totalt afmægtig

jeg talte med babba forleden
det er noget vi har for vane
inden jeg rejser ringer jeg til babba og til mamma
og når jeg er kommet frem í øllum góðum skriver jeg en besked til dem begge, men derudover også omma 

vi havde ikke så meget at fortælle hinanden
fordi vi havde talt bare et par dage tidligere

men han havde været oppe i fjeldene efter harer
så det talte vi om 

han havde ikke affyret ét eneste skud
sneen knagede under ham 
og vinden bar lyden af min far foran ham

han så ni harer
stikke i løb

men de var alle for langt borte til at skyde

han sagde at alt over 60-70 meter er et sats
og måske blev afstanden mindre jo ældre han blev

(en såret hares skrig lyder som et menneskebarns gråd, og jeg tror den lyd piner min far for meget)

han fortalte også at hans bælte gik i stykker på vej op
& for ikke at gå med bukserne om anklerne måtte han bruge rebet som var tiltænkt harerne
til at binde bukserne op i patronbæltet som en slags sele-løsning

det var heldigt at han ingen harer skød
og slap for at vælge hvad rebet skulle bruges til

det grinede vi begge af
i telefonen

& imens vi talte
kunne jeg ikke lade være med at tænke: jeg kommer fra en geografi
som har en stor vilje

et billedskønt landskab
med små huse nede ved kysten
omringet af stejle fjelde
hvor sneen nu ligger
halvt nede

i fjeldene som min omma synes er så grimme når sneen ligger sådan
hun synes de ser beskidte ud
det hvide gør fjeldene så grå

men det er altså i det landskab min far gik den anden dag

og jeg forestillede mig fjeldene rejse sig omkring ham
lyden rejse foran ham

og det efterlod mig helt uden en mellemgrund

jeg: alene foran en geografi

totalt afmægtig