Mit hjerte banker og mine tanker flyver. De spreder sig upræcist, trækker i alle mulige retninger, men ophører. De når intet. Jeg ligger med ansigtet begravet i puden og kroppen fornemmer noget, som jeg ikke kan formulere. Jeg har noget på tungen. Et ord. Et billede som ikke ville dæmre, bag øjnene. Konturerne tegner intet. Jeg kan ikke samle det, som min krop er parat til. Det ligger i en hulning, bag ganen et sted, og bærer på en fornemmelse af, at jeg har tilbagelagt noget ufremkommeligt. Jeg er lettet uden at vide hvorfor.