E’s søster møder os i entréen. Et orange lys fra gaden falder med ind og ned over søsteren. Hendes hår er lyst. Hun er i et forklæde og står med et fad i hænderne. Og hendes briller dugger til af dampen, som i skæret af det orange træder uvirkelig kraftigt frem.
E træder ud af skoene og smyger sig forbi søsteren og ind i en smal gang. Søsterens hoved er mindre end E’s. Hun er også lysere. Mildere. Hun skuler over brillekanten og smiler.
— Hello, siger hun, I remember you.
— Yeah, you too, svarer jeg.
Jeg smiler længe. Hun siger ikke noget. Hun bliver ikke flov af, at jeg ikke siger mere. Jeg håber, at jeg snart bliver bedre til at snakke. Hele turen fra parken og hjem har E talt for os begge. Jeg har nikket og smilet og svaret med for korte og tøvende svar. Jeg sakker bagud, som en løber ude af form.
Jeg er i tvivl om jeg kan genkende søsteren. Hendes brilleglas dugger yderligere til, stellet forsvinder omkring to svævende orange klapper.
Jeg må bryde med det tøvende, lade mig smitte af en begejstring.
— Lovely to see you again, siger jeg og smiler.
Hun løfter fadet lidt op og smiler tilbage. Hun må gå og stille det fra sig.
Måske er det E’s træk, som jeg kan genkende i E’s søster. Jeg ved ikke om jeg har mødt hende før. Men der er noget tillidsvækkende i hende, noget genkendeligt og sødt. Og en milde, som næsten er for meget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar