Hun lægger kittelærmet på brættet, stryger det, vender det om og stryger også dér, i dampen, som står ud af strygejernets næse. Hun folder og vender og stryger meget øvet. Jeg er sikker på at der ikke er en eneste fold, når hun er færdig.

    Hun er i en hvid uldtrøje med bred hals. 

    Solen står ned i køkkenet, og lægger lyset i rande over det hele.

    Søsterens løse hårlokker, dem der falder ud over panden, lyser skinnende op. Blusens fimrehår lyser. En rand lægger sig om hovedets runding, også i brillestellet.

Jeg er bange for at jeg kigger for meget på hende. Jeg forsøger at kigge på rummet også, kigger op i et hvidmalet loft, kigger ned på et ternet linoleumsgulv, og genkalder mig lyden af de bare fødder fra i nat. Jeg kigger på krydderhylderne, kigger over det hele, på lampeskærmen, på køleskabet med ord-magneter, der ligner et gigantisk harmonika-sammenstød. Og mit blik vender tilbage til søsteren og så bag hende, på en knudebundet affaldspose i karmen ud til entréen, som ikke er båret ud endnu.