Vi kører langsommere. Holder for rødt. Kommer nærmere bymidten, og trængslen, med bus, i små hak.
Vejene slankes ned ad bakke, banerne flettes sammen i takt med at fortovene bliver bedre og bredere og butikkernes glasfacader mere regelmæssige og tynde, indtil skellet mellem butik og fortov er opløst: De handlende driver ind og ud af butikkerne, over butiksgulvene som er forlængelser af fortovene, udposninger ind under etagebygningerne, som virker til at svæve over en bevidst udhulning.
Under indflyvningen synes jeg, at byen og bugten så så mørke ud. Det lignede at et uvejr var på vej. Måske er det drevet forbi. Der er skygger udenfor, folk går i bare ærmer, solen skinner.
Vi kører over en bro, og en flod deler sig brunt, og på samme tid gulligt, ind under broens buer. Det er Liffey. Måske har det regnet længere inde i landet. Og derfor er vandet så grumset og uigennemsigtigt: Bækkene, udspringene, åerne, de har mudret floden til og flodens udmunding, og bugten med.
Chaufføren siger at næste stop er Kings Court, så jeg gør mig klar til at stå af, fordi Kings Court er også stoppet, hvor E sagde, at jeg skulle stå af ved.
Vi er mange som skal af, og der er mange på fortovet allerede. Jeg tager rygsækken over skulderen, jeg må komme mig bort. Jeg er til gene. Det er ikke til at stå stille, og Dublin overhovedet ikke, som jeg havde forventet:
Ingen regn, intet græs, ingen bække.
Hverken grønne bakkedrag eller enge.
Ingen grå lave huse, af sten, stenlagte huse. Ingen.
Også et helt andet lys end skumringens grynede og grå lys, som gør én farveblind, som jeg havde set frem til.
Ingen vandpytter, og slet ingen vandpytter, som ligger og funkler i et genskin i alt det grå.
Heller ikke vandpytterne, de som ligger i månedsvis på samme sted, urokkelige spejle blandt det ellers grynede og tyste fortov.
Ingen spredte og sky paraplyer.
Intet vejrbidt rødt nogensteds, heller ikke de hvidpjuskede øjenbryn over dem af regnen og vanen nedslåede blikke.
Og langt borte, på vej i ly, løbende igennem en port, ude af syne, ej heller en lyd efter nogle skyndsomt klaprende hæle.
Ingen snerrende bil i et sving heller, som pisker vand op til knæene på nogen, en nyankommen turist, måske mig, som står og hører lyden af hælene forsvinde uden at vide hvorhen.
Heller ikke jeg.
Ikke engang den magnetisk bevægelse mod noget som kunne tænkes at give ly. En markise, et udhæng, en port. Et sted at tænde en cigaret og samle tankerne, og gøre op med sig selv, hvad skal jeg gøre, jeg kan ikke gå rundt med våde fødder og bukser:
Hvad skal jeg se mig om efter?
Det er en god vane:
Når det regner, søg ly.
Tænd en cigaret, saml tankerne.
Måske er der én som du kan spørge til råds.
Undskyld, du skulle vel aldrig kende et godt sted at vente indtil bygen er drevet over?
For der er ingen byge. Der er skyfrit. Det er en smuk forårsdag, og alle er ude og nyde det. Og jeg vil også nyde det. Solen hænger over det hele, døsigt og lavt, og lader en orange farve som næsten bryder over i en rosa løbe ned over det hele, som var solen bare en gigantisk spand maling. Det løber fra den, en changerende farve løber ned over Dublin og alle de billeder, som jeg havde set for mig af Dublin og Irland med.
Jeg har god tid. E skriver når hun har fri. Jeg skal bare skrive hvor jeg er henne, så vil hun finde mig, skriver hun.
Jeg følger efter en gruppe uniformerede studerende ind igennem en portbygning og ind på universitetsområdet. De går på en meget flirtende måde. Hænderne og armene famler vant og lykkeligt efter hinanden, skubber til hinanden. En arm lægger sig om en skulder, en anden om en lænd, fingre reder en lok bag øret. De griner og har fri, universitetet virker lukket, elevernes uniformer i uorden.
Universitetet er stort og gråt som en fjern klippe. Ingen døre går. Ingen vinduer står åbne. Der er tyst og rømmet og de studerende drejer af, ind på en sti, der undgår en enormt lang og ensformig gårdsplads indrammet af de grå facaders tomme blikke.
På den anden side af den grå ensformighed er der blomster og træer, buske. Det dufter friskt af muld, og nyligt vandede bede, og studerende i hvide skjorter spætter hen over en stor græsplæne, på bænkene og langs romantisk snoende stier:
En gruppe studerende spiller fodbold, med mål markeret af tasker og bluser.
Nogle sidder krumbøjede i rundkreds fordybet i diskussioner.
En frisbee bliver kastet.
Nogle går tur, leger med en hund.
To ligger på maven, med hagerne hvilende på hænderne og benene i vejret.
Det er en lykkelig oase.
Jeg har lyst til at sidde i solen. I græsset. Rive små græstotter op og klemme dem i hænderne og få mine hænder til at dufte af græs. Jeg skriver til E at jeg sidder i Trinity Park, og sender hende en pin:
Here I am!
En mand i kasket går i en lang lige linje hen til fodboldkampen, og uden at standse går han videre til en anden gruppe under et træ, og fortsætter i samme udstukne linje, som om der ikke fandtes en anden mulighed. Efter ham opløses boldspillet og grupperne uden videre på en meget dagligdags vis. Måske er han tilsynsmand, tænker jeg, men så senere kommer han kørende på en plæneklipper, som nu og da overdøver musikken og samtalerne fra den anden side af plænen, hvor der ligger endnu en grå stenbygning med en hævet terrasse, hvorpå en gruppe mennesker er samlet. Det lyder lykkeligt, som et afslutnings-arrangement, en fejring af en veloverstået eksamen. Senere vil de mødes et smukt sted, ved en vig eller i en lysning, de vil bade og danse, og lave bål og fortælle hinanden om sine drømme, hvorhen de vil rejse.
Jeg sidder med lukkede øjne i den lave sol og mine øjenlåg gløder. Foråret er kommet tidligere her. Der er stadig vinter i København. Træerne står nøgne og afsvedne.
Det er sommer et sted, efterår et andet. Træer springer ud, blade falder af. Der er nat et sted, og her er klokken snart tre. E har fri om lidt. Alle årstider eksisterer samtidig, ligesom alle tider på døgnet eksisterer samtidig. Det er umuligt at fastholde den tanke, den deler sig ud i noget uendeligt.
Og afstand mellem Irland og Danmark er meget større end jeg havde forventet:
Klimaet er et andet, solen hænger lavere i længere tid.
Og skoleuniformerne og kørselsretningen og alle de rødhårede med den hvide marmorhud og fregnerne. De grønne øjne.
Her er ingen træk, jeg kan føre tilbage til noget, som jeg genkender.
Irland er en ø.
Havet er en saks.
Kysten er det som er adskildt. En sønderdeling. Ingen rigtige broer — bjergkæder, floder, søer eller skove, dyrenes vandringer eller sprogene — når over.
I Sverige hedder en svensk gårdhund en dansk gårdhund.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar