kysten på den ene side

Fem minutter er nogen gange ingenting. På perronen bliver fem minutter til en evighed. E er ikke kommet endnu. Jeg har købt billetterne, og toget står og summer. Dørene er mest lukkede nu, der kommer ikke flere dryssende.

    Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis ikke hun når det. Skal jeg lade begge billetter gå til spilde. Skal jeg sætte mig ind, stå af og vente på hende dér. Jeg ville ønske jeg havde nogle klarere vaner.

    Tanken om, at E når fra kontoret til stationen, op ad trapperne fra gaden til perronen, og ind i toget inden fire minutter er gået, den kører i cirkel i mit hoved. Det er umuligt at nå alt det på fire minutter. 

    Jeg ser hen mod trappenedgangen, men der kommer ingen. 

    Jeg ser på toget, de lukkede døre, passagerernes tyste hoveder bag vinduerne. De venter og håber at toget snart vil køre, så de kan være hjemme lidt før normalt.

Togstationer er det mest ensomme som findes. Alle har travlt med at forlade dem. Hele deres væsen er denne ensomhed, som skal videre. Som øjnene på passagererne, der skal videre. De skinner tamt og indadvendt, som kunstige sten.

    Man ønsker sig ikke glemt her.

Der er tre minutter til toget kører, da hun kommer løbende. Grinende løber hun mig i møde, men ændrer så retning, kalder imens, og løber mod den nærmeste dør.

    — Come on, come on, come on.

Hun griner, håret flagrer. Jeg er lettet, og sætter i løb. 

    Vi når det. 

    Vi hopper ind i togvognen og lander grinende. E er forpustet og bukker sig for at få vejret igen. Hun retter sig op, med hænderne i siden, puster sit ansigt fri af det løse hår. Hun har løbet hele vejen.

    — I didn’t think I’d make it. Wauw.

Der er pladser nok. Vi sætter os ved siden af hinanden og lægger mærke til de andre passagerer. Nogle smiler af optrinnet. Vi griner, og falder til ro. Vi ser på hinanden, sukker dybt og kører glade ud fra stationen. 

    Jeg ser os med de andre passagerers øjne. De er unge og lykkelige. Et smukt par. Hun ville lægge hovedet på hans skulder, hvis det var sådan.

    Vi har kysten på den ene side — et dybt billede vi kører længere ind i — på den anden side flakkende huse, da E fortæller, hvad vi skal i morgen. Og dagen efter. Hun er igen fuld af fart og energi, hun griner, hun har planer, alle mulige ting, vi kan nå.