Forsinkelser XI

Jeg bruger romertal. Det virker på en måde beroligende, uden at jeg kan sige helt hvorfor. Jeg vil bare hellere tælle med bogstaver. Eller med prikker, med flag, træer og røgelsesposer. Eller tommer, fod, og favne. Numrene er holdt op med at fungere. Jeg forsøger at stave til dem, også dem over ti.

*

De bygger et hospital i Central Park. Paven står på sin balkon foran en tom Petersplads. En finansminister hopper ud foran et tog i Tyskland. Jeg hører Athena Farrokhzads Sommarprat igen, det som blev oversat til dansk og udgivet i bogform med titlen “Som om katastrofen ikke allerede er her.”

*

Der er ikke rigtig nogle fly at tælle mere. Fra taget kan jeg stadig se tre blomstrende jacarandatræer. Der er to unger i reden. Frank fortæller, at en beboer har fået sin bil hugget i nat. Tyvene bruger altid fester, som anledning, fortæller han. Og nu bruger de også de rømmede gader til deres fordel. Ingen giver os skylden for noget, selvom jeg ikke ville kunne klandre dem for det, bare en smule. 

*

Det er nat og vi hopper og danser inde hos Nico, i hans seng, danser og synger, skråler med på ritmo de la noche. 

*

Frank siger også at vi skal passe mere på nu, ikke gå ud efter klokken otte, ikke gå alene. For nogle år siden var der nogle bander som hærgede i nabolaget, og Frank frygter at de vil vende tilbage nu. 

*

Senere siger Lay, at ungerne er fløjet fra reden. Gik det ikke alt for hurtigt, spørger han.

*

En enorm fugleflok trækker hen over himlen. Måske er det som det skal være. Himlen mod vest er ferskenfarvet og fra øst kommer en stor og løs, let hvid tågebanke rullende. 

*

En fugl forvilder sig ind i gangen, flyver forbi de åbne døre, basker klodset, efterlader os helt paf, fuglen bliver så stor indendørs.

*

Jeg mærker efter pulsen, føler hjertet slå, lægger håndryggen til panden, synker og mærker efter. Halsen, er den øm? Hvor mange penge har jeg tilbage, hvor meget skylder jeg i skat, hvor meget får jeg i ferieløn, det går altsammen altid i nul. Og tiden: det er sommertid i Danmark nu, det har sneet i nat, læser jeg. Regnsæsonen nærmer sig her, jeg ved ikke hvornår urene skal stilles. Jeg tæller myggestik, hvor meget jeg ryger, hvornår jeg sidst har været i bad, tæller tre blomstrende jacarandatræer, og ingen fugleunger, ingen fly, og en stjålet bil. Og idet, jeg når at tænke noget om tallene, noget om at de er opbrugte og udmattede, brugt til alt for meget, at jeg også søger en beroligelse i dem, en trøst, brugt til lykke og ulykke til musik og økonomi, fødselsdage og renter, krige og gaver, da kommer Emi slæbende med seks friske kokosnødder, seks kokosnødder, lad os lave juice, siger han, vi har allerede mangoer og ananas, vi har nok af det hele.

*

Jeg sætter mig med en cigaret og en kop kaffe for at læse, men jeg er uinteresseret. Madstanden er ikke rejst i dag, familien er der ikke. Jeg ser på sidetallet, bladrer til slutningen og tæller efter, hvor langt der er igen. Jeg forsøger igen, jeg læser og bladrer, tømmer den første kop kaffe, og tager én til, og læser videre, imens tiden går, og urene går og tæller efter, at tiden nu går som den skal.

*

Der er ikke vand nok til at tage hele opvasken, så jeg lader panderne stå til senere. Nogen har igen slukket for pumpen. Lidt senere skråler og skælder en mand ud, og jeg stikker hovedet ud af vinduet for at se, hvor det kommer fra. Men der er ingen at se på fortovet. Råbene kommer fra gården, længere nede. Det er en brutal vrede, hadsk. Lay kommer ud af sit værelse, han siger det er Udlejeren, det er angående vandpumpen, han er stiktosset og truer den, som har slukket den, gør det en gang til, råber han, gør det een gang til!

*

Forsinkelser X

Der lander ikke længere fly. Måske er de blevet omdirigeret og lander fra en anden retning. Et par fly letter nu og da, stiger op over os og drejer af mod syd eller nord, spreder sig, som et par raketter i dagene efter nytårsaften.

*

Celestial peger på noget, som jeg ikke kan se og siger noget, som jeg ikke forstår. Hun peger på de opstablede kasser, der hvor de tomme flasker plejede at ligge, men hvor der nu står planter. Lay ser det også,  lyser op og siger wauw, og nu ser jeg det endelig: bag en af kasserne, på halvmuren, som de står stablet op mod, der står en fugl og lurer. Den kukkelurer ind mellem to kassebrædder. Den lurer virkelig, kigger på os med et øje, som ind af et nøglehul, med næbbet let løftet og let åbent. Den står på en måde rank, koncentreret skyder den brystet frem, vi kan se brystkassen bevæge sig, den holder næsten vejret, ellers står den helt stille, bare det ene øje, som holder vagt. Det er smukt og foruroligende. 

*

Min lillebror sender mig en mail. Det er underlige tider, skriver han. Han er stresset, forberedelserne til en film, som han er i færd med, og som skal handle om graviditet, virkelige graviditeter, hvor optagelserne skulle følge tolv gravide kvinder frem til fødslen, den hænger i en tynd tråd nu. Det hele er udsat, de er i risikogruppen, og de vil alle have født, når han kan genoptage arbejdet.

*

Vi har tømmermænd. Stirrer på himlen, på solen, på fugle som skyder henover tagene. Rochi lægger mærke til reden, der er to unger nu, kom og se, kom og se, der er ikke bare en, der er to, og de er blevet store. Tiden går næsten ikke, dagene løber sammen og forsvinder parvis.

*

Tallene vokser, de har vokset sig for store, bare i dag er de vokset med over halvtredstusind. Det er middagstid og de eksploderer på ny. Jeg forstår ikke tallene længere. De har vandret fra øst til vest, de er kommet hele vejen rundt, nu kommer de mod syd, snart får jeg vel at se, hvad der gemmer sig bag tallene. 

*

Aztekernes talsystem var et tyvetals-system og ikke et titals-system som både det romerske og det arabiske, som vi kender. Det aztekiske system består af prikker, flag, grantræer og røgelsesposer. Prikkerne tæller op til tyve, flagene når fra tyve til firehundrede, grantræerne når videre til ottetusinde, derfra er det røgelsesposer.

* 

Jeg håber at det er et mareridt, og at jeg om lidt vil vågne. Men det er alt for virkeligt, og normalt på en sær måde, for det er ikke mit mareridt. Det sker for de andre, al ulykken styrer stadig uden om mig: det må være virkeligt, det der sker.

*

Inde på en hjemmeside, der hedder Flightradar24.com, læser jeg, at der er 4800 fly i luften lige nu. Over 3000 af dem er i luftrummet over USA. Flyene er markeret med gule fly-ikoner, som totalt tildækker hele USA. Sydamerika, Afrika og Australien er næsten helt fri for fly. Canada også. Nogle krydser Stillehavet, nogle krydser Atlanterhavet, helt få er på vej over Det Indiske Ocean. Skandinavien ligger også øde, dvs. det er grønt og næsten flyfrit, kun et enkelt er et sted over sydfyn, et enkelt over Lillehammer, en helikopter er på vej nordpå i Finland. To fly står stille i luften over Island.

*

Forsinkelser IX

Der er protester ved grænsen. Mexicanere forsøger at forhindre amerikanere at rejse ind i landet, de kræver negative tests som adgangsbillet. De kræver at AMLO håndhæver indrejsebandet bedre.

*

Vi hører ikke fra Jones, men vi regner med at hun er kommet til San Cristobal nu. Vi hører ikke fra Kit og Xochi. Hverken Udlejeren eller Frank viser sig.

*

Lay siger, at vi må forberede os på, at vi kommer til at se hinanden i dårlige situationer, ked af det og bange. Han siger også, at han på en måde håber at det her fortsætter. Ikke sygdommen og smitten, ikke alt det frygtelige, men det som det gør ved os, vores liv, vores opmærksomheder.

*

Emi har en skakbog med, og en side med de 16 mest normale åbninger, og de første 13 træk og modtræk til hver åbning. Vi forsøger et par forskellige åbninger. Den Sicilianske, og den med dronningens bonde først. Han har studeret dem, han kan nogle udenad, og lærer fra sig. Men han ved ikke, hvem han spiller mod: jeg kan bære nag for evigt.

*

Det er vigtigt at have kontanter nu, så jeg går til den nærmeste hæveautomat, som ligger i et indkøbscenter. Vagterne går trofast rundt foran indgangene med deres maskingeværer, det er ikke nyt. Der er få, og spredte mennesker. Personalet er i masker. Rulletrapperne står stille. Lydene er få og fjerne, mumlende, og jeg får en følelse af at gå rundt i en svømmehal, der er blevet forladt, pludseligt, bassinerne er ikke blevet tømte. 

*

Supermarkederne sender det ældre personale hjem, de som normalt står for enden af kassen og pakker varerne i poser for håndører.

*

Lirekassens skingre piberi fortsætter ved Viaducto. Lirekassemanden er i en sandfarvet en gammel militæruniform, og hat med skygge. En hvid Jeep med tonede ruder holder ind til siden, og tre mænd i solbriller, i kittel og maske springer ud. Lyden fra lirekassen er et uhyggeligt soundtrack, som ledsager lirekassemanden, som går rundt med hatten. Han  går længere og længere bort fra lirekassen for at bede de alt for få mennesker om penge. Hans ansigt er stærkt, et gammelt sejt bælte, men jeg tror, han er i stykker, han er tæt på at græde. Hans hat er tommere end normalt.

*

Jeg glemmer at se efter fly, men er sikker på at der næsten ikke er nogen. Vinduet står åbent, jeg kan høre tortillaria’et, rullebåndet hviner, noget er ikke smurt, en vinkelsliber skærer noget i stykker et sted, klokkeren fra skraldebilen går ned ad gaden, lidt samtaler når mig fra madstanden, et par biler med jævne mellemrum, en hund gør, en fjern sirene, nogen som gasser op, og så var det der, et fly. Det lander ikke, det er lige lettet, lyden er fjernere og kommer højere oppe fra.

*

Nye og lysere grønne blade kommer frem i trækronerne, nye skud, der hvor blomsterne er faldet af. Kun et af de fire er stadig helt vildt blomstrende violet. De tre andre i forskellig grad af grøn, violet, afblomstret. 

*

Spørgsmålene ændrer sig en smule:

    Gad vide hvor længe jeg skal blive her?

*

Forsinkelser VIII

Nogen slukker for vandpumpen, fordi den larmer, den irriterer dem, som bor i de lavere etager, de kan ikke sove for en hvinende lyd. Så vi har ikke noget vand, kan ikke skylle ned, kan ikke vaske op. Vasken bugner af tallerkner og kopper, fluer. Toiletterne stinker. De tænder den igen om morgenen, når de igen kan leve med lyden, når de selv har brug for vand. Nu venter vi på at tankene nede i gården er fyldt, at vandstanden når op til censoren, så den næste pumpe går i gang og pumper det videre op til vores tre tanke.

*

Kun tre af jacarandatræerne blomstrer stadig. Det som er længst borte er næsten helt afblomstret, der er kun nogle få og spredte blomster tilbage, pynt kun, som afslører det. Det kan ikke længere tælles med. Jeg står og kigger efter fly. Mod vest er der et par skyskrabere. Jeg kan se op til Reforma, der er flere, rækken af skyskrabere stikker op af byen. Om aftenen lyser de også op.

*

Jeg underholder mig selv og tænker på søerne, vandet, øerne, som Tenochtitlan var bygget på. Skyskraber er også et lånt ord, et maritimt begreb, det er navnet for et trekantet sejl, som sad øverst på en særlig mast på sejlskibe.

*

Jeg kigger på døren, som står på klem og håber på at se Xochi stikke snuden ind, se på mig med sine hundeøjne, med sin røde charmeklud. Kom ind, Xochi siger jeg, kom ind, vil du op i sengen, hva’? Bare læg dig. Jeg savner den hund og den ro det giver at ae hende. Jeg burde skrive til Kit og høre hvordan de trives i nabolaget, i den skæve lejlighed.

*

Der dør 146 mennesker i branden i The Triangle Shirtwaist Factory. 123 kvinder og piger. 23 mænd. Det er uvist hvad branden skyldes, men ikke hvad ulykken skyldes. Fabrikken lå på syvende, ottende og niende sal i en bygningen nær Washington Square Park i New York. Formændene har blokeret eller låst alle døre og udgange for at forhindre ikke-tilladte pauser. Der opstår brand, men dørene er låste eller blokerede, og de ansatte kan ikke undslippe. De som ikke dør af røgforgiftning eller direkte af ilden, de som ikke af uheld falder ned fra bygningen i deres forsøg på at undslippe flammerne, de springer i døden, knuses mod fortovene foran menneskemængden, som står og ser på i forfærdelse.

*

Det sker d. 25 marts. Året er 1911. Det er 109 år og en dag siden. Og det kan virke som meget lang tid siden. Men der sker noget med tiden, det som kan virke historisk når du er barn, kommer så tæt på når du bliver ældre. Bevægelsen er paradoksal, tiden tilbagelægges, livet, dagene og årene går — og historien skulle måske aftage i kraft og indflydelse, fortone, og med tiden forsvinde bag dig — men den kommer nærmere.

*

Jeg lærer om ulykken i en dokumentarserie om New York. Jeg kan den næsten udenad. Det er en serie á 8 to-timers film, som dækker New Amsterdams historie, en koloni som et privat selskab med egen flåde og hær — Det Hollandsk Vest-Indiske Kompagni — stifter i 1621 og siden New Yorks historie frem til efterdønningerne af 9/11. Der er noget i de film, baggrunds-musikken, voice-over-stemmen, billederne, filmklippene, den særlige amerikanske patos, som jeg elsker og gør at jeg ser dem om og om og om igen, som et barn, der beder sin mor om at læse den samme historie til godnatlæsning hver evig eneste aften.

*

9/11 er både tæt på og mærkeligt langt borte. Irak og Afghanistan er langt borte. Murens fald er nærmere, IRA nærmere, Rote Arme Fraktion nærmere, oliekriserne kommer også nærmere, napalmbomberne i Vietnamkrigen kommer nærmere, billederne af de nøgne børn, de forbrændte og forgrædte, de afbrændte og forkullede, 2. verdenskrig kommer nærmere, dødslejrene, koncentrationslejrene og Hitler kommer nærmere, udvandringen fra Europa kommer nærmere, Europas skyttegravskrige kommer nærmere, sennepsgassen, de maltrakterede kroppe, den irske selvstændighedskrig, Sinn Fein, Bloody Sunday, de irske immigranter og de italienske immigranter, de som arbejder 52 timer om ugen under horrible forhold, og som skal slæbe sin egen symaskine til og fra arbejdet, op til syvende eller ottende eller niende sal, kvinderne og pigerne, fra 14 år til 42 år, der hvor arbejdsformændende låser dem inde, så de ikke kan flygte, når der er brand, der opstår brand, og de kvales eller brændes, falder eller springer: de kommer nærmere.

*

Det nærmeste forsvinder hurtigt ned i en bølgedal, så skyller det tilbage, som en bølge der falder, for så at stige, vokse sig større og større, større end man skulle kunne tro muligt, den rejser sig og venter på at bryde ind over mig, opsluge mig.

*

Jeg har rejst for meget, for længe, boet hér og dér i korte perioder, været en skygge bare. Forfængelig-heden skyller ind over mig: jeg håber at nogen savner mig, og snart indser at de ikke kan leve uden mig.

*

Tallene i USA eksploderer på en formiddag. Forsinkelserne når frem. 

Forsinkelser VII

Vi spiser tidlig aftensmad, eller sen frokost. Klokken er fire, på færøerne er den ti, i danmark er den elleve. Vi har dækket flot op, sætter os til bords og sender fadene rundt. Jeg beder Emi om at række mig linserne. Men han vil ikke række mig dem, før jeg siger det på korrekt spansk. Jeg måber, og spørger, serio? Jones omgår hans demonstration og rækker mig salaten og et par øjne, som viser at hun er på min side. 

Senere spørger jeg om han kan række mig vandkanden. Han tager den, men vil ikke give mig den, før jeg siger det på korrekt spansk. Jeg måber igen, så holder jeg mig teatralsk for munden. Jeg tror aldrig, jeg har gjort det før. Hvad fanden er det for nogle latterlige magt-demonstrationer. Jeg siger med alt hvad jeg har i mig, du er en fucking idiot.

*

Diego ligner nogen gange at han er halvfjerds og tæt på at dø. Om morgenen kan vi høre ham hoste lungerne ud af vinduet. Og nogle gange bliver han halvtreds, måske endda midt fyrre. Han er vores underbo. Han har en hund, en lille hvid bidsk muskelhund. Jeg kender ikke hans kærestes navn. Hun er ung. Om natten kan vi høre dem have højlydt sex.

De kommer begge op på taget, siger velbekomme. De leder efter deres kat. Vi har ikke set nogen kat. Det er en killing. De finder den inde under den gamle sofa og går ned igen.

*

Jones og Celestial har bygget hule. Et hvidt tæppe hænger over tøjsnorene. De er i færd med en animation og drypper små glitrende lillafarvede dråber på en plante. De drypper et par dråber på, tager et fotografi, drypper lidt flere dråber på, så et nyt fotografi. Tårerne pibler frem. 

*

Vi vil holde fest og fejre at Lay og Celle begge er illegals. Vi vil klæde os ud, sminke os, vi har gode højtalere og en mikrofon, Emi har en projektor, vi vil synge karaoke, danse.

*

Min mormor skriver. Hun sidder alene i sin lejlighed og har ikke set andre end sin datter i de sidste fjorten dage.

*

Der er færre kunder ved madstanden foran bygningen. Jeg passerer og hilser, men føler et stik af dårlig samvittighed. Det er længe siden jeg har købt mad fra dem. Hvad må de ikke tænke: at jeg tror at de kan smitte?

*

Alle de udsagn, som politkerne kommer med, som f.eks. at vi alle bærer et individuelt ansvar, som er større end os selv, jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er noget, som vi skal huske dem på bagefter. For de vil glemme det igen, når det er belejligt at glemme det igen.

*

Det er morgen og jeg står og spejler et par æg. Kaffen løber igennem, da Diego kommer op på taget. Han er i hvertfald fem-og-halvfjerds. Han ser på kaffen, så spørger han om et glas vand. Jeg hælder et op til ham, som han bæller i sig. Han ser på æggene og siger, rotten eggs, huh? Those fucking rotten eggs. Han kigger ud over tagene med et uinteresseret blik, siger tak og går.

*

Solen bager løs. Og flere fugle samles på taget, på alle leder og kanter. Der er en unge i en rede under en overdækning. Eller: under en overdækning er der en rede med en unge i? I hvertfald ikke: der er en rede under en overdækning med en unge i. Eller? Rækkefølgerne er vigtige. Vi har ikke set kolibrien længe. Jones rejser til San Cristobal, hun tager bussen dertil. Det tager seksten timer. Jeg tror, hun tager afsted, fordi her er en dårlig stemning, som jeg ikke helt opfatter. Men der er noget. 

*

Månen vender på hovedet. Altså op og ned, den er en båd, en gondol, en lang og simpel træbåd, et sted hvor der ikke er nogen særlig søgang, på en flod dybt inde i junglen. Den er triumfbue, en regnbue, den er en træt ryg. Den er aftagende, tror jeg, månen. Der var supermåne for ikke så længe siden, ja, den må være aftagende, en træt ryg. Jeg har ikke lagt mærke til den i lang tid.

*

Jeg sover ikke om natten. Mit værelse er en ovn. Bagefter er mit værelse fyldt af myg. De summer, et øjeblik tror jeg, det er en motorcykel eller en bil langt væk, som gasser op, drøner ned af en af byens uendeligt mange tomme veje. Det går op for mig, at det er en myg, som kommer tættere og tættere på mit ansigt, nu tror jeg at den er her, og giver mig selv en ordentlig lussing og lægger mærke til, at jeg faktisk var ved at falde i søvn.

*

Jeg læser en artikel på nettet om en politikers kovending og kan ikke lade være med at grine. Både over at det skulle være noget - det er deres metier, er det ikke - og så griner jeg af ordet og googler det og læser at det angiveligt stammer fra, at køer bedst kan lide at stå med røven mod vinden(for fluerne?), men selve vendingen kommer fra et maritimt udtryk, at man ved en kovending drejer sejlbådens forstavn væk fra vindretningen.

*

Udenrigsministeriet skriver til mig og fortæller at der er et fly på lørdag. Det flyver fra Cancun til Arlanda. Det koster ca. 3000,- at komme med. Det foregår efter ‘først til mølle’-princippet. Er det et princip? Det lyder som et kapløb.

*

Spørgsmålene er de samme, synes jeg:

    Hvor skulle jeg tage hen, hvis jeg tog flyet?

    Hvorfor har jeg placeret mig så alene i verden?

*

Solen falder fra himlen som en bold. Den er skinnende og orange, som solen altid er, men den falder som en bold, der er blevet sparket over taget på en høj bygning. Vi står ude på hjørnet af taget og følger den, stille og som forstenede. Den falder ned bagom bjergene, trækker en dal med sig ned ad, som ikke ellers er synlig. Et par fugle flyver lavt henover tagene, meget hurtigt, så kommer en sval brise. Og et fly fra nord.

*

Vores vinduer står åbne. Vi higer efter brisen. Vinduerne åbner direkte ud i hver vores trækrone. Det er piletræer, en art piletræer, tror jeg i hvert fald. De er dramatiske om natten, de grønne blade er omgivet af mørke, de vokser frem, gror næsten ind i værelserne. Om dagen er de mere tilbageholdne. 

*

Forsinkelser VI

Grønne blade er nu synlige i to af trækronerne. I det ene mere end i det andet. De to andre er stadig helt dækkede til af violette blomster.

*

Flyene er få. Solen bager. Bjergene er synlige. UV-målingen viser 11. Jeg smører mig ind med jævne mellemrum. Vi glæder os til aftenbrisen, måske en byge, men det er skyfrit. Et fly daler ned ad mod masten, vingerne gror op og ned i en rygfinne og brystfinne, når det drejer mod øst. Det ligner en haj.

*

Dalen var før en sø. Det var fem søer i den tørre sæson. I regnsæsonen løb de sammen til en stor sø. Byudviklingen og også tidligere, under koloniseringen, under Cortez, det hele er smadret. Søerne er drænet bort. Byen mangler vand. Byen oversvømmes. 

*

Jeg underholder mig selv med at finde spor efter søerne, ser på trækronerne som flydende søer, blomsterne som dråber, flyene som hajer, hvaler og fisk. Tagene er øer. Den store motorvej syd for vores tag hedder Viaducto. Mellem banerne løber et hævet betonrør, som leder vand.

*

Tidsforskellen gør at jeg læser beskederne fra mine venner på en anden måde end normalt. Jeg svarer også på en anden måde. Jeg vågner til beskeder som må være skrevet om eftermiddagen, efter en dag fuld af nyheder og bekymringer, gøremål. Noget kondenseret. Jeg læser den om morgenen og kan ikke finde ud af at svare før det er eftermiddag her. Så er det blevet nat eller sent i Danmark og på Færøerne. Mange samtaler bliver tabt på den måde, i natten. Beskederne føles gamle, når de besvares.

*

Min far fortæller på en dårlig skype-forbindelse, at en mand i bygden er død. Han var 89, det var ikke relateret til noget andet end hans alder. Det er stadig kun en opfordring, eller er det en lov nu, jeg ved det ikke, men myndighederne fraråder eller forbyder forsamlinger på mere end fem mennesker. Vi tæller i telefonen: præsten, enken. Så er der tre pladser tilbage. Der skal i hvertfald seks til at bære kisten, siger min far og afslutter vores regnestykke. 

*

Luften står stille. Aftenbrisen udebliver. Der er færre fly men mange myg.

*

Samtalen går. Hvor stærke er vi egentlig som kollektiv, hvis en af os bliver smittet. Og hvem kommer op på taget, hvis en af os bliver smittet. Er det Udlejeren eller Frank. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Udlejeren ville smide os ud.

*

Udlejeren viser sig fra sin gode side: Frank kommer op og siger, hvor har I gjort det flot og pænt, que lindo. Han har en bog med til mig, som han synes jeg bør læse.

*