Vi forskyder os bort fra E. Vi ser ikke de samme fugle, som hun fortæller om, ser dem flyve over andre ruiner, halvmure og sten, spor efter noget andet, end det som E kunne genkende. Og vi ser forskellige E’er for os, i forskellige situationer, i forskellige landskaber, på forskellige øer.
Hun er træt, hun er glad.
Hun er min storesøster, hun er min barndomsven, hun er noget næsten tabt.
Hun tænder bål, hun sidder lidt iscenesat med et melankolsk blik og kigger ud i horisonten.
Hun laver vejrmøller i græsset, hun ruller ned ad en bakke og bliver bange, da det i et øjeblik går alt for hurtigt.
Hun ligger indhyllet i sin sovepose i sit telt og fryser og tror hun er ved at blive alvorligt syg.
Hun klarer sig og tager næste dag et ironisk billede af sig selv med sit analoge kamera med selvudløser.
På billedet sidder hun i hug og laver nogle unge håndtegn foran en knækket gravsten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar