jeg er en gammel mand med et vemodigt blik

Statuen er af Vespasian. Han er en skaldet gammel mand med slunkne kinder. Han var kejser af Rom i ti år. Han har et vemodigt blik som jeg stiller mig foran. Han blev kejser i December i år 69 e.Kr.

Og jeg lader ham se på mig og se mig suge mine kinder ind og lade mine øjne stå åbne i så lang tid uden at blinke at de begynder at kilde. Jeg efterligner hans gammelmands mund ved at rulle mine læber ind. Jeg gør mine læber lange og smalle. Jeg efterligner ham ved at gøre mig til et spejl for ham. Vi spejler os i hinanden. Han bliver et spejl for mig. Jeg bliver ikke flov af opmærksomheden. Jeg rødmer ikke, for jeg er en gammel mand med et vemodigt blik og slunkne kinder. Jeg er kejser af Rom fra år 69 til 79 e.Kr.

Jeg sætter mig på en bænk i Vinterhaven ved siden af springvandet. Det klirrer fra caféens bakker og porcelæn. Jeg forestiller mig hvordan det må være at sidde oppe i kuplen og se ned på haven og museumsgæsterne som går hernede. Nogle prikker som glider rundt på de hvide slyngede baner under palmeblade og trækroner. De lave samtaler er bare en lav fjern mumlen, som under vand, de når ikke op til mig. Kun lyden af de klirrende bakker og porcelæn når herop.

Det begynder at regne. Dråberne trommer mod kuplen over mig.

Jeg kigger op og tænker, at kuplen, den er ingen sol, den er en flyvende tallerken.