søerne

Hendes øjne er fjerne, hun sidder og kigger ud over søen, som flimrer i lyset. Det bliver snart nattefrost. Lyset er sådan. Koldt. Hun er godt klædt på, men synes så bar om ansigtet. Som gamle menneskers ansigter; så meget er trukket af dem. Månen er også fremme, som en fedtet finger på en blank blå billak. Hendes øjne bevæger sig næsten ikke, når hun ser mig. Genkendelsen er forsinket, eller bag noget andet.

    — Ej, sikke et vejr.

    — Ja, det er rigtigt.

Hun har lige været til sin første kontrol, det er meget at bede om; at hun skal være begejstret for vejret. Lægerne siger hun er rask. De har fjernet det hele. Nu skal hun på jobcenteret og sygemeldes. 

    — Mon jeg må rejse, når jeg er sygemeldt?

    — Det tror jeg ikke.

    — Det kan måske blive et problem med sygedagpengene, siger hun. Jeg kan jo godt arbejde. 

    — Jo, jo, selvfølgelig er det meningsløst, men du er ikke rask. 

    — Men det er jeg jo på det ene job, siger hun. 

Hun har to jobs, og det er selvfølgelig rigtig nok, at sygemeldingen deler hende op sådan, i en rask del og en syg del. 

    — Selvfølgelig er der noget som du kan og noget du ikke kan.

    — Jeg tror det ville være godt for mig at rejse. At restituere ordentligt.

    — Ja, skal vi ikke gå en tur.

Hun tager sin arm ind under min og læner sit hoved mod min skulder. Hun synes det hele er svært. Jeg rusker lidt i hendes hue, det skal nok blive lettere. 

    — Kan du huske sidst vi gik her?

    — Næ.

En af vandcykel-svanerne sejlede langsomt hen mod bredden, hvor vi gik. Et svensk par i pæne frakker og med solbriller sad i den og trampede. De havde dampende papkrus i hånden og trampede og grinede. Hvorfor er det, at det skal være tivoli det hele, sagde jeg. Og hun svarede, styr dig selv.

    — Jeg trænger sådan til at tænke på noget andet. Hvornår er det, du skal læse op?

    — Det var i sidste weekend.

Hun hiver mig i armen, så jeg bliver nødt til at se hende i øjnene.

    — Ej, det er jo sandt, jeg var i sommerhuset, hvordan gik det?

    — Det gik rigtig godt, synes jeg. Jeg er en stjerne, jeg forstår ikke hvorfor der ikke er nogen som elsker mig.

    — Det forstår jeg heller ikke. 

Hun trækker sig tættere ind til mig, og siger at hun er ked af, at hun ikke var der.

    — Har du forresten set at de har sat en ny svane ud?

    — Næ, hvad mener du? 

    — Nu har de sat en sort ud i søen, Det er helt håbløst, kan du ikke se det, sig mig er alle idioter?

Hun kigger bare på mig, som om det er mig som ingenting forstår. 

Hun forstår ikke, hvad jeg mener, så jeg siger at de har misforstået det hele. Den grimme ælling blev jo til en hvid svane. Alle de andre var jo ællinger. De er da nogle idioter som først sætter 6-7 vandcykel svaner ud i søen, hvide svaner, og så senere tilføjer en sort. De blander sorteper, og den grimme ælling: Det hele er misforstået, kan du ikke se det? Alle de hvide svaner burde være ænder, eller gule ællinger, hvis de også vil have en sort. Kan du ikke se det? De kan slet ikke holde styr på tiderne. De vil så gerne have flest smukke hvide svaner. De ændrer på det hele, bare så det kan være pænt.

    — Måske er det slet ikke det, det handler om. Er det ikke fint, bare? Der er sikkert nogen som synes det er sjovt at skille sig ud. 

    — Jo, jo, men nej, altså, det er jo helt forkert.

    — Ej, styr dig lige.

    — Det er jo ikke det det handler om, heller ikke for dem, hvad skulle det ellers være? De har da misforstået det hele, hvorfor skal alle altid være så dumme.

Hun siger ikke stop dig selv, som jeg regner med. Hendes blik bliver bare fjernt igen. Det interesserer hende ikke. Så går vi lidt, uden at sige noget, men det er ligesom gået i stå. Da vi når ned til planetariet krammer vi farvel. Hun vil hjem og hvile sig. Hun er træt. Hun spørger mig om hvad jeg skal. 

    — Jeg ved det ikke helt, siger jeg. Men jeg har lyst til at være ude lidt mere, få det sidste sol med mig. 
Jeg har lyst til at gå på Glyptoteket, men det er kun et par dage siden jeg sidst var der. Og det er ikke tirsdag, det er ikke gratis. Jeg ved det ikke.

    — Jeg tror jeg går på Glyptoteket, siger jeg.
Vi krammer igen, og går hver til sit, og jeg ved ikke hvad jeg skal tage mig til. 

Jeg går rundt omkring på Vesterbro, når det begynder at skumre. Himlen er så flad, helt flad som et loft på Vesterbro. Og helt umærkeligt begynder gaderne og facaderne at mørkne, nogle vinduer begynder at lyse op i skumringsmørket, som det for bare nogle minutter siden ikke havde være muligt at se. Ligeså umærkeligt og vant, som altid, skumrer det, og ud af det blå, bliver det mørkt.