træerne som omringer mig. og himlen.

 

   

postkort fra Erik, den nedadgående sol over Venedig set fra San Michele

jeg er en gammel mand med et vemodigt blik

Statuen er af Vespasian. Han er en skaldet gammel mand med slunkne kinder. Han var kejser af Rom i ti år. Han har et vemodigt blik som jeg stiller mig foran. Han blev kejser i December i år 69 e.Kr.

Og jeg lader ham se på mig og se mig suge mine kinder ind og lade mine øjne stå åbne i så lang tid uden at blinke at de begynder at kilde. Jeg efterligner hans gammelmands mund ved at rulle mine læber ind. Jeg gør mine læber lange og smalle. Jeg efterligner ham ved at gøre mig til et spejl for ham. Vi spejler os i hinanden. Han bliver et spejl for mig. Jeg bliver ikke flov af opmærksomheden. Jeg rødmer ikke, for jeg er en gammel mand med et vemodigt blik og slunkne kinder. Jeg er kejser af Rom fra år 69 til 79 e.Kr.

Jeg sætter mig på en bænk i Vinterhaven ved siden af springvandet. Det klirrer fra caféens bakker og porcelæn. Jeg forestiller mig hvordan det må være at sidde oppe i kuplen og se ned på haven og museumsgæsterne som går hernede. Nogle prikker som glider rundt på de hvide slyngede baner under palmeblade og trækroner. De lave samtaler er bare en lav fjern mumlen, som under vand, de når ikke op til mig. Kun lyden af de klirrende bakker og porcelæn når herop.

Det begynder at regne. Dråberne trommer mod kuplen over mig.

Jeg kigger op og tænker, at kuplen, den er ingen sol, den er en flyvende tallerken.

rettelser

Når øjenbrynene er løftede, helt symmetrisk, i to lige streger, så løfter jeg mine helt symmetrisk i to lige streger og forsøger at se for mig, hvad der kan få mig til at løfte mine øjenbryn sådan. 

Og mine øjne åbner sig, fordi jeg løfter øjenbrynene. Pludselig er øjnene det eneste af min krop jeg føler. De er åbne, og har den kildende følelse, som når man ikke har blinket i lang tid. Jeg er en romersk dreng på 10 år, med opspilede øjne og et lydigt ansigt. Jeg synes det er svært at stå stille så længe. Jeg er søvnig og rastløs på én gang. Jeg prøver at snyde mig selv og spiler øjnene op og ånder koncentreret og dybt ind. Hvis jeg kommer til at gabe bliver han sur. 

Jeg vil egentlig gerne hjem, men jeg er lydig og adlyder kunstneren, imens han tegner mig. Han skal lave en statue af mig. Først må han tegne mig. Jeg må adlyde. Han siger, at jeg burde være stolt af at blive foreviget.

Jeg står stille og må kun se lige ud. Jeg kæmper imod når mit blik gerne vil vandre og mit hoved sænke sig. Jeg forsøger at tænke på noget andet. 

Jeg er øm i nakken. Det er dejligt at lade blikket falde. At lukke øjnene i en varm sitren der, hvor øjenlågene rører hinanden.

Jeg har stået stille, imens kunstneren har tegnet mig igen og igen. Jeg har stået i den samme stilling hele tiden, i den stilling som statuen skal stå i. I det ene øjeblik trækker han gardinerne lidt til og i det næste er han bag mig et sted. Jeg kan høre hans åndedræt, lugte hans ånde, mærke hans varme mund. Jeg kan høre ham tegne. Han sukker og så står han pludselig med sit ansigt helt oppe i mit. Rynkerne og pjuskede bryn, en masse rødligt. 

Det eneste jeg må flytte er mine øjne. Han retter på mit hoved, løfter min hage  og siger at jeg skal rette mig op uden at løfte skuldrene op til ørene. Han bliver ved med at rette på mig, rette på lyset. Så går han tilbage til sin bænk og sætter sig til rette.

Han siger: Vend det aldrig ind ad, min dreng. Det vil kun tynge dig.

Han griner og jeg forstår ikke hvad der er så sjovt.

Når foragt pludselig løber over et ansigt, så pludseligt som kun foragt kan vise sig og forsvinde igen, bliver panden tung og linjen som øjenbrynene tilsammen tegnede knækker i to. En knude kommer til syne lige over næsens begyndelse, og pandens tyngde løber ned igennem ansigtets træk, breder sig ned fra næseryggen til mundvigene og en bred hage. 

Jeg forsøger at gøre det samme. Jeg rynker brynene. Jeg presser læberne sammen. Jeg er en romersk mand fra år 105 efter vores tidsregning. Jeg er en romersk mand i start trediverne, med rynkede bryn under en stor tung pande. Jeg har en knude i panden, jeg har en bred hage, jeg er brysk. Jeg tegner en tegning af en smuk ung romersk dreng med klare træk.

endelig en begyndelse

Fortovene er fyldte. Vi kører langsommere. Holder for rødt. Kommer nærmere bymidten og trængslen i små hak.

Vi kører ned ad bakke. Vejene slankes, banerne flettes sammen, fortovene bliver bredere og butikkernes glasfacader mere regelmæssige, indtil skellet mellem butik og fortov er opløst. 

De handlende driver ind og ud af butikkerne. Butiksgulvene er forlængelser af fortovene, udposninger ind under etagebygningerne, som virker til at svæve over en bevidst udhulning. 

Bussens vinduer er tonede, og byen uden for mere fjern end hvad den er. Det er ikke til at se, hvordan det egentlig er. Farverne. Lyset. Jeg kan heller ikke høre, hvordan det lyder. Stemningen. Støjen. Under indflyvningen synes jeg at byen og bugten så så mørke ud. Det var som om et uvejr var på vej. Måske er det drevet forbi. Solen skinner udenfor, der er skygger, folk går i bare ærmer. 

Vi kører over en bro, en flod driver under den. Vandet er brunt, på en gullig måde. Måske er det Liffey. Måske har det regnet længere inde i landet, måske er det derfor vandet er grumset og uigennemsigtigt; bækkene, udspringene, åerne, de har mudret floden til og flodens udmunding, og bugten.

Chaufføren siger at næste stop er Kings Court, så jeg gør mig klar til at stå af, jeg retter på jakken, tjekker mine lommer, hanker op i min rygsæk på gulvet mellem mine ben. Kings Court er stoppet hvor E sagde at jeg skulle stå af. 

Vi er mange som skal af, og der er mange på fortovet allerede. Solen skinner. Jeg tager rygsækken over skulderen, jeg må komme mig bort herfra. Jeg er til gene, det er ikke til at stå stille, og Dublin overhoved ikke som jeg havde forventet: 

    Regn og græs og bække.

    Grønne bakkedrag og enge.

    Grå lave huse, alle af sten. 

    Skumringens grynede og grå mørke, som gør én farveblind. 

    Et aftenmørke som falder før man ved af det. 

    Og vandpytter, alle vandpytterne, som ligger og funkler i et genskin. 

    Og især de vandpytter, de som aldrig virker til at forsvinde, de som ligger i månedsvis, som permanente spejle.

    Og ellers, tyste fortov og spredte sky paraplyer.

    Og under dem, pjuskede øjenbryn og nedslåede blikke.

    Og langt borte, på vej i ly, løbende igennem en port, ude af syne, lyden af nogle skyndsomt klaprende hæle.

    Måske også en snerrende bil i et sving som pisker vand op til knæene på nogen, en nyankommen turist, måske mig, som står og hører lyden af hælene forsvinde uden at vide hvorhen.

    Og derefter en magnetisk bevægelse mod noget som kunne tænkes at give ly. En markise, et udhæng, en port. Et sted at tænde en cigaret og samle tankerne, og gøre op med sig selv, hvad skal jeg gøre, jeg kan ikke gå rundt med våde fødder og bukser: 

    Hvad skal jeg se mig om efter? 

    

Det er en god vane: 

    Når det regner, søg ly. 

    Tænd en cigaret, saml tankerne. 

    Måske er der én som du kan spørge til råds. 

    Undskyld, du skulle vel aldrig kende et godt sted at vente imens bygen driver over?

Der er ingen byge. Der er skyfrit. Det er en smuk forårsdag, og alle er ude og nyde det. Solen hænger over det hele, døsigt og lavt, og lader en orange farve som næsten bryder over i en rosa løbe ned over det hele, som fra en spand maling løber farven changerende ned over Dublin og alle de billeder, som jeg havde set for mig af Dublin og Irland.

Jeg har god tid. E vil skrive når hun har fri. Jeg skal bare skrive hvor jeg er henne, så vil hun finde mig.

Jeg følger efter en gruppe uniformerede studerende ind igennem en portbygning og ind på universitetsområdet. De går på en meget flirtende måde. Hænderne og armene famler vant og lykkeligt efter hinanden, skubber til hinanden, en arm lægger sig om en skulderen, en anden om en lænd, nogle fingre reder en lok bag et øre. 

De griner og har fri, deres uniformer er i uorden. Universitetet er stort og gråt, som en fjern klippe. Ingen døre går. Ingen vinduer står åbne. Der er tyst og rømmet.

skulpturerne

hvad de ikke står model til

jeg placerer mig i verden hele tiden

de her tekster som jeg skriver og lægger ud her: jeg ved stadig ikke hvorhen de vil, ej heller om de skal læses i den rækkefølge jeg skriver dem. men jeg tror ikke der er andre rækkefølger at skrive dem i. det er en stor lykke at skrive dem så åbent, og fortløbende, i en måske lidt vemodig tilstand men bærende et ønske om evig fortabelse

om tre uger er jeg i mexico, hvor jeg skal være i to måneder
jeg har snart været på krabbesholm højskole i skive i to måneder
i dag fik jeg en dejlig nyhed: jeg skal til rom i foråret. to måneder på det danske institut

hvor vidunderligt og hvor alene 

jeg placerer mig i verden hele tiden

når alt
er
i den skønneste
orden

fortabelse

Øjnene vil se nogen i øjnene.

Jeg er bange for at jeg kan vænne mig til alting. 

fortabelse og besættelse

Jeg er bange for at jeg bruger for meget tid sammen med statuer, jeg bruger for meget tid på Glyptoteket, og jeg bruger for meget tid på Thorvaldsens Museum, men jeg kan ikke lade være. Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal foretage mig. Jeg skråner over vejen, hvis jeg kan se at jeg er ved at støde ind i nogen som jeg kender. Jeg undlader at tage telefonen. Jeg træder mere og mere i baggrunden i byen, bliver til et spøgelse. Jeg driver rundt og ryger og trækker et blågråt slør af røg efter mig hvor jeg går, og pludselig er jeg igen nede på Glyptoteket. Der er næsten ingen mennesker. Jeg drikker en kaffe i Vinterhaven, hvor det klirrer af kopper og bakker. Jeg ser op på kuplen og tænker, at den er ingen sol, den er en flyvende tallerken. Jeg keder mig lidt. Jeg ser mig om efter hende, som jeg ikke kunne genkende sidst jeg var her. Men det ville næsten også være for underligt, hvis vi skulle mødes her igen, med så kort tid imellem. 

Jeg kan bedst lide de græske og de romerske buster som står inde i det lange lyseblå rum, fordi de står frit ude i rummet, og er placeret i øjenhøjde på de høje piedestaler. Når de står placeret op ad væggen, er de for lette at passere. Når de står ude i rummet bliver jeg opmærksom på dem, jeg må omgås dem, se mig for, navigere igennem opstillingen af buster, som alle står vendt med ansigtet i samme retning. Opstillingen er ikke perfekt regelbunden, som et hærkompagni eller et kor. Rækkerne står forskudte af hinanden, så at jeg, når jeg går dem i møde, møder en mur af ansigter, i mellemrummene mellem busterne i den første række træder den næste række frem, og bagved dem den tredje række. 

Det er voldsomt at møde dem sådan: De kigger alle på mig. Jeg kigger på dem. De kan ikke bevæge sig. De er modelleret efter kejsere og drenge og kvinder, som engang har været levende. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvem mon de var? Hvordan lød deres stemmer, da de levede, når de sang? Og de spørger mig: Hvem er du?

Det er forkert at møde dem sådan: Bagfra, at snige sig ind imellem dem bagfra. Se deres hår, drengenes livlige krøller, kvindernes fletninger, de blottede nakker.  

Jeg går ind i det næste rum, et rødt rundt rum med hvidmalet kuppel. I midten, under et ovenlys, står en fuldfigur bronze-statue af Herakles i halv størrelse. Herakles står i kontra-post: Han hviler vægten på sin højre fod, venstre fod er ved at tage et lille skridt frem, hoftelinjen er skrå, linjen mellem skuldrene er skrå, og venstre underarm griber ud i rummet i en slags henvendelse. 

Bronzen er irret næsten helt sort. Små pletter og plamager efter det irgrønne er tilbage på hans lår, hans underarme og mavemuskler. 

Øjenbrynene er løftede i en slags håbefuldhed. Øjnene er malede i sort og hvid. Det hvide af øjnene hvidt. Pupillen sort, og uadskillelig fra iris, som også er sort. Øjnene er store og åbne, som om statuen af Herakles, at øjeblikket Herakles er fanget i er om natten og hans pupiller udvider sig og udvider sig, de vænner sig til mørket, eller de ser fra et mørke,  åbner sig, fra et mørkt sted: de henvender sig sårbart, og i frygt, levende ud i rummet og til os som omgiver ham.

Rundt om Herakles står tyve andre statuer og buster og jeg. Statuerne og busterne er placeret ind til væggen og ser næsten uden undtagelse ind mod rummets midte: Herakles, i halv størrelse, kun.

Jeg vender mig mod cirklen af ansigter og kroppe, kroppe uden ansigter og ansigter uden kroppe, og går bort fra  Herakles’ bønfaldende øjne og lader mig fortabe i busterne og statuerne: af en buste af Vespasian, skaldet, og med måne, og gammelmands rynket pande, og forsøger at efterligne hans slunkne kinder, ved at suge mine ind, og hans mund, som virker næsten tandløs, ved at rulle mine læber ind. Og ved siden af forsøger jeg at efterligne øjnenes udtryk på en buste af en romersk kvinde med et iltert bølgende hår, med store blankpolerede og opspilede øjne, næsten besatte i deres blankhed, og et helt igennem reptilsk - fordi næsen også er brækket af - udtryk, som står ved siden en tykhalset, og næsten hageløs, og oppustet buste af Vitellius, som var kejser af Rom i 8 måneder, og blev tortureret ihjel i Forum, efter at Vespasian havde stormet Rom og gjort en ende på Vitellius’ korte kejserperiode, som står ved siden af en unavngiven romersk mand, med vingede øjenbryn, med kortkrøllede lokker, med fine ansigtstræk, og små rustede skjolder over den ellers hvidere marmor, som står ved siden en buste af en unavngiven ældre romersk kvinde, hvis hals og bryst er tildækket af et sjal og hoved iført en mærkværdig beklædning, som står ved siden af en helt utildækket fuldfigurs statue af en anden unavngiven og yngre romersk kvinde, med let adskilte læber, et nedadvendt blik, en udsathed, og som med den ene arm skjuler brysterne, og med den anden (som er brækket af) forsøger at skjule kønnet, og som står ved siden af en unavngiven romersk mand med cesærfrisure, med kønne brede kindben, og let indfaldne kinder, som står ved siden af endnu en unavngiven romersk mand, men mere drenget, cæsarfrisuren mere stiliseret, pandehåret en lige linje, ørene lidt elveragtig spidse, med et forskræmt ansigtsudtryk ved siden af den ældre Marcus Vilonius Varro, hvis mundvige er tunge, hans kinder kødede, blikket er løftet, bekymret og i tanker, som står ved siden af endnu en unavngiven romersk mand med et drenget ansigtsudtryk, ængsteligt og kontrolleret, som om en højere myndighed vurderer hans ansigts træk, og derigennem hans persons karakter, en skulptør, eller jeg, som står ved siden af endnu en unavngiven romersk kvinde, med et nedtrykt udtryk især om munden og næsen, en undvigende karakter som har sat sig i trækkene, også i øjenbrynenes ordentligt rette linje, som står ved siden af Trajan, som på den ene skulder bærer en kappe, som har milde og bladformede øjne i det ellers alvorstunge og let rynkede ansigt, hans torso er intakt og stærk, mavemusklerne spændte, brystkassen et landskab, armene og benene mangler, skuldrene uden arme bare to hårdt opspændte kugler, og ved siden af en ældre version af Trajan, nu en buste, de alvorstunge træk mere forknytte, hagen løftet, furen mellem øjenbrynene dyb som en rift, som står ved siden af endnu en unavngiven romersk dreng, som minder om de tidligere, men som nu er yngre, smukkere, hans træk er mildere, huden er helt glat, stenens overflade blank, læberne er fyldige og kindbenene klare, øjnene så milde at jeg ville ønske at jeg kunne se hvem busten er modeleret efter, eller set med skulptørens øjne, hvis ansigtet på drengen er en idealiseret version, et begærs blik, som står ved siden af en rustningsklædt feltherres hoved- og lemmeløse torso, som står ved siden af Kejserinde Domitia Longinas hoved og hendes sammenbidte mund, hendes ulæseligt rolige blik, som står ved siden af en buste af Kejser Titus, og hans lille mund, og hans store pande, hvor to dybe rynker bølger over pandens kruming men over øjenbrynene bliver brudt af to skarpe diagonale rynker, som har løftet sig op i en forskydning fra øjenbrynenes skarpe linjer, som står ved siden af en buste af en ældre navngiven kvinde, af Julia, som står med drejet hovet og med opsat hår, og hvor der i marmorstenen er små krystaller, som ovenlyset får til at glimte og funkle, som var det fregner, som står ved siden af et kæmpestort hoved af Kejser Titus, som er tredobbeltstørrelse, ansigtet er et enormt landskab af drag, bryn, lavninger og høje, som endelig står ved siden af den sidste buste: Flavia Domitilla, som også er i dobbeltstørrelse. Flavia, var Vespasians datter, og bærer nogle af sin fars træk med sig, en lille mund, den lille hage, og det tynde krøllede hår.

søerne

Hendes øjne er fjerne, hun sidder og kigger ud over søen, som flimrer i lyset. Det bliver snart nattefrost. Lyset er sådan. Koldt. Hun er godt klædt på, men synes så bar om ansigtet. Som gamle menneskers ansigter; så meget er trukket af dem. Månen er også fremme, som en fedtet finger på en blank blå billak. Hendes øjne bevæger sig næsten ikke, når hun ser mig. Genkendelsen er forsinket, eller bag noget andet.

    — Ej, sikke et vejr.

    — Ja, det er rigtigt.

Hun har lige været til sin første kontrol, det er meget at bede om; at hun skal være begejstret for vejret. Lægerne siger hun er rask. De har fjernet det hele. Nu skal hun på jobcenteret og sygemeldes. 

    — Mon jeg må rejse, når jeg er sygemeldt?

    — Det tror jeg ikke.

    — Det kan måske blive et problem med sygedagpengene, siger hun. Jeg kan jo godt arbejde. 

    — Jo, jo, selvfølgelig er det meningsløst, men du er ikke rask. 

    — Men det er jeg jo på det ene job, siger hun. 

Hun har to jobs, og det er selvfølgelig rigtig nok, at sygemeldingen deler hende op sådan, i en rask del og en syg del. 

    — Selvfølgelig er der noget som du kan og noget du ikke kan.

    — Jeg tror det ville være godt for mig at rejse. At restituere ordentligt.

    — Ja, skal vi ikke gå en tur.

Hun tager sin arm ind under min og læner sit hoved mod min skulder. Hun synes det hele er svært. Jeg rusker lidt i hendes hue, det skal nok blive lettere. 

    — Kan du huske sidst vi gik her?

    — Næ.

En af vandcykel-svanerne sejlede langsomt hen mod bredden, hvor vi gik. Et svensk par i pæne frakker og med solbriller sad i den og trampede. De havde dampende papkrus i hånden og trampede og grinede. Hvorfor er det, at det skal være tivoli det hele, sagde jeg. Og hun svarede, styr dig selv.

    — Jeg trænger sådan til at tænke på noget andet. Hvornår er det, du skal læse op?

    — Det var i sidste weekend.

Hun hiver mig i armen, så jeg bliver nødt til at se hende i øjnene.

    — Ej, det er jo sandt, jeg var i sommerhuset, hvordan gik det?

    — Det gik rigtig godt, synes jeg. Jeg er en stjerne, jeg forstår ikke hvorfor der ikke er nogen som elsker mig.

    — Det forstår jeg heller ikke. 

Hun trækker sig tættere ind til mig, og siger at hun er ked af, at hun ikke var der.

    — Har du forresten set at de har sat en ny svane ud?

    — Næ, hvad mener du? 

    — Nu har de sat en sort ud i søen, Det er helt håbløst, kan du ikke se det, sig mig er alle idioter?

Hun kigger bare på mig, som om det er mig som ingenting forstår. 

Hun forstår ikke, hvad jeg mener, så jeg siger at de har misforstået det hele. Den grimme ælling blev jo til en hvid svane. Alle de andre var jo ællinger. De er da nogle idioter som først sætter 6-7 vandcykel svaner ud i søen, hvide svaner, og så senere tilføjer en sort. De blander sorteper, og den grimme ælling: Det hele er misforstået, kan du ikke se det? Alle de hvide svaner burde være ænder, eller gule ællinger, hvis de også vil have en sort. Kan du ikke se det? De kan slet ikke holde styr på tiderne. De vil så gerne have flest smukke hvide svaner. De ændrer på det hele, bare så det kan være pænt.

    — Måske er det slet ikke det, det handler om. Er det ikke fint, bare? Der er sikkert nogen som synes det er sjovt at skille sig ud. 

    — Jo, jo, men nej, altså, det er jo helt forkert.

    — Ej, styr dig lige.

    — Det er jo ikke det det handler om, heller ikke for dem, hvad skulle det ellers være? De har da misforstået det hele, hvorfor skal alle altid være så dumme.

Hun siger ikke stop dig selv, som jeg regner med. Hendes blik bliver bare fjernt igen. Det interesserer hende ikke. Så går vi lidt, uden at sige noget, men det er ligesom gået i stå. Da vi når ned til planetariet krammer vi farvel. Hun vil hjem og hvile sig. Hun er træt. Hun spørger mig om hvad jeg skal. 

    — Jeg ved det ikke helt, siger jeg. Men jeg har lyst til at være ude lidt mere, få det sidste sol med mig. 
Jeg har lyst til at gå på Glyptoteket, men det er kun et par dage siden jeg sidst var der. Og det er ikke tirsdag, det er ikke gratis. Jeg ved det ikke.

    — Jeg tror jeg går på Glyptoteket, siger jeg.
Vi krammer igen, og går hver til sit, og jeg ved ikke hvad jeg skal tage mig til. 

Jeg går rundt omkring på Vesterbro, når det begynder at skumre. Himlen er så flad, helt flad som et loft på Vesterbro. Og helt umærkeligt begynder gaderne og facaderne at mørkne, nogle vinduer begynder at lyse op i skumringsmørket, som det for bare nogle minutter siden ikke havde være muligt at se. Ligeså umærkeligt og vant, som altid, skumrer det, og ud af det blå, bliver det mørkt. 

blade som endnu ikke 

af egen vilje vil falde 

trækkes med regnen af træernes 

grene gule blade og ingen vind

skoven taber sin store grønne sammenhæng nu

insekterne som må være blevet færre

kommer ind i arbejdsværelset

på sålbænken uden for vinduet 

sidder en snegl med det allermindste sneglehus

(skrevet i dyb gæld til og inspireret af CYF's "Nature morte")

skabt til krig og undertrykkelse

Tabt i krig og ødelæggelse

skabt til krig og undertrykkelse

Dette; det naturlige ønske 

at erstatte det tabte

at erstatte det tabte

at erstatte det tabte 

At erstatte det tabte 

det tabte i krig og ødelæggelse 

det tabte i krig og ødelæggelse

det tabte i krig og ødelæggelse

Tabt i krig og ødelæggelse

Magthaverne de forventer det

Magthaverne de forventer det

Magthaverne de forventer det

Magthaverne de forventer det

de giver et løfte om genopbyggelse

de giver et løfte om genopbyggelse

de giver et løfte om genopbyggelse

De giver et løfte om genopbyggelse

de vil genopbygge det tabte

de vil genopbygge det tabte

de vil genopbygge det tabte

De vil genopbygge det tabte

tabt i krig og ødelæggelse

tabt i krig og ødelæggelse

tabt i krig og ødelæggelse

Tabt i krig og ødelæggelse

som skabte krig og ødelæggelse

som skabte krig og ødelæggelse

som skabte krig og ødelæggelse

Som skabte krig og ødelæggelse

undertrykkelsen 

VOLDEN er i ordenen

volden er i ordenen

volden er i ordenen

volden er i ordenen

Volden i ordenen

de som må udøve den

de som må udøve den

de som må udøve den

De som må udøve den

på de - som med tvang er - underlagt den

på de - som med tvang er - underlagt den

på de - som med tvang er - underlagt den

På de - som med tvang er - underlagt den

for at opretholde ordenen

for at opretholde ordenen

for at opretholde ordenen

Opretholde ordenen

som skabt til krig og undertrykkelse

som skabt til krig og undertrykkelse

som skabt til krig og undertrykkelse

Mettes foreslåede kameraer møder forståelse

- Det(300 flere kameraer i det offentlige rum, forstås) har jeg ikke noget imod. Så kan min bil stå i fred.

Kan den ikke gøre det i dag?

- Ikke helt. Man ved aldrig, hvad folk går og tænker.

Men der er også nogle, der mener, at der er en risiko for vores retssikkerhed?

- Det synes jeg ikke. Jeg vil hellere have mine ting, end jeg vil have min retssikkerhed.

(https://www.dr.dk/nyheder/regionale/nordjylland/opbakning-til-mere-overvaagning-jeg-laver-ikke-noget-folk-ikke-maa-se)

Ordenen i det offentlige rum, det oversigtlige, det klart fremstående, det rene og klare, snorlige og rette, uomtvistelige og rationelle, logikken linjerne og rækkerne, geometrierne, metrostationerne og bycyklerne og rejsekortene, grafitti-fjernerne, tiggeri-forbuddet, boligpolitikken, indre-by-kapitalens stadige udvidelse og forevigt forøgende rækkevidde, alle disse formmæssige og økonomiske kalibreringer, hvis man har brug for en påmindelse om modernismens/kapitalismens retninger og bevægelser fra overfladernes arrangementer til menneskelige kolonner, så husk lige det her manifest, som stadig hjemsøger design- og arkitekturskolerne i dag: https://faculty.risd.edu/bcampbel/Loos-Ornament%20and%20Crime.pdf

gen-opfindelser

jeg drømmer om at blive besat
danse og grine mere
jeg burde drikke oftere
meget mere
jeg bliver så sød når jeg er fuld

det var sådan noget jeg tænkte på
og skrev ned i min notesbog
som et slags påmindelse til senere

det var på en bar som hedder Achilles Heel i Green Point
jeg sad der lidt før lukketid, det var d. 14. februar og første gang jeg drak alkohol i år

og så sagde bartenderen:

   "you should stay in the city
   you can reinvent yourself here"


...

I Vinterhaven

Det klirrer af bestik og velbehag i Vinterhavens café. En mumlen hviler over bordene. “Picnic” står øverst på den grønne seddel med reservationen, som står og buer op af en messingfod. Anne Skovdal. 2 px. 12.30. 

Kuplen er en sol over palmerne, det rindende vand i bassinerne, og udflugterne. 

Her kunne være fugle.

Jeg møder én, som jeg i et øjeblik er i tvivl om jeg kender. Hun ser på mig på samme måde, som jeg tror at jeg ser på hende: Vi er i tvivl om genkendelsen og hvad det er vi ser. Det er en stærk tiltrækning, som jeg ikke er klar til. 

Vi står sådan lidt og forsøger at finde ud af hvad det er vi genkender. 

Mine tanker forsvinder til barer, venners venner, fester, en cigaret i køkkenvinduet. Bort fra hende. Ikke nærmere. Jeg synes jeg har set hende vende hoved pludseligt og se tilbage, håret kastet sådan, øjnene lynende næsten. En grå nedringet t-shirt. Måske en v-hals. Noget spildt, en våd plet på på det ene bryst. Fadøl. En slags overlegenhed i hvordan hendes arm hviler på ryglænet, hendes blik ud i lokalet, og pletten på hendes bryst, stolt næsten.

Vi står langt fra hinanden. Hendes ansigt er: Høje kindben, en lidt sart hvid hud, kinderne er røde, og for langt væk til at jeg kan forstå deres rødmen. Øjnene er to linjer.

   Har hun været ude i går? 

   Har hun det for varmt, ikke rigtig ramt tøjet til cykelturen ude, efteråret og vinden derude, til solen her inde. 

   Hvad mon hun ser? 

Jeg forsvinder i synsvinkler, og i en tung trækning nedad. Øjnene vil se i en opadgående vinkel, over en brillekant, under en pande som skyder sig frem, øjnene: Jeg vil hvile dem på gulvet, kigge op nu og da, lade dem lægge sig igen. Vanerne vender mig indad.

Vi står langt nok fra hinanden til, at vi kan blive ved. Hvis vi vil, kan vi lade det forsvinde. Øjnene vender tilbage: En kraftig mascara, grønne øjne, imens hun vender sig. 

Jeg bliver forlegen og vender mig om. Jeg ser i ryggen af nogen foran mig i køen, hvordan det grå hår faktisk når skuldrene, og fejer hen over dem med den mindste bevægelse, sidelæns, når køen bevæger sig nærmere kassen. Måske hun ville tænke at det var en frisk ting at gøre, bare at gå hen og sige hej. 

Septembersolen

(billeder af slides af nogle af Søren Martinsens sindsygt smukke malerier fra en forelæsning)

(flere grave og mere kirkegård, fra Stormfulde Højder)