Hver morgen står jeg op til gamle nyheder. Danske nyheder, færøske, europæiske. Mexico er syv timer efter Danmark, seks timer efter Færøerne. Jeg er i Mexico. Smitten vandrer fra Asien til Europa til Nordamerika. Morgen, middag, aften, nat. Noget nærmer sig. Imens vokser afstanden til Europa.
Der er et underligt sammenfald mellem tallene for Mexico og Færøerne. De følges ad. Tirsdag stiger tallet på Færøerne med 29. Det samme sker her i Mexico, lidt forskudt, men også 29 nye. Onsdag er der 11 nye på Færøerne. Det samme som her. 11 nye. Jeg kan ikke forstå det.
Det forskudte, det forsinkede, den voksende afstand, altsammen får mig til at gribe ud i luften efter tilfældigheder. 29. 11.
*
Når jeg går i seng er de kinesiske tal begyndte at stige. Om aftenen lægger vi telefonerne fra os, og lover os selv, ikke at se så meget på dem. Vi kunne kigge på hvilke som helst tal, og før eller siden blive gale.
Ved middagstid skriver vi mails eller skyper med dem, som det er gået op for os at vi savner. Jeg skriver med mine venner i Torshavn, i Trondheim, i Oslo, i Malmö, i København, Vejle, på Ærø, på Falster, i Skive. Jeg skyper med min far på Færøerne. De har mad til flere år, siger han. Jeg skal ikke bekymre mig. Jeg skyper med min mormor og min mor på Fyn, de har det alle godt. Jeg skal ikke bekymre mig.
Celestial står i køkkenet og græder i telefonen. Hendes bror har HIV. Han bor i Buenos Aires og tallene i Argentina stiger. Hun er bange for om hans immunforsvar er stærkt nok til at modstå smitten, hvis den når ham.
Jeg spørger Lay, som er kæreste med Celestial, hvordan broren har fået HIV, som om der var en hverdagslig forvirring at opklare. Fordi han er gay, svarer Lay. Svarets knaphed er forfærdeligt. Mit spørgsmål er idiotisk.
*
Der er et par timer før tallene fra Europa bliver opdaterede, hvor vi ikke bekymrer os. Vi spiser mangoer, og søde ananas, havregrød og mandler i det tomrum, som forsinkelsen giver os.
Imens står solen op. En kolibri kommer forbi for at plukke mere bomuld fra den efterladte sofa, som står under halvtaget ovre ved toiletterne. Den tager også lidt tråd fra det lillafarvede silkeklæde over vores morgenbord, som senere vil give skygge.
Et egern kommer i problemer med et juicebæger af flamingo. Det har været på rov i køkkenet. Bægeret er tre gange egernets størrelse, og det stakkels egern kan ikke se en pind, det støder mod alt, som det møder, men det nægter at give op. Vi griner og griner indtil vi glemmer alt egernet og til slut bare griner af hinanden.
Og når vandpumpen lyder nede fra gården går vi skiftevis i bad. Hvis vi ikke er hurtige bruger vores underboere det hele. De driver et vaskeri fra deres lejlighed. Vi har forsøgt at være sure på dem, men det lykkes ikke rigtigt. De bor her fast, måske er det deres levebrød, og solen skinner også, fuglene kvidrer, verden er fjern. Alt omkring os er trækroner og en uendelighed af tage, af glitrende farvede glasskår som er støbt ned i mure og tage for at holde tyve væk, og pigtråd, og vandtanke og billboards og master og paraboler. Gälel kalder livet på tagene for Mexicos favellaer og udtaler v’et som et b: las fabellas de Mexico.
Verden er noget som sker langt borte. Ingen ting er forandret her. Det er svært at se, hvordan noget skal kunne forandres. Jeg er i Mexico City, i Roma Sur, og venter på at det, som udfolder sig i Europa, også skal komme hertil.
*
På DR’s hjemmeside ser jeg en af Mette Fredriksens pressekonferencer. Jeg bruger Hola VPN for at få lov til at se DR i udlandet. Det var en sød norsk elev på Krabbesholm Højskole, som i efteråret viste mig, hvordan man kommer rundt om de nationale IP-mure med en lille udvidelse til sin browser. Hun brugte det for at få lov til at se NRK på sit højskoleophold i Danmark. På pressekonferencen siger Mette Frederiksen, at sunde menneskers adfærd kan påvirke og gøre skade på de mindre sunde mennesker. Vi har hver især et ansvar som er større end os selv. Hun står på samme måde som Angela Merkel foran kameraet - danner dén der trekant med fingrene, som jeg tror skal udstråle ro og sund fornuft. Det er det, som jeg husker fra pressekonferencen, en kopivare. Og så opfordringen om at komme hjem, som jeg beslutter ikke at følge.
*
Det er eftermiddag og vi spiller skak. Vi ryger alt for mange cigaretter og drikker maté. Jeg vinder stadig de fleste partier, selvom Nicolas hurtigt haler ind på mig. Jeg tror ikke, at jeg kan blive bedre uden at nogen lærer mig det. Jeg er ikke intelligent nok.
*
Flyene lander i en jævn strøm. De kommer fra nord og lander i Juarez-lufthavnen, som ligger ca. en halv times kørsel herfra. Når de slår sin bue mod øst runder de en særlig telefonmast, som er startskuddet til min tidstagning. Jeg kigger på mit armbåndsur og følger sekundviserens gang. Når det er travlest er der 90 sekunder mellem flyene. Jeg slår op på nettet og finder ud af at der normalt altid er 10.000 fly i luften. Jeg gætter mig frem til at der i gennemsnit er 150 mennesker med hvert fly. Normalt er der altid 150.000 mennesker oppe i luften.
*
Jeg står på taget og venter på at flyenes intervaller skal ændre sig, at mellemrummene skal strækkes længere og længere, indtil de vil fylde hele himlen med stilhed.
*
Fra taget på bygningen, hvor jeg bor sammen med Lay, Celestial, Nicolas, Rochi og Kit, kan jeg også se fire Jacarandatræer. De blomstrer. Blomstrene på træerne er violette, vidunderligt violette.
Når jeg først på formiddagen går over til min stamcafé, passerer jeg et af dem. På fortovet og ud på vejen, og nogen gange også på en parkeret bil eller to, breder der sig en hel sø af træets violette blomster, som er faldet fra træet i løbet af natten. Jeg tager mig selv i at tænke, at det er synd, at de om lidt vil blive fejet bort. Det ville være flot, hvis de her violette blomstercirkler fik lov at blive liggende lidt længere. Sådan tænker jeg også om efteråret i København. Bladene bliver blæst og suget bort alt for hurtigt af de kommunale gartnere med deres ghostbuster-lignende maskiner. Børnene når slet ikke at lege, kaste bladene op i luften, lægge sig og forsøge at lave engle i dem, boltre sig, ret og slet. Efterårets røde og gule og brune nedfaldne blade er noget af det smukkeste i København.
Jacarandatræet begynder at blomstre tidligt i februar, og det taber sine blomster frem til regnsæsonens begyndelse. Det sker lidt både og. Det blomstrer og afblomstrer på samme tid og venter på regnsæsonen, som begynder i maj. Til den tid er jacarandatræet afblomstret. Det er en meget spektakulær nedtælling.
Jeg har endnu aldrig oplevet at det regner i Mexico City og jeg glæder mig helt afsindigt.
*
På vej tilbage fra cafeen er familien i færd med at rejse deres madstand foran bygningen, hvor jeg bor. De rejser den hver morgen og tager den ned igen hver eftermiddag. Jeg hilser. De hilser tilbage. Manden spørger om jeg skal have en huarrachi de huevos. Jeg siger sí, sí. Huarrachi, sí! Claro. De huevos, como siempre, pero despues, por-fa. Det er hvad mit spanske strækker sig til.
*
Dem som jeg bor sammen med kommer fra Argentina, Spanien og USA. De er alle kunstnere og forfattere. Ved siden af at skrive digte, male, og at lave animationer, forsørger Celestial sig med at hjælpe andre mere etablerede kunstnere. Ved siden af at tegne og lave animationer sammen med Celestial, forsørger Lay sig med at lave online flyers for en bar. Jeg ved ikke hvordan Rochi forsørger sig selv, men hun skriver digte og laver skulpturer. Jeg ved heller ikke, hvordan Kit forsørger sig selv. Han er forfatter. Hans debutbog er lige udkommet i USA på et forlag i New York. Den hedder Pierrot’s Fingernails. Jeg har fået et eksemplar, men har stadig ikke læst den. Det er svært at læse en bog, sådan, lige under næsen af bogens forfatter. En fælles ven fra England har lige været i New York for at forny sit turistvisum. Det var sådan at Kit fik nogle eksemplarer hertil. Nicolas maler, og har sparet op hjemme fra Buenos Aires, hvor han normalt arbejder som kunstlærer på en folkeskole.
*
Nicolas skulle være rejst til London i april for at besøge sin søster. Det er udsat. Han håber at vejret i London er blevet bedre når flyene igen flyver. Celestial og Lay skulle være rejst til Cuba i marts for at forny deres turistvisa. Celestials er udløbet nu. Lay’s udløber om to uger, men han har hørt om en mand som man kan kontakte. For 1000 pesos kommer han ud til folk og sætter et nyt stempel i passet. Der er vist også en billigere mand et sted, men der skal man give ham sit pas, så tager han det med på arbejde og stempler det dér. Det virker også unødigt nu, at forlænge et visa, når det højst sandsynligt snart bliver umuligt at rejse herfra. Han vælger at lade sit visa udløbe. Der er ikke længere nogen grund til at bekymre sig om det.
*
Lay har fået grønne fingre. Han er blevet den, som tager sig af vores planter. Han vander dem trofast hver aften. I løbet af dagen flytter han dem rundt på taget, så at de ikke skal stå for direkte i solen. Pludselig står alle planterne samlet i et skyggefuldt hjørne, så senere er de spredt ud på hver hylde, kant og halvmur. Hver gang han kommer hjem fra et ærinde ude i byen har han en masse kviste og grene med hjem. Stiklinger som han stiller i vand i små syltetøjsglas over det hele. Vandet bliver hurtigt grumset og gulligt og stiklingerne ligner små fostre. Snart er der smukke, smukke planter overalt.
*
I morgen lover vejrudsigten regn. Lyn og torden. Vi glæder os til at det vil begynde at regne og bliver siddende oppe til sent. Vi drikker øl, hører musik, hører fjerne sirener, hører cikader, glemmer det meste.
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar