Der er protester ved grænsen. Mexicanere forsøger at forhindre amerikanere at rejse ind i landet, de kræver negative tests som adgangsbillet. De kræver at AMLO håndhæver indrejsebandet bedre.
*
Vi hører ikke fra Jones, men vi regner med at hun er kommet til San Cristobal nu. Vi hører ikke fra Kit og Xochi. Hverken Udlejeren eller Frank viser sig.
*
Lay siger, at vi må forberede os på, at vi kommer til at se hinanden i dårlige situationer, ked af det og bange. Han siger også, at han på en måde håber at det her fortsætter. Ikke sygdommen og smitten, ikke alt det frygtelige, men det som det gør ved os, vores liv, vores opmærksomheder.
*
Emi har en skakbog med, og en side med de 16 mest normale åbninger, og de første 13 træk og modtræk til hver åbning. Vi forsøger et par forskellige åbninger. Den Sicilianske, og den med dronningens bonde først. Han har studeret dem, han kan nogle udenad, og lærer fra sig. Men han ved ikke, hvem han spiller mod: jeg kan bære nag for evigt.
*
Det er vigtigt at have kontanter nu, så jeg går til den nærmeste hæveautomat, som ligger i et indkøbscenter. Vagterne går trofast rundt foran indgangene med deres maskingeværer, det er ikke nyt. Der er få, og spredte mennesker. Personalet er i masker. Rulletrapperne står stille. Lydene er få og fjerne, mumlende, og jeg får en følelse af at gå rundt i en svømmehal, der er blevet forladt, pludseligt, bassinerne er ikke blevet tømte.
*
Supermarkederne sender det ældre personale hjem, de som normalt står for enden af kassen og pakker varerne i poser for håndører.
*
Lirekassens skingre piberi fortsætter ved Viaducto. Lirekassemanden er i en sandfarvet en gammel militæruniform, og hat med skygge. En hvid Jeep med tonede ruder holder ind til siden, og tre mænd i solbriller, i kittel og maske springer ud. Lyden fra lirekassen er et uhyggeligt soundtrack, som ledsager lirekassemanden, som går rundt med hatten. Han går længere og længere bort fra lirekassen for at bede de alt for få mennesker om penge. Hans ansigt er stærkt, et gammelt sejt bælte, men jeg tror, han er i stykker, han er tæt på at græde. Hans hat er tommere end normalt.
*
Jeg glemmer at se efter fly, men er sikker på at der næsten ikke er nogen. Vinduet står åbent, jeg kan høre tortillaria’et, rullebåndet hviner, noget er ikke smurt, en vinkelsliber skærer noget i stykker et sted, klokkeren fra skraldebilen går ned ad gaden, lidt samtaler når mig fra madstanden, et par biler med jævne mellemrum, en hund gør, en fjern sirene, nogen som gasser op, og så var det der, et fly. Det lander ikke, det er lige lettet, lyden er fjernere og kommer højere oppe fra.
*
Nye og lysere grønne blade kommer frem i trækronerne, nye skud, der hvor blomsterne er faldet af. Kun et af de fire er stadig helt vildt blomstrende violet. De tre andre i forskellig grad af grøn, violet, afblomstret.
*
Spørgsmålene ændrer sig en smule:
Gad vide hvor længe jeg skal blive her?
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar