Vi spiser tidlig aftensmad, eller sen frokost. Klokken er fire, på færøerne er den ti, i danmark er den elleve. Vi har dækket flot op, sætter os til bords og sender fadene rundt. Jeg beder Emi om at række mig linserne. Men han vil ikke række mig dem, før jeg siger det på korrekt spansk. Jeg måber, og spørger, serio? Jones omgår hans demonstration og rækker mig salaten og et par øjne, som viser at hun er på min side.
Senere spørger jeg om han kan række mig vandkanden. Han tager den, men vil ikke give mig den, før jeg siger det på korrekt spansk. Jeg måber igen, så holder jeg mig teatralsk for munden. Jeg tror aldrig, jeg har gjort det før. Hvad fanden er det for nogle latterlige magt-demonstrationer. Jeg siger med alt hvad jeg har i mig, du er en fucking idiot.
*
Diego ligner nogen gange at han er halvfjerds og tæt på at dø. Om morgenen kan vi høre ham hoste lungerne ud af vinduet. Og nogle gange bliver han halvtreds, måske endda midt fyrre. Han er vores underbo. Han har en hund, en lille hvid bidsk muskelhund. Jeg kender ikke hans kærestes navn. Hun er ung. Om natten kan vi høre dem have højlydt sex.
De kommer begge op på taget, siger velbekomme. De leder efter deres kat. Vi har ikke set nogen kat. Det er en killing. De finder den inde under den gamle sofa og går ned igen.
*
Jones og Celestial har bygget hule. Et hvidt tæppe hænger over tøjsnorene. De er i færd med en animation og drypper små glitrende lillafarvede dråber på en plante. De drypper et par dråber på, tager et fotografi, drypper lidt flere dråber på, så et nyt fotografi. Tårerne pibler frem.
*
Vi vil holde fest og fejre at Lay og Celle begge er illegals. Vi vil klæde os ud, sminke os, vi har gode højtalere og en mikrofon, Emi har en projektor, vi vil synge karaoke, danse.
*
Min mormor skriver. Hun sidder alene i sin lejlighed og har ikke set andre end sin datter i de sidste fjorten dage.
*
Der er færre kunder ved madstanden foran bygningen. Jeg passerer og hilser, men føler et stik af dårlig samvittighed. Det er længe siden jeg har købt mad fra dem. Hvad må de ikke tænke: at jeg tror at de kan smitte?
*
Alle de udsagn, som politkerne kommer med, som f.eks. at vi alle bærer et individuelt ansvar, som er større end os selv, jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er noget, som vi skal huske dem på bagefter. For de vil glemme det igen, når det er belejligt at glemme det igen.
*
Det er morgen og jeg står og spejler et par æg. Kaffen løber igennem, da Diego kommer op på taget. Han er i hvertfald fem-og-halvfjerds. Han ser på kaffen, så spørger han om et glas vand. Jeg hælder et op til ham, som han bæller i sig. Han ser på æggene og siger, rotten eggs, huh? Those fucking rotten eggs. Han kigger ud over tagene med et uinteresseret blik, siger tak og går.
*
Solen bager løs. Og flere fugle samles på taget, på alle leder og kanter. Der er en unge i en rede under en overdækning. Eller: under en overdækning er der en rede med en unge i? I hvertfald ikke: der er en rede under en overdækning med en unge i. Eller? Rækkefølgerne er vigtige. Vi har ikke set kolibrien længe. Jones rejser til San Cristobal, hun tager bussen dertil. Det tager seksten timer. Jeg tror, hun tager afsted, fordi her er en dårlig stemning, som jeg ikke helt opfatter. Men der er noget.
*
Månen vender på hovedet. Altså op og ned, den er en båd, en gondol, en lang og simpel træbåd, et sted hvor der ikke er nogen særlig søgang, på en flod dybt inde i junglen. Den er triumfbue, en regnbue, den er en træt ryg. Den er aftagende, tror jeg, månen. Der var supermåne for ikke så længe siden, ja, den må være aftagende, en træt ryg. Jeg har ikke lagt mærke til den i lang tid.
*
Jeg sover ikke om natten. Mit værelse er en ovn. Bagefter er mit værelse fyldt af myg. De summer, et øjeblik tror jeg, det er en motorcykel eller en bil langt væk, som gasser op, drøner ned af en af byens uendeligt mange tomme veje. Det går op for mig, at det er en myg, som kommer tættere og tættere på mit ansigt, nu tror jeg at den er her, og giver mig selv en ordentlig lussing og lægger mærke til, at jeg faktisk var ved at falde i søvn.
*
Jeg læser en artikel på nettet om en politikers kovending og kan ikke lade være med at grine. Både over at det skulle være noget - det er deres metier, er det ikke - og så griner jeg af ordet og googler det og læser at det angiveligt stammer fra, at køer bedst kan lide at stå med røven mod vinden(for fluerne?), men selve vendingen kommer fra et maritimt udtryk, at man ved en kovending drejer sejlbådens forstavn væk fra vindretningen.
*
Udenrigsministeriet skriver til mig og fortæller at der er et fly på lørdag. Det flyver fra Cancun til Arlanda. Det koster ca. 3000,- at komme med. Det foregår efter ‘først til mølle’-princippet. Er det et princip? Det lyder som et kapløb.
*
Spørgsmålene er de samme, synes jeg:
Hvor skulle jeg tage hen, hvis jeg tog flyet?
Hvorfor har jeg placeret mig så alene i verden?
*
Solen falder fra himlen som en bold. Den er skinnende og orange, som solen altid er, men den falder som en bold, der er blevet sparket over taget på en høj bygning. Vi står ude på hjørnet af taget og følger den, stille og som forstenede. Den falder ned bagom bjergene, trækker en dal med sig ned ad, som ikke ellers er synlig. Et par fugle flyver lavt henover tagene, meget hurtigt, så kommer en sval brise. Og et fly fra nord.
*
Vores vinduer står åbne. Vi higer efter brisen. Vinduerne åbner direkte ud i hver vores trækrone. Det er piletræer, en art piletræer, tror jeg i hvert fald. De er dramatiske om natten, de grønne blade er omgivet af mørke, de vokser frem, gror næsten ind i værelserne. Om dagen er de mere tilbageholdne.
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar