jeg har ikke haft en læsning på dét jeg skriver på i over et år: jeg er bange for at jeg er vanvittig

så træt så tidligt

    — Good night, siger hun så, og undskylder at hun er så træt så tidligt.

    Jeg siger, at det er fint og forståeligt, du har været på arbejde, vi har været ude, det har været en lang dag, og at det skal du slet ikke tænke på, det har været en dejlig dag, virkelig, og vi ses bare i morgen og så smiler E og går. 

    Og så er jeg alene tilbage i stuen og den er meget stille, og fra kælderlejligheden kommer der ikke et pip, der er ingen hjælp at hente, så det er svært at forestille sig andet end at gå i seng, hvad skulle jeg finde på, egentlig, så det gør jeg: Jeg venter til jeg hører de bare tæer mod linoleumsgulvet, og badeværelsesrørene suse, og så går jeg derud, på listefødder, og jeg hasper døren uden et kvæk og står og kigger i spejlet, og jeg synes at mine fregner er trådt frem i løbet af dagen, min næse er rød, solen har virkelig skinnet, og jeg har været ude hele dagen, i den friske luft, mine kinder er varme og røde som et par bøjer i havnen. 

    Jeg børster tænder og tænker på E på den anden side af spejlet, i mørke, at hun kan høre mig, men ikke se mig, at der kun er et par meter i mellem os, men kun mørke, ingen barriere, og så ryster jeg på hovedet af mig selv, og kommer til at trække tandbørsten op over kinden, og det er så dumt og flovt, og så tørrer jeg mig om munden og gør mig færdig og går ind i stuen og lægger mig og falder i søvn og før jeg ved af det stikker E hovedet ind af døren. Det er lyst igen, det er allerede morgen. Skodderne er åbnede. Jeg har intet drømt. Jeg misser med øjnene, skærer grimasser, og, tror jeg, kommer med nogle gryntende gab. Hun siger, der er kaffe, så jeg hiver mig op af sengen og går ud i entréen, imens jeg knapper mine bukser og gnider fingrene i øjnene, leder efter søvnen i øjenkrogene, lyset er skarpt og hvidt, og jeg forsøger at rette mit hår imens, det vil sige lægge det ned, hvis det står op. Meget mekanisk.

    Søsteren er i færd med at klappe strygebrættet sammen og gemme det af vejen og kaffen er løbet igennem, da jeg kommer ind i køkkenet. Bordet er dækket. Agurkestænger og gulerodspinde, og nogle røde bådeskårne æbler, og der er juice, også, nypresset. Og søsteren er i god tid, hun har tid til at spise med og i radioen spiller de TEXAS. Det føles så sommerligt det hele, så lykkeligt, jeg er klatøjet og søvndrukken, E’s søster puster ned i sin kop, dampen står op og forsvinder hurtigt, hun smiler, og spørger, hvad jeg lavede i går, og hvad jeg skal i dag. Og så kommer E med en taburet inde fra sit værelse og sætter sig til bords, og hun fortæller om togturen og biblioteket, og molen, og hvordan vi gik og så efter krabber, men ikke så nogen, og E fortæller også om den lukkede iskiosk, og E’s søster ærgrer sig på vores vegne, hun hæver øjenbrynene og anlægger et trist gemyt, men det gjorde ingenting, det siger både E og jeg, i munden på hinanden. Og jeg smiler, fordi vi sagde det samtidig, vi forsvarer begge aftenen, den var fin, den var flot, selvom der ingen is var. Vores aften var ikke afhængig af is for at blive god. Og så smiler søsteren, og vi spiser morgenmad, meget stille. Vi rækker hinanden tingene uden at tale, og hvis vi taler, så er den førte samtale lav, vi smiler, misser, laver små, små bevægelser med læberne, mundvigene, brynene, ser hinanden i øjnene, smilende, men ikke for længe, lader blikkene glide af hinanden men bibeholde smilet, trække det videre, fra hinanden og ud i den tomme luft. Jeg tror, vi sunder os. Ingen sukker, men det er sådan det føles, en morgen som en lang og salig udånding.

kysten på den ene side

Fem minutter er nogen gange ingenting. På perronen bliver fem minutter til en evighed. E er ikke kommet endnu. Jeg har købt billetterne, og toget står og summer. Dørene er mest lukkede nu, der kommer ikke flere dryssende.

    Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis ikke hun når det. Skal jeg lade begge billetter gå til spilde. Skal jeg sætte mig ind, stå af og vente på hende dér. Jeg ville ønske jeg havde nogle klarere vaner.

    Tanken om, at E når fra kontoret til stationen, op ad trapperne fra gaden til perronen, og ind i toget inden fire minutter er gået, den kører i cirkel i mit hoved. Det er umuligt at nå alt det på fire minutter. 

    Jeg ser hen mod trappenedgangen, men der kommer ingen. 

    Jeg ser på toget, de lukkede døre, passagerernes tyste hoveder bag vinduerne. De venter og håber at toget snart vil køre, så de kan være hjemme lidt før normalt.

Togstationer er det mest ensomme som findes. Alle har travlt med at forlade dem. Hele deres væsen er denne ensomhed, som skal videre. Som øjnene på passagererne, der skal videre. De skinner tamt og indadvendt, som kunstige sten.

    Man ønsker sig ikke glemt her.

Der er tre minutter til toget kører, da hun kommer løbende. Grinende løber hun mig i møde, men ændrer så retning, kalder imens, og løber mod den nærmeste dør.

    — Come on, come on, come on.

Hun griner, håret flagrer. Jeg er lettet, og sætter i løb. 

    Vi når det. 

    Vi hopper ind i togvognen og lander grinende. E er forpustet og bukker sig for at få vejret igen. Hun retter sig op, med hænderne i siden, puster sit ansigt fri af det løse hår. Hun har løbet hele vejen.

    — I didn’t think I’d make it. Wauw.

Der er pladser nok. Vi sætter os ved siden af hinanden og lægger mærke til de andre passagerer. Nogle smiler af optrinnet. Vi griner, og falder til ro. Vi ser på hinanden, sukker dybt og kører glade ud fra stationen. 

    Jeg ser os med de andre passagerers øjne. De er unge og lykkelige. Et smukt par. Hun ville lægge hovedet på hans skulder, hvis det var sådan.

    Vi har kysten på den ene side — et dybt billede vi kører længere ind i — på den anden side flakkende huse, da E fortæller, hvad vi skal i morgen. Og dagen efter. Hun er igen fuld af fart og energi, hun griner, hun har planer, alle mulige ting, vi kan nå. 

Hun lægger kittelærmet på brættet, stryger det, vender det om og stryger også dér, i dampen, som står ud af strygejernets næse. Hun folder og vender og stryger meget øvet. Jeg er sikker på at der ikke er en eneste fold, når hun er færdig.

    Hun er i en hvid uldtrøje med bred hals. 

    Solen står ned i køkkenet, og lægger lyset i rande over det hele.

    Søsterens løse hårlokker, dem der falder ud over panden, lyser skinnende op. Blusens fimrehår lyser. En rand lægger sig om hovedets runding, også i brillestellet.

Jeg er bange for at jeg kigger for meget på hende. Jeg forsøger at kigge på rummet også, kigger op i et hvidmalet loft, kigger ned på et ternet linoleumsgulv, og genkalder mig lyden af de bare fødder fra i nat. Jeg kigger på krydderhylderne, kigger over det hele, på lampeskærmen, på køleskabet med ord-magneter, der ligner et gigantisk harmonika-sammenstød. Og mit blik vender tilbage til søsteren og så bag hende, på en knudebundet affaldspose i karmen ud til entréen, som ikke er båret ud endnu.

I går var det d. 12. december, dagen hvor Guadalupe åbenbarede sig for Juan Diego.  

Nicolas, Juan og jeg gik turen derud, sammen med mange tusindvis af andre. På vej dertil var stande sat op med vand og mad og en masse gratis til pilgrimmene, som bar malerier af Guadalupe på ryggen, børn som bar statuetter af Guadalupe, familier på udflugt, grædende børn med en isvaffel i hånden, ensomme pilgrimme med beskidte rygsække og orange kasketter, soldøsige hunde i skygge under træer. 

Det var en meget smuk dag, som fra morgenen af var meget let at aflyse, men som ikke desto mindre endte i en aften, som var meget svær at forlade; vi tog til Nico's atelier, så hans malerier, vi delte en pizza, vi tog til et mezcaleria.

Jeg tog til en fantastisk fest, men tog ingen noter.

I dag er det fredag d. 13. Jeg har tømmermænd, solen skinner, vi har haft vand at vaske sig i, og jeg kan ikke holde op med at lytte til Suki Waterhouse.

xilitla

smukke skulpturer, san luis potosí, leonora carrington; jeg elsker dig

pludselig er så meget muligt
og så lidt nok og nødvendigt

sol sol sol, for alle dagene: sol.

Mod nord er der søjlebasaltsformationer, fem- og sekskantede søjler af sten, et helt landskab i forskellige trin, som går ud i vandet, bølgerne og brændingen. 

    Giant's Causeway. 

Og nogle bjerge hedder Mourne Mountains, hvorfra en mur, som hedder Mourne Wall leder vand fra kilder ned til et bassin i Silent Valley. 

Og tæt på grænsen er der drypstenshuler, som hedder Marble Arch Caves.

Navnene er smukke. Jeg oversætter dem for mig selv:

    Marmor-bue-hulerne.

    Stille-dalen.

    Og Mourne, hvis det var uden e’et, hvis bare det var Mourn, Sørgemuren, Sørgebjergene. Men sådan er det ikke. Jeg ved ikke hvad e’et skal gøre godt for.

    Og Kæmpens dæmning. Resterne efter den. 

Jeg lægger min tommelfinger ned på kortets målestokslineal. Min tommelfingernegl er 50 km bred på kortet. 

    

    Jeg tæller dagene indvendigt. Jeg måler afstande i negle. Og vurderer hvad som er en dagstur, og hvad jeg vil bruge mine dage på.

    Jeg ser på vejrudsigten på min telefon, og der er meldt sol, sol, sol, for alle dagene: sol.