I Vinterhaven

Det klirrer af bestik og velbehag i Vinterhavens café. En mumlen hviler over bordene. “Picnic” står øverst på den grønne seddel med reservationen, som står og buer op af en messingfod. Anne Skovdal. 2 px. 12.30. 

Kuplen er en sol over palmerne, det rindende vand i bassinerne, og udflugterne. 

Her kunne være fugle.

Jeg møder én, som jeg i et øjeblik er i tvivl om jeg kender. Hun ser på mig på samme måde, som jeg tror at jeg ser på hende: Vi er i tvivl om genkendelsen og hvad det er vi ser. Det er en stærk tiltrækning, som jeg ikke er klar til. 

Vi står sådan lidt og forsøger at finde ud af hvad det er vi genkender. 

Mine tanker forsvinder til barer, venners venner, fester, en cigaret i køkkenvinduet. Bort fra hende. Ikke nærmere. Jeg synes jeg har set hende vende hoved pludseligt og se tilbage, håret kastet sådan, øjnene lynende næsten. En grå nedringet t-shirt. Måske en v-hals. Noget spildt, en våd plet på på det ene bryst. Fadøl. En slags overlegenhed i hvordan hendes arm hviler på ryglænet, hendes blik ud i lokalet, og pletten på hendes bryst, stolt næsten.

Vi står langt fra hinanden. Hendes ansigt er: Høje kindben, en lidt sart hvid hud, kinderne er røde, og for langt væk til at jeg kan forstå deres rødmen. Øjnene er to linjer.

   Har hun været ude i går? 

   Har hun det for varmt, ikke rigtig ramt tøjet til cykelturen ude, efteråret og vinden derude, til solen her inde. 

   Hvad mon hun ser? 

Jeg forsvinder i synsvinkler, og i en tung trækning nedad. Øjnene vil se i en opadgående vinkel, over en brillekant, under en pande som skyder sig frem, øjnene: Jeg vil hvile dem på gulvet, kigge op nu og da, lade dem lægge sig igen. Vanerne vender mig indad.

Vi står langt nok fra hinanden til, at vi kan blive ved. Hvis vi vil, kan vi lade det forsvinde. Øjnene vender tilbage: En kraftig mascara, grønne øjne, imens hun vender sig. 

Jeg bliver forlegen og vender mig om. Jeg ser i ryggen af nogen foran mig i køen, hvordan det grå hår faktisk når skuldrene, og fejer hen over dem med den mindste bevægelse, sidelæns, når køen bevæger sig nærmere kassen. Måske hun ville tænke at det var en frisk ting at gøre, bare at gå hen og sige hej.