Guldfeber og La Minera Yanacocha

Cajamarca – Yanacocha

Hun ved allerede, hvad jeg vil spørge om, da jeg kommer ned ad trappen. Hun smiler og har taget telefonen op til øret, inden jeg har nået hen til skranken. Jeg spørger, om det er anderledes i dag, er vejene åbnede? Tror du, jeg kan komme til minen? Hun beder mig smilende vente. Hun skal ringe og forhøre sig.

Jeg går udenfor, krydser vejen, hvor trafikken igen er gået i stå. Jeg læner mig op ad muren og tænder en smøg og tænker, at måske kommer det alligevel til at ske? Jeg ser på bilerne foran mig, hører alle hornene, alle dem der gasser op, råbene fra sælgerne i de nærliggende gader. Så går det op for mig. Jeg smider smøgen og skynder mig mod Plaza de Armas. Alt er åbent. Butikkerne, markederne. På vejene må de små trehjulede mototaxier igen vige for de større firhjulede fartøjer. Vejene er åbne, tænker jeg, de er åbne, de må være åbne. Ved den første taxi, jeg henvender mig til, er svaret, ja, det vil han da. "¿Yanacocha, la minera?" "¡Si, si, la minera!" Jeg spørger, hvor meget det vil koste. 150 soles, svarer han og lader blikket vandre lidt uinteresseret ud ad ruden. Han har en sideskilning og sådanne aflange brilleglas, som får mig til helt umiddelbart at stole på ham. Vi aftaler, at tage af sted om en time. Jeg må spise morgenmad inden, hente mit kamera. Forberede mig. Jeg stikker ind om en butik og køber to flasker vand og to snickers, som jeg i en pludselig indskydelse tænker, at min chauffør og jeg kan dele, når vi er kommet frem. En lille picknick. Vi kan sidde på bilens køler, og spise vores chokoladebarer og se på minen og lade os imponere. Henne på hotellet fortæller receptionisten mig, at vejene er åbne. Jeg takker for hjælpen og forklarer, at jeg allerede har fundet en taxi.

Tre kvarter senere ringer telefonen på natbordet. Jeg sidder på sengekanten med min rygsæk på gulvet foran mig; i rygsækken har jeg mit kamera, en ekstra film, en regnjakke, vand og chokoladebarer. Jeg er allerede i sko og jakke, har penge i kontanter. Jeg er klar. Det er receptionisten, som er i røret. Hun fortæller, at taxaen er kommet. 

Tunge, tætte skyer hænger oppe over bjergene mod nord, den vej vi skal. På undersiden og i det mest fortættede er de cigaretrøgsblå. Vi kører ad N3, den eneste vej, som leder ud af byen i nordlig retning, den eneste som leder op i bjergene, op til minen, Yanacocha. Den ligger kun halvtreds kilometer fra byen, men det tager halvanden time at køre dertil, fortæller min chauffør mig. Han har været der før.

Trafikken hakker sig langsomt sin vej ud af byen. Vi går i stå i en sammenfletning. Solen bager og lægger sit låg over den smalle gade. Trafikosen kan ikke lette. En metallisk duft af filede koblinger flyver gennem luften som små koncentrerede og skarpe tråde. Vi passerer en byggeplads' støj og vesteklædte mænd, holder stille på en bro over en tørlagt å, bugnende af ukrudt og skrald. Vi passerer en stor mur og børn i ens joggingsæt, dybblå med en rød og en hvid stribe ned ad ærmer og bukseben. Vi standser foran en port ind til, hvad der må være skolegården. Flere børn i de samme joggingtøj. Farverne synes så klart definerede. Selv i forbifarten så definitive blandt alt det ellers så sandede, så sammenhængende, rosa. Trafikken stopper igen op. I ladet på en blegrød pickup foran os står en næsten selvlysende orange kalv. 

Endelig løsner trafikken op. Byen aftager. Bebyggelsen bliver mere spredt, tilfældig. På vejens nedre side opdyrkede grønne felter, gartnerier, hvide pressenninger, store ensartede arealer, på vejens øvre side, stadig flere huse, men med stadig større afstand til deres nabo, omringede af uklare rande, skel, skrald. Og overalt går løse høns, haner, nyudklækkede kyllinger. I vejkanten lunter løse hunde målrettet og lydløst af sted. Foran en garage ligger en meget, meget lang og grå orne på siden.

Enkle huse, vejsideboder, mekanikere, tankstationer, små skure følger tro vejens bane ind gennem dalens folder. I et skarpt sving begynder opstigningen mod de sørgmodigtblå skyer. Så snart vi er kommet ud af svinget træder min chauffør speederen i bund, og vi bliver presset tilbage i sæderne. Han lægger sig helt tæt bag en blå lastbil, og må sænke hastigheden. Han trækker ud i modkørende bane, men med det samme kommer en sort jeep susende tæt forbi. Han trækker os over i vores bane, men med det samme ud igen; halvvejs ud i modkørende bane. Og da der ingen modkørende ses før næste sving, overhaler han. Hver gang der er en åbning, overhaler vi: de små trehjulede mototaxis, busser, pickups, jeeps og vældige amerikansk-producerde lastbiler. Og i den modkørende bane kommer de samme biler susende mod os. Mototaxis, busser, pickups, jeeps, de store lastbiler, men der stænkede til af et betongråt mudder. I vejsiden står og går mennesker, bønder med den høje cowboyhat og med en bylt på ryggen, og ranke drenge i bankblå jakkesæt, med en rygsæk højt oppe på ryggen, på vej i skole. 

Senere, da vi er nået op i regnvejret, står de i ly under udhæng, i døråbninger og karme, i facadernes forskellige små indhak. Det står ned. I vejkantens brede rende fosser det med vand. Stedvis er vandmængderne for store, åer skyller tværs over vejen og tager mudder og sten med sig, som min chauffør forsøger at styre os gennem uden at sænke hastigheden. Der går et koldt gonk op gennem karrosseriet, da han rammer en aflang gærfarvet sten på størrelse med et brød. 

Landskabet bliver på vej op, under nedbøren, stadig blødere. Bjergsiderne bliver grønnere. I vejkanten breder der sig et mosset tæppe. Op og ned ad skråningerne er der høje uldne siv blandt figenkaktussernes grønne ansigtshav og agave-kaktussens buketter af de stålblå blade. Lyset er blevet hvidt, tåget. Sigtbarheden er pludselig lav. I skråningerne er der flere nåletræer, der vandrer ned i den tunge tåge, høje og slanke med deres nedadhængende, slappe grene, helt tunge af regnen. Og stadig er der hele tiden dyr at se i vejsiden, kalve med et løst reb om et bagben, en pattegris, også med reb om et bagben, kalkuner, meget små kyllinger, de luntende hunde, kalve og køer.

Efter en times tid er vi kommet op. Vejen flader ud. Landskabet åbner sig til alle sider. Skyerne ligger højere. Det er tørvejr. Skråningernes foldninger, og beplantningens frodighed er erstattet af et mildt bølgende græs- og mosklædt landskab. Vejen er blevet bredere, asfalten helt blød og nylagt, banestriberne stærke og gule, kantstenene skarpe. Vi er knap 3000 meter over havets overflade, men alligevel er der hist og her, i nedsænkede skåle i terrænet, klynger af nåletræer. Ellers er det blot dette bare og ensartede landskab, der breder sig til alle sider. Gulligt og mosgrønt, stribet af grå bælter af sten, grus og udtørrede åer. Bakketop efter bakketop, ingen tinde, ingen dramatik andet end selve monotonien, udstrækningen, vedholdenheden. Ingen bebyggelse. Ingen anden trafik. Kun denne fantastiske vej, som stiger og falder, forsvinder og dukker op igen ude i horisonten, bag bakkerne, bakkerne som bliver ved og ved og ved.

Langsomt går det op for mig, at bakkerne som ligger foran os, er identiske. De har intet af den sære variation, som alt naturligt har i sig. Intet gror på dem, deres ydre er glat og goldt. Bakkerne er ikke bakker. Det er minens knuste malm, som er lagt sådan. Sirligt arrangeret i enorme, fladt terrasserede bunker. Vi følger vejen. Til venstre stiger endnu en enorm pyramide, perfekt ordnet og arrangeret, i otte-ti systematiske lag, som hver sagtens kan være ti eller tyve meter. Bagefter et indhegnet anlæg, stål og ledninger, kabler og master. Ude i horisonten en ny lav pyramide, tildækket af noget sæbegrønt, en pressenning. Vi kører uden at sige noget. Minen fortsætter med at folde sig ud omkring os. Jeg ved ikke hvor jeg skal se hen. Øjet kan ligesom ikke fæstne sig ved noget. Det er for stort, for enormt, for monotont. Langs med vejen løber tre meter høje hegn med ståltråd foroven, som jeg ikke ved hvornår begyndte. Nu og da står der hvide master med kameraer. 

Vi holder ind til siden og jeg stiger ud. Der er en svag brise, men ikke en lyd. Kun noget knasende under mine fødder, da jeg går hen til vejkantens høje betonkant. Jeg hopper over en grøft og op på en lille vold og spejder ud over landskabet, som endnu ikke er blevet endevendt, gravet op og knust. Milde bølgende mosklædte græssletter. Men der er intet levende at se. 

Vi kører videre, ledes rundt om endnu en enorm flad lagdelt kage af knust malm. Det er sådan 3000 ton knust malm for hvert kg guld ser ud. Det er, hvad en mine, der på nogle år har produceret 100 tons guld, efterlader sig. Det er svimlende, umuligt at fatte. Igen kører vi videre. Vejen fortsætter, tilsyneladende uden at lede til noget, igennem minens malmlandskaber. 

Endelig når vi en afkørsel. Foran en sænket bom står en lyseblå parkeret bus bag en ambulance, i kø til at komme ind til næste kø. Det er en slags sikkerhedskontrol. Vi standser bag den bagerste bus, lidt på afstand.  Jeg står ud i, hvad der ligner et lands grænsezone. Jeg går hen til bussen, som viser sig at være tom. Også ambulancen er tom. Jeg går tøvende hen til ruderne og kigger ind, bange for at der pludselig skal være et menneske, som springer frem fra skjul. Men der er ingen. Jeg går hen til bommen. Hundrede meter længere henne holder fire-fem andre busser og tre hvide pickups i kø foran en stor jernport. Alt er hegnet af i tre-fire meters højde, med pigtråd foroven. Der er bemærkelsesværdigt stille. Og stadig intet levende. Fra porten leder en vej op gennem malmbakkerne. Langt, langt borte kan jeg skimte en hvid fabriksbygning, som ikke er til at bestemme størrelsen på, og en røgsøjle som står op i skyerne. Jeg tager nogle fotografier, men jeg ved det er umuligt. Afstanden til bygningen er for stor. Den vil højst blive en uanseelig hvid prik i det golde grå landskab. Jeg går tilbage til bilen. Vi bakker ud på hovedvejen og fortsætter lidt endnu. 

Vi holder ind ved en rasteplads. Jeg går hen til en elmast for at tisse. Bagefter byder jeg min chauffør på en smøg. Imens vi står i tavshed og ryger og betragter det golde landskab, som ingen ende vil tage, kan vi høre en fjerne sirene begynde. Han bemærker det, spørger om jeg kan høre den. Ja, svarer jeg. Vi ved ikke, hvad det betyder. "Es un lugar muy, muy triste," konstaterer jeg. Han nikker. "O un paisaje, un paisaje muy triste." siger jeg, nok mest for mig selv. Jeg tager kameraet frem og forsøger at fotografere igen. Det lugter lidt af svovl. Stadig er der ikke et eneste tegn på liv. Intet bevæger sig. Kun duften af svovl, som kommer i bølger. Og så den fjerne sirene, som ligesom svovlen kommer med brisen i bølger. "Es gigante," siger jeg. Han nikker igen og tilføjer, at det kun er starten, som vi ser. Yanacocha-minen er i omfang tre gange så stor som Cajamarca city. Cajamarca har knapt 300.000 indbyggere. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, så jeg sukker. 

Jeg antager at befolkningstætheden i Cajamarca og København er ca. den samme. Minen har altså omtrentligt den samme størrelse som København. 

Vi bliver stående lidt endnu. Jeg forsøger igen at fotografere det, men det kan ikke lade sig gøre. Den er alt for omfattende. Han spørger om han skal fotografere mig. Jeg ryster på hovedet, siger "soy un poco timido," og ler lidt undskyldende. Han spørger, om vi skal vende hjem ad. Jeg har ingen grund til at blive. 

På vejen tilbage standser vi nu og da, mest på foranledning af min chauffør. Han sænker hastigheden og peger på flere malmpyramider, som vi nu kan se fra modsatte side. ¡Mira, mira! siger han og trækker ind til siden. Jeg tror, han er bange for, at jeg er skuffet over ikke at være kommet rigtigt ind i minen. At jeg skulle synes at turen har været spild af tid. Jeg springer ud og fotograferer lidt som af pligt. Men jeg ved at det ikke bliver til gode fotografier. Omfanget og alvoren er ikke noget som kan fanges med et kamera. Det skal ikke og vil ikke gøres til billeder. Det er en erkendelse.

Da vi holder foran mit hotel, spørger jeg om han vil køre mig til Choropampa i morgen. Det vil han. Vi aftaler at han skal hente mig klokken ni. Vi aftaler 250 soles i pris.

Guldfeber og ingen udveje

Cajamarca

Det er torsdag og der er ingen åbne veje ud af byen, næsten ingen mennesker i gaderne og på de tomme veje løber hundene frit. De allerfleste butikker er lukkede. 

Jeg er stået tidligt op for at fotografere. Men meget hurtigt føles det som jeg allerede har vandret ned ad og op ad samtlige af byens gader. Når jeg nærmer mig de mere uformelle bebyggelser, er der altid en mand, som henvender sig og spørger, om han kan hjælpe. De tror alle jeg er faret vild. 

Hvad bør jeg egentlig gøre. Skal jeg bare blive og håbe på at vejene åbner. Burde jeg være mere nervøs? Jeg har på tv'et i hotelværelset set flere lufthavne blive stormet. Burde jeg sætte mig på det første og det bedste fly herfra? Cajamarca lufthavn kan ikke være den sværeste at indtage. Den ligger helt åbent, kun omringet af et lavt hegn ud til de tilstødende græsnings- og landbrugslodder. Og byen er velstående - lidt af rigdommen som udgraves i minen lander i byen - men den resterende og mere fattige region ser ingenting til denne velstand. Minen og byen er omringet af fattigere Castillo-støtter.

I 1532 var Cajamarca omringet af, hvad der anslås at være, 80.000 inka-soldater. De havde slået lejr i det omgivende højland, efter en længerevarende tronfølgestrid mellem Atahualpa og hans halvbror, Huáscar. Huáscar var den retsmæssige tronfølger til deres far Huayna Capac. Atahualpa havde lige vundet striden, som havde stået på siden farens død i 1527. Huáscar var taget til fange i Cusco. Atahualpa og hans hær var på vej mod syd, men havde slået sig ned i Cajamarca, for at tage imod Pizarro. Byens indbyggere havde stort set alle rømmet byen for at give plads til Atahualpa og ca. 7-8000 af hans soldater, deriblandt de mest højtrangerede generaler. Efter månedsvis af forhandlinger og brevkorrespondancer kom Pizarro og hans til sammenligning beskedne hær på 180 soldater ind til byen. Hvad der efterfølgende skete, er ikke til at fatte. Det som fremgår af tekster varierer, forskellige fornærmelser; forskellige ritualer og høfligheder, som afvises, en hellig drik, som Pizarro væmmes ved og spytter på jorden, en bibel, som Atahualpa ligeledes smider fra sig. Uanset giver det anledning til at Pizarros hær angriber. Og da massakren i Cajamarca, som den senere er blevet kaldt, var overstået, var 7-8000 inkaer myrdet, mange af dem ubevæbnede, de 80.000 soldater i højlandet flygtet og Atahualpa tilfangetaget. Ikke én af Pizarros soldater døde. De havde krudt, geværer og heste - intet af hvilket inkaerne havde - men hvordan 180 soldater besejrer 7-8.000 soldater og jager yderligere 80.000 på flugt, forstår jeg ikke.

Kort fra Plaza de Armas, som jeg tror er den samme centrale plads, som bliver beskrevet i historien om Cajamarcas massakre, blev Atahualpa efterfølgende holdt fange. Huset, som i dag er en arkæologisk seværdighed, kaldes for El Cuarto Del Rescato. Rescato betyder løsesum. Det er her Atahualpa forsøgte at købe sig fri. Han lovede Pizarro guld i bytte for sin egen frihed. Han lovede så meget guld at hele huset skulle blive fyldt, og to nabohuse skulle fyldes med sølv. Han holdt sit løfte, og fik guld og sølv fragtet fra hele riget til Cajamarca. Guldet blev smeltet om til spanske pesos. Samlet blev det til 1.326.539 pesos. Det vil i dag svare til ca 3,5 milliarder Dkr. Dertil kom sølvet. Pizarro lod ikke Atahualpa gå. I august 1533 blev han henrettet, og med hans henrettelse faldt Inka-riget fra hinanden. For snart femhundrede år siden var dette en rentabel forretning.

På hotellet siger de, at det måske bliver bedre i weekenden, eller efter weekenden. Men jeg frygter at chancen for, at nogen vil køre mig til Yanacocha-minen bliver stadig mindre. Jeg antager at minen er svært bevogtet nu, at de frygter at demonstranter skal nærme sig minen og forsøge at forhindre eller nedlægge driften. Og Choropampa? De blev glemt og ignoreret af Cajamarca. Kviksølvet og forgiftningen, prisen for byens velstand var til at leve med, så længe Choropampas indbyggere blev gjort tavse. Ulykken tog hånd om sig selv. Kviksølvet ødelagde ofrenes hukommelse, deres syn, og deres førlighed. Og i over tyve år er de døde. Jeg er bange for, at det også kan være en af grundene til, at ingen vil køre mig dertil. De vil ikke blive mindet om Choropampas lidelser. De vil leve i deres glemsel, for det er jo, som bekendt, letteste sådan. 

Newmont bruger meget spalteplads på deres hjemmeside på at beskrive, hvor mange der er i arbejde pga dem. De skriver om hvor mange penge der er blevet brugt på at genoprette skader på miljø og natur. Problemet er vel i sagens natur, at hele deres virksomhed er en endeløs og uoprettelige ødelæggelse af landskab og mennesker. Ikke kun i selve minedriften, udhulningen af landskabet, ødelæggelsen af åer og vandløb; men mere grundlæggende, hvad guldet gør og bliver ved med at gøre. Hvad er man villig til at ofre. Hvordan kan driften forblive rentabel. Det kan altid presses yderligere. Inden cyanidteknikken gik der 300 ton malm for hvert kg guld. Efter cyanidteknikken 3000 ton malm for hvert kg guld. Og vi kan være sikre på at der kommer en ny teknik, som også vil gøre det rentabelt at knuse 30000 ton malm for et kg guld. Det er kun et spørgsmål om tid, tid og efterspørgsel.

Demonstranterne går efter infrastrukturen og økonomien. 250 km af hovedtransportåren, Panamericana Sur, blev i dag tilbageerobret af militæret, så at transport af madvarer igen kan nå Lima. Det privatejede tog som fragter turister til Machu Picchu holder stadig stille. I kampene som virker til at være mest voldsomme i og omkring lufthavne omkom 8 demonstranter, og flere end 50 kom svært tilskade. Det sker overalt i landet. Dina Boluarte refererede tidligere på ugen til Den skinnende sti. Politikere, som jeg antager er højreorienterede, har travlt med at kalde demonstranternes blokader for terrorisme. En demonstrant bliver interviewet i en vejside. Hun holder et skilt foran brystet: no somos terroristas, bedyrer hun. Med militæret i gaderne, tror jeg, det er vigtigt for myndighederne, at kalde demonstranterne for terrorister. Så kan dødsfaldene let retfærdiggøres. Det er også risikoen, som demonstranterne løber, når de går efter infrastruktur. Det er statens privilegie at kalde den, der ødelægger statens ejendom, for terrorist. Når staten ødelægger befolkningens ejendom og forringer deres livsvilkår findes der et andet og mere økonomisk sprogbrug. Da er der tale om fornuft, om nødvendighed. 

I dag udløb den første uges varetægtsfængsling af Castillo. Anklageren forsøgte og lykkedes at få Castillo fængslet i 18 måneder. Dommeren vurderede at der var en høj risiko for at Castillo ville forsøge at flygte ud af landet. Castillo bad demonstranterne om at gå mod fængslet, hvor han bliver holdt.

Jeg tror jeg har misforstået noget i løbet af ugen. Da Castillo blev anholdt og ført til politistationen, var han på vej til den mexikanske ambassade for at søge asyl. Det var hans egne vagter, som vendte om og kørte mod fængslet. Han blev ikke, som jeg troede, ført direkt ud af præsidentboligen. Mexico, Venezuela, Argentina og Bolivia anerkender ikke Boluarte, som præsident. De støtter stadig Castillo og fastholder, ligesom demonstranterne, at han er blevet ulovligt fjernet fra magten. USA og EU var hurtige til at anerkende Boluarte som den retsmæssige præsident. Meget hurtige. Perus ambassadører i de ovennævnte fire lande blev i dag hjemkaldt. 

I løbet af eftermiddagen åbner flere butikker. Der er flere mennesker igen. Ikke ligesom igår eller i forgårs. Men dog. Jeg forsøger igen i hotellets reception og spørger om de kan finde mig en bil, som vil køre mig til minen. Hun svarer det samme, som hun svarede igår. Det er for farligt, vejene er lukkede. Måske i morgen, spørger jeg. Måske i morgen, svarer hun. Jeg er allerede begyndt at holde af vores små samtaler. Jeg må måske forlænge mit ophold i et par dage, forklarer jeg. Og hun nikker. Der er masser af plads, hotellet er så godt som tomt. 

Jeg går til Plaza de Armas og spørger taxa-chaufførerne om de vil køre mig. Jeg tilbyder 30 soles i timen. Måske det kan blive til 120 soles for at fragte mig til minen og tilbage med stop undervejs og pauser til at fotografere og notere og tegne. Det samme med landsbyen, jeg tilbyder det samme. En god dagsløn. Men de svarer alle det samme. De kan ikke. Det er for farligt. Jeg går til et turiststed, som har åbnet igen. De arrangerer guidede ture. Også her ryster de på hovedet. Jeg må forsøge igen i morgen. 

Resten af dagen går jeg omkring i gaderne, som igen ser ud til at fyldes med handlende og sælgende. Kun markederne er lukkede og jeg tror det alene skyldes forsamlingsforbuddet. Jeg går rundt i gaderne med computere, gaderne med print-butikker, med garvede skind, med kartoffelsække, med kyllingekød, med højtalere, med skinnende joggingtøj, guldsmedene, og mejeriprodukterne, og så den ene gade, den uden butiksfacader, i den gade hvor der hviler en anderledes håbløs stilhed. Det er gaden hvor de fattige bønder sidder. De som normalt kommer ind til byen med morgengryet, i et lad med en bylt på ryggen. Hvordan se er kommer i dag, forstår jeg ikke. Måske har de overnattet på gaden. Alle er de i den høje hvide cowboy-hat og de udtrådte sandaler. De er i en lang mørkblå uldnederdel, og i strikkede ofte røde eller lyserøde cardigans uden på en hvid undertrøje. Nogle af dem har et barn i en slynge om kroppen. De sidder på fortovet langs murene, med sænkede hoveder og foran dem ligger deres varer i en sirligt arrangeret orden. De sælger mos og grankogler, indtil solen er gået ned og de må dække sig med tæpper for at holde varmen. Foran dem ligger de flotteste grankogler, som de har kunnet finde på jorden. Den grønneste mos som de har kunnet skrabe af stammer og sten. Det er en meget stille gade. De sidder der blot med deres håbløse og fjerne blikke. Én er så hærget af grå stær, at jeg tvivler på at hun ser mig passere, men så, lige pludselig ser hun op på mig med en forskræmt grimasse. Hun klemmer øjnene hårdt sammen. De blege og blågrønne pletter dækker næsten helt begge hendes øjne. Men jeg kan ane hendes pupiller bag, en grå tone, som bevæger sig inde under.

Også på hotellet pynter de til jul. Ikke med mos og grankogler, men med blinkede lys. Også på Plaza de Armas er der pyntet op. Mellem pladsens palmer står rensdyr af plastic og blinker, en stor rød julemand, og små krybbespil doneret af lokale erhvervsdrivende og firmaer. Ford har en kasse med en gavesløjfe foroven. Inde i kassen blinker det blå Ford-skilt. En dækproducent har stablet en lille pyramide af dæk og sprayet dem grønne, og en endda mindre og sprayet dem hvide. Et juletræ og en snemand. Og så støder jeg på Newmont! Et krybbespil i blå grottelignende papmache, en jomfrumaria som står med jesus i sin favn. Og foran står skiltet. Med blå bogstaver på en hvid baggrund, og neden under står Yanacocha. Og der jeg står, slår det mig, at det meget vel kan blive det nærmeste jeg kommer på minen. Det her latterlige krybbespil, som børn og forældre lader sig fotografere foran, er måske al den mine, jeg lykkes med at se.

Guldfeber og 30 dages national undtagelsestilstand

Lima - Cajamarca 

I løbet af natten vandaliseres højesteretten. Næste morgen erklæres undtagelsestilstand i byerne Abancay, Andahuaylas, Chincheros, Grau, Cotabambas, Antabamba, og Aymaraes, alle beliggende i Apurimac-regionen, som grænser op til Cusco. Jeg tager min rygsæk med mig og går ned for at spise den inkluderede morgenmad. En tyk og sur kaffe drypper fra en termokande ned i en tilstænket dyb tallerken. Måltidet består af hvidt tørt brød og portionspakker med smør og syltetøj. Jeg spiser og tager hurtigt videre. 

Ved lufthavnen er der ekstra sikkerhedsbemanding. Bevæbnede styrker står på række og ser til at alle bliver kontrolleret i dørene. Ca. halvdelen af de forventede afgange er aflyst. “Cancelado” blinker det med gule bogstaver ud for Puno, Cusco, Andahuaylas. Arequipa tilføjes. Jeg glæder mig over min beslutning om at rejse til Cajamarca. Jeg sætter mig på gulvet og læner mig op ad glasfacaden og venter på at se Cajamarcas navn dukke op på departureskærmen. Forhåbentligt ledsaget af “confirmad.”

Cajamarca ligger i højdelandet, i den nordvestlige del af de peruvianske andesbjerge, i 2700 meters højde. Det er som om at flyet aldrig retter sig ud, det stiger og stiger uafbrudt, opad. I en time flyver vi op ad og i blinde før skydækket begynder at åbne sig. Blågrønne bjerge flakker forbi i åbningerne. Vi passerer guldbrune delta-floder som glimter i solen. Grønne strøg ledsager og vokser op fra landskabets fordybninger. Bække. Åer. Furer. Små landsteder, skure med bliktag, og opdyrkede lodder dækker skråningerne. Der, det bliver for stejlt til at noget kan gro, begynder det farveløse. Orange grusveje slynger sig skinnende gennem landskabet som elkabler.

Landingsbanen er kort og bumpet. Til den ene side står drivhuse, lette strukturer tildækkede med hvide presenninger. Til den anden den lave lufthavnsbygning. Jeg tager rygsækken over skulderen og går tværs over landingsbanen og direkte ud på parkeringspladsen. Jeg afværger ti taxachauffører som står og tager imod. Jeg sætter mig på en bænk og ryger en smøg i solen. Jeg føler en enorm lettelse ved at være kommet frem. Bagefter finder jeg hoteladressen frem og går hen til den chauffør, som gør mindst væsen af sig. 

Børn med stave i hånden løber rundt om græssende køer på en indeklemt lille grund, støvede bygninger med knuste ruder og armeringsjern som stikker op af halvfærdige fundamenter, huse hvor den næste etage lader vente på sig, grusveje som løber ud i indhegninger og grønne bakker, autoværksteder, automekanikere som ligger på gaden med hovedet inde under karrosseriet, det passerer hurtigt, trafikken bliver hurtigt værre, vejene smallere og strækningerne som vi når at tilbagelægge inden trafikken igen går i stå, kortere.

Jeg står af på Plaza de Armas. En firkantet plads, hvorfra byplanens rudenet udspringer. En halvcirkel af højdedrag omringer mod nord. Mod syd falder det dal-lignende plateau mildt. Skyerne er tunge og kommer drivende ind fra vest, rullende ud fra højdedragene. Luften er anderledes og frisk. Gaderne løber op ad skråningerne, hvor rudenettet går i stykker. Blottede murstenshuse stiger mere og mere kaotisk op ad skråningen og begynder at ligne favelaer i den øverste rand. Pladsen er flankeret af to katedraler. På vejene er trafikken gået i stå. Gennembankede pickups, store nye firhjulstrækkere og motorcykler står i tomgang og holder på hornene tilsølet af et størknet hvidt mudder.

Hele dagen går jeg på må og få rundt i gaderne. Ind i et madmarked, med de sædvanlige madboder, slagterne i den ene side, den varme mad, siden grøntsager og frugt. Jeg går gennem overdækkede arkader med boder som udelukkende sælger tæpper, tasker, tekstiler. Ned ad hele gader hvor jeg kun kan få øje på butikker som sælger computere og it-tilbehør. Andre gader med møbler; smalle dybe lokaler er helt fyldte af sofaer, på en plads står nytømrede reoler. I andre gader hviler den tunge lugt af råt kyllingekød, langs murene sidder kvinder med børn og sælger bønner, ost, slik, som de øser op i små klare plasticposer. Hver gang jeg når frem til et vejkryds, løber mine øjne med vejene op ad bakkerne, ud mod bjergene som hæver sig over det hele med deres blådisede og smukke ro. Jeg ser så meget frem mod at se landskabet som gemmer sig bag dem. Jeg går op til en kirke på et højdedrag og kan se byen oppe fra; de lange lige gaders åbningerne i den tætte by, de uendelige bliktag der fortsætter så langt øjet rækker mod syd, nogle katedraler, en kuppel, en hal midt i det hele, mod vest og mod nord: byens afslutning, de sandede murstenshuse, der er steget så meget de kan op ad terrænet.

Næste morgen går jeg direkte til Plaza de Armas. Jeg spørger den første chauffør om han vil køre mig nord til Yanacocha minen. Han siger, det er farligt. “Es peligroso, amigo, muy peligroso.” Jeg går til den næste taxa, men han siger det samme. Det er farligt. Han råber til en anden chauffør, som står længere henne, og får det bekræftet. Vejene er lukkede. Hvad så med Choropampa, spørger jeg. Vil du køre mig til Choropampa? Han gentager landsbyens navn. Jeg viser ham mit kort og peger på Choropampas beliggenhed sydvest for Cajamarca. Han ryster på hovedet. Vejene er også lukkede der.

Tilbage på hotellet beder jeg receptionisten om at finde nogen som vil køre mig til enten Yanacocha minen eller Choropampa. Hun ringer rundt, men fortæller, at det ikke kan lade sig gøre. Jeg forstår ikke så godt, men jeg forstår ordene peligroso, machetes, cerrados. En anden ansat forklarer mig at alle veje ind og ud af byen er lukkede. Hvad så med turistseværdighederne, begravelseskamrene, som ligger lige på den anden side af lufthavnen. Nej, det hele er lukket. Alle veje ud af byen. Han fortæller at undtagelsestilstanden nu er udvidet til at gælde hele landet i de næste tredive dage. Imorgen lukkes også alting i byen. I nyhederne ser jeg at der vil træffes afgørelse om Castillos videre fængsel imorgen. Undtagelsestilstanden må være for at kunne undgå eventuelle eskalationer.

Castillo kommer her fra Cajamarca-regionen. Han er født 80-100 km nord for Cajamarca-by, på den anden side af Yanacocha-minen. Han blev valgt til præsident for halvandet år siden med slagordet ikke flere fattige folk i et rigt land. I den tiårige periode mellem 2005-2014 udvinder de i minen hvert år mellem 31,25 og knap 100 tons guld. De sidste 10 år har jeg ikke kunnet finde nogle tal for. Men den er stadig aktiv, den udvides stadig, det må stadig være rentabelt. Noget af velstanden havner i Cajamarca by, det meste forsvinder fra regionen. De bønder, som ikke allerede er blevet nødt til at sælge deres jord fra til minen, og som stadig findes i det omkringliggende højland presses ud. Åer og bække forstyrres, kilder ødelægges. Minedriften bruger meget vand, det knuste malm, gruset, efter at det er opløst yderligere med cyanidblanding, skylles, og meget ledes bagefter tilsigtet eller utilsigtet ud i vandløbene.

Demonstranterne lammer landets infrastruktur. De går efter hovedvejene, den panamerikanske motorvej, de har stormet fem lufthavne, de marcherer i Lima centrum, de vælter hegn ind på landingsbaner og sætter ild til dæk. Politiet svarer igen. Militæret genindtaget lufthavnen i Cusco. Rejsende sidder fanget i lufthavnsterminale. Turistattraktionerne i Cusco og Puno ved Titicaca-søen lukkes. Machu Picchu lukkes. Ministeren for turisme begræder de tabte indtægter, og den uoprettelige skade, som landets ry lider. Præsident Dina Boluarte lover at fremskynde valget for at komme demonstranterne i møde. En tidligere minister i Castillos nu forhenværende regeringen siger, at “lo que se buscan es la liberación de Pedro Castillo.” De kræver Castillos løsladelse. De ser hans fængsling som en koordineret indsats fra det politiske establissement. De har forsøgt at ødelægge Castillo lige siden han blev valgt ind. De kræver nyvalg. Dina Boluarte lover at se på forfatningen og se om valget kan fremskyndes yderligere, måske allerede ved udgangen af 2023. Hun tilføjer “No podemos poner en riesgo la vida de compriotas.” Vi kan ikke risikere vores landsmænds liv. Hun refererer til terroren i 80’erne og 90’erne. Peru kan ikke igen flyde med blod. For demonstranterne må det kun bekræfte deres kamp. I det nuværende økonomiske system er det netop underklassens liv som sagtens kan risikeres, som sagtens kan tilsidesættes for den økonomiske middel- og overklasse. Deres blod flyder måske ikke i gaderne. Deres død er langsom og usynlig. Indtil videre er 6 demonstranter døde. FN anslår samtidig at over halvdelen af Perus befolkning - 16,6 millioner - har vanskeligt ved at få nok mad at spise. 20 procent af disse 16,6 millioner er i akut fødevarenød, de sulter. Det selvom, eller måske netop pga. Perus flotte rangering på diverse økonomiske lister. Enorm velstand sker gennem enorm fattigdom. Ingen minister begræder bøndernes deres daglige sult.

Guldfeber og blokader

Lima

Det er et råt nabolag i umiddelbar nærhed til lufthavnen. Hotellet er en direkte forlængelse af det landskab, som jeg kunne se under indflyvningen. Tyve forankrede tomme containerskibe og olietankere ude i bugten, på kysten et afpillet udtjent skibsskrog, alting sandet og beige. En enorm flok fugle lettede under os, som en ætsende syre, der steg piblende op fra en ødelagt undergrund. Senere endeløse rækker af ensfarvede importerede biler bag mure og pigtråd. Røg der steg op fra nogen der brændte affald af, men blev hængende i luften som et klæde. Jeg har altid tænkt på, hvem der kan finde på at overnatte på hoteller, der findes sådanne steder. Til alle sider så gråt, støvet, sandet og beige. Gøende hunde, som man ikke kan se. Tudende biler rundt om hjørnet. Blinkende julepærer med hvinende batteridrevne jingles. Støvede, rømmede veje. Skrald. Ingen vejsideboder, som lyser op. Ikke en hjemløs fattig i sigte. Slidte og grove bygninger i en og to etager, af beton, af billig gasbeton og blottede mursten, og klattede fuger.  Pigtråd, som en glimtende sølvrand over det hele. Det bløde orange lys fra de høje lygtepæle, som fordufter foran det skarpe hvide lys, hvis man kommer for tæt på en port. Lys som er sat op for at vække ubehag, for at blænde og afvise: ikke byde indenfor. 

Hotelpersonalet har frarådet mig at gå ud. En ansat løb ud for at købe min aftensmad for mig, selvom biksen var lige rundt om hjørnet. Han pegede på mig, og syntes at det var åbenlyst for enhver at se, at jeg ville komme i problemer. Jeg sidder i sengen på mit luskede hotelværelse på det lurvede hotel, som blev løsningen for i nat. Varmen er trykkende. På badeværelset er der et stort hul i væggen ud til gangen. I etagen over mig kører en vaskemaskine. Fra luftskakten, som vinduet åbner ud i, stiger lyden fra et tændt fjernsyn, hotelkøkkenets opvask og råb. Jeg prøver at få et overblik over situationen, men en alarm går i gang. Den hyler og hyler og hyler. Tre hyl og så en lille pause. Jeg hører ingen reaktion ude på gangen. Eller fra luftskakten. Jeg aner ikke hvad jeg bør gøre og bliver siddende. Håber nogen vil tage sig af det. Overvejer kort om det kan være jordskælv eller brand. Beslutter mig for at det ville føles anderledes, hvis det var andet end en teknisk fejl. Flere hunde ville gø. Sådan bliver det ved i ti minutter.

Mine planer faldt fra hinanden, så snart jeg gav taxachaufføren navnet på busterminalen. “Terrapuerto del norte, por favor,” fik jeg fremstammet. “No, no, no”, rystede han på hovedet. “No es possible, caballero”. Protesterne har udviklet sig. Vejene mod nord er blokerede. Trujillo kan ikke nås med bus, som det ser ud nu, forklarede han mig og spurgte, hvordan jeg vil betale. Han tog imod dollars. Amerikanske dollars og peruvianske soles. Euros også. Argentinske penge ville han ikke have, de havde ingen værdi, lo han, imens han i luften tegnede en streg som startede over hans hoved og sluttede nede ved gearstangen, som han hev og sled i, hver gang han kilede sig ind mellem bilerne i den anden bane. Jeg havde soles i kontanter, og skulle ikke til Trujillo, sagde jeg. Det var bare en mellemstation på vejen til Cajamarca. Det var Cajamarca, som var min egentlige destination. Han kunne ikke forstå, hvad jeg ville der. Jeg fortalte jeg var forfatter og at der var en mine, som jeg gerne ville besøge. “Hay una minera allí,  Minera Yanacocha.” Han synes hellere jeg burde rejse mod syd, Cusco, Machu Picchu. Hvis der blev tid til overs, lovede jeg. 

Imens han ringede til flere busselskaber for at høre, hvordan situationen var i Cajamarca, pegede han de venezuelanske prostituerede ud for mig. De var unge. “Niñas,” sagde jeg. “Veintidos, veintitres,” påstod han. Nok nærmere femten, fjorten. Langs de smalle hotellers blege pastelfacader stod de fordelt med tilpas afstand i deres korte skørter og mavebluser. De kastede på skift håret til siden da vi passerede. Hotelværelserne blev lejet ud på timebasis. Han spurgte, om jeg havde kone og børn. Jeg rystede på hovedet. Jeg spurgte om han havde. Han var fraskilt. Han havde tre børn. Den ældste læste til ingeniør i Brasilien. De andre fortalte han ikke om. I stedet talte han om Lima. Han hadede byen. Varmen. Trafikken. Den altid udeblivende regn. I Cajamarca regnede det altid. I Lima, aldrig. Af de 14 millioner indbyggere var 1 af dem fra Venezuela. Immigranter. Han kom endelig igennem til et busselskab. En mand blev sat på medhør. I Cajamarca var der også blokader. Han turde ikke sige, hvor længe det ville fortsætte sådan. Imens jeg forsøgte at lægge en ny plan, talte min chauffør videre om de prostituerede, hvor smukke især de columbianske prostituerede var. Han slap rattet for at vise brysternes størrelse, og hofterne. Det lod til at han syntes jeg burde købe mig en i aften, genoverveje og i det mindste udsætte mine planer om at rejse mod nord. Jeg orkede ikke tale mere om prostituerede og bad ham køre mig til det nærmeste hotel. Han parkerede foran en afskallet port. Han forsikrede mig at det var godt og sikkert. Under navnet “El Príncipe” hang tre støvede stjerner. Han sagde, at jeg skulle passe på, når det blev mørkt. Der var ikke mere politi i byen, de var alle sendt ud af byen for at kvæle protesterne. 

I sidste uge blev den peruvianske præsident, Pedro Castillo, afsat. Forinden havde han på landsdækkende fjernsyn annonceret at han havde i sinde at opløse og sende kongressen hjem. Et par timer senere var kongressen kommet ham i forkøbet. De stemte ham fra magten. Senere blev han for rullende kameraer ført ud af præsidentvillaen og ind i en bil. Han blev kørt til en militærbase i udkanten af Lima. Han er nu fængslet og afventer sin straf. Anklagerne lyder på “rebelión y conspiración.” Demonstranterne kræver ham løsladt, de kræver at der bliver udskrevet valg. De anerkender ikke den nytiltrådte præsident. Den forhenværende vice-præsident Dina Boluarte, landets nu første kvindelige præsident.

Jeg tænder for fladskærmen og finder en nyhedskanal. Der er billeder af en lufthavn, som er stormet af demonstranter. Dele af lufttrafikken er stadig lammet. Kampklædt politi går i en tæt formation ned ad en landingsbane. En flanke demonstranter sender en byge af kasteskyts ned over dem. I Lima har der også været protester. En TV-kanal har fået vinduer knuste på deres bygning. Ved en af demonstrationerne bliver en journalist, der er færd med at rapportere hjem til studiet, overfaldet. I et andet klip væltes en bil tilhørende en tv-kanal om på siden af ti mænd til stor jubel. Politiet bruger tåregas til at oplæse demonstranterne. Der er et klip af en tilfangetagen politibetjent eller sikkerhedsvagt, som bliver ført bort af demonstranter. I den sydlige del af landet er vejene til Cusco og Puno blokeret. Der er sat ild til bilhjul. Røgen vælder op i et sort giftigt slør. Situationen er den samme i Trujillo og Cajamarca. Ingen chance at komme dertil langs vejene. Busserne kører ikke. Der er fire døde i de sidste dages protester. Seksten-tyve tilskadekomne. En af de døde er et barn. En præst beder demonstranterne om at gå hjem. “No mas violencia, no mas muertes”. 

Guldfeber og Choropampas ofre

Santa Maria de Ribera, CDMX

Jeg ankom til Mexico i lørdags. De første dage brugte jeg på at gense mine venner og på at lære mine nye bofæller at kende. To kunstnere fra Chile og en som jeg ikke nåede at møde. Hun flyttede ud af huset pludseligt og uden varsel. Der gik to dage, før Emilia fik fat på hende. Hun var blevet frarøvet sin telefon. To mænd havde grebet hende, da hun skulle hæve penge ved en automat. De tvang hende til at hæve alt, hun ejede. På politistationen blev hun fortalt, at Santa Maria de Ribera ikke er et sikkert nabolag. Nogle narcos holder til her, sagde de. Det kan meget vel være, men det er også noget vrøvl. Det som er overgået hende, er et tilfælde, og har intet med nabolaget at gøre. Det kan overgå enhver, men det sker mere sandsynligt i næsten alle andre nabolag end Santa Maria. Det er noget, som man må forvente vil ske en dag. Og når det sker, acceptere det. Endnu er jeg aldrig blevet hverken berøvet eller overfaldet i Mexico.

På mandag flyver jeg til Peru. Jeg skal være afsted i ti dage. I dag har jeg skrevet en e-mail til det amerikanske mineselskab Newmont og spurgt om adgang til Yanacocha-minen. Den ligger i Perus nordlige region, Cajamarca, højt oppe i bjergene. Jeg brugte min officielle universitetsunderskrift fra Lund Universitet, men regner ikke med at få svar. Men det er ikke til at vide med amerikanere. Selverklærede kapitalister vil måske stolt vise deres virksomhed frem for mig.

I dagene, som er gået, har jeg forsøgt at lære mig selv lidt basalt om minedrift, og forsøgt at fatte de økonomiske, politiske og økologiske konsekvenser. Yanacocha-minen er Sydamerikas største. Ejerforholdet i mineselskabet er fordelt mellem et amerikansk selskab, Newmont Mining Company, med base i Colorado, som ejer 51%. Buenaventura, et peruviansk selskab, ejer 44%. De sidste procenter ejes af IFC, et privat investeringsselskab, med base i Washington, som ser dagens lys i 1959. IFCs forældre? Verdensbanken og den Internationale Valutafond (IMF). 

Den sværeste del at forstå er guldminedriftens kemiske processer. Især brugen af cyanid og kviksølv. Frem til 70'erne blev guldminedrift anset som rentabel, hvis der var 5/1000 gram for hvert kg. råmalm. Altså fem tusindedele gram for hvert kg udgravet og knust råmalm. Dvs. at der gik 300 tons malm til at udvinde 1 kg guld. I 70'erne begyndte en ny process, hvor den knuste råmalm blev overhældt med en cyanidblanding. Det frigjorde endda mindre bestanddele af guld fra malmen. Med cyanidteknikken blev det rentabelt at udvinde guld i koncentrationer, der var faktor 10 mindre. Dvs. at der siden 70'erne er blevet gravet, knust og opløst 3000 ton malm for hvert kg guld. 

I produktionen bruges også kviksølv. Guld binder sig til kviksølv. Når guldet og kviksølvet senere er blevet sorteret fra det øvrige grus, opvarmes det. Kviksølvet fordamper ud i atmosfæren. Guldet bliver liggende tilbage. I storminedrift opsamles kviksølvet og hældes over på tønder, hvorefter de fragtes til deponering. 

Jeg pakker let til turen. En lille rygsæk med regnjakke, langt vinterundertøj, en termotrøje, et par lave vandrestøvler, to sæt undertøj, notesbøger og et analogt kamera. Jeg skal være væk i ti dage, men jeg vil ikke have for tung oppakning på min rejse. Jeg skal kunne bevæge mig. 

Flyet lander efter planen i Lima klokken 15.00 mandag eftermiddag. Natbussen til Trujillo afgår klokken 23.00. Det giver mig en aften i Lima. Jeg ankommer i Trujillo klokken 07.00 tirsdag morgen. Jeg håber, jeg lykkes med at få en ok nattesøvn ombord på bussen, men det kan man ikke vide. Næste bus videre afgår igen klokken 23.00. Jeg har ikke planlagt noget i Trujillo, men jeg har hele tirsdagen til at finde på noget. Når jeg kommer frem til Cajamarca er klokken  07.00, og det er blevet onsdag. Jeg kunne have valgt at tage flyet fra Lima til Cajamarca, men jeg vil gerne mærke rejsen og afstanden på min egen krop, selvom jeg bruger to døgn på at nå frem. Her må jeg finde et sted at overnatte, og få arrangeret med nogen, så jeg kan blive kørt op til Yanacocha, og til den nærliggende landsby Choropampa. De to steder er hele peru-rejsens formål.

Hvis det lykkes med det samme, kan jeg bruge den resterende tid i Peru på at rejse mod syd, mod Cusco og Puno. Især begravelsestårnene i Sillustani vil jeg gerne se. Hvis det viser sig svært at få adgang til minen, eller bare komme højt nok op i landskabet til at få et glimt af den, og hvis det også viser sig svært at finde en chauffør, som er villig til at køre ud til den kviksølvforgiftede landsby Choropampa, så må jeg væbne mig med tålmodighed og blive længere i Cajamarca. Så må jeg gå glip af det sydlige Peru for nu.

D. 02. juni, 2000, kører en lastbil ud af Yanacocha-minen. Ved middagstid taber den to tønder af laddet på hovedgaden i Choropampa. Over 150 kg kviksølv løber ud af tønderne. Der er historier om grinende børn, som løber rundt i gaderne og leger med det skinnede og flydende sølv. Det er så smukt. Det er levende. De kaster det op i luften og griber det igen. De leger med det og de smører sølvet ud over arme og hænder. Nogen, siges det, drikker det endda. De samler det i tomme sodavandsflasker og gemmer det under sengene på deres soveværelser.

Nogle timer senere begynder resultatet at vise sig. Indbyggerne samles med næseblod, svære hovedpiner, ondt i maven, og voksende udslæt op ad arme og ben. To dage senere ankommer ansatte fra Yanacocha-minen i fuldt beskyttelsesudstyr. De er kommet for at samle kviksølvet op. De betaler indbyggerne for at gøre arbejdet med at bringe sølvet tilbage. De betaler børnene for at lede efter det tabte sølv. De kommer tilbage med hænderne fulde af kviksølv og aflønnes kontant. De ansatte returnerer til minen med 1/3 af de tabte 150 kg.

Senere bliver indbyggerne betalt en lille erstatning, nogle tusind dollars, og betalt sygesikring i de første fem år. Til gengæld underskriver de kontrakter, som i fremtiden forhindrer dem at føre sag mod Yanacocha-minen, herunder selskaberne som udvinder guldet og de tilkyttede underleverandører. Jeg har fundet en artikel, som beskriver, at 85% af indbyggerne i Choropampa var analfabeter på dette tidspunkt. De underskrev kontrakterne ved at afsætte et fingeraftryk med blæk. Erstatningen blev hurtigt opbrugt på hospitalsregninger. Sygeforsikringen dækkede mere eller mindre kun smertestillende medicin. Sygeforsikringen udløb efter fem år.

Siden er følgerne af forgiftningen forværredes. Spontane aborter. Nyfødte med deformiteter. Infertilitet. Kroniske hovedpiner og ledsmerter så stærke, at indbyggerne er ude af stand til at rejse sig fra sengen. Et anden resultat af kviksølveksponering er tab af synet. Indbyggernes syn forværres år for år. De bliver blinde. Et tredje resultat er hukommelsen, som forsvinder. De er begyndt at glemme, hvad deres tragedie skyldes. De kan ikke længere huske, hvad der skete den junidag i 2000. 

Men der er snart ikke mere plads på kirkegården til flere grave. I den første periode efter udslippet dør hundrede indbyggere. I de efterfølgende år dør én indbygger med tre-fire måneders mellemrum. Nu dør der tre-fire hver måned. Der er gået mere end tyve år. Landsbyen siges at være så godt som forladt. De fleste huse står tomme. De, som stadig lever og er blevet tilbage, forsøger at holde deres børn indendøre, når solen skinner. Jorden og undergrunden er fuld af kviksølv. Solens stråler frigiver giftige kviksølvdampe, og får børn til at besvime i gaderne. 

Jeg har før lovet mig selv ikke at fotografere kirkegårde, men jeg vil bryde mit eget løfte, hvis det lykkes mig at komme til Choropampas kirkegård.