så træt så tidligt

    — Good night, siger hun så, og undskylder at hun er så træt så tidligt.

    Jeg siger, at det er fint og forståeligt, du har været på arbejde, vi har været ude, det har været en lang dag, og at det skal du slet ikke tænke på, det har været en dejlig dag, virkelig, og vi ses bare i morgen og så smiler E og går. 

    Og så er jeg alene tilbage i stuen og den er meget stille, og fra kælderlejligheden kommer der ikke et pip, der er ingen hjælp at hente, så det er svært at forestille sig andet end at gå i seng, hvad skulle jeg finde på, egentlig, så det gør jeg: Jeg venter til jeg hører de bare tæer mod linoleumsgulvet, og badeværelsesrørene suse, og så går jeg derud, på listefødder, og jeg hasper døren uden et kvæk og står og kigger i spejlet, og jeg synes at mine fregner er trådt frem i løbet af dagen, min næse er rød, solen har virkelig skinnet, og jeg har været ude hele dagen, i den friske luft, mine kinder er varme og røde som et par bøjer i havnen. 

    Jeg børster tænder og tænker på E på den anden side af spejlet, i mørke, at hun kan høre mig, men ikke se mig, at der kun er et par meter i mellem os, men kun mørke, ingen barriere, og så ryster jeg på hovedet af mig selv, og kommer til at trække tandbørsten op over kinden, og det er så dumt og flovt, og så tørrer jeg mig om munden og gør mig færdig og går ind i stuen og lægger mig og falder i søvn og før jeg ved af det stikker E hovedet ind af døren. Det er lyst igen, det er allerede morgen. Skodderne er åbnede. Jeg har intet drømt. Jeg misser med øjnene, skærer grimasser, og, tror jeg, kommer med nogle gryntende gab. Hun siger, der er kaffe, så jeg hiver mig op af sengen og går ud i entréen, imens jeg knapper mine bukser og gnider fingrene i øjnene, leder efter søvnen i øjenkrogene, lyset er skarpt og hvidt, og jeg forsøger at rette mit hår imens, det vil sige lægge det ned, hvis det står op. Meget mekanisk.

    Søsteren er i færd med at klappe strygebrættet sammen og gemme det af vejen og kaffen er løbet igennem, da jeg kommer ind i køkkenet. Bordet er dækket. Agurkestænger og gulerodspinde, og nogle røde bådeskårne æbler, og der er juice, også, nypresset. Og søsteren er i god tid, hun har tid til at spise med og i radioen spiller de TEXAS. Det føles så sommerligt det hele, så lykkeligt, jeg er klatøjet og søvndrukken, E’s søster puster ned i sin kop, dampen står op og forsvinder hurtigt, hun smiler, og spørger, hvad jeg lavede i går, og hvad jeg skal i dag. Og så kommer E med en taburet inde fra sit værelse og sætter sig til bords, og hun fortæller om togturen og biblioteket, og molen, og hvordan vi gik og så efter krabber, men ikke så nogen, og E fortæller også om den lukkede iskiosk, og E’s søster ærgrer sig på vores vegne, hun hæver øjenbrynene og anlægger et trist gemyt, men det gjorde ingenting, det siger både E og jeg, i munden på hinanden. Og jeg smiler, fordi vi sagde det samtidig, vi forsvarer begge aftenen, den var fin, den var flot, selvom der ingen is var. Vores aften var ikke afhængig af is for at blive god. Og så smiler søsteren, og vi spiser morgenmad, meget stille. Vi rækker hinanden tingene uden at tale, og hvis vi taler, så er den førte samtale lav, vi smiler, misser, laver små, små bevægelser med læberne, mundvigene, brynene, ser hinanden i øjnene, smilende, men ikke for længe, lader blikkene glide af hinanden men bibeholde smilet, trække det videre, fra hinanden og ud i den tomme luft. Jeg tror, vi sunder os. Ingen sukker, men det er sådan det føles, en morgen som en lang og salig udånding.