varedeklaration

Julegaveønsker : 

et sted at sove fra januar frem til juni. måske et billigt værelse, måske en sofa som står i en stue hos nogen? Jeg tror jeg kan sove i malmö lidt, og måske også lidt i københavn, og måske lidt på krabbesholm, og hvis det endelig skal være så kan jeg også bo lidt i mammas kolonihave på fyn, men måske nogen andre ved noget, fem måneder er lang tid med måske-aftaler og gæstfrihed?

penge til alle mine få men kedelige mdl. udgifter: studiegælden, pelican storage, telefonabonnement, abonnement til liverpoolfc.com, spotify og netflix, og information.

måske et job, så jeg selv kan tjene pengene til mine kedelige mdl. udgifter & så jeg kan genoptjene min dagpengeret. 

- ikke fordi jeg vil på dagpenge, men det føles ret meget som jorden brænder når jeg hverken har indtægt i sigte, dagpengeret eller lejlighed.

- det virker usandsynligt nogensinde at genoptjene den ret egentlig: hvad der svarer til et helt års fuldtidsarbejde indenfor en periode på to kalenderår. 

- måske heller mere af den slags, som jeg skal lave sammen med Julie på Ærø, undervisning, hver 14. dag, sådan noget. eller gæstelærerforløb på højskoler. det synes jeg meget godt om. Og jeg tror jeg er god til det, også.

at min nye gyldendal-redaktør er ligeså god og sød som Louise, som nu har sagt sit job op hos Gyldendal(!) - så meget for den selvstændige Rosinante-redaktion

at udgivelsesdatoen for bogen snart ligger fast...

at jeg har energi og sprog til at søge kunstfonden om arbejdslegat d. 01. februar.

at jeg får arbejdslegat fra kunstfonden fordi jeg har sendt en ansøgning ind i tide.

at ansøgningssproget ikke bliver siddende i hovedet, og kvæler enhver ny tanke og sætning.

at udgivelsen kommer til at gå ok, at nogen gider at læse, og læse med den, måske ovenikøbet synes at det er godt. Ej jeg lyver, jeg håber at alle som læser den kommer til at elske den, og vil anbefale den til alle de kender, at den bliver en kioskbasker og en kritikerdarling, og bliver oversat til måske syv sprog, og ender i en storm af en prisregn.

at nogen ønsker mig ud at læse op og at jeg skal læse op sammen med en masse andre forfatteres nyudgivne bøger, som er udkommet her til vinter og vil udkomme i januar, februar, marts.

at jeg ikke får skattesmæk.

Men primært: et sted at sove, bo, helst dumpende-fra-himlen-billigt, fordi jeg egentlig ikke vil have et job bare for at betale en husleje.

vinter

    Det er koldt og slud, gråt tapetklister-sjap hvor man træder, i sporene efter bilerne. 

    Og i vejkanten.

    Mine fingre er knaldrøde, det blæser og regner. Det næsten-sner. Mine fingre sitrer udenpå noget følelsesløst.

    Vi siger begge uhhh, og griner. Det er så koldt, at det er latterligt. 

    Og det er svært at låse cyklen, cykellåsens og nøglen, jeg kan ikke rigtig mærke, hvad jeg gør, hvor forskellen ligger.

    Vi er lidt fulde, stadig. M's øjne er blodsprængte. Vi skærer grimasser i vejret. 

    Det er et vejr, som er til at få hovedpine af.

Og følelsen af genkendelse står alene.

Uden sit. Uden et møde med noget.

Mine øjne er ikke et blik, de lukker intet ude. 

endelig en begyndelse - gen- og omskrevet

Vi kører langsommere. Holder for rødt. Kommer nærmere bymidten, og trængslen, med bus, i små hak.

Vejene slankes ned ad bakke, banerne flettes sammen i takt med at fortovene bliver bedre og bredere og butikkernes glasfacader mere regelmæssige og tynde, indtil skellet mellem butik og fortov er opløst: De handlende driver ind og ud af butikkerne, over butiksgulvene som er forlængelser af fortovene, udposninger ind under etagebygningerne, som virker til at svæve over en bevidst udhulning. 

Under indflyvningen synes jeg, at byen og bugten så så mørke ud. Det lignede at et uvejr var på vej. Måske er det drevet forbi. Der er skygger udenfor, folk går i bare ærmer, solen skinner. 

Vi kører over en bro, og en flod deler sig brunt, og på samme tid gulligt, ind under broens buer. Det er Liffey. Måske har det regnet længere inde i landet. Og derfor er vandet så grumset og uigennemsigtigt: Bækkene, udspringene, åerne, de har mudret floden til og flodens udmunding, og bugten med.

Chaufføren siger at næste stop er Kings Court, så jeg gør mig klar til at stå af, fordi Kings Court er også stoppet, hvor E sagde, at jeg skulle stå af ved. 

Vi er mange som skal af, og der er mange på fortovet allerede. Jeg tager rygsækken over skulderen, jeg må komme mig bort. Jeg er til gene. Det er ikke til at stå stille, og Dublin overhovedet ikke, som jeg havde forventet: 

    Ingen regn, intet græs, ingen bække.

    Hverken grønne bakkedrag eller enge.

    Ingen grå lave huse, af sten, stenlagte huse. Ingen.

    Også et helt andet lys end skumringens grynede og grå lys, som gør én farveblind, som jeg havde set frem til.

    Ingen vandpytter, og slet ingen vandpytter, som ligger og funkler i et genskin i alt det grå. 

    Heller ikke vandpytterne, de som ligger i månedsvis på samme sted, urokkelige spejle blandt det ellers grynede og tyste fortov. 

    Ingen spredte og sky paraplyer.

    Intet vejrbidt rødt nogensteds, heller ikke de hvidpjuskede øjenbryn over dem af regnen og vanen nedslåede blikke.

    

Og langt borte, på vej i ly, løbende igennem en port, ude af syne, ej heller en lyd efter nogle skyndsomt klaprende hæle.

Ingen snerrende bil i et sving heller, som pisker vand op til knæene på nogen, en nyankommen turist, måske mig, som står og hører lyden af hælene forsvinde uden at vide hvorhen. 

Heller ikke jeg.

Ikke engang den magnetisk bevægelse mod noget som kunne tænkes at give ly. En markise, et udhæng, en port. Et sted at tænde en cigaret og samle tankerne, og gøre op med sig selv, hvad skal jeg gøre, jeg kan ikke gå rundt med våde fødder og bukser: 

    Hvad skal jeg se mig om efter? 

    

Det er en god vane: 

    Når det regner, søg ly. 

    Tænd en cigaret, saml tankerne. 

    Måske er der én som du kan spørge til råds. 

    Undskyld, du skulle vel aldrig kende et godt sted at vente indtil bygen er drevet over?

For der er ingen byge. Der er skyfrit. Det er en smuk forårsdag, og alle er ude og nyde det. Og jeg vil også nyde det. Solen hænger over det hele, døsigt og lavt, og lader en orange farve som næsten bryder over i en rosa løbe ned over det hele, som var solen bare en gigantisk spand maling. Det løber fra den, en changerende farve løber ned over Dublin og alle de billeder, som jeg havde set for mig af Dublin og Irland med.

Jeg har god tid. E skriver når hun har fri. Jeg skal bare skrive hvor jeg er henne, så vil hun finde mig, skriver hun.

Jeg følger efter en gruppe uniformerede studerende ind igennem en portbygning og ind på universitetsområdet. De går på en meget flirtende måde. Hænderne og armene famler vant og lykkeligt efter hinanden, skubber til hinanden. En arm lægger sig om en skulder, en anden om en lænd, fingre reder en lok bag øret. De griner og har fri, universitetet virker lukket, elevernes uniformer i uorden.

Universitetet er stort og gråt som en fjern klippe. Ingen døre går. Ingen vinduer står åbne. Der er tyst og rømmet og de studerende drejer af, ind på en sti, der undgår en enormt lang og ensformig gårdsplads indrammet af de grå facaders tomme blikke. 

På den anden side af den grå ensformighed er der blomster og træer, buske. Det dufter friskt af muld, og nyligt vandede bede, og studerende i hvide skjorter spætter hen over en stor græsplæne, på bænkene og langs romantisk snoende stier: 

    En gruppe studerende spiller fodbold, med mål markeret af tasker og bluser. 

    Nogle sidder krumbøjede i rundkreds fordybet i diskussioner. 

    En frisbee bliver kastet.

    Nogle går tur, leger med en hund.

    To ligger på maven, med hagerne hvilende på hænderne og benene i vejret. 

    Det er en lykkelig oase. 

Jeg har lyst til at sidde i solen. I græsset. Rive små græstotter op og klemme dem i hænderne og få mine hænder til at dufte af græs. Jeg skriver til E at jeg sidder i Trinity Park, og sender hende en pin: 

    Here I am!

    

En mand i kasket går i en lang lige linje hen til fodboldkampen, og uden at standse går han videre til en anden gruppe under et træ, og fortsætter i samme udstukne linje, som om der ikke fandtes en anden mulighed. Efter ham opløses boldspillet og grupperne uden videre på en meget dagligdags vis. Måske er han tilsynsmand, tænker jeg, men så senere kommer han kørende på en plæneklipper, som nu og da overdøver musikken og samtalerne fra den anden side af plænen, hvor der ligger endnu en grå stenbygning med en hævet terrasse, hvorpå en gruppe mennesker er samlet. Det lyder lykkeligt, som et afslutnings-arrangement, en fejring af en veloverstået eksamen. Senere vil de mødes et smukt sted, ved en vig eller i en lysning, de vil bade og danse, og lave bål og fortælle hinanden om sine drømme, hvorhen de vil rejse.

Jeg sidder med lukkede øjne i den lave sol og mine øjenlåg gløder. Foråret er kommet tidligere her. Der er stadig vinter i København. Træerne står nøgne og afsvedne. 

Det er sommer et sted, efterår et andet. Træer springer ud, blade falder af. Der er nat et sted, og her er klokken snart tre. E har fri om lidt. Alle årstider eksisterer samtidig, ligesom alle tider på døgnet eksisterer samtidig. Det er umuligt at fastholde den tanke, den deler sig ud i noget uendeligt. 

Og afstand mellem Irland og Danmark er meget større end jeg havde forventet: 

    Klimaet er et andet, solen hænger lavere i længere tid. 

    Og skoleuniformerne og kørselsretningen og alle de rødhårede med den hvide marmorhud og fregnerne. De grønne øjne.

    Her er ingen træk, jeg kan føre tilbage til noget, som jeg genkender. 

    Irland er en ø.

    Havet er en saks.

    Kysten er det som er adskildt. En sønderdeling. Ingen rigtige broer — bjergkæder, floder, søer eller skove, dyrenes vandringer eller sprogene — når over.

    I Sverige hedder en svensk gårdhund en dansk gårdhund.

solstrejf

lidt mere fra taget

Mit hjerte banker og mine tanker flyver. De spreder sig upræcist, trækker i alle mulige retninger, men ophører. De når intet. Jeg ligger med ansigtet begravet i puden og kroppen fornemmer noget, som jeg ikke kan formulere. Jeg har noget på tungen. Et ord. Et billede som ikke ville dæmre, bag øjnene. Konturerne tegner intet. Jeg kan ikke samle det, som min krop er parat til. Det ligger i en hulning, bag ganen et sted, og bærer på en fornemmelse af, at jeg har tilbagelagt noget ufremkommeligt. Jeg er lettet uden at vide hvorfor.

Hvem E er

Vi forskyder os bort fra E. Vi ser ikke de samme fugle, som hun fortæller om, ser dem flyve over andre ruiner, halvmure og sten, spor efter noget andet, end det som E kunne genkende. Og vi ser forskellige E’er for os, i forskellige situationer, i forskellige landskaber, på forskellige øer. 

    Hun er træt, hun er glad. 

    Hun er min storesøster, hun er min barndomsven, hun er noget næsten tabt. 

    Hun tænder bål, hun sidder lidt iscenesat med et melankolsk blik og kigger ud i horisonten. 

    Hun laver vejrmøller i græsset, hun ruller ned ad en bakke og bliver bange, da det i et øjeblik går alt for hurtigt.

    Hun ligger indhyllet i sin sovepose i sit telt og fryser og tror hun er ved at blive alvorligt syg. 

    Hun klarer sig og tager næste dag et ironisk billede af sig selv med sit analoge kamera med selvudløser. 

    På billedet sidder hun i hug og laver nogle unge håndtegn foran en knækket gravsten. 

en milde som næsten er for meget

E’s søster møder os i entréen. Et orange lys fra gaden falder med ind og ned over søsteren. Hendes hår er lyst. Hun er i et forklæde og står med et fad i hænderne. Og hendes briller dugger til af dampen, som i skæret af det orange træder uvirkelig kraftigt frem. 

E træder ud af skoene og smyger sig forbi søsteren og ind i en smal gang. Søsterens hoved er mindre end E’s. Hun er også lysere. Mildere. Hun skuler over brillekanten og smiler.

    — Hello, siger hun, I remember you.

    — Yeah, you too, svarer jeg.

Jeg smiler længe. Hun siger ikke noget. Hun bliver ikke flov af, at jeg ikke siger mere. Jeg håber, at jeg snart bliver bedre til at snakke. Hele turen fra parken og hjem har E talt for os begge. Jeg har nikket og smilet og svaret med for korte og tøvende svar. Jeg sakker bagud, som en løber ude af form. 

Jeg er i tvivl om jeg kan genkende søsteren. Hendes brilleglas dugger yderligere til, stellet forsvinder omkring to svævende orange klapper. 

Jeg må bryde med det tøvende, lade mig smitte af en begejstring.

    — Lovely to see you again, siger jeg og smiler. 

Hun løfter fadet lidt op og smiler tilbage. Hun må gå og stille det fra sig. 

Måske er det E’s træk, som jeg kan genkende i E’s søster. Jeg ved ikke om jeg har mødt hende før. Men der er noget tillidsvækkende i hende, noget genkendeligt og sødt. Og en milde, som næsten er for meget.

efter begyndelsen

Jeg sidder med lukkede øjne i den lave sol. Det dufter kraftigt af græs. Mine øjenlåg gløder. Foråret er kommet tidligere her. Der er stadig vinter i København. Træerne står nøgne og sorte. Det er sommer et sted, efterår et andet. Træer springer ud, blade falder af. Der er nat et sted, og her er det eftermiddag, klokken er snart tre. E har fri om lidt. Alle årstider eksisterer samtidig, ligesom alle tider på døgnet eksisterer samtidig. Det er umuligt at fastholde den tanke, den deler sig ud i noget uendeligt. 

Og afstanden til Danmark er meget større end jeg havde forventet: 

    Klimaet er et andet, solen hænger lavere i længere tid. 

    Og skoleuniformerne og kørselsretningen og alle de rødhårede med den hvide marmorhud og fregnerne. De grønne øjne.

    Her er ingen træk, jeg kan føre tilbage til noget, som jeg genkender. 

    Jeg er på en ø.

    Havet er en saks.

    Kysten er det, som er adskildt. En sønderdeling. Ingen rigtige broer — bjergkæder, floder, søer eller skove, dyrenes vandringer eller sprogene — når over.

    I Sverige hedder en svensk gårdhund en dansk gårdhund.

taget

det er her jeg bor nu og her jeg håber på at jeg kan finde ud af at skrive skrive skrive i de næste par måneder. det er et meget fint tag, og jeg var bange for, at jeg skulle være alene på taget, at der ikke skulle være andre her, men Roji bor her og Juan bor her og Galel bor her og Lee og Celestial bor her og også nogle flere, men de holder sig lidt for sig selv, lidt sky.

Det er meget dejligt at være her, men det er også svært: jeg skal hele tiden vurdere med mig selv: hvor modig er jeg i dag. hvor skal jeg gå hen, skal jeg henvende mig, jeg taler ikke sproget, hvor duknakket, undskyldende, smilende skal jeg være.

det er aldrig til at vide på forhånd, hvordan jeg tør møde verden. Oppe på taget slipper jeg for alle de spørgsmål og forhandlinger.


i dag og i går og i forgårs har jeg næsten ikke bevæget mig ned fra taget. jeg sover slet ikke når jeg skal, fordi: tidszoner og jetlag. jeg ligger vågen indtil klokken seks, hvor jeg står op for at se solen stå op klokken halvsyv. den går ned allerede klokken seks. meget pludseligt og mørkt, men derimellem skinner den på taget og funkler i glasskårene som er støbt ned i nabotagenes halvmure, og den har allerede fundet fregnerne frem på mine arme.

vi har ikke noget vand. fordi: mexico, men små fugle springer rundt mellem tagene, og flyver rundt mellem nogle gamle bundløse fuglebure, som hænger her, og en sort labrador som hedder Xochi kommer ind på mit værelse om morgenen. Det er Kits hund, og jeg tror den kan genkende mig fra januar og februar, hvor den sprang op på mig, hver gang vi mødtes.

i aften skal jeg til en oplæsning, Lee og Celestial spurgte om jeg ville komme med, og det synes jeg var meget sødt gjort af dem, så det vil jeg gøre, jeg vil forlade taget lidt, jeg vil forsøge at være lidt modig og naiv og tage til en oplæsning, som jeg nok ikke kommer til at forstå, men jeg tænker at jeg kan fornemme noget alligevel, og det kan være meget fint at være til oplæsninger bare for stemnings skyld og opmærksomhedens skyld, og hvem ved, måske møder jeg nogen, som jeg kender, som jeg kan finde ud af at snakke med.



på mandag har jeg lovet mig selv at melde mig til et sprogkursus, som forhåbentligvis vil hjælpe mig, gøre mig modigere, så det bliver lettere og mindre ensomt og i morgen begynder jeg at skrive.

  

totalt afmægtig

jeg talte med babba forleden
det er noget vi har for vane
inden jeg rejser ringer jeg til babba og til mamma
og når jeg er kommet frem í øllum góðum skriver jeg en besked til dem begge, men derudover også omma 

vi havde ikke så meget at fortælle hinanden
fordi vi havde talt bare et par dage tidligere

men han havde været oppe i fjeldene efter harer
så det talte vi om 

han havde ikke affyret ét eneste skud
sneen knagede under ham 
og vinden bar lyden af min far foran ham

han så ni harer
stikke i løb

men de var alle for langt borte til at skyde

han sagde at alt over 60-70 meter er et sats
og måske blev afstanden mindre jo ældre han blev

(en såret hares skrig lyder som et menneskebarns gråd, og jeg tror den lyd piner min far for meget)

han fortalte også at hans bælte gik i stykker på vej op
& for ikke at gå med bukserne om anklerne måtte han bruge rebet som var tiltænkt harerne
til at binde bukserne op i patronbæltet som en slags sele-løsning

det var heldigt at han ingen harer skød
og slap for at vælge hvad rebet skulle bruges til

det grinede vi begge af
i telefonen

& imens vi talte
kunne jeg ikke lade være med at tænke: jeg kommer fra en geografi
som har en stor vilje

et billedskønt landskab
med små huse nede ved kysten
omringet af stejle fjelde
hvor sneen nu ligger
halvt nede

i fjeldene som min omma synes er så grimme når sneen ligger sådan
hun synes de ser beskidte ud
det hvide gør fjeldene så grå

men det er altså i det landskab min far gik den anden dag

og jeg forestillede mig fjeldene rejse sig omkring ham
lyden rejse foran ham

og det efterlod mig helt uden en mellemgrund

jeg: alene foran en geografi

totalt afmægtig

Det er her, jeg har boet i nu to måneder - mellem struer og viborg - helt op til skovbrynet, i pers fløj, bag den røde bil. & det har været så smukt og skønt - og jeg bliver så sentimental, men jeg rejser herfra i dag, så det må være på sin plads - at møde eleverne ude på linjefagene, på arkitektur hvor vi har arbejdet med labyrinter og på design, hvor vi har skrevet til/over/om skulpturer og måske især dem på skrivelinjen og dem der var med på mine aftenkurser, hvor de har skrevet digte og prosa og også sange, og læst så mange smukke tekster sammen - bla. af Athena F og Ola J, og Morten C og Jonas E, Signe M og Caroline Albertine M, og Lars F & Christel W & Amalie S & Pernille A-E D og Inger C & Marguerite D.

Og samtidig hermed har jeg haft tid og rum til at redigere mit manus, næsten til ende, snart er det færdigt, meget snart, og skrive lidt nye tekster, og læst lidt Sara Lidman & Karin Boye, som er helt nye for mig, og gode og svære og spændende, og Pär Lagerkvists Bødlen og Det evige smil, som er helt vilde! og samtidig bo blandt gode gode venner.

Det har været meget lykkeligt.