Jeg er bange for at jeg bruger for meget tid sammen med statuer, jeg bruger for meget tid på Glyptoteket, og jeg bruger for meget tid på Thorvaldsens Museum, men jeg kan ikke lade være. Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal foretage mig. Jeg skråner over vejen, hvis jeg kan se at jeg er ved at støde ind i nogen som jeg kender. Jeg undlader at tage telefonen. Jeg træder mere og mere i baggrunden i byen, bliver til et spøgelse. Jeg driver rundt og ryger og trækker et blågråt slør af røg efter mig hvor jeg går, og pludselig er jeg igen nede på Glyptoteket. Der er næsten ingen mennesker. Jeg drikker en kaffe i Vinterhaven, hvor det klirrer af kopper og bakker. Jeg ser op på kuplen og tænker, at den er ingen sol, den er en flyvende tallerken. Jeg keder mig lidt. Jeg ser mig om efter hende, som jeg ikke kunne genkende sidst jeg var her. Men det ville næsten også være for underligt, hvis vi skulle mødes her igen, med så kort tid imellem.
Jeg kan bedst lide de græske og de romerske buster som står inde i det lange lyseblå rum, fordi de står frit ude i rummet, og er placeret i øjenhøjde på de høje piedestaler. Når de står placeret op ad væggen, er de for lette at passere. Når de står ude i rummet bliver jeg opmærksom på dem, jeg må omgås dem, se mig for, navigere igennem opstillingen af buster, som alle står vendt med ansigtet i samme retning. Opstillingen er ikke perfekt regelbunden, som et hærkompagni eller et kor. Rækkerne står forskudte af hinanden, så at jeg, når jeg går dem i møde, møder en mur af ansigter, i mellemrummene mellem busterne i den første række træder den næste række frem, og bagved dem den tredje række.
Det er voldsomt at møde dem sådan: De kigger alle på mig. Jeg kigger på dem. De kan ikke bevæge sig. De er modelleret efter kejsere og drenge og kvinder, som engang har været levende. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvem mon de var? Hvordan lød deres stemmer, da de levede, når de sang? Og de spørger mig: Hvem er du?
Det er forkert at møde dem sådan: Bagfra, at snige sig ind imellem dem bagfra. Se deres hår, drengenes livlige krøller, kvindernes fletninger, de blottede nakker.
Jeg går ind i det næste rum, et rødt rundt rum med hvidmalet kuppel. I midten, under et ovenlys, står en fuldfigur bronze-statue af Herakles i halv størrelse. Herakles står i kontra-post: Han hviler vægten på sin højre fod, venstre fod er ved at tage et lille skridt frem, hoftelinjen er skrå, linjen mellem skuldrene er skrå, og venstre underarm griber ud i rummet i en slags henvendelse.
Bronzen er irret næsten helt sort. Små pletter og plamager efter det irgrønne er tilbage på hans lår, hans underarme og mavemuskler.
Øjenbrynene er løftede i en slags håbefuldhed. Øjnene er malede i sort og hvid. Det hvide af øjnene hvidt. Pupillen sort, og uadskillelig fra iris, som også er sort. Øjnene er store og åbne, som om statuen af Herakles, at øjeblikket Herakles er fanget i er om natten og hans pupiller udvider sig og udvider sig, de vænner sig til mørket, eller de ser fra et mørke, åbner sig, fra et mørkt sted: de henvender sig sårbart, og i frygt, levende ud i rummet og til os som omgiver ham.
Rundt om Herakles står tyve andre statuer og buster og jeg. Statuerne og busterne er placeret ind til væggen og ser næsten uden undtagelse ind mod rummets midte: Herakles, i halv størrelse, kun.
Jeg vender mig mod cirklen af ansigter og kroppe, kroppe uden ansigter og ansigter uden kroppe, og går bort fra Herakles’ bønfaldende øjne og lader mig fortabe i busterne og statuerne: af en buste af Vespasian, skaldet, og med måne, og gammelmands rynket pande, og forsøger at efterligne hans slunkne kinder, ved at suge mine ind, og hans mund, som virker næsten tandløs, ved at rulle mine læber ind. Og ved siden af forsøger jeg at efterligne øjnenes udtryk på en buste af en romersk kvinde med et iltert bølgende hår, med store blankpolerede og opspilede øjne, næsten besatte i deres blankhed, og et helt igennem reptilsk - fordi næsen også er brækket af - udtryk, som står ved siden en tykhalset, og næsten hageløs, og oppustet buste af Vitellius, som var kejser af Rom i 8 måneder, og blev tortureret ihjel i Forum, efter at Vespasian havde stormet Rom og gjort en ende på Vitellius’ korte kejserperiode, som står ved siden af en unavngiven romersk mand, med vingede øjenbryn, med kortkrøllede lokker, med fine ansigtstræk, og små rustede skjolder over den ellers hvidere marmor, som står ved siden en buste af en unavngiven ældre romersk kvinde, hvis hals og bryst er tildækket af et sjal og hoved iført en mærkværdig beklædning, som står ved siden af en helt utildækket fuldfigurs statue af en anden unavngiven og yngre romersk kvinde, med let adskilte læber, et nedadvendt blik, en udsathed, og som med den ene arm skjuler brysterne, og med den anden (som er brækket af) forsøger at skjule kønnet, og som står ved siden af en unavngiven romersk mand med cesærfrisure, med kønne brede kindben, og let indfaldne kinder, som står ved siden af endnu en unavngiven romersk mand, men mere drenget, cæsarfrisuren mere stiliseret, pandehåret en lige linje, ørene lidt elveragtig spidse, med et forskræmt ansigtsudtryk ved siden af den ældre Marcus Vilonius Varro, hvis mundvige er tunge, hans kinder kødede, blikket er løftet, bekymret og i tanker, som står ved siden af endnu en unavngiven romersk mand med et drenget ansigtsudtryk, ængsteligt og kontrolleret, som om en højere myndighed vurderer hans ansigts træk, og derigennem hans persons karakter, en skulptør, eller jeg, som står ved siden af endnu en unavngiven romersk kvinde, med et nedtrykt udtryk især om munden og næsen, en undvigende karakter som har sat sig i trækkene, også i øjenbrynenes ordentligt rette linje, som står ved siden af Trajan, som på den ene skulder bærer en kappe, som har milde og bladformede øjne i det ellers alvorstunge og let rynkede ansigt, hans torso er intakt og stærk, mavemusklerne spændte, brystkassen et landskab, armene og benene mangler, skuldrene uden arme bare to hårdt opspændte kugler, og ved siden af en ældre version af Trajan, nu en buste, de alvorstunge træk mere forknytte, hagen løftet, furen mellem øjenbrynene dyb som en rift, som står ved siden af endnu en unavngiven romersk dreng, som minder om de tidligere, men som nu er yngre, smukkere, hans træk er mildere, huden er helt glat, stenens overflade blank, læberne er fyldige og kindbenene klare, øjnene så milde at jeg ville ønske at jeg kunne se hvem busten er modeleret efter, eller set med skulptørens øjne, hvis ansigtet på drengen er en idealiseret version, et begærs blik, som står ved siden af en rustningsklædt feltherres hoved- og lemmeløse torso, som står ved siden af Kejserinde Domitia Longinas hoved og hendes sammenbidte mund, hendes ulæseligt rolige blik, som står ved siden af en buste af Kejser Titus, og hans lille mund, og hans store pande, hvor to dybe rynker bølger over pandens kruming men over øjenbrynene bliver brudt af to skarpe diagonale rynker, som har løftet sig op i en forskydning fra øjenbrynenes skarpe linjer, som står ved siden af en buste af en ældre navngiven kvinde, af Julia, som står med drejet hovet og med opsat hår, og hvor der i marmorstenen er små krystaller, som ovenlyset får til at glimte og funkle, som var det fregner, som står ved siden af et kæmpestort hoved af Kejser Titus, som er tredobbeltstørrelse, ansigtet er et enormt landskab af drag, bryn, lavninger og høje, som endelig står ved siden af den sidste buste: Flavia Domitilla, som også er i dobbeltstørrelse. Flavia, var Vespasians datter, og bærer nogle af sin fars træk med sig, en lille mund, den lille hage, og det tynde krøllede hår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar