at begå sig, blive stille, grine (essay, publiceret i kritiker 68, oktober 2023, uppmärksamhetens ekonomi)

et essay om sprog og erindring, om nordisk råd og prisen for de sproglige hierarkier, erindringsmæssigt, økonomisk og følelsesmæssigt, om at flytte fra danmark til sverige og hvordan det har ledt til at jeg igen pludselig tænker og taler med mig selv på færøsk.

hvis man vil bestille nummeret, eller se en oversigt over de øvrige gode gode bidragsydere og redaktørernes forord så kan man klikke sig ind her:

https://www.kritiker.nu/nummer68/index.html

at begå sig, blive stille, grine 

Vi havde aftalt at mødes klokken 11. Min storebror var stået på toget i Jylland klokken 8 om morgenen. Min mor var stået på det samme tog på Fyn en time senere. Klokken 10 låste jeg mig ud af opgangen i Malmø og gik mod stationen for at tage toget over Øresund.

Jeg krydsede torvet, hvor de sidste boder var i færd med at blive rejst. På bordene blev varerne lagt ud, i de små stålkasser blev byttepengene talt op, og rundt om boderne var de første kunder begyndt at stimle sammen for at vurdere varernes kvalitet: persillebuketterne, kartoflerne, de brunplettede og gule mangoer. Midt på torvet så jeg et barn løbe ind i flokken af duer, som lettede med et samhørigt smæld.

Det var let overskyet, vinden lidt kølig. Det var Kristihimmelfarts-ferie, og min mor, min storebror og jeg havde aftalt at bruge en fridag sammen i København. Jeg kan ikke længere huske, hvornår det sidst kun var os tre. Min mor, min storebror og jeg.

Næste år er det 30 år siden at vi kom til Danmark. Jeg var otte år. Og der er så meget som jeg ikke kan huske. Jeg kan ikke huske at have sagt farvel til mine venner på Færøerne, jeg kan ikke huske at blive krammet eller kysset farvel af min far, jeg kan ikke huske rejsen. Men jeg kan huske at det fra nu af kun var os tre. Vi forlod min far og rejste til Danmark og flyttede ind i min mormors lejlighed i Strib, ved Lillebælt. I de næste par måneder sov vi alle tre i hendes soveværelse, min mormor selv sov på sofaen i stuen.

Da vi bagefter flyttede ind i vores egen lejlighed som lå hundrede meter væk, fik min storebror og jeg de to værelser. Min mor sov i stuen, i en smal seng bag en rød reol.

Fem år senere flyttede jeg tilbage til Færøerne. Denne gang rejste jeg alene. Denne gang husker jeg lidt mere. Jeg ville flytte tilbage, fordi jeg var bange for at noget ville gå tabt. Jeg var nervøs for, hvordan det skulle gå med at tale og skrive færøsk igen i skolen. Og da jeg på en bænk i skolegården i Strib efter skoletid fortalte om min beslutning til min bedste ven, som jeg ikke har set siden, kæmpede jeg for at holde tårerne tilbage.

Jeg husker at jeg fortrød min beslutning inderligt, men jeg turde ikke indrømme det for nogen. Jeg var 13 år og denne gang rejste jeg fra min mor og min storebror. Men jeg rejste også fra min mormor, min kun tre år gamle lillebror, min stedfar, og min fætter som i mellemtiden var flyttet ind hos os, efter at min onkel var havnet i fængsel.

Jeg var 13 år og havde en klar følelse af at nu havde jeg forladt alle som jeg kendte én gang.

De ventede på mig foran Hovedbanen, på Tivolisiden. Min mor og jeg gav hinanden kindkys, som vi plejer at gøre. Min storebror og jeg krammede fast og længe. Vi gik til Sdr. Boulevard og satte os ved en café og bestilte kaffe og varm chokolade. Vi sludrede om, hvilke planer vi havde til sommer. Vi betalte og spadserede mod søerne, imens solen brød igennem. Vi gik forbi Søpavillonen, hvor min mor efter sin fars død ofte stod og kiggede ind ad vinduerne for at se på de fine borde, de hvide duge, de høje skinnende glas. De var fattige. Hendes bror var blevet sendt på børnehjem, og hun blev regelmæssigt sendt ned til Børnenes Kontor efter madkuponer. Vi spadserede op ad Nansensgade, hvor min mor gik i skole, og forbi min gamle lejlighed på Skt. Hans Torv. Vi spadserede og sludrede om løst og fast og pludselig standsede min storebror op og spurgte, sig mig, hvorfor taler vi egentlig dansk? Vi slog over til færøsk, men igen og igen skred samtalen tilbage til dansk.

Sådan har det altid været. Vi taler på færøsk, indtil vi uden at lægge mærke til det, ikke gør det længere. Eller indtil nogen siger et ord på dansk – som når min mor fik øje på en frodig blåregn på Sølvgade, som hun ville have os over for at se nærmere på. Der findes ingen blåregn på Færøerne. Vi kunne ikke tale om den på færøsk.

Min mormor døde forrige december. Kort efter fik jeg nogle ting fra hendes dødsbo. Deriblandt et eksemplar af min sidste bog. Det var meget uventet at stå med lige præcis det eksemplar i hænderne igen. På titelsiden kunne jeg læse dedikationen, som jeg havde skrevet til hende. Det var underligt at læse den, mennesket den var skrevet til eksisterede ikke længere, dedikationen føltes hul. I midten af bogen fandt jeg fem kuverter. De var også adresseret til hende. Jeg åbnede dem og læste brevene, og begyndte at græde, da jeg langsomt indså at de var fra mig. Jeg sendte dem til hende det første år, efter at jeg var rejst fra dem. Jeg må have været 14-15 år. Jeg græd fordi jeg kun sendte hende fem breve. Og fordi jeg i brevene kunne læse om et barn som beroliger og trøster sin mormor. Det er et barn som jeg ikke længere kan huske at jeg var. Barnet forsikrer sin mormor om at jeg trives. I det første brev, fortæller barnet at vi har haft tre færøskdiktater i skolen, og at jeg har fået 6, 7 og 8 i karakter. Vi har også haft en danskdiktat og der fik jeg 13.

I alle brevene skriver barnet, at jeg glæder mig til næste gang vi ses, og ved hver afsked beder barnet min mormor om at kysse min lillebror. Alle brevene er skrevet på et dårligt færøsk, med meget usikre, afprøvende håndskrifter, men med stadigt færre stavefejl.

Måneden efter min mormors begravelse begyndte jeg at digitalisere de 50-60 ruller af negativer som hun gav mig for mange år siden. Jeg tror hun gav mig negativerne, fordi hun gerne ville se dem fremkaldt, før hun skulle dø. Det nåede jeg aldrig. Billederne, som findes på negativerne, er taget af min morfar i 50’erne og 60’erne. Han var dansk marinesoldat. Det var sådan han mødte min mormor på Færøerne, han var udstationeret der og på Grønland. Det var sådan min mormor havnede i Danmark. Hun blev gravid, hun rejste alene med skib til Danmark, gravid med min mor. Senere fulgte min morfar efter. Senere forlod han dem for en anden kvinde, en anden familie.

Kort efter døde han. Min mor var 13 da det skete. De deltog ikke i hans begravelse. Jeg tror hverken de blev spurgt eller følte sig velkomne. Men jeg ved at min mor så annoncen i avisen, og dagen efter begravelsen cyklede hun ud til de ukendtes grav på Bispebjerg kirkegård og fandt ud af hvor han lå, selv om der ikke var nogen gravsten. Hun kunne se hvor der havde været gravet i græsplænen.

Vi fortsatte langs søerne, vi gik forbi kommunehospitalets gamle bygninger, hvor min mormor var sygeplejerske i nogle år. Vi gik til Statens Museum for Kunst for at se en udstilling. Bagefter satte vi os i solen i Kongens Have. Min mor fortalte at hun ikke havde nogen at tale færøsk med efter at hendes mor døde. Min storebror og jeg fortalte, at vi kun talte færøsk med vores far i telefonen. Vi talte om tiden på Færøerne sammen, som jeg indrømmede at jeg ikke kan huske. Min storebror fortalte at de stjal i kiosken og kastede sten på ruderne i de fraflyttede huse. Jeg indrømmede at mit klareste minde fra den tid var søndagene, hvor jeg lå med hovedet i min mors skød og kiggede ud af kirkens vinduer. Og de to tyggegummier, som hun lagde på mine læber, når jeg blev for rastløs. Jeg kom også i tanker om hæftet med guldstjerne-klistermærkerne fra søndagsskolen. Og vandfaldet, som alle skulle kravle op ad. Vandfaldet som alle de voksne havde forbudt os at kravle i.

Vi blev enige om at hvis vi talte oftere sammen, så ville jeg nok komme til at huske mere.

Jeg fortalte hvordan der i Malmö er meget, som minder mig om Færøerne. Folks udseende f.eks., og supermarkedernes sortimentet. Og hvor anderledes det har været at lære mennesker at kende på et andet sprog end dansk. Jeg kom i tanker om at jeg var inviteret til en fødselsdagsmiddag senere samme aften, og bad dem minde mig på at købe en flaske vin, inden jeg tog tilbage. Jeg ville ikke kunne nå i Systemet før lukketid.

Jeg fortalte også om det mærkværdige som er begyndt at ske. Jeg er nemlig begyndt at tale med mig selv på færøsk. Både højt og inde i mig selv. Når jeg forsøger at klemme en stegepande ind i grydeskabet, hvor der ikke er plads, og det hele vælter ud på gulvet, så bander jeg pludselig på færøsk. Heitasta! Jeg irettesætter mig selv. Hvat gert tú? Ikki sjuska so. Det samme sker når jeg står foran mine studerende på mit arbejde i Lund, pludselig står jeg og tæller højt på færøsk.

Det kan jeg også huske, Mammam sagde jeg pludselig meget højt. Da du sad og strikkede, Mamma, du talte altid maskerne på dansk. Og jeg kan huske at jeg tænkte, du kommer fra et helt andet sted end jeg.

Det er snart 20 år siden at jeg flyttede fra Færøerne sidste gang. Siden har jeg for det meste boet i Danmark. Men det er først nu, knap et år efter at jeg flyttede til Malmö, at det færøske sprog er begyndt at dukke op. I min hverdag hører og taler jeg næsten udelukkende svensk. Men jeg skriver stadig på dansk. Alt, jeg har udgivet, er skrevet på dansk. Og jeg kan ikke forestille mig, at det kommer til at forandre sig. Når jeg en sjælden gang har forsøgt at skrive på færøsk har sproget mindet mig om det hjælpeløse sprog, som jeg læste i min mormors breve.

På toget på vej hjem får jeg en besked fra min mor. Hun skriver at hun rigtigt har hygget sig med at gå og føjte med sine drenge. Jeg sender et hjerte tilbage og skriver i lige måde. Vi skriver altid til hinanden på dansk. For at finde de færøske vokaler og ð’et skal man trykke og holde meget længe på de danske vokaler og d’et inden de dukker op, gemt som de er bag ved de danske.

Torvet er rømmet og spulet rent, da jeg igen krydser det. Boderne er borte. Solen står lavt. Og de eneste spor efter markedet er de par måger, hvis skrig forsvinder over tagryggene. Jeg låser mig ind i opgangen og ser efter i postkassen om der er kommet post. Jeg går og venter på oversættelserne af de finske og islandske nominerede til årets Nordisk Råds Litteraturpris. Alle de andre er kommet. Hele året er der kommet breve fra posten, om told der skal betales, før jeg kan afhente de tilsendte bøger. Hele året er jeg gået frem og tilbage over torvet efter post. Jeg har siddet i det færøske udvalg for Nordisk Råds Litteraturpris i to år. Vi er tre i alt og vi begyndte alle samtidig. Vi havde svært ved at vælge hvem der skulle være forperson og besluttede os for en rotationsordning.

I år er det blevet min tur. Jeg skal med til årets stormøde i Reykjavik, hvor årets vinder besluttes. Jeg er meget spændt på at se, hvordan det foregår, og især på hvilket sprog det forventes at vi skal tale. Som forperson er det mig, som får tilsendt de andre landes nominerede værker. Vi diskuterede det på et af vores møder, og besluttede os for, at vi skulle gå udenom Nordisk Råd, og at jeg skulle skrive direkte til alle de nomineredes forlag og spørge om ikke vi alle tre kunne få bøgerne tilsendt. Det ville hjælpe vores arbejde meget, hvis vi alle fik et eksemplar. Kort efter svarede et af forlagene lidt forvirret tilbage. De havde lige fået besked fra Nordisk Råd om at det kun var mig, som skulle få tilsendt bøgerne. Da jeg senere skrev til Nordisk Råd for at høre om det virkelig kunne passe, at de ville begrænse antallet af eksemplarer som blev sendt til udvalgene, fik jeg at vide at det kunne det. Kun det aflønnede udvalgsmedlem skulle have bøgerne. Det var af hensyn til de små forlags økonomier.

Efter korrespondancen med Nordisk Råd ville jeg gerne i kontakt med de andre som sidder i udvalgene for de såkaldte små sprogområder. Dem fra Grønland, Åland, og det samiske sprogområde. Jeg ville høre, om de også kun fik tilsendt et eksemplar. Jeg ville høre, hvordan de var organiserede og hvilke erfaringer de havde gjort sig. Jeg gik ind på Nordisk Råds hjemmeside og fandt en oversigt over bedømmelseskomitéens medlemmer. Til min store overraskelse var der ingen information om nogen af os fra de såkaldte små sprogområder. Vi findes ikke.

I slutningen af januar traf vi vores beslutning om, hvem som skulle nomineres. Vores møder foregår på færøsk og jeg føler mig i reglen nervøs og inkompetent. Jeg har svært ved at tale om litteratur på færøsk, jeg må ofte slå over i dansk. Det sker tilmed at jeg rødmer, hvilket aldrig skulle ske på noget andet sprog. Nogle gange føles det som om, at det er en usikker dreng, som taler gennem mig. Andre gange føler jeg en stor skam, ved at kunne formulere mig bedre på et andet sprog end mit modersmål. Men da den ledsagende motivationstekst skulle skrives var det anderledes. Den skal skrives på et sprog, som det forventes at alle andre kan læse. Vi satte os for at skrive den sammen, og at skrive den på dansk. Jeg skrev og skrev, jeg følte mig dygtig og kompetent, og endte med skrive næsten det hele selv.

I februar informerede vi Nordisk Råd om vores nomination. Straks derefter og i samråd med det nominerede værks forfatter begyndte arbejdet med at finde en oversætter. I år valgte forfatteren at lade sit værk oversætte til svensk. Sidste år valgte forfatteren at lade sit værk blive oversat til dansk. Det er et krav, som stilles alle andre sprog end dansk, norsk og svensk. De skal oversættes, og oversættelsen skal være færdig så den kan nå at blive tilsendt de andre udvalg før 1. juni. Det sætter os i en lidt mærkelig situation. Hvad end vi nominerer, så skal det kunne oversættes på nogle få måneder. Det bliver svært at nominere lange værker. Sidste år nominerede vi en kort digtsamling. I år et lidt længere dobbeltværk. Og i år, tror jeg, at vi nåede grænsen, for hvad vi kan nå at oversætte inden for den givne tidsramme.

Jeg ved ikke om der findes nogen god løsning. Men man kunne måske begynde med at tale om, at det kun er forundt de norske, svenske og danske værker at blive læst på originalsprog. Man kunne lade være med at gøre så stor forskel på sprogene? Alle kunne f.eks. nominere det samme antal værker?

I dag sidder der også hvert forår en række oversættere, som får løn for at arbejde med og udvide norsk, dansk og svensk. Det vil sige at disse sprog vokser. Og samtidig føles det som om at de såkaldte små sprogområder bliver mindre, som om de bliver spist. Hvad ville der ske hvis forfatterne til de norske, danske og svenske nominerede værker fik samme chance. Hvis de også kunne vælge at få deres værker oversat til et valgfrit såkaldt lille sprogområde. Dansk til samisk, norsk til grønlandsk, svensk til færøsk. Vi i de såkaldte små sprogområders udvalg kunne opleve at læse nogle af de andre landes værker på vores egne sprog, og tage stilling til dem derigennem. Og flere i det litterære kredsløb kunne blive aflønnet for at oversætte, for at arbejde og udvide de såkaldte små sprog. De kunne få lov til at vokse. Vi kunne holde op med at kalde dem små.

Jeg låser mig ind i lejligheden i tide til at se solen i det øjeblik den står gennem hele lejligheden – fra mit soveværelses vindue ud mod gården og ud ad stuevinduerne mod gaden. Det er et øjeblik som jeg er blevet så glad for, en af lejlighedens allerbedste kvaliteter. Jeg stiller vinen i køleskabet og åbner køkkenvinduet. Jeg sætter mig i vindueskarmen og ryger en cigaret, imens jeg ser solen gå ned.

Bagefter ringer jeg til min far. Vi taler ofte om det samme. Om vejret, gæs eller får. Om jeg tjener penge på mit skriveri, om jeg kommer hjem til sommer eller ej. Men denne gang fortæller han, at de har danset færøsk dans for et dansk rejseselskab på en søndag formiddag, en helligdag, i nabobygden Elduvík. Han fortæller at de selvfølgelig blev betalt, men han syntes at det var underligt at danse for tilskuere. Han havde en dårlig smag i munden. I løbet af de sidste år, er han blevet mere og mere involveret i turisme-økonomien. Som oftest er det for at fortælle om den færøske kultur, om landskabet, dyrelivet. Hvis turisterne er fra andre steder end Danmark, plejer der at være en tolk, som oversætter hvad min far har at fortælle. Sidst vi talte nævnte han noget af det samme. De var trætte af at blive fotograferet, når de høstede, eller var inde for at fodre gæssene. Han følte sig udstillet, som en del af et cirkus.

Senere på aftenen går jeg til fødselsdagsmiddagen. Det er hos et nyt vennepar. Vi flyttede samtidig fra København til Malmö. Det er sådan vi lærte hinanden at kende, fælles bekendte introducerede os. Jeg har vin med, fødselaren får en stikling og en bog i gave. Han er svensk, kæresten er dansk. Det er intimt og fint, vi er ti-tolv mennesker og jeg føler mig på en måde beæret af at være inviteret. Når lagkagen kommer på bordet, synger vi fødselsdagssangene. Flere gæster er kommet over sundet, så vi er nok til også at synge de danske.

Dagen efter mødes jeg med en god ven på en café. Vi sætter os i den tilhørende have og taler om aftenen. Vi bliver hurtigt enige om at der havde været en dejlig stemning, at det var en sød gruppe. Hun fortæller også, at hun i løbet af aftenen havde betragtet mig. Det havde været skønt at høre mig tale dansk, for jeg grinede højere og talte friere. Min ven er halvt svensk og halvt engelsk, hun har også boet længe i København. Og hun forstår det, tror jeg. At det er dejligt at få sådan noget at vide, men at det også gør en smule ondt at høre. Hun ved hvad det betyder at begå sig mellem sprog. At man til tider bliver mere stille, at man til tider griner mere

GULDFEBER I-III

Rejseteksterne fra Peru er blevet redigeret og udgivet i tre dele på WEAK PRESS under titlen GULDFEBER:

https://weakpress.substack.com/

Guldfeber og Choropampas nadver

Receptionisten ringer og fortæller at min chauffør er kommet. Han er, som forventet, kommet for tidligt. Klokken er kun kvart i ni. Det er lørdag d. syttende december. Om en uge er det juleaften. 

En række misteltener er kommet op under natten. Foran hver evig eneste dør –  jeg tror ikke de har været åbnede i ugevis – hænger der en mistelten. Jeg har stadig til gode at høre den mindste lyd undslippe de sorte gab mellem gulvfliserne og de alt for korte dørblade. Når jeg ser nyheder inde på mit værelse skruer jeg helt ned for lyden. Jeg synes det er ubehageligt at vide, at alle lyde udgår fra mig. Og at de alle for lov til at forblive ubesvarede, de ebber ud uimodsagt.

Da jeg kommer ned ad trappen, står min chauffør i en stille samtale med receptionisten. Også her er der kommet misteltener og flere blinkende lyskæder op på væggene og under loftet siden igår. "Buenas dias," siger han lavmælt og retter sig op. "Buenas dias," svarer jeg. "¿Y hoy... nos vamos a Choropampa?" spørger han. "Si, Choropampa hoy, si" svarer jeg. Jeg smiler til receptionisten og siger "nos vemos," idet vi går.

Vi følger 8'eren ud af byen, mod syd og siden gradvist mod vest, som al anden trafik, der skal ned fra Andesbjergene og ud mod kysten. Ud til Trujillo. Og senere langs kysten mod Lima. Turen til Choropampa vil vare næsten to timer. Efter et kvarter begynder regnen. Det står ned. Vandet skyller forbi os i vejsiden. Han tænder for viskerne. Foran os trækker en lastbil et orange mudder efter sig. Min chauffør og jeg sidder tavse omsluttet af denne lyd af silende regn. Han i egne tanker og koncentreret om sin kørsel. Og jeg lidt fjern på bagsædet, med blikket rettet ud på Cajamarcas aftagende virksomhed.

På vejens øvre side; indkørsler ind i vældige stenbrud i bjergsiden og lastbiler i færd med at blive læsset af gravkøer. 

Oppe i ladene; arbejdsmænd i orange mudder til livet i færd med at dække lasten til med pressenninger, som om det var børn, de puttede. 

Mellem de spredte stenbrud; stenhuggere, rørlæggere, udlejning af maskiner til anlægsarbejde, en losseplads, i et vejsving en mand der stiller slanke, afbarkede træstammer ind mod en hær af allerede opretstående træstammer. 

På vejens nedre side; små blikskure, vinduesløse gasbetonshuse, en vejside-bod, løse hunde, høns, en pattegris, og nogen som ser op på de mørke skyer og stiller en kost fra sig, børn med spande og nu og da i de sorte døråbninger et ældre menneske som kommer sløret, skyggeagtigt til syne, for at betragte nedbøren, og vil jeg tro, den ro, den lader alting gennemvæde med. 

Bag husene, nede i dalens opdyrkede jord; foroverbøjede kroppe i røde og hvide bluser. 

Er det kartofler, som de sætter ned, spørger jeg. Han ser op i bakspejlet, blinker med øjnene som en træt kat. "Mais," svarer han. "Mais," gentager jeg. "¿De verdad, es Mais?"

Uden at jeg har lagt mærke til det, har vi passeret højdepasset og er begyndt at køre ned ad. De sidste orange og sandede spor af Cajamarca forsvandt med ordet Mais. Alt omkring os er imidlertid blevet blåligt, diset. Regnen er holdt op. Trafikken er mindsket. Og vi kører ind i det ene sving efter det andet ned gennem et blødt og blådiset landskab. De samme fjerlignende dampe stiger også her op fra skovbunden, op af den nåleskovsdyne, som denne del af Andesbjergene er dækket af.

Det ene langtrukne slalomsving tager det næste. Den våde asfalt forsvinder ind under bilens mave. Agavekaktussernes blade vokser og skærer sig rundt om nye zink-autoværn. Der er ingen afkørsler. De blå bjerge er uendelige, og forsvinder ud i horisonten, hvor det er umuligt at forestille sig at noget nogensinde skulle kunne slutte. At bjergene nogensinde skal flade ud, at der skal findes en slags bund, en dal, et sted, hvor terrænnets stejle fald stilner af. Efter en halv times nedkørsel, spørger han, om vi skal holde ind til siden. Han har fået øje på en vejside-kirkegård foran os. "Si, por fa," siger jeg. 

Han holder ind til siden og slukker bilen. Vi står ud og omsluttes af en utrolig fred. Bildørenes hule klonk sluges af de uendelige nåletræer, som stiger og falder til alle sider som et skrånende hav. Vi går hen til kirkegårdens indgang. To ens engle-statuetter, lidt gråligt patinerede og mossede, står med løftet hånd på hver sin side af en sort port. Den er aflåst, en kæde holdes sammen af en rusten hængelås på størrelse med en næve. Vi stiller os foran porten og kigger ind. Gruset knaser under vores sko. Han trækker vejret dybt. "Muchas gracias," siger jeg uden at tage blikket fra nogle tilgroede grave, og forsøger at forklare, hvor meget jeg holder af at besøge kirkegårde, når jeg er ude at rejse. Han nikker. Jeg er i tvivl, om jeg har sagt det før. Om jeg allerede har talt rigeligt om mine lugares melancólicos, mine melankolske pladser, på et dårligt spansk. Jeg er glad og taknemmelig for at vi holder pause her. At han godt vidste, at det her var et sted for mig. 

Stenene står med ryggen til porten. Navne og årstal på de døde vender ud mod landskabet, og skjult for os og alle andre uvedkommende, som kommer forbi. Der er vindstille. Freden er uvirkelig, indtil suset fra en bil kommer rullende mod os oppefra. Jeg vender mig om at ser en hvid lastbil komme ned mod os. Chaufføren løfter langsomt hånden fra rattet til hilsen, og fortrækker ikke en mine da jeg kaster med nakken. Den sprøde, lidt kolde lyd af de mange dæk mod asfalten bevæger sig gennem svinget giver mig gåsehud. 

Jeg træder et par skridt tilbage og tænder en smøg. Min chauffør står og betragter bjergene. Vi bliver enige om at de er overvældende. Jeg byder ham en smøg og rækker ham lighteren, men han misforstår. Han tror at jeg også vil tænde den for ham. Og så må man jo. Jeg forsøger flere gange uden held. Sådan står vi lidt uden at få ild i hans smøg. Jeg smiler undskyldende. Han kommer til at le. Jeg prøver igen, men kommer til at tænke på, at han måske kun ryger for min skyld. At han ikke har villet sige nej, ikke har turdet. Måske er det i virkeligheden bare en ekstra ydmygelse for ham at skulle stå med smøgen og stritte og vente på at jeg skal få den tændt. Som om det skulle skjule det faktum, at jeg har hyret ham for dagen. Jeg giver op og rækker ham lighteren. Han tænder den i første forsøg og rækker mig lighteren tilbage. Han tager et par betænksomme skridt og tager heldigvis også et par meget dybe og øvede og ligesom lettede indhaleringer. Imens han stirrer ned i jorden, puster han langsomt røgen ud af næsen. Jeg går også lidt frem og tilbage. En ny lastbil nærmer sig med det samme sus, som sendes i forvejen. Da den har passeret, sætter vi os ind og kører videre. 

Landskabets fald mildner. Vi forlader den tætte skov. Vejens mange svinge bliver færre. Smalle marker og lodder løber op og ned fra spredte huse. Vi kører ind i San Juan, en lille landsby fuld af farver. En frodig græsgrøn lysning i det blå hav. Huse i stærke farver, skilte, reklamegavle, mennesker i vejkanten, planter i potter langs murene, bønder i den røde bluse og den høje hvide cowboyhat, mødre med små børn i slynger, arbejdsmænd i beskidte bukser og kasket, børn i syntetiske fodbold-trøjer, som tålmodigt venter på at vi har passeret, så de igen kan løbe ud på vejen og genoptage deres leg. 

Vi nærmer os langsomt Choropampa. Det er efterhånden halvanden time siden, vi forlod Cajamarca. Den lille gennemfarts-landsby kunne ligge efter det næste sving, bag næste bakke, i skjul bag næste lille højdedrag. Jeg ser mere og mere ud af forruden. Fokuserer på vejens tilstand. Vurderer dens bredde. Bemærker dens sving. Deres skarphed. Om man kan skære dem af. Om man ville. Og tænker på, hvor hurtigt mon man vil tage dem, hvis man sad bag rattet i en lastbil med åbent lad. Jeg kigger på min chaufførs ben, for at se hvordan han trykker og slipper speederen, og kobler i og ud og bremser, om hvor ofte han undervurderer svingene, eller overvurderer sig selv, og må bremse hårdt op. Jeg bliver nødt til at tage fra med armen mod sædet foran mig. 

Hvor meget skal der til for at en tønde med kviksølv kommer ud af balance? Skal der bare et enkelt sving til og så vælter den. Eller er det mange små sving, som får den til at vugge? Er det en akkumulation af en uendelig række små rystelser, bump, vejsving, accelerationer og opbremsninger, helt fra Yanacocha-minen og hertil, som sætter det flydende indhold i bevægelse. Bølger, som før eller siden får tønderne til at tippe over. Stod tønderne og vuggede her, hvor vi nu kører. Indholdet skvulpede måske fra side til side allerede, ved den bakke, vi lige har lagt bag os, og på den følgende korte flade strækning faldt tønderne måske til ro. Men sølvet indeni er så levende og let. Det er sat i bevægelse, det bølger, den allermindste ujævnhed foran os får tøndernes vuggen til at genopstå. De vugger frem og tilbage, de vugger og vælter.

Lastbilerne er i årevis kommet rundt i det knappe højresving, der leder ind i Choropampas hovedgade - den karakteristisk lange, lige hovedgade, som synker sammen på midten, som et sjippetov, der det svirpende rammer asfalten. Før eller siden ville det gå galt. Før eller siden ville indbyggere få lov til at se, hvad der gemte sig i en af de tusindvis af lastbiler, som hvert år passerer gennem deres landsby. De har passeret siden i starten af halvfemserne. Da vi kommer rundt i svinget, og jeg ser hovedgadens grå løber, og lader øjnene følge den mod, hvad der ligner en pludselig kant, en plankes afslutning, slår det mig. Tønderne med de hundrede og en-og-halvtreds kilo kviksølv, som faldt af lastbilens åbne lad d. 02. juni, 2000, kan umuligt være de eneste. De kan hverken være de eneste eller de første tønder, som er faldet af. Der må være flere, mange flere. 

I fugleflugt er der 35 kilometer fra Minera Yanacocha til Choropampa. I en personbil tager det knap tre timer. Med bil er der 100 kilometer bjergvej som skal tilbagelægges. Og vejen falder med næsten tusind meter fra minen ned til Cajamarca. Derfra stiger og falder den to gange mere med tusind meter, før den når frem til Choropampa. Der er hundredevis af sving, der er hundredevis af bump og huller i vejen, hundredevis af overhalinger og opbremsninger. Hver dag. I mere end tredive år. Kviksølvet som falder af i Choropampa i 2000 kan ikke være det eneste, som er faldet af. Det kan være det eneste, som er opdaget, og som er blevet offentligt kendt, men det er ikke det eneste.

Choropampa ligner enhver anden sydamerikansk gennemfarts-landsby med 7-800 indbyggere. På hovedgaden ligger, i hver sin ende, to købmænd. På midten ligger en kiosk og en enkel restaurant, som serverer hønsesuppe og ris med bønner til frokost. En smal grusvej leder op til to huse, en asfalteret vej leder forbi en mekaniker og en bliklade ned til en lavereliggende gade, som løber parallelt med hovedgaden. Min chauffør ser op i bakspejlet og spørger mig, hvad vi skal gøre. Jeg beder ham om at bare køre gennem. Vi følger hovedgadens 4-500 meters lige strækning. Et par biler står parkerede i vejsiden. Nogle mænd sidder uden for restauranten. Op af de lave huse rager armeringsjernenes forvredne fingre. På de skæve elmaster strækkes en guirlande af sorte kabler. En motorcykel stopper for enden af hovedgaden,  for at vende rundt og drøne tilbage i samme retning. 

Vi parkerer på en sidevej lige før Choropampas afslutning. Han slukker motoren og spørger om ikke vi skal stå ud og gå lidt, se os omkring. Vi står ud i et klægt mudder. Der er fugtigt og lunt. På den anden side af hovedvejen kommer lave kvinder til syne i husenes døråbningerne. På en lille plet græs går meget små kyllinger rundt mellem et jævnt lag skrald og tomme plasticflasker. Oppe fra hovedgaden kommer en hvid lastbil kørende med en meget lav last, det hele svøbt i hvide pressenninger. Vi spadserer ind ad muddervejen. Vi standser hos en kvinde, der sidder på hug i vejkanten og skyller sit vasketøj under en  vandhane. Vi hilser. Jeg spørger om det er ok, at jeg fotograferer hende. Hun ler lidt og nikker. I døren ind til huset bag hende kommer en pige i pyjamas til syne. Hun bliver genert af synet af mig og løber over til sin mor. Hun kaster sig om hendes hals. Vi ler. Datteren skjuler sit ansigt i morens hår. Jeg rækker hånden til afsked og går videre. 

Jeg tænder to smøger og rækker min chauffør den ene. Vi går og ryger, går og ser os om, ser os for. Vi træder over vandpytter, træder uden om det alt for våde mudder. Vi går forbi fem mænd, som lige er blevet færdige med at tømme et lad for tømmer ind på en byggegrund. Nu læner de sig mod ladet. Jeg nikker til hilsen, de nikker tilbage. Vi går forbi et par fraflyttede huse, nogle nedrivningsgrunde, et par havarerede biler. Vi går langsomt og lidt tøvende. Imens vokser vores sko af mudderet, de bliver større, de bliver tungere. Der er ikke rigtig noget at se. Vejen leder ikke til noget. Der er mange huse, og der er få mennesker. På vej tilbage til bilen bliver vi enige, om at der er meget stille. Han spørger kvinden i vejkanten hvordan vi kommer til kirkegården. De ældre kvinder står stadig i døråbningerne og kigger i vores retning. Jeg skraber mudderet af mine sko mod en sten og sætter mig ind. Det samme gør min chauffør. Vi holder tilbage for endnu en hvid lastbil, med et lavt lad, alting svøbt i hvide pressenninger,  som kommer ned fra hovedgaden. 

Vi følger instruktionerne op mod hovedgaden. Vi drejer ind til venstre op ad en stejl, smal grusvej. Bagefter tager vi første vej til højre. Den er knoldet og med dybe huller og render, vi tager i, det skraber under undervognen. En endnu stejlere grusvej leder op til venstre. Vi fortsætter ligeud og standser foran et hus, hvor tre voksne står og taler og to ti-årige piger ser på. Han slukker bilen og ruller vinduet ned for at spørge om vej. De peger på den stejle grusvej bag os. Vi skal længere op. Han drejer nøglen om og skal til at bakke, da de kalder på os med viftende arme. En pige kommer løbende i bare fødder med en stav i hånden. Hun går rundt om bilen. Kyllingerne er løbet ind under os. Vi var ved at køre dem over. Hun får dem jaget bort fra bilen og dækkene, og driver 8-9 bittesmå kyllinger, som vi havde overset, i sikkerhed tilbage mod huset. Min chauffør rækker hånden ud af vinduet og vinker. Så bakker han hundrede meter tilbage og parkerer ind til en halvmur. Vi står ud. Igen træder vi ned i det her mudder. Vi går op ad den stejle grusvej. Grus og sten æltes ind i vores mudrede sko, som bliver tungere og tungere. Det er fugtigt og trykkende. Jeg holder vejret gennem sværme af myg, sværme af fluer, som hænger over karrygule hundelorte. En rød hund kommer hen til os, og følger os op til kirkegården, som ligger for enden af vejen. Den løber hen til en industrilignende stålport, hvor den løfter bagbenet.

Vi går hen til porten. Stiller os på hver sin side af den lidt våde grus, hvor hunden har markeret sig. Også her er porten aflåst. Vi ryger en smøg, imens vi kigger ind gennem gitteret. Jeg puster røgen ind ad de rhombeformede mønstre. Kirkegården er grå og brun og uden nogen videre beplantning. Den er indhegnet med stålpæle og et tre-fire meter højt gitter, som foroven er sikret med amerikansk pigtråd. Inden for porten står et lille hvidt kapel. Det går meget langsomt op for mig, at kun en fjerdedel af kirkegårdens areal er i brug, de øvrige tre-fjerdedele er nyanlagte. 

Den må være udvidet for nyligt, udvidet til fire gange sin oprindelige størrelse. Jeg presser ansigtet ind mod gitteret, og kigger på gravene. De er grove og går i et med gangene mellem dem, som en nypløjet mark. Gravene ligger alle i kirkegårdens øverste hjørne, tættest på os. Dér ligger de tæt på rad og række. Hver grav er en aflang bunke grus og sten. Kors af sammenbundne pinde er sat ned i bunkernes øvre ende. Navne og årstal er skrevet på med tusch, med farve, men jeg kan ikke skelne et eneste navn. 

I en af renderne går tre kalkuner og napper til det tørre ukrudt, som stedvist er lykkedes at gro op af gruset. Resten af kirkegården er tom men nyanlagt. Den nye del omkranses af en ny murstensmur. Muren er rejst i standardiserede fag, som ikke følger terrænets bløde linjer, men forvandler dem til trin. Den minder ikke om noget murarbejde, jeg før har set. Ikke her i Choropampa. Ikke i hele Cajamarca. 

Min chauffør går langs gitteret og tager nogen gange i det og ryster det, for at se om der er hul, så vi kan komme ind. Imens tager jeg mit kamera frem og fotograferer det lille kapel. Den bemærkelsesværdigt nye mur længst væk. Den røde hund, som lunter op ad grusvejen, videre op i bakkerne. Indhegningens voldsomhed. Pigtrådene. De simple grave og de sammenrebede kors. 

Jeg fotograferer kirkegården gennem gitteret. Jeg fotograferer de tætte grave opadtil. Alle de aflange grusbunker, under hvilke de fleste af de forgiftede må ligge begravet. Jeg går ned i knæ og fotograferer de gurglende og pludrende kalkuner, som går og pikker efter føde mellem gravene. Jeg rejser mig og træder et par skridt tilbage og lader øjnene løbe op ad bjergsiden og op i de tunge skyer. Jeg vender mig om for at fotografere ned ad, ud over dalen. Jeg fotograferer en telefonmast, som står i vejsiden. Jeg går hen til den og springer over på dens betonfundament. Jeg spejder ud over Choropampas sølvfarvede bliktage under os og den blåligt frodige dal bag ved, længere nede. I hvilket hus mon ejeren af kalkunerne bor? Skal de slagtes og sælges inden jul? Skal en af kalkunerne beholdes, spises? Hvem skal spise kalkunerne, og indoptage det samme kviksølv, som allerede har forårsaget alle disse grave, hele udvidelsen af kirkegården?

Kviksølv fryser ved -39 grader celsius. Det fordamper ved 40 plusgrader. Det betegnes som et dynamisk grundstof. Det kan være fast og flydende, det kan fordampe og blive til luft. Det cirkulerer i atmosfæren og i undergrunden. Den engelske variant quicksilver, den tyske variant quecksilber, den franske variant vif-argent, den italienske variant argenta viva leder alle etymologisk tilbage til tungmetallets levende karakter, dets liv, dets omskiftelighed og forandringskraft. I astrologien knyttes kviksølv til Merkur, planeten nærmest solen. Den mindste af solsystemets planeter, som for det meste er skjult af solens stråler, overstrålet af dens lys, er derfor kun synlig under skumring og dæmring. 

I den romerske mytologi er Merkur gud for købmænd og tyve, for handel. I den græske mytologi knyttes Merkur til Hermes. Hermes er de rejsendes og de handlendes beskytter, han er gudernes budbringer og videregav nyheder mellem de døde og de levende. 

Minera Yanacocha havde i 1994 ifølge Newmonts egne opgørelser en bi-produktion af kviksølv på 3.639 kg. Året efter er tallet steget til 13.394 kg. I 1999 33.266 kg. For år 2000 forventes produktionen af kviksølv at blive 48.000 kg. Herefter slutter opgørelserne. De slutter med en prognose. Samme år, som de 151 kg kviksølv falder af lastbilens lad i Choropampa, slutter Newmont med at offentliggøre tallene for Minera Yanacochas bi-produktion af kviksølv. I de 23 år, der er gået siden ulykken, er tallene blevet holdt tilbage.

Jeg har fotograferet nok. Vi går tilbage til vores parkerede bil. Før vi sætter os ind i bilen igen, sparker og skraber og træder vi mudderet af vores sko, så godt som vi nu kan. Min chauffør spørger mig om det er ok, at vi standser ved en købmand på vej hjem. Han har lovet sin kone at købe en ost. Vi standser ved hovedgadens afslutning. Han løber ind til en købmand i vejsvinget. Jeg står ud og fotograferer gaden, den bemærkelsesværdige lige gade, som synker sammen på midten. For enden af gaden er motorcyklen kommet tilbage. Manden står overskrævs på den og kigger i min retning, tror jeg. Min chauffør vender tilbage med osten i en plasticpose, som han lægger i bagagerummet. Vi sætter os ind. Min chauffør tænder for radioen. Der er fodbold, det er VM. Han spørger om det er i orden. Ja, ja, selvfølgelig, svarer jeg. Det er kampen om bronzen, fortæller han. Han har sat penge på Marokko. Han spørger om jeg også oddser, om jeg kan li' fodbold. Jeg ryster på hovedet, jeg siger ja. Kroatien vinder, min chauffør taber sit væddemål.

Da vi halvanden time senere stopper foran hotellet, spørger han, om jeg vil køres nogen steder hen i morgen. Jeg ryster på hovedet, og siger, nej, det var vist det. Jeg rækker ham betalingen og siger tak. Muchas, muchas gracias, siger jeg, tanto por hoy y ayer. Tusind, tusind tak, både for i dag og i går. Significa mucho para mí haber visto la mina y el pueblo. Det betyder meget for mig at have set minen og landsbyen. Han smiler. Jeg spørger, hvad han skal nu, om han skal hjem. Nej, han skal arbejde, svarer han. Hvad med i morgen, har du ikke fri i morgen? Nej, han skal arbejde.

Om aftenen går jeg ud. Jeg har været i bad, jeg dufter af sæbe, jeg har røde kinder og mit hår er vådt og redt. Jeg har besluttet mig for at fejre, være selskabelig, falde i snak med nogen. Jeg sætter mig ind på en tom bar, ved et lille bord med to stole. Jeg bestiller en øl. Der bliver stillet en halvliters flaske og et vandglas foran mig. Der kommer flere gæster til. Jeg drikker et glas, men al min glæde og selskabelighed rinder af mig med én gang. Jeg kan ikke. Jeg betaler, jeg går hjem.

Næste morgen er jeg fortabt. Jeg vågner og kan ikke bevæge mig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal stå op, hvorfor. Rejsen er forbi. Hvad gør jeg nu? Hvor længe skal jeg blive? Hvad gør jeg? 

To timer passerer i denne velkendte, lammende håbløshed, før jeg lykkes med at stå op og tage tøj på. Jeg går ud for at spise en sen morgenmad. Klokken er tolv. Det er middag. Jeg finder en billig restaurant, et ledigt bord på et ulige gulv, en sammentømret stol med en hård, fremadbøjet ryg klemt inde mellem en søjle og køleskabet. Jeg bestiller dagens ret og en øl. Dagens ret er ceviche, de serverer ikke øl, fortæller de. Jeg tror, de er religiøse, familien, som driver restauranten. Jeg bestiller en flaske vand i stedet. Over døren ud til pladsen, hvor sælgerene står med opslåede parasoller og øser skåren vandmelon op i plasticposer, hænger flimrekassen. De viser VM-finalen, Frankrig mod Argentina, uden lyd. En ældre kvinde i forklæde kommer ud fra baglokalet med en blå plastictallerken og sætter den foran mig. Krabbe- og blæksprutteceviche, kikærter, hjertesalat. Det er enkelt og fantastisk. Jeg spiser imens kampen bliver spændende, den går i forlængelse. Jeg går ud for at ryge en cigaret. Jeg går ind igen, for at se at nogen har taget mit bord, min tallerken er borte. Jeg sætter mig ved et nyt bord, bestiller en kop kaffe for at se afslutningen. Argentina vinder.

Jeg bliver siddende for at se ceremonien, der foregår i Qatar. De argentinske spillerne går op på podiet. En efter en får de hængt guldmedaljerne om halsen. De holder medaljerne frem for sig og smiler, øjnene funkler. Når først én har sat medaljen mellem tænderne og bidt i den, gør alle det. Når først én har fået øje på pokalen på piedestalen, da det er gået op for ham, at det er den – det er sådan guldpokalen ser ud i virkeligheden – ændrer han sin rute, han drejer af og går hen til pokalen, bukker sig forover og kysser den på hovedet. På kloden af guld. Når først én har gjort det, gør alle det. De kysser alle trofæet. 

Guldfeber og magtoverdragelse

I store dele af landet udvider Dina Boluarte undtagelsestilstanden med udgangsforbud. Flere vejblokader er, af militæret, løftet. Mere end 250 kilometer af Panamericana Sur er igen åbnet. 

Fra militærhelikoptere kastes tåregas ned over demonstranter, som igen har taget sig ind i lufthavnen i Ayacucho. På landjorden bevæger militærstyrker sig nærmere. Usynligt for demonstranterne - blændede af tåregassen og som grådkvalte kæmper for at kunne trække vejret - åbner de ild. Dødstallene stiger. Flere end 22 er nu døde. Flere af dem er under 18 år, umyndige børn. I nyhederne vises klip, som demonstranter har optaget med deres telefoner. Man ser kampklædte soldater trække fra et hushjørne til et andet, imens der gives dækning og skydes. De tørre skud høres næsten ikke. To demonstranterne falder om som kludedukker. Skrigene, gråden, råbene fra dem, som nåede at flygte, og nu står og filmer, er hjerteskærende og fortvivlede. De trygler soldaterne om at stoppe.

To ministre fratræder sine stillinger i protest mod præsident Dina Boluarte. Undtagelsestilstanden og indsættelsen af militæret, statens magt- og voldsanvendelse, beskrives af stadig flere som ude af proportioner med situationen. I Limas gader råbes der "Dina! Morder!" 

På opfordring af Castillo kommer flere og flere til Lima for at deltage i demonstrationerne. Fra nord, fra syd, fra øst. De oprindelige fra Amazonas, som bliver ignoreret af regeringen og kongressen, og som fra et hold bliver stadig mere presset af skovrydningen, og fra et andet af smuglere og narkoøkonomien, De fattigere bønder fra Andesregionen, gadesælgerne som hver morgen rejser ind til Lima, alle dem, som intet har set til Perus stigende indtægter især fra minedrift. Det var Castillos valgløfte. En mere retfærdig og vidtrækkende omfordeling af pengene. Det jagede en skræk i højrefløjen. De udenlandske investorer ville forsvinde ud af landet, sagde de. Det ville ruinere Peru.

Dina Boluarte lægger forslaget om forfatningsændring, som vil gøre det muligt at fremskynde valget til slutningen af 2023, for kongressen. Kongressen forkaster det. Det er ikke engang tæt på at blive vedtaget. Kongressen vil ikke gå med på dette ene af demonstranternes krav. Flere kongresmedlemmer gentager, at demonstranterne begår terror, når de blokerer veje og lammer kritisk infrastruktur. Hidtil har de blokeret veje, formået at standse flytrafikken, der er sat ild til politistationer og domstole, og de er gået efter særlige dele af medierne, udsat tv-kanaler og mediehuse for vandalisme. Demonstranterne svarer igen, kongressen er korrupt, råber de, dens medlemmer er rotter. Imens er de pårørende begyndt at begrave deres børn, søskende, kærester og elskede. Sorgen og gråden udvikler sig hurtigt til nye kampråb. 

I Cajamarca ses intet af dette. Vejene er åbne, hverdagen er normal, på Plaza de Armas flokkes igen børnefamilier. Fædre i korte bankblå dynejakker og sminkede og parfumerede mødre i åbne lange frakker spadserer rundt mellem julepynten. Børnene løber og leger ta' fat. Og ude i randen, på halvmure og på trappetrin, deres ældre søskende, som sidder og kysser med deres kærester.

For anden gang indløser jeg billet til Cuarto del Rescata. Huset, hvor Atahualpa blev holdt fange i ca. 9 mdr., før han blev stillet for en til lejligheden oprettet domstol, og dømt til døden. Huset har i dag intet tag, men beskyttes mod solens ubønhørlighed og de mange daglige byger af en stor pressenning. Huset er knap tolv gange syv meter og lidt over tre meter højt. Væggene er af lagte og perfekt tilhuggede sten uden brug af mørtel. I to af de smukke og lidt rosa stenmure er der døråbninger. 

En væsentlig årsag, i hvertfald i de dokumenter, som findes fra retssagen og domsfældelsen, til at Atahualpa dømmes til døden, er, at han under sit fangeskab, sendte ordrer til Cusco om at lade sin halvbror Huáscar likvidere. Det siges, at Atahualpa, der på dette tidspunkt stadig nærede et håb om at komme ud af Cuarto del Rescata i live, lod sin bror myrde, fordi Atahualpa regnede med at Pizarro ville spille brødrene ud mod hinanden. Hvis Huáscar blev dræbt, så ville Pizarro ikke kunne indsætte Huáscar som overhovedet for det nye spanske rige. Huáscar, som kort forinden havde tabt den årelange borgerkrig med Atahualpa, ville sandsynligvis indlade sig på flere af Pizarros krav, for at genvinde tronen, selvom den nu kun ville være symbolsk.

Jeg sidder igen på Plaza de Armas, da skumringen kommer rullende ned fra højlandet og trækker sit blå slør med sig ned mod byen. Lidt åndsfraværende sidder jeg og stirrer mod nord, og mod de bjerge bag hvilke minen ligger, og spiser mine to snickers-barer til aftensmad. Jeg glemte alt om at dele dem med min chauffør. Op af de skovklædte, blånende bjerge, stiger spredte strøg af hvid damp, som fjer ud en gigantisk dyne. Jeg kommer i tanker om en rejse for fem år siden. Det er blevet sent. Det er stjerneklart og lunt. Vi er blevet smidt ud af en bar i Oaxaca. Vi er – tror jeg nok – fem. Vi er fulde og vi har skændtes – mest for sjov – og leet og diskuteret og hamret nævnerne i bordet i et par timer. På skift har vi lænet os ind over bordpladen med vores argumenter og knyttede næver over hovedet og trukket os resigneret tilbage med et jo-joo og jamen du har da så eviiig ret. Vi slentrer fulde ned ad en tom gade badet i fuldmånens hvide lys. Jeg lader min håndflade kærtegne en virkelig lang stenmur, bag ved hvilken cikaderne summer. Langt væk høres en gøende hund, og pludselig bryder Jeppe ud i sang. Med sin lyse, hæse stemme, fuld af en ældgammel længsel, begynder han at synge en dansk vise. Flere gange er det tæt på at stemmen knækker. Flere gange tror jeg, at han ikke orker at fortsætte. Nu brister han i gråd, tænker jeg. Nu bør jeg gå over til ham og lægge en arm om ham. Nu bør jeg tage ham under armen, og støtte ham, for han bærer på en sorg, for stor og for tung til at kunne bære den alene. Men han bryder ikke ud i gråd. Det er blot en lille pause. Et vers som er slut. Et omkvæd som skal til at begynde. Han trækker vejret dybt ned i lungerne og det er som om hans øjne, som skinner så klart i månelyset, skal til at løbe over. Men så synger han videre. Ingen tårer fældes. Jeg slipper ikke muren med min hånd og han stopper ikke før han er færdig. Han kan hele visen udenad og med blanke øjne synger han den til ende. En meget smuk vise, som jeg i dag ikke længere husker mere af end denne ene strofe "Gid alle de bjerge de var af guld." 

Guldfeber og La Minera Yanacocha

Cajamarca – Yanacocha

Hun ved allerede, hvad jeg vil spørge om, da jeg kommer ned ad trappen. Hun smiler og har taget telefonen op til øret, inden jeg har nået hen til skranken. Jeg spørger, om det er anderledes i dag, er vejene åbnede? Tror du, jeg kan komme til minen? Hun beder mig smilende vente. Hun skal ringe og forhøre sig.

Jeg går udenfor, krydser vejen, hvor trafikken igen er gået i stå. Jeg læner mig op ad muren og tænder en smøg og tænker, at måske kommer det alligevel til at ske? Jeg ser på bilerne foran mig, hører alle hornene, alle dem der gasser op, råbene fra sælgerne i de nærliggende gader. Så går det op for mig. Jeg smider smøgen og skynder mig mod Plaza de Armas. Alt er åbent. Butikkerne, markederne. På vejene må de små trehjulede mototaxier igen vige for de større firhjulede fartøjer. Vejene er åbne, tænker jeg, de er åbne, de må være åbne. Ved den første taxi, jeg henvender mig til, er svaret, ja, det vil han da. "¿Yanacocha, la minera?" "¡Si, si, la minera!" Jeg spørger, hvor meget det vil koste. 150 soles, svarer han og lader blikket vandre lidt uinteresseret ud ad ruden. Han har en sideskilning og sådanne aflange brilleglas, som får mig til helt umiddelbart at stole på ham. Vi aftaler, at tage af sted om en time. Jeg må spise morgenmad inden, hente mit kamera. Forberede mig. Jeg stikker ind om en butik og køber to flasker vand og to snickers, som jeg i en pludselig indskydelse tænker, at min chauffør og jeg kan dele, når vi er kommet frem. En lille picknick. Vi kan sidde på bilens køler, og spise vores chokoladebarer og se på minen og lade os imponere. Henne på hotellet fortæller receptionisten mig, at vejene er åbne. Jeg takker for hjælpen og forklarer, at jeg allerede har fundet en taxi.

Tre kvarter senere ringer telefonen på natbordet. Jeg sidder på sengekanten med min rygsæk på gulvet foran mig; i rygsækken har jeg mit kamera, en ekstra film, en regnjakke, vand og chokoladebarer. Jeg er allerede i sko og jakke, har penge i kontanter. Jeg er klar. Det er receptionisten, som er i røret. Hun fortæller, at taxaen er kommet. 

Tunge, tætte skyer hænger oppe over bjergene mod nord, den vej vi skal. På undersiden og i det mest fortættede er de cigaretrøgsblå. Vi kører ad N3, den eneste vej, som leder ud af byen i nordlig retning, den eneste som leder op i bjergene, op til minen, Yanacocha. Den ligger kun halvtreds kilometer fra byen, men det tager halvanden time at køre dertil, fortæller min chauffør mig. Han har været der før.

Trafikken hakker sig langsomt sin vej ud af byen. Vi går i stå i en sammenfletning. Solen bager og lægger sit låg over den smalle gade. Trafikosen kan ikke lette. En metallisk duft af filede koblinger flyver gennem luften som små koncentrerede og skarpe tråde. Vi passerer en byggeplads' støj og vesteklædte mænd, holder stille på en bro over en tørlagt å, bugnende af ukrudt og skrald. Vi passerer en stor mur og børn i ens joggingsæt, dybblå med en rød og en hvid stribe ned ad ærmer og bukseben. Vi standser foran en port ind til, hvad der må være skolegården. Flere børn i de samme joggingtøj. Farverne synes så klart definerede. Selv i forbifarten så definitive blandt alt det ellers så sandede, så sammenhængende, rosa. Trafikken stopper igen op. I ladet på en blegrød pickup foran os står en næsten selvlysende orange kalv. 

Endelig løsner trafikken op. Byen aftager. Bebyggelsen bliver mere spredt, tilfældig. På vejens nedre side opdyrkede grønne felter, gartnerier, hvide pressenninger, store ensartede arealer, på vejens øvre side, stadig flere huse, men med stadig større afstand til deres nabo, omringede af uklare rande, skel, skrald. Og overalt går løse høns, haner, nyudklækkede kyllinger. I vejkanten lunter løse hunde målrettet og lydløst af sted. Foran en garage ligger en meget, meget lang og grå orne på siden.

Enkle huse, vejsideboder, mekanikere, tankstationer, små skure følger tro vejens bane ind gennem dalens folder. I et skarpt sving begynder opstigningen mod de sørgmodigtblå skyer. Så snart vi er kommet ud af svinget træder min chauffør speederen i bund, og vi bliver presset tilbage i sæderne. Han lægger sig helt tæt bag en blå lastbil, og må sænke hastigheden. Han trækker ud i modkørende bane, men med det samme kommer en sort jeep susende tæt forbi. Han trækker os over i vores bane, men med det samme ud igen; halvvejs ud i modkørende bane. Og da der ingen modkørende ses før næste sving, overhaler han. Hver gang der er en åbning, overhaler vi: de små trehjulede mototaxis, busser, pickups, jeeps og vældige amerikansk-producerde lastbiler. Og i den modkørende bane kommer de samme biler susende mod os. Mototaxis, busser, pickups, jeeps, de store lastbiler, men der stænkede til af et betongråt mudder. I vejsiden står og går mennesker, bønder med den høje cowboyhat og med en bylt på ryggen, og ranke drenge i bankblå jakkesæt, med en rygsæk højt oppe på ryggen, på vej i skole. 

Senere, da vi er nået op i regnvejret, står de i ly under udhæng, i døråbninger og karme, i facadernes forskellige små indhak. Det står ned. I vejkantens brede rende fosser det med vand. Stedvis er vandmængderne for store, åer skyller tværs over vejen og tager mudder og sten med sig, som min chauffør forsøger at styre os gennem uden at sænke hastigheden. Der går et koldt gonk op gennem karrosseriet, da han rammer en aflang gærfarvet sten på størrelse med et brød. 

Landskabet bliver på vej op, under nedbøren, stadig blødere. Bjergsiderne bliver grønnere. I vejkanten breder der sig et mosset tæppe. Op og ned ad skråningerne er der høje uldne siv blandt figenkaktussernes grønne ansigtshav og agave-kaktussens buketter af de stålblå blade. Lyset er blevet hvidt, tåget. Sigtbarheden er pludselig lav. I skråningerne er der flere nåletræer, der vandrer ned i den tunge tåge, høje og slanke med deres nedadhængende, slappe grene, helt tunge af regnen. Og stadig er der hele tiden dyr at se i vejsiden, kalve med et løst reb om et bagben, en pattegris, også med reb om et bagben, kalkuner, meget små kyllinger, de luntende hunde, kalve og køer.

Efter en times tid er vi kommet op. Vejen flader ud. Landskabet åbner sig til alle sider. Skyerne ligger højere. Det er tørvejr. Skråningernes foldninger, og beplantningens frodighed er erstattet af et mildt bølgende græs- og mosklædt landskab. Vejen er blevet bredere, asfalten helt blød og nylagt, banestriberne stærke og gule, kantstenene skarpe. Vi er knap 3000 meter over havets overflade, men alligevel er der hist og her, i nedsænkede skåle i terrænet, klynger af nåletræer. Ellers er det blot dette bare og ensartede landskab, der breder sig til alle sider. Gulligt og mosgrønt, stribet af grå bælter af sten, grus og udtørrede åer. Bakketop efter bakketop, ingen tinde, ingen dramatik andet end selve monotonien, udstrækningen, vedholdenheden. Ingen bebyggelse. Ingen anden trafik. Kun denne fantastiske vej, som stiger og falder, forsvinder og dukker op igen ude i horisonten, bag bakkerne, bakkerne som bliver ved og ved og ved.

Langsomt går det op for mig, at bakkerne som ligger foran os, er identiske. De har intet af den sære variation, som alt naturligt har i sig. Intet gror på dem, deres ydre er glat og goldt. Bakkerne er ikke bakker. Det er minens knuste malm, som er lagt sådan. Sirligt arrangeret i enorme, fladt terrasserede bunker. Vi følger vejen. Til venstre stiger endnu en enorm pyramide, perfekt ordnet og arrangeret, i otte-ti systematiske lag, som hver sagtens kan være ti eller tyve meter. Bagefter et indhegnet anlæg, stål og ledninger, kabler og master. Ude i horisonten en ny lav pyramide, tildækket af noget sæbegrønt, en pressenning. Vi kører uden at sige noget. Minen fortsætter med at folde sig ud omkring os. Jeg ved ikke hvor jeg skal se hen. Øjet kan ligesom ikke fæstne sig ved noget. Det er for stort, for enormt, for monotont. Langs med vejen løber tre meter høje hegn med ståltråd foroven, som jeg ikke ved hvornår begyndte. Nu og da står der hvide master med kameraer. 

Vi holder ind til siden og jeg stiger ud. Der er en svag brise, men ikke en lyd. Kun noget knasende under mine fødder, da jeg går hen til vejkantens høje betonkant. Jeg hopper over en grøft og op på en lille vold og spejder ud over landskabet, som endnu ikke er blevet endevendt, gravet op og knust. Milde bølgende mosklædte græssletter. Men der er intet levende at se. 

Vi kører videre, ledes rundt om endnu en enorm flad lagdelt kage af knust malm. Det er sådan 3000 ton knust malm for hvert kg guld ser ud. Det er, hvad en mine, der på nogle år har produceret 100 tons guld, efterlader sig. Det er svimlende, umuligt at fatte. Igen kører vi videre. Vejen fortsætter, tilsyneladende uden at lede til noget, igennem minens malmlandskaber. 

Endelig når vi en afkørsel. Foran en sænket bom står en lyseblå parkeret bus bag en ambulance, i kø til at komme ind til næste kø. Det er en slags sikkerhedskontrol. Vi standser bag den bagerste bus, lidt på afstand.  Jeg står ud i, hvad der ligner et lands grænsezone. Jeg går hen til bussen, som viser sig at være tom. Også ambulancen er tom. Jeg går tøvende hen til ruderne og kigger ind, bange for at der pludselig skal være et menneske, som springer frem fra skjul. Men der er ingen. Jeg går hen til bommen. Hundrede meter længere henne holder fire-fem andre busser og tre hvide pickups i kø foran en stor jernport. Alt er hegnet af i tre-fire meters højde, med pigtråd foroven. Der er bemærkelsesværdigt stille. Og stadig intet levende. Fra porten leder en vej op gennem malmbakkerne. Langt, langt borte kan jeg skimte en hvid fabriksbygning, som ikke er til at bestemme størrelsen på, og en røgsøjle som står op i skyerne. Jeg tager nogle fotografier, men jeg ved det er umuligt. Afstanden til bygningen er for stor. Den vil højst blive en uanseelig hvid prik i det golde grå landskab. Jeg går tilbage til bilen. Vi bakker ud på hovedvejen og fortsætter lidt endnu. 

Vi holder ind ved en rasteplads. Jeg går hen til en elmast for at tisse. Bagefter byder jeg min chauffør på en smøg. Imens vi står i tavshed og ryger og betragter det golde landskab, som ingen ende vil tage, kan vi høre en fjerne sirene begynde. Han bemærker det, spørger om jeg kan høre den. Ja, svarer jeg. Vi ved ikke, hvad det betyder. "Es un lugar muy, muy triste," konstaterer jeg. Han nikker. "O un paisaje, un paisaje muy triste." siger jeg, nok mest for mig selv. Jeg tager kameraet frem og forsøger at fotografere igen. Det lugter lidt af svovl. Stadig er der ikke et eneste tegn på liv. Intet bevæger sig. Kun duften af svovl, som kommer i bølger. Og så den fjerne sirene, som ligesom svovlen kommer med brisen i bølger. "Es gigante," siger jeg. Han nikker igen og tilføjer, at det kun er starten, som vi ser. Yanacocha-minen er i omfang tre gange så stor som Cajamarca city. Cajamarca har knapt 300.000 indbyggere. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, så jeg sukker. 

Jeg antager at befolkningstætheden i Cajamarca og København er ca. den samme. Minen har altså omtrentligt den samme størrelse som København. 

Vi bliver stående lidt endnu. Jeg forsøger igen at fotografere det, men det kan ikke lade sig gøre. Den er alt for omfattende. Han spørger om han skal fotografere mig. Jeg ryster på hovedet, siger "soy un poco timido," og ler lidt undskyldende. Han spørger, om vi skal vende hjem ad. Jeg har ingen grund til at blive. 

På vejen tilbage standser vi nu og da, mest på foranledning af min chauffør. Han sænker hastigheden og peger på flere malmpyramider, som vi nu kan se fra modsatte side. ¡Mira, mira! siger han og trækker ind til siden. Jeg tror, han er bange for, at jeg er skuffet over ikke at være kommet rigtigt ind i minen. At jeg skulle synes at turen har været spild af tid. Jeg springer ud og fotograferer lidt som af pligt. Men jeg ved at det ikke bliver til gode fotografier. Omfanget og alvoren er ikke noget som kan fanges med et kamera. Det skal ikke og vil ikke gøres til billeder. Det er en erkendelse.

Da vi holder foran mit hotel, spørger jeg om han vil køre mig til Choropampa i morgen. Det vil han. Vi aftaler at han skal hente mig klokken ni. Vi aftaler 250 soles i pris.

Guldfeber og ingen udveje

Cajamarca

Det er torsdag og der er ingen åbne veje ud af byen, næsten ingen mennesker i gaderne og på de tomme veje løber hundene frit. De allerfleste butikker er lukkede. 

Jeg er stået tidligt op for at fotografere. Men meget hurtigt føles det som jeg allerede har vandret ned ad og op ad samtlige af byens gader. Når jeg nærmer mig de mere uformelle bebyggelser, er der altid en mand, som henvender sig og spørger, om han kan hjælpe. De tror alle jeg er faret vild. 

Hvad bør jeg egentlig gøre. Skal jeg bare blive og håbe på at vejene åbner. Burde jeg være mere nervøs? Jeg har på tv'et i hotelværelset set flere lufthavne blive stormet. Burde jeg sætte mig på det første og det bedste fly herfra? Cajamarca lufthavn kan ikke være den sværeste at indtage. Den ligger helt åbent, kun omringet af et lavt hegn ud til de tilstødende græsnings- og landbrugslodder. Og byen er velstående - lidt af rigdommen som udgraves i minen lander i byen - men den resterende og mere fattige region ser ingenting til denne velstand. Minen og byen er omringet af fattigere Castillo-støtter.

I 1532 var Cajamarca omringet af, hvad der anslås at være, 80.000 inka-soldater. De havde slået lejr i det omgivende højland, efter en længerevarende tronfølgestrid mellem Atahualpa og hans halvbror, Huáscar. Huáscar var den retsmæssige tronfølger til deres far Huayna Capac. Atahualpa havde lige vundet striden, som havde stået på siden farens død i 1527. Huáscar var taget til fange i Cusco. Atahualpa og hans hær var på vej mod syd, men havde slået sig ned i Cajamarca, for at tage imod Pizarro. Byens indbyggere havde stort set alle rømmet byen for at give plads til Atahualpa og ca. 7-8000 af hans soldater, deriblandt de mest højtrangerede generaler. Efter månedsvis af forhandlinger og brevkorrespondancer kom Pizarro og hans til sammenligning beskedne hær på 180 soldater ind til byen. Hvad der efterfølgende skete, er ikke til at fatte. Det som fremgår af tekster varierer, forskellige fornærmelser; forskellige ritualer og høfligheder, som afvises, en hellig drik, som Pizarro væmmes ved og spytter på jorden, en bibel, som Atahualpa ligeledes smider fra sig. Uanset giver det anledning til at Pizarros hær angriber. Og da massakren i Cajamarca, som den senere er blevet kaldt, var overstået, var 7-8000 inkaer myrdet, mange af dem ubevæbnede, de 80.000 soldater i højlandet flygtet og Atahualpa tilfangetaget. Ikke én af Pizarros soldater døde. De havde krudt, geværer og heste - intet af hvilket inkaerne havde - men hvordan 180 soldater besejrer 7-8.000 soldater og jager yderligere 80.000 på flugt, forstår jeg ikke.

Kort fra Plaza de Armas, som jeg tror er den samme centrale plads, som bliver beskrevet i historien om Cajamarcas massakre, blev Atahualpa efterfølgende holdt fange. Huset, som i dag er en arkæologisk seværdighed, kaldes for El Cuarto Del Rescato. Rescato betyder løsesum. Det er her Atahualpa forsøgte at købe sig fri. Han lovede Pizarro guld i bytte for sin egen frihed. Han lovede så meget guld at hele huset skulle blive fyldt, og to nabohuse skulle fyldes med sølv. Han holdt sit løfte, og fik guld og sølv fragtet fra hele riget til Cajamarca. Guldet blev smeltet om til spanske pesos. Samlet blev det til 1.326.539 pesos. Det vil i dag svare til ca 3,5 milliarder Dkr. Dertil kom sølvet. Pizarro lod ikke Atahualpa gå. I august 1533 blev han henrettet, og med hans henrettelse faldt Inka-riget fra hinanden. For snart femhundrede år siden var dette en rentabel forretning.

På hotellet siger de, at det måske bliver bedre i weekenden, eller efter weekenden. Men jeg frygter at chancen for, at nogen vil køre mig til Yanacocha-minen bliver stadig mindre. Jeg antager at minen er svært bevogtet nu, at de frygter at demonstranter skal nærme sig minen og forsøge at forhindre eller nedlægge driften. Og Choropampa? De blev glemt og ignoreret af Cajamarca. Kviksølvet og forgiftningen, prisen for byens velstand var til at leve med, så længe Choropampas indbyggere blev gjort tavse. Ulykken tog hånd om sig selv. Kviksølvet ødelagde ofrenes hukommelse, deres syn, og deres førlighed. Og i over tyve år er de døde. Jeg er bange for, at det også kan være en af grundene til, at ingen vil køre mig dertil. De vil ikke blive mindet om Choropampas lidelser. De vil leve i deres glemsel, for det er jo, som bekendt, letteste sådan. 

Newmont bruger meget spalteplads på deres hjemmeside på at beskrive, hvor mange der er i arbejde pga dem. De skriver om hvor mange penge der er blevet brugt på at genoprette skader på miljø og natur. Problemet er vel i sagens natur, at hele deres virksomhed er en endeløs og uoprettelige ødelæggelse af landskab og mennesker. Ikke kun i selve minedriften, udhulningen af landskabet, ødelæggelsen af åer og vandløb; men mere grundlæggende, hvad guldet gør og bliver ved med at gøre. Hvad er man villig til at ofre. Hvordan kan driften forblive rentabel. Det kan altid presses yderligere. Inden cyanidteknikken gik der 300 ton malm for hvert kg guld. Efter cyanidteknikken 3000 ton malm for hvert kg guld. Og vi kan være sikre på at der kommer en ny teknik, som også vil gøre det rentabelt at knuse 30000 ton malm for et kg guld. Det er kun et spørgsmål om tid, tid og efterspørgsel.

Demonstranterne går efter infrastrukturen og økonomien. 250 km af hovedtransportåren, Panamericana Sur, blev i dag tilbageerobret af militæret, så at transport af madvarer igen kan nå Lima. Det privatejede tog som fragter turister til Machu Picchu holder stadig stille. I kampene som virker til at være mest voldsomme i og omkring lufthavne omkom 8 demonstranter, og flere end 50 kom svært tilskade. Det sker overalt i landet. Dina Boluarte refererede tidligere på ugen til Den skinnende sti. Politikere, som jeg antager er højreorienterede, har travlt med at kalde demonstranternes blokader for terrorisme. En demonstrant bliver interviewet i en vejside. Hun holder et skilt foran brystet: no somos terroristas, bedyrer hun. Med militæret i gaderne, tror jeg, det er vigtigt for myndighederne, at kalde demonstranterne for terrorister. Så kan dødsfaldene let retfærdiggøres. Det er også risikoen, som demonstranterne løber, når de går efter infrastruktur. Det er statens privilegie at kalde den, der ødelægger statens ejendom, for terrorist. Når staten ødelægger befolkningens ejendom og forringer deres livsvilkår findes der et andet og mere økonomisk sprogbrug. Da er der tale om fornuft, om nødvendighed. 

I dag udløb den første uges varetægtsfængsling af Castillo. Anklageren forsøgte og lykkedes at få Castillo fængslet i 18 måneder. Dommeren vurderede at der var en høj risiko for at Castillo ville forsøge at flygte ud af landet. Castillo bad demonstranterne om at gå mod fængslet, hvor han bliver holdt.

Jeg tror jeg har misforstået noget i løbet af ugen. Da Castillo blev anholdt og ført til politistationen, var han på vej til den mexikanske ambassade for at søge asyl. Det var hans egne vagter, som vendte om og kørte mod fængslet. Han blev ikke, som jeg troede, ført direkt ud af præsidentboligen. Mexico, Venezuela, Argentina og Bolivia anerkender ikke Boluarte, som præsident. De støtter stadig Castillo og fastholder, ligesom demonstranterne, at han er blevet ulovligt fjernet fra magten. USA og EU var hurtige til at anerkende Boluarte som den retsmæssige præsident. Meget hurtige. Perus ambassadører i de ovennævnte fire lande blev i dag hjemkaldt. 

I løbet af eftermiddagen åbner flere butikker. Der er flere mennesker igen. Ikke ligesom igår eller i forgårs. Men dog. Jeg forsøger igen i hotellets reception og spørger om de kan finde mig en bil, som vil køre mig til minen. Hun svarer det samme, som hun svarede igår. Det er for farligt, vejene er lukkede. Måske i morgen, spørger jeg. Måske i morgen, svarer hun. Jeg er allerede begyndt at holde af vores små samtaler. Jeg må måske forlænge mit ophold i et par dage, forklarer jeg. Og hun nikker. Der er masser af plads, hotellet er så godt som tomt. 

Jeg går til Plaza de Armas og spørger taxa-chaufførerne om de vil køre mig. Jeg tilbyder 30 soles i timen. Måske det kan blive til 120 soles for at fragte mig til minen og tilbage med stop undervejs og pauser til at fotografere og notere og tegne. Det samme med landsbyen, jeg tilbyder det samme. En god dagsløn. Men de svarer alle det samme. De kan ikke. Det er for farligt. Jeg går til et turiststed, som har åbnet igen. De arrangerer guidede ture. Også her ryster de på hovedet. Jeg må forsøge igen i morgen. 

Resten af dagen går jeg omkring i gaderne, som igen ser ud til at fyldes med handlende og sælgende. Kun markederne er lukkede og jeg tror det alene skyldes forsamlingsforbuddet. Jeg går rundt i gaderne med computere, gaderne med print-butikker, med garvede skind, med kartoffelsække, med kyllingekød, med højtalere, med skinnende joggingtøj, guldsmedene, og mejeriprodukterne, og så den ene gade, den uden butiksfacader, i den gade hvor der hviler en anderledes håbløs stilhed. Det er gaden hvor de fattige bønder sidder. De som normalt kommer ind til byen med morgengryet, i et lad med en bylt på ryggen. Hvordan se er kommer i dag, forstår jeg ikke. Måske har de overnattet på gaden. Alle er de i den høje hvide cowboy-hat og de udtrådte sandaler. De er i en lang mørkblå uldnederdel, og i strikkede ofte røde eller lyserøde cardigans uden på en hvid undertrøje. Nogle af dem har et barn i en slynge om kroppen. De sidder på fortovet langs murene, med sænkede hoveder og foran dem ligger deres varer i en sirligt arrangeret orden. De sælger mos og grankogler, indtil solen er gået ned og de må dække sig med tæpper for at holde varmen. Foran dem ligger de flotteste grankogler, som de har kunnet finde på jorden. Den grønneste mos som de har kunnet skrabe af stammer og sten. Det er en meget stille gade. De sidder der blot med deres håbløse og fjerne blikke. Én er så hærget af grå stær, at jeg tvivler på at hun ser mig passere, men så, lige pludselig ser hun op på mig med en forskræmt grimasse. Hun klemmer øjnene hårdt sammen. De blege og blågrønne pletter dækker næsten helt begge hendes øjne. Men jeg kan ane hendes pupiller bag, en grå tone, som bevæger sig inde under.

Også på hotellet pynter de til jul. Ikke med mos og grankogler, men med blinkede lys. Også på Plaza de Armas er der pyntet op. Mellem pladsens palmer står rensdyr af plastic og blinker, en stor rød julemand, og små krybbespil doneret af lokale erhvervsdrivende og firmaer. Ford har en kasse med en gavesløjfe foroven. Inde i kassen blinker det blå Ford-skilt. En dækproducent har stablet en lille pyramide af dæk og sprayet dem grønne, og en endda mindre og sprayet dem hvide. Et juletræ og en snemand. Og så støder jeg på Newmont! Et krybbespil i blå grottelignende papmache, en jomfrumaria som står med jesus i sin favn. Og foran står skiltet. Med blå bogstaver på en hvid baggrund, og neden under står Yanacocha. Og der jeg står, slår det mig, at det meget vel kan blive det nærmeste jeg kommer på minen. Det her latterlige krybbespil, som børn og forældre lader sig fotografere foran, er måske al den mine, jeg lykkes med at se.

Guldfeber og 30 dages national undtagelsestilstand

Lima - Cajamarca 

I løbet af natten vandaliseres højesteretten. Næste morgen erklæres undtagelsestilstand i byerne Abancay, Andahuaylas, Chincheros, Grau, Cotabambas, Antabamba, og Aymaraes, alle beliggende i Apurimac-regionen, som grænser op til Cusco. Jeg tager min rygsæk med mig og går ned for at spise den inkluderede morgenmad. En tyk og sur kaffe drypper fra en termokande ned i en tilstænket dyb tallerken. Måltidet består af hvidt tørt brød og portionspakker med smør og syltetøj. Jeg spiser og tager hurtigt videre. 

Ved lufthavnen er der ekstra sikkerhedsbemanding. Bevæbnede styrker står på række og ser til at alle bliver kontrolleret i dørene. Ca. halvdelen af de forventede afgange er aflyst. “Cancelado” blinker det med gule bogstaver ud for Puno, Cusco, Andahuaylas. Arequipa tilføjes. Jeg glæder mig over min beslutning om at rejse til Cajamarca. Jeg sætter mig på gulvet og læner mig op ad glasfacaden og venter på at se Cajamarcas navn dukke op på departureskærmen. Forhåbentligt ledsaget af “confirmad.”

Cajamarca ligger i højdelandet, i den nordvestlige del af de peruvianske andesbjerge, i 2700 meters højde. Det er som om at flyet aldrig retter sig ud, det stiger og stiger uafbrudt, opad. I en time flyver vi op ad og i blinde før skydækket begynder at åbne sig. Blågrønne bjerge flakker forbi i åbningerne. Vi passerer guldbrune delta-floder som glimter i solen. Grønne strøg ledsager og vokser op fra landskabets fordybninger. Bække. Åer. Furer. Små landsteder, skure med bliktag, og opdyrkede lodder dækker skråningerne. Der, det bliver for stejlt til at noget kan gro, begynder det farveløse. Orange grusveje slynger sig skinnende gennem landskabet som elkabler.

Landingsbanen er kort og bumpet. Til den ene side står drivhuse, lette strukturer tildækkede med hvide presenninger. Til den anden den lave lufthavnsbygning. Jeg tager rygsækken over skulderen og går tværs over landingsbanen og direkte ud på parkeringspladsen. Jeg afværger ti taxachauffører som står og tager imod. Jeg sætter mig på en bænk og ryger en smøg i solen. Jeg føler en enorm lettelse ved at være kommet frem. Bagefter finder jeg hoteladressen frem og går hen til den chauffør, som gør mindst væsen af sig. 

Børn med stave i hånden løber rundt om græssende køer på en indeklemt lille grund, støvede bygninger med knuste ruder og armeringsjern som stikker op af halvfærdige fundamenter, huse hvor den næste etage lader vente på sig, grusveje som løber ud i indhegninger og grønne bakker, autoværksteder, automekanikere som ligger på gaden med hovedet inde under karrosseriet, det passerer hurtigt, trafikken bliver hurtigt værre, vejene smallere og strækningerne som vi når at tilbagelægge inden trafikken igen går i stå, kortere.

Jeg står af på Plaza de Armas. En firkantet plads, hvorfra byplanens rudenet udspringer. En halvcirkel af højdedrag omringer mod nord. Mod syd falder det dal-lignende plateau mildt. Skyerne er tunge og kommer drivende ind fra vest, rullende ud fra højdedragene. Luften er anderledes og frisk. Gaderne løber op ad skråningerne, hvor rudenettet går i stykker. Blottede murstenshuse stiger mere og mere kaotisk op ad skråningen og begynder at ligne favelaer i den øverste rand. Pladsen er flankeret af to katedraler. På vejene er trafikken gået i stå. Gennembankede pickups, store nye firhjulstrækkere og motorcykler står i tomgang og holder på hornene tilsølet af et størknet hvidt mudder.

Hele dagen går jeg på må og få rundt i gaderne. Ind i et madmarked, med de sædvanlige madboder, slagterne i den ene side, den varme mad, siden grøntsager og frugt. Jeg går gennem overdækkede arkader med boder som udelukkende sælger tæpper, tasker, tekstiler. Ned ad hele gader hvor jeg kun kan få øje på butikker som sælger computere og it-tilbehør. Andre gader med møbler; smalle dybe lokaler er helt fyldte af sofaer, på en plads står nytømrede reoler. I andre gader hviler den tunge lugt af råt kyllingekød, langs murene sidder kvinder med børn og sælger bønner, ost, slik, som de øser op i små klare plasticposer. Hver gang jeg når frem til et vejkryds, løber mine øjne med vejene op ad bakkerne, ud mod bjergene som hæver sig over det hele med deres blådisede og smukke ro. Jeg ser så meget frem mod at se landskabet som gemmer sig bag dem. Jeg går op til en kirke på et højdedrag og kan se byen oppe fra; de lange lige gaders åbningerne i den tætte by, de uendelige bliktag der fortsætter så langt øjet rækker mod syd, nogle katedraler, en kuppel, en hal midt i det hele, mod vest og mod nord: byens afslutning, de sandede murstenshuse, der er steget så meget de kan op ad terrænet.

Næste morgen går jeg direkte til Plaza de Armas. Jeg spørger den første chauffør om han vil køre mig nord til Yanacocha minen. Han siger, det er farligt. “Es peligroso, amigo, muy peligroso.” Jeg går til den næste taxa, men han siger det samme. Det er farligt. Han råber til en anden chauffør, som står længere henne, og får det bekræftet. Vejene er lukkede. Hvad så med Choropampa, spørger jeg. Vil du køre mig til Choropampa? Han gentager landsbyens navn. Jeg viser ham mit kort og peger på Choropampas beliggenhed sydvest for Cajamarca. Han ryster på hovedet. Vejene er også lukkede der.

Tilbage på hotellet beder jeg receptionisten om at finde nogen som vil køre mig til enten Yanacocha minen eller Choropampa. Hun ringer rundt, men fortæller, at det ikke kan lade sig gøre. Jeg forstår ikke så godt, men jeg forstår ordene peligroso, machetes, cerrados. En anden ansat forklarer mig at alle veje ind og ud af byen er lukkede. Hvad så med turistseværdighederne, begravelseskamrene, som ligger lige på den anden side af lufthavnen. Nej, det hele er lukket. Alle veje ud af byen. Han fortæller at undtagelsestilstanden nu er udvidet til at gælde hele landet i de næste tredive dage. Imorgen lukkes også alting i byen. I nyhederne ser jeg at der vil træffes afgørelse om Castillos videre fængsel imorgen. Undtagelsestilstanden må være for at kunne undgå eventuelle eskalationer.

Castillo kommer her fra Cajamarca-regionen. Han er født 80-100 km nord for Cajamarca-by, på den anden side af Yanacocha-minen. Han blev valgt til præsident for halvandet år siden med slagordet ikke flere fattige folk i et rigt land. I den tiårige periode mellem 2005-2014 udvinder de i minen hvert år mellem 31,25 og knap 100 tons guld. De sidste 10 år har jeg ikke kunnet finde nogle tal for. Men den er stadig aktiv, den udvides stadig, det må stadig være rentabelt. Noget af velstanden havner i Cajamarca by, det meste forsvinder fra regionen. De bønder, som ikke allerede er blevet nødt til at sælge deres jord fra til minen, og som stadig findes i det omkringliggende højland presses ud. Åer og bække forstyrres, kilder ødelægges. Minedriften bruger meget vand, det knuste malm, gruset, efter at det er opløst yderligere med cyanidblanding, skylles, og meget ledes bagefter tilsigtet eller utilsigtet ud i vandløbene.

Demonstranterne lammer landets infrastruktur. De går efter hovedvejene, den panamerikanske motorvej, de har stormet fem lufthavne, de marcherer i Lima centrum, de vælter hegn ind på landingsbaner og sætter ild til dæk. Politiet svarer igen. Militæret genindtaget lufthavnen i Cusco. Rejsende sidder fanget i lufthavnsterminale. Turistattraktionerne i Cusco og Puno ved Titicaca-søen lukkes. Machu Picchu lukkes. Ministeren for turisme begræder de tabte indtægter, og den uoprettelige skade, som landets ry lider. Præsident Dina Boluarte lover at fremskynde valget for at komme demonstranterne i møde. En tidligere minister i Castillos nu forhenværende regeringen siger, at “lo que se buscan es la liberación de Pedro Castillo.” De kræver Castillos løsladelse. De ser hans fængsling som en koordineret indsats fra det politiske establissement. De har forsøgt at ødelægge Castillo lige siden han blev valgt ind. De kræver nyvalg. Dina Boluarte lover at se på forfatningen og se om valget kan fremskyndes yderligere, måske allerede ved udgangen af 2023. Hun tilføjer “No podemos poner en riesgo la vida de compriotas.” Vi kan ikke risikere vores landsmænds liv. Hun refererer til terroren i 80’erne og 90’erne. Peru kan ikke igen flyde med blod. For demonstranterne må det kun bekræfte deres kamp. I det nuværende økonomiske system er det netop underklassens liv som sagtens kan risikeres, som sagtens kan tilsidesættes for den økonomiske middel- og overklasse. Deres blod flyder måske ikke i gaderne. Deres død er langsom og usynlig. Indtil videre er 6 demonstranter døde. FN anslår samtidig at over halvdelen af Perus befolkning - 16,6 millioner - har vanskeligt ved at få nok mad at spise. 20 procent af disse 16,6 millioner er i akut fødevarenød, de sulter. Det selvom, eller måske netop pga. Perus flotte rangering på diverse økonomiske lister. Enorm velstand sker gennem enorm fattigdom. Ingen minister begræder bøndernes deres daglige sult.