rettelser

Når øjenbrynene er løftede, helt symmetrisk, i to lige streger, så løfter jeg mine helt symmetrisk i to lige streger og forsøger at se for mig, hvad der kan få mig til at løfte mine øjenbryn sådan. 

Og mine øjne åbner sig, fordi jeg løfter øjenbrynene. Pludselig er øjnene det eneste af min krop jeg føler. De er åbne, og har den kildende følelse, som når man ikke har blinket i lang tid. Jeg er en romersk dreng på 10 år, med opspilede øjne og et lydigt ansigt. Jeg synes det er svært at stå stille så længe. Jeg er søvnig og rastløs på én gang. Jeg prøver at snyde mig selv og spiler øjnene op og ånder koncentreret og dybt ind. Hvis jeg kommer til at gabe bliver han sur. 

Jeg vil egentlig gerne hjem, men jeg er lydig og adlyder kunstneren, imens han tegner mig. Han skal lave en statue af mig. Først må han tegne mig. Jeg må adlyde. Han siger, at jeg burde være stolt af at blive foreviget.

Jeg står stille og må kun se lige ud. Jeg kæmper imod når mit blik gerne vil vandre og mit hoved sænke sig. Jeg forsøger at tænke på noget andet. 

Jeg er øm i nakken. Det er dejligt at lade blikket falde. At lukke øjnene i en varm sitren der, hvor øjenlågene rører hinanden.

Jeg har stået stille, imens kunstneren har tegnet mig igen og igen. Jeg har stået i den samme stilling hele tiden, i den stilling som statuen skal stå i. I det ene øjeblik trækker han gardinerne lidt til og i det næste er han bag mig et sted. Jeg kan høre hans åndedræt, lugte hans ånde, mærke hans varme mund. Jeg kan høre ham tegne. Han sukker og så står han pludselig med sit ansigt helt oppe i mit. Rynkerne og pjuskede bryn, en masse rødligt. 

Det eneste jeg må flytte er mine øjne. Han retter på mit hoved, løfter min hage  og siger at jeg skal rette mig op uden at løfte skuldrene op til ørene. Han bliver ved med at rette på mig, rette på lyset. Så går han tilbage til sin bænk og sætter sig til rette.

Han siger: Vend det aldrig ind ad, min dreng. Det vil kun tynge dig.

Han griner og jeg forstår ikke hvad der er så sjovt.

Når foragt pludselig løber over et ansigt, så pludseligt som kun foragt kan vise sig og forsvinde igen, bliver panden tung og linjen som øjenbrynene tilsammen tegnede knækker i to. En knude kommer til syne lige over næsens begyndelse, og pandens tyngde løber ned igennem ansigtets træk, breder sig ned fra næseryggen til mundvigene og en bred hage. 

Jeg forsøger at gøre det samme. Jeg rynker brynene. Jeg presser læberne sammen. Jeg er en romersk mand fra år 105 efter vores tidsregning. Jeg er en romersk mand i start trediverne, med rynkede bryn under en stor tung pande. Jeg har en knude i panden, jeg har en bred hage, jeg er brysk. Jeg tegner en tegning af en smuk ung romersk dreng med klare træk.