tiden på. 

    Hvilke mennesker kan jeg ikke leve uden,    

    hvem ønsker jeg tæt på mig, hvem er det    

    bedst at jeg har lidt afstand til?

*