endelig en begyndelse

Fortovene er fyldte. Vi kører langsommere. Holder for rødt. Kommer nærmere bymidten og trængslen i små hak.

Vi kører ned ad bakke. Vejene slankes, banerne flettes sammen, fortovene bliver bredere og butikkernes glasfacader mere regelmæssige, indtil skellet mellem butik og fortov er opløst. 

De handlende driver ind og ud af butikkerne. Butiksgulvene er forlængelser af fortovene, udposninger ind under etagebygningerne, som virker til at svæve over en bevidst udhulning. 

Bussens vinduer er tonede, og byen uden for mere fjern end hvad den er. Det er ikke til at se, hvordan det egentlig er. Farverne. Lyset. Jeg kan heller ikke høre, hvordan det lyder. Stemningen. Støjen. Under indflyvningen synes jeg at byen og bugten så så mørke ud. Det var som om et uvejr var på vej. Måske er det drevet forbi. Solen skinner udenfor, der er skygger, folk går i bare ærmer. 

Vi kører over en bro, en flod driver under den. Vandet er brunt, på en gullig måde. Måske er det Liffey. Måske har det regnet længere inde i landet, måske er det derfor vandet er grumset og uigennemsigtigt; bækkene, udspringene, åerne, de har mudret floden til og flodens udmunding, og bugten.

Chaufføren siger at næste stop er Kings Court, så jeg gør mig klar til at stå af, jeg retter på jakken, tjekker mine lommer, hanker op i min rygsæk på gulvet mellem mine ben. Kings Court er stoppet hvor E sagde at jeg skulle stå af. 

Vi er mange som skal af, og der er mange på fortovet allerede. Solen skinner. Jeg tager rygsækken over skulderen, jeg må komme mig bort herfra. Jeg er til gene, det er ikke til at stå stille, og Dublin overhoved ikke som jeg havde forventet: 

    Regn og græs og bække.

    Grønne bakkedrag og enge.

    Grå lave huse, alle af sten. 

    Skumringens grynede og grå mørke, som gør én farveblind. 

    Et aftenmørke som falder før man ved af det. 

    Og vandpytter, alle vandpytterne, som ligger og funkler i et genskin. 

    Og især de vandpytter, de som aldrig virker til at forsvinde, de som ligger i månedsvis, som permanente spejle.

    Og ellers, tyste fortov og spredte sky paraplyer.

    Og under dem, pjuskede øjenbryn og nedslåede blikke.

    Og langt borte, på vej i ly, løbende igennem en port, ude af syne, lyden af nogle skyndsomt klaprende hæle.

    Måske også en snerrende bil i et sving som pisker vand op til knæene på nogen, en nyankommen turist, måske mig, som står og hører lyden af hælene forsvinde uden at vide hvorhen.

    Og derefter en magnetisk bevægelse mod noget som kunne tænkes at give ly. En markise, et udhæng, en port. Et sted at tænde en cigaret og samle tankerne, og gøre op med sig selv, hvad skal jeg gøre, jeg kan ikke gå rundt med våde fødder og bukser: 

    Hvad skal jeg se mig om efter? 

    

Det er en god vane: 

    Når det regner, søg ly. 

    Tænd en cigaret, saml tankerne. 

    Måske er der én som du kan spørge til råds. 

    Undskyld, du skulle vel aldrig kende et godt sted at vente imens bygen driver over?

Der er ingen byge. Der er skyfrit. Det er en smuk forårsdag, og alle er ude og nyde det. Solen hænger over det hele, døsigt og lavt, og lader en orange farve som næsten bryder over i en rosa løbe ned over det hele, som fra en spand maling løber farven changerende ned over Dublin og alle de billeder, som jeg havde set for mig af Dublin og Irland.

Jeg har god tid. E vil skrive når hun har fri. Jeg skal bare skrive hvor jeg er henne, så vil hun finde mig.

Jeg følger efter en gruppe uniformerede studerende ind igennem en portbygning og ind på universitetsområdet. De går på en meget flirtende måde. Hænderne og armene famler vant og lykkeligt efter hinanden, skubber til hinanden, en arm lægger sig om en skulderen, en anden om en lænd, nogle fingre reder en lok bag et øre. 

De griner og har fri, deres uniformer er i uorden. Universitetet er stort og gråt, som en fjern klippe. Ingen døre går. Ingen vinduer står åbne. Der er tyst og rømmet.